Hændelse i Kongens Have.

Den 9. november om eftermiddagen gik jeg sammen med en person af den jødiske nation som efter hans udsigende skal bo i Kompagnistræde nr. 151, en time i Kongens Have, og da klokken var noget over 5 slæt, ville vi gå ud af porten til Gothersgade, men fandt den lukket, måtte altså gå ud til volden gennem gartnerens gård der spurgte jeg en karl hvad tid porten blev lukket? Svaret blev at de på den tid af året kunne lukke når de ville. Jeg synes derimod at det var rimeligt at der blev givet signal med en klokke som om sommeren, eller også bekendtgjort i aviserne, eller rent tillukket så ingen kunne komme ind. Straks råbte en ud af et loftsvindue at vi kunne henvende os til hofmarskallen, der kunne vi få efterretning.

Vi blev nu bange der skulle komme flere, eller en hund der kunne bide os, og altså gik for at undgå ubehageligheder.

P. Aagaard, boende i Admiralgade nr. 112.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2973)

Det mørke Maaneskin.

To aftner i denne uge har publikum måttet lide under den kære månes uefterrettelighed der synes at have sat sig for at spille den ved vor gadebelysning anbragte og på rigtige beregninger grundede økonomi det ene puds efter det andet. Skaden er at meteorologien ikke er drevet til den højde som astronomien! Når man engang kan udregne, ikke alene når månen skinner over vor dunstkreds, men også når denne er så fri fra tåge og skyer at skinnet kan række ned i vore gader og stræder, vil ingen indretning kunne være ypperligere end den nuværende.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2972)

Spørgsmål om Opsyn med Slaverne

Fredag den 13. november kl kvart over fire om eftermiddagen i skumringen, stod to slaver sammen på volden mellem Nørre og Østerport. De var begge uden gevaldiger og uden opsyn, og den ene af slaverne stod med et gevær i hånden. Spørges: Tør det tillades de, som for en misgerning har tabt deres frihed, og altså har så lidt at tabe, at være uden opsyn, med et morderisk våben i hånden?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2970-2971)

Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb.

Følgende mening angående denne sag er ikke af hr. postmester Bøeg men af en anden mand blevet udgiveren meddelt:

"Efter forordningen af 29. februar 1788 er den ved samme i Hertugdømmerne indførte nye species-mønt og ny skillemønt de eneste der gældende møntsorter, og ingen er forpligtet til at modtage nogen anden møntsort. Ved forandringen af 21. juni 1793 er den i Danmark og Norge i året 1791 indførte species-mønt der er udmøntet efter samme gehalt, vægt og møntfod, som denne ligeledes befalet som gældende for hertugdømmerne.

Kortet fra det Kongelige Bibliotek er fra 1864, men viser detaljerne i det omhandlede område. Fyn til højre, og daværende Nordslesvig (nuværende Sønderjylland) til venstre, samt "Orösund". Da artiklen blev skrevet, lå Årøsund i hertugdømmet Slesvig.

Da Årøsund ligger i hertugdømmet Slesvig, så kan hr. postmester Bøeg ikke være forpligtet til at modtage fragten for Årøsunds smakke i danske courrant-bankosedler

Når altså hr. ***** ikke, som han efter ovennævnte forordning burde, havde forsynet sig med slesvigholstensk eller dansk og norsk speciesmønt, men kun havde danske courant-bankosedler at betale med, så måtte hr. Bøeg når han føjede ham i at modtage dem, være berettiget til under titel af agio at lade sig godtgøre disse sedlers mindre værdi efter kursen.

Dette er nok for at vise det urimelige i spørgerens mening og hans uvidenhed i henseende til lovene. Næppe vil hans spørgsmål værdiges højesterets opmærksomhed.

***   ***   ***
Udgiveren kan efter at have indrykket ovenstående ikke andet end yttre at han for sin part finder denne gendrivelse aldeles ufyldestgørende. Han er ikke derved bragt ud af den tro at indførelsen af slesvigholstensk mønt som den ene gældende i Holsten og det stykke af Danmark som kaldes Slesvig, ikke kan berettige en oppebørselsmand til andet, end til at tage valuta for den i danske penge anordnede afgift, i slesvigholstenske penge, men aldeles ikke til at påstå at denne indførelse af anden mønt forhøjede alle afgifterne over det ved forordningen bestemte. 

Hr. Bøeg har derfor tror han endnu, handlet urigtigt i at lade sig betale valuta i danske sedler for 16 mark slesvigholstensk, i stedet for valuta i slesvigholstenske penge for 16 mark dansk.

Udgiveren antager imidlertid gerne at hr. Bøeg har handlet bonafide efter sin overbevisning. han tror sikkert at regeringen ved sin bestemmelse heri, vil give den rejsende vished og tilintetgøre enhver tanke om at der fra landsfaderens side kan gøres indvendiger der begunstigede en del af statens borgere mere end den anden.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2961-2964)

Redacteurens Anmærkning.

Men den kunne retten nu alligevel godt. Se Redacteurens Anmærkning til det første indslag om emnet, Politivennen nr. 184.

Om Stormen den 3die November og nogle skjønne Handlinger, som den gav Anledning til.

