En stor Uorden ved et Pakhus i Kattesundet

Fra det pakhus som ligger i Kattesundet mellem hjørnehuset til Frederiksberggade og nr. 115 forøves ind i mellem uordener, som bør påtales. Fx torsdag den 12. i denne måned om formiddagen kl 11 stod en karl i færd med at nedkaste et stort stykke brænde fra loftslugen. Og det var blot med en alvorlig påtale, man fik ham til at holde op med denne for forbigående så farlige gerning. Jeg vil ikke omtale den skade som stenbroen fik ved det. Det skal det være sædvane på dette sted at hejse brænde op med bindetovet, hvorved der ofte på vejen op falder et stykke ud efter det andet og udsætter folk for fare for at blive lemlæstet, ja endog slået ihjel. Dette, såvel som hvert øjeblik at at overstænkes af nogle grove knolde, som fejer gaden, er uordener som man kunne ønske at ejeren at det nævnte pakhus, som sikkert hidtil var været uvidende om det, ville sætter en stopper for. Herved ville han ikke alene retfærdiggøre sig selv, men gøre publikum en sand tjeneste.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2996-2997)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 115 er vore dages Kattesundet 8. Huset er opført 1799-1800 for snedker Christian Fridrich Graubner. Huset mellem denne bygning og hjørnehuset må vel så være nr. 6 idet nr. 4 ligger på den anden side af Frederiksberggade. Denne bygning er ligeledes fra ca. 1800.

Atter noget om Københavns mangfoldige Hunde

Hundenes antal tager hele tiden til. Da disse dyr er meget frugtbare og forplanter deres art så flittigt på alle hjørner, så kan man snart forvente at dette antal bliver lige så stort som folketallet. Københavnerne elsker umådeligt disse for det meste unyttige dyr, og det synes at høre til god tone at man har en stor skiden loppefuld køter i sit følge. Hver vognmandskarl eller kusk tror sig berettiget til at have en hund på vognen som er nær ved at bide de forbigående i næsen, til stor fornøjelse for ejeren, som roser vagtsomheden. I de fleste huse er mindst et par stykker, som forretter stank og urenlighed på trapperne. Samt små angreb på de ankommendes ben, og ofte hænder det, at den ankommende ikke får lov at tale før husets favorit er lukket væk. Alt ofte er dette omtalt i dette blad, men hidtil kun til lidt nytte. Årsagen må nok være at disse unyttige ædere, som fortærer en ikke ubetydelig del fødevarer, hvoraf adskillige fattige familier kunne leve, har hver sin protektor og med mange protektorer som har en årsag, er det ikke godt at have at gøre. Imidlertid var det at ønske at tallet måtte blive formindsket, og det tror man kunne bedst ske ved hvad allerede mange er foreslået, en afgift af alle de som ikke er nødvendige i byen. Og dette tal er stort.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2994-2996)

Om Illumination i Anledning af Freden

Der var for nyligt en almindeligt frygt for at man ved jubelårets begyndelse skulle blive tvunget til at illuminere enten man havde lyst eller ej. Regeringen gjorde ende på den frygt ved offentligt at bekendtgøre at hans majestæt ikke ønskede illuminationen. Nu befinder mange indbyggere sig i en lignende frygt i anledning af en fred, som man siger vi har fået. Ingen god borger foretrækker en uvis krig for en anstændig fred, og om han frivilligt illuminerer for det, så er der ikke noget at sige til det. Men naboen der enten ikke har så mange lys til overs, eller ikke kan fordrage sådan damp i sine værelser, eller endog - hvad også må stå en fri borger åbent - ikke har lyst til at illuminere, bør heller ikke lastes, og endnu mindre af frygt for en ubændig pøbel nødes til at illuminere med. Det var derfor at ønske, at politikammeret offentligt bekendtgjorde i tilfælde af at der foregik en sådan illumination, at ingen som ikke har lyst til at illuminere behøver at have den mindste frygt, da der er truffet anstalter til så hyppige patruljer, at de der vovede at slå vinduer ind, straks vil blive pågrebet for at blive straffet alvorligt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2993-2994)

Redacteurens Anmærkning.

Illumination var fortrinsvis forbeholdt de kongelige, og kun ved festlige og særlige lejligheder. Den var en slags eksamen i om undersåtterne også bakkede op om enevælden. Undladelse kunne derfor ses som en fornærmelse og få alvorlige konsekvenser. Derfor indledningen i artiklen om det var tvang eller ej. Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhus Stifts Adresse Contoirs Tidender, berettede den 24. februar 1802, at kronprinsen var ude at inspicere illuminationen i  anledning af kronprinsessens nedkomst (barnet døde senere):

Ved Illuminationen i Anledning af Kronprindsenssens lykkelige Nedkomst udmærkede sig især: Statsminister Grev Schimmelmans Palais i Bredgaden og Statssecretair Grev Bernstorffs paa Garnisonspladsen, foran hvis Boepæl endeel Musicantere efter hans Foranstaltning underholdt Mængden, Gjethuset, Tracteur Rauchs Gaard, Postgaarden og nnæst vedliggende Huus, Porcelainsfabriken, Grosserernes Peschiers og Erichsens Gaarde, Bryggernes Laugshuus og Søekadetacademiet. Man vil have bemærket, at H. K. H. Kronprindsen den 13de om Aftenen spadserede incognito paa Byens Gader, for at see Illuminationen, og ubemærket været Vidne til Undersaatternes Glæde, der yttrede sig i enhver Mands Adfærd.

Private kunne dog også mod en særlig kongelig tilladelse få lov til at bruge illumination, som det fremgik af Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, den 13. februar 1807:

Med Kongl. allernaadigst Tilladelse vil Undertegnede have den Ære alle Dage i Ugen fra Kl. 5 Eftermiddag til Kl. 10 om Aftenen, at forevise det ærede Publicum et optisk Theater med brilliante optiske Forestillinger; først sees adskillige af de fornemste Hovedsteder i Europa, og andre interessante Forestillinger med forandring af Farve og Lys, samt Aften og Natscener, med Illumination. Prisen er 8 sk. for hver Person. Herskaber betale efter Behag. Skuepladsen er Vildmanden paa Østergade No. 45 inde i Gaarden i Stuen paa venstre Haand. 

Et indtryk af hvordan illuminationer foregik, kan man få ved beskrivelser fra den senere Frederik VII's første bryllup i 1828, her fra Kiøbenhavnsposten, 3. november 1828:

Fra Klokken 8 til 11 behagede det de høikongelige Herskaber at kjøre omkring, for at tage Illuminationen i naadigst Øiesyn. Overalt hvor de kom, modtoges de med den største Jubel af den talrige Folkevrimmel. I Raad- og Domhusets Forsal havde det borgerlige Artilleries og Infanteries Officierer samlet sig, og modtoge Høisamme med en af Hr. Lieutenant Garbrecht forfattet Sang, som ledsagedes af et tre Gange gjentaget Hurra, hvilket det allernaadigst behagede Hans Majestæt at besvare, ved at udbringe et Vivat for Kjøbenhavns Magistrat og Borgere. Ogsaa ved Landcadetacademiet, som var smagfuldt oplyst og decoreret, modtoges de hie Herskaber med en Sang og et Vivatraab.

Men samme artikel antydede dog også at det kunne blive for meget af det gode:

Illuminationen var denne Aften endnu mere glimrende end den foregaaende, og man saae flere nye Transparenter og Decorationer. Desværre skadedes Total-Virkningen dennegang meget ved de paa flere Steder, som paa Kongens Nytorv, Gammeltorv, ved Frederiksholms Kanal, anbragte, saakaldte Blaalyses altfor blændende Skin. Den største Orden og Rolighed herskede iøvrigt paa begge Illuminationsaftnerne.

Fra 1831 blev det kortvarigt en tradition at lave illumination i anledning af indkaldelsen af Stænderforsamlingen. Men da disse delvis udviklede sig som en opposition til enevælden, fik illumination en anden karakter. Da det gik op for borgetskabet at stænderforsamlingerne efter Christian VIII's tiltrædelse i 1840 ikke fik nogen betydning, ophørte man med illuminationerne. I 1841 aflystes endog illuminationen, og endnu værre: Da kronprinsen (den kommende Frederik VII) blev gift i 1841, var stemningen i København i følge en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. juni 1841 noget mat hvad angik illumination:

Tro ikke vore servile Blade, naar de ville bilde dig ind, at Byen var "almindelig" illumineret; det er deres sædvanlige Brouten af Alt, hvad de troe, der fylder i deres egen Skjeppe. Nei, Du, Illuminationen var virkelig sparsom og ufuldstændig ligesom den i høieste Grad var simpel; og der var paa mange afsides Steder i Byen Grund nok til at ønske Gadelygterne tændte, under hen stor Conflux af nysgjerrige og andre Mennesker, der strømmede gennem Gaderne. Maaskee deeltog 1/4 eller høit 1/3 af Byens Huse i Illuminationen; men af de enkelte Leiligheder i Husene tør jeg nok indestaae for at ikke engang 1/4 havde Lys i Vinduerne. Og, hvad vil Du vel sige, om det bekræftede sig, at mange "tændte" alene af Frygt. Jeg kan fortælle Kjendsgjerninger, som efter min Mening lade dette udenfor al Tvivl: Saagodtsom Enhver, der havde Vinduesskodder udenfra, lukkede dem i, og blandt der boede høiere, vare ikke Faa, som toge deres Vinduer af og gjemte dem paa et sikkert Sted bag Muren. Du fatter naturligviis Grunden, og Du vil ogsaa indsee, at den samme Grund maa have bevæget miindre snarrådige og mindre stærke Gemytter til "at tænde". Om den her udviste Frygt nærmest har været for Politiet (Du kjender da fra "Kjøbenhavnsposten" dets besynderlige Annonce, der baade kunde gjelde for en Opfordring og for en naiv Udtalen af en blot Forventning?!) eller for Pøbelen, skal jeg ikke sige; men een Fordeel er imidlertid herved vunden, det er den, at Menigmand dog bu er paa det Rene med, at Illumination er en fri Sag og at Afholdelse derfra ikke er istand til at paaføre ham nogen directe Ubehagelighed af Autoriteterne. Jeg vil fortælle Dig, min Ven, jeg var den Eneste i mit Huus, som havde illumineret, og der var i den hele Gade kun tre Steder foruden, som havde Lys i Vinduerne. Det gjør mig ondt at det Hele var saa kummerligt.

Det samtidig med at Kongehuset begyndte at foretrække ikke at tvinge nogen til det. Midt i 1840'erne ser det endog ud til at undladelse af illumination begyndte at få en symbolsk betydning for utilfredshed med kongehuset. Hermed mistede lluminationen også den "gamle" betydning og indhold. 

Malede Slagterboder paa Ulfelds Plads.

Dette torv har nylig fået nogen prydelse derved at nogle af de der stadehavende slagtere frivilligt har malet deres boder. Dersom denne nethed blev almindelig, ville det være en sand formindskelse af pladsens uanselighed og gøre det tåleligt for dens beboere at se ud af deres vinduer. Helst om den unyttige skamstøtte blev taget bort, der både vansirer, optager plads og sætter en i forlegenhed når man skal give en fremmed besked derom.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 187, 21. november 1801, s. 2985-2986)

Gjentaