Spørgsmål om Opsyn med Slaverne

Fredag den 13. november kl kvart over fire om eftermiddagen i skumringen, stod to slaver sammen på volden mellem Nørre og Østerport. De var begge uden gevaldiger og uden opsyn, og den ene af slaverne stod med et gevær i hånden. Spørges: Tør det tillades de, som for en misgerning har tabt deres frihed, og altså har så lidt at tabe, at være uden opsyn, med et morderisk våben i hånden?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2970-2971)

Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb.

Følgende mening angående denne sag er ikke af hr. postmester Bøeg men af en anden mand blevet udgiveren meddelt:

"Efter forordningen af 29. februar 1788 er den ved samme i Hertugdømmerne indførte nye species-mønt og ny skillemønt de eneste der gældende møntsorter, og ingen er forpligtet til at modtage nogen anden møntsort. Ved forandringen af 21. juni 1793 er den i Danmark og Norge i året 1791 indførte species-mønt der er udmøntet efter samme gehalt, vægt og møntfod, som denne ligeledes befalet som gældende for hertugdømmerne.

Kortet fra det Kongelige Bibliotek er fra 1864, men viser detaljerne i det omhandlede område. Fyn til højre, og daværende Nordslesvig (nuværende Sønderjylland) til venstre, samt "Orösund". Da artiklen blev skrevet, lå Årøsund i hertugdømmet Slesvig.

Da Årøsund ligger i hertugdømmet Slesvig, så kan hr. postmester Bøeg ikke være forpligtet til at modtage fragten for Årøsunds smakke i danske courrant-bankosedler

Når altså hr. ***** ikke, som han efter ovennævnte forordning burde, havde forsynet sig med slesvigholstensk eller dansk og norsk speciesmønt, men kun havde danske courant-bankosedler at betale med, så måtte hr. Bøeg når han føjede ham i at modtage dem, være berettiget til under titel af agio at lade sig godtgøre disse sedlers mindre værdi efter kursen.

Dette er nok for at vise det urimelige i spørgerens mening og hans uvidenhed i henseende til lovene. Næppe vil hans spørgsmål værdiges højesterets opmærksomhed.

***   ***   ***
Udgiveren kan efter at have indrykket ovenstående ikke andet end yttre at han for sin part finder denne gendrivelse aldeles ufyldestgørende. Han er ikke derved bragt ud af den tro at indførelsen af slesvigholstensk mønt som den ene gældende i Holsten og det stykke af Danmark som kaldes Slesvig, ikke kan berettige en oppebørselsmand til andet, end til at tage valuta for den i danske penge anordnede afgift, i slesvigholstenske penge, men aldeles ikke til at påstå at denne indførelse af anden mønt forhøjede alle afgifterne over det ved forordningen bestemte. 

Hr. Bøeg har derfor tror han endnu, handlet urigtigt i at lade sig betale valuta i danske sedler for 16 mark slesvigholstensk, i stedet for valuta i slesvigholstenske penge for 16 mark dansk.

Udgiveren antager imidlertid gerne at hr. Bøeg har handlet bonafide efter sin overbevisning. han tror sikkert at regeringen ved sin bestemmelse heri, vil give den rejsende vished og tilintetgøre enhver tanke om at der fra landsfaderens side kan gøres indvendiger der begunstigede en del af statens borgere mere end den anden.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2961-2964)

Redacteurens Anmærkning.

Men den kunne retten nu alligevel godt. Se Redacteurens Anmærkning til det første indslag om emnet, Politivennen nr. 184.

Om Stormen den 3die November og nogle skjønne Handlinger, som den gav Anledning til.