Følgende er indsendt til udgiveren af disse blade:

Af Adresseavisen nr. 375 ses at Helsingørs færgefolk NB disse havde ved lejlighed været som lodser her på stedet, den 3. november har bjærget mandskabet fra kaptajn Ric. Dreviks kæntrede skib på de gamle 3 kroner. Kunne der ikke i Deres blad omhandles hvorfor Københavns færgelaugsfolk foregående i så vigtig henseende ikke opfyldte menneskehedens pligter, disse sidste skal forgæves have røvet en tur til søs, dog ikke føre en præmie som der siges, af hr. Staal. Hagen var lovet til den eller dem som ville bjærge det skibbrudne mandskab som ved toldboden kunne ses at stå på skroget. Blandt Helsingørs færgemænd skal en ved navn Bache været formand og kækt vist sine pligter. Ved tilbagekomsten ville han aldeles ingen betaling modtage da nævnte Bache tilligemed de øvrige Helsingør færgefolk svarede de havde alene gjort deres pligter. Altså blev mandskabet reddet ved disse kække folk der muligt ellers ved førstes fejhed måtte have druknet. Fra de 2 nordbåde som samme dag forliste, lige for Nyholm, viste sig en af Holmens underofficerer hvis navn skal være Terkild Sloat, med at vove sig langs på de såkaldte stakater eller palisader, og trak efter sig en båd hvori var 3 mand for at bjærge en der stående sømand som også lykkedes. Upåtvivlelig vil disse folk ved undersøgelse blive belønnet.

* * *

I anledning af ovenstående tilmeldelse må udgiveren til læserens underretning om tildragelser der er så almendeltagelige, tilføje hvad derom er kommet til hans kundskab.

Uagtet det om natten før den 3. november havde stormet temmelig var det dog egentlig om morgenen ved kl. 8 omtrent at den heftigste nordvest gjorde næsten alt sømandsskab umulig. Straks efter kl. 8 kæntrede skipper Drevik ved Trekroner, og man så fra Toldboden mandskabet der klyngede sig ved vraget, for at redde livet indtil hjælp kunne nå dem. De måtte med største årsag håbe denne, så nær ved en stad hvor der er så mange sømænd og så mange både. Ikke desto mindre så dette håb næsten slukt. Blandt de mangfoldige mænd der fra Toldboden med rørelse beskuede disse ulykkeliges fare og den almindelige sønød, var også købmand Hagen. Han udlovede straks en betydelig belønning for dem som kunne redde disse skibbrudne. Nogle Københavns færgefolk gik ud, men vendte snart med uforrettet sag tilbage. Hverken de selv eller deres fartøj syntes skikkede til sådant foretagende. Det begyndte allerede at aftnes og tilskuernes sorg og harm voksede med faren for de ulykkelige. Men nu foretog sig nogle udenbys mænd: Lars Bache, og med ham Frederik Vilhelmsen, Peder Magnusen og Lars Jensen Worm, alle fra Helsingørs færgelaug, der lykkeligvis lå hernede, samt to tjenestekarle Christian og Jens, at sejle derud. Lars Bache sejlede op langs med landet for at få vinden for vraget, kastede der et dræg ud, og firede sig derfra ned mod vraget, og ved liner og bøjer, hvorpå de ulykkelige kastede sig og hvorved de blev trukket gennem vandet til båden, lykkedes det at redde dem alle på en drengnær der allerede var omkommet. Ved tilbagekomsten ville hr. Hagen med fornøjelse have udbetalt Lars Bache den udlovede præmie, men denne ville ikke modtage den. Han havde, sagde han, gjort hvad der var gjort for at redde menneskene, men ikke for at tjene penge.

Så megen ære denne redningsdød gør Lars Baches mod og overlæg, hans medmænds ufortrødenhed og hr. hagens hjerte, så ondt må det gøre hver for menneskeheden, for sin nations og stads hæder ivrig københavner at der ikke her er bedre anstalter til redning i sådanne tilfælde, end at det skal bero på hændelser om en Helsingørs færgebåd netop er her, eller om et skibs mandskab efter en hel dag at have anråbt Københavns søfolk om hjælp, skal omkomme for deres øjne. Færgebådene her til byen er sikkert ikke de bedste. skønt færgemændenes laugs artikler af 29. april 1684 giver gode forskrifter desangående. Folkene selv er desuden ikke alt for godt i orde for rimelighed. Men skulle det være et alt for vovet forslag at der p admiralitetets bekostning byggedes et par stormbåde her til reden, og at samme i enhver storm lå færdige, bemandede med djærve og kyndige sømænd, og forsynede med alle tænkelige redningsredskaber? En sømands liv må være kostbart i ethvert admiralitets øjne. Et menneskes liv er dyrebart for enhver der selv er menneske!

Takket være dig, ædle Lars Bache og dine uforsagte staldbrødre! I reddede mennesker og I viste ved jeres ædle uegennyttighed at I fortjente den store lykke at have frelst brødre!

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2952-2957)

Model af en færgebåd som formentlig ligner den omtalte. Bådene var meget sødygtige til farvandet og kunne laste store mængder gods. Kulturværftet Helsingør. Foto Erik Nicolaisen Høy.