Følgende er indsendt til udgiveren af disse blade:

Af Adresseavisen nr. 375 ses at Helsingørs færgefolk NB disse havde ved lejlighed været som lodser her på stedet, den 3. november har bjærget mandskabet fra kaptajn Ric. Dreviks kæntrede skib på de gamle 3 kroner. Kunne der ikke i Deres blad omhandles hvorfor Københavns færgelaugsfolk foregående i så vigtig henseende ikke opfyldte menneskehedens pligter, disse sidste skal forgæves have røvet en tur til søs, dog ikke føre en præmie som der siges, af hr. Staal. Hagen var lovet til den eller dem som ville bjærge det skibbrudne mandskab som ved toldboden kunne ses at stå på skroget. Blandt Helsingørs færgemænd skal en ved navn Bache været formand og kækt vist sine pligter. Ved tilbagekomsten ville han aldeles ingen betaling modtage da nævnte Bache tilligemed de øvrige Helsingør færgefolk svarede de havde alene gjort deres pligter. Altså blev mandskabet reddet ved disse kække folk der muligt ellers ved førstes fejhed måtte have druknet. Fra de 2 nordbåde som samme dag forliste, lige for Nyholm, viste sig en af Holmens underofficerer hvis navn skal være Terkild Sloat, med at vove sig langs på de såkaldte stakater eller palisader, og trak efter sig en båd hvori var 3 mand for at bjærge en der stående sømand som også lykkedes. Upåtvivlelig vil disse folk ved undersøgelse blive belønnet.

* * *

I anledning af ovenstående tilmeldelse må udgiveren til læserens underretning om tildragelser der er så almendeltagelige, tilføje hvad derom er kommet til hans kundskab.

Uagtet det om natten før den 3. november havde stormet temmelig var det dog egentlig om morgenen ved kl. 8 omtrent at den heftigste nordvest gjorde næsten alt sømandsskab umulig. Straks efter kl. 8 kæntrede skipper Drevik ved Trekroner, og man så fra Toldboden mandskabet der klyngede sig ved vraget, for at redde livet indtil hjælp kunne nå dem. De måtte med største årsag håbe denne, så nær ved en stad hvor der er så mange sømænd og så mange både. Ikke desto mindre så dette håb næsten slukt. Blandt de mangfoldige mænd der fra Toldboden med rørelse beskuede disse ulykkeliges fare og den almindelige sønød, var også købmand Hagen. Han udlovede straks en betydelig belønning for dem som kunne redde disse skibbrudne. Nogle Københavns færgefolk gik ud, men vendte snart med uforrettet sag tilbage. Hverken de selv eller deres fartøj syntes skikkede til sådant foretagende. Det begyndte allerede at aftnes og tilskuernes sorg og harm voksede med faren for de ulykkelige. Men nu foretog sig nogle udenbys mænd: Lars Bache, og med ham Frederik Vilhelmsen, Peder Magnusen og Lars Jensen Worm, alle fra Helsingørs færgelaug, der lykkeligvis lå hernede, samt to tjenestekarle Christian og Jens, at sejle derud. Lars Bache sejlede op langs med landet for at få vinden for vraget, kastede der et dræg ud, og firede sig derfra ned mod vraget, og ved liner og bøjer, hvorpå de ulykkelige kastede sig og hvorved de blev trukket gennem vandet til båden, lykkedes det at redde dem alle på en drengnær der allerede var omkommet. Ved tilbagekomsten ville hr. Hagen med fornøjelse have udbetalt Lars Bache den udlovede præmie, men denne ville ikke modtage den. Han havde, sagde han, gjort hvad der var gjort for at redde menneskene, men ikke for at tjene penge.

Så megen ære denne redningsdød gør Lars Baches mod og overlæg, hans medmænds ufortrødenhed og hr. hagens hjerte, så ondt må det gøre hver for menneskeheden, for sin nations og stads hæder ivrig københavner at der ikke her er bedre anstalter til redning i sådanne tilfælde, end at det skal bero på hændelser om en Helsingørs færgebåd netop er her, eller om et skibs mandskab efter en hel dag at have anråbt Københavns søfolk om hjælp, skal omkomme for deres øjne. Færgebådene her til byen er sikkert ikke de bedste. skønt færgemændenes laugs artikler af 29. april 1684 giver gode forskrifter desangående. Folkene selv er desuden ikke alt for godt i orde for rimelighed. Men skulle det være et alt for vovet forslag at der p admiralitetets bekostning byggedes et par stormbåde her til reden, og at samme i enhver storm lå færdige, bemandede med djærve og kyndige sømænd, og forsynede med alle tænkelige redningsredskaber? En sømands liv må være kostbart i ethvert admiralitets øjne. Et menneskes liv er dyrebart for enhver der selv er menneske!

Takket være dig, ædle Lars Bache og dine uforsagte staldbrødre! I reddede mennesker og I viste ved jeres ædle uegennyttighed at I fortjente den store lykke at have frelst brødre!

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2952-2957)

Model af en færgebåd som formentlig ligner den omtalte. Bådene var meget sødygtige til farvandet og kunne laste store mængder gods. Kulturværftet Helsingør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et par Ord til Bedste for Musikelskere

Man har ofte bebrejdet vores nation, at den ikke var musikelskende. Og det må desværre tilstås, at parterrets og parkettets adfærd næsten hver spilleaften vidner om denne bebrejdelses sandhed. Man hører folk såvel i parket som parterre fortsætte deres samtaler under den bedst udførte musik mellem akterne. Hvor højt de må opløfte røsten for at gøre sig forståelig under en 10-12 fortestemmer i orkestret er let at forstå. Det Kongelige Kapel gør sig al umage for at give publikum udsøgte ting og med en nøjagtig udførelse. Men det må vist være højst ubehageligt for kunstneren, når han af den høje snakken, der næsten forhindrer ham i fornemmelse af sine kollegers spil, må konstatere at han for det meste spiller for ører, hvis trommehinder er for tykke. Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt for folk af opdragelse at bemærke, at om man selv synes bedre om en musiceren af en stegvender end af et godt besat orkester, så bør man dog ikke ved sin snakken fratage andre, der har rigtigere organer, den fornøjelse de kunne nyde.

Endelig vil jeg gerne ønske at teaterledelsen selv ville selv hædre orkesteret, bidrage til musikkens agtelse, og få mange sande musikelskere, ved at vedtage herefter om muligt den regel at lade orkestret spille et begyndt stykke ud, inden tæppet blev trukket op.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2949-2951)

Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb

En færge fra Assens til Årøsund er efter anordning at betale med 16 mark. Og en færge fra Årøsund til Assens med det samme. Hr. Bøg i Årøsund har imidlertid haft den besynderlige dristighed at fordre og modtage mere, og det under påskud at han skulle betales i slesvigholstenske penge, og altså efter den ufordelagtige kurs 12 procent over taksten. Anmelderen har i hænde en kvittering der lyder således:

Af hr. **** er betalt fragt for en smakke fra Årøsund til Assens med 16 mark danske og i mangel af slesvigholstenske kurant med lagio 32 skilling. Det er i alt 3 rigsbankdaler banko sedler AssenseTesterer Jens Knudsen Skipper ved Årøsund

Det er vel sandt at den der skal have 16 mark under en ufordelagtig kurs, taber ved at få dem betalt i danske banksedler. Men forunderligt ville det være om satte takster skulle stige og falde med kursen, og endnu meget mere forunderligt om en mand der bor på den ene side af et lille bælt, skulle have mere ret til skadesholdelse end den der bor på den anden, skønt denne lige så vel som den anden er borger i samme stat, ja bidrager endog mere til dens vedligeholdelse.

Man tvivler ikke om at denne sag er værdig til højeres opmærksomhed, da det anførte er bevisligt.

(Politivennen nr. 185, Den 7 November 1801. s. 2945-2947)

Redacteurens Anmærkning

Sagen udviklede sig i "Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb", Politivennen, nr. 186, 14 November 1801, s.2961-2964. Denne artikel udløste at Seidelin blev idømt livslang censur. Fordi det var anden gang han blev dømt for noget sådant. Dommen lød sådan:

     Den paaankede af Indstevnte Bogtrykker K. H. Seidelin i den fremlagt No. 185 af Bladet Politievennen, udgivet den 7de Nov. 1801, fremførte fornærmelige Beskyldning imod Citanten Postmester Bøeg i Aarøsund bør død og magtesløs at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse paa Embede, Ære, eller gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for dette sit lovstridige Forhold bør bøde Halvtredsindstyve Rigsdaler til Kiøbenhvans Fattigvæsens Hoved-Kasse, samt betale til Citantens beskikkede Sagfører Procuratør Beyer i Salarium Ti Rigsdaler. Det idømte udredes inden Femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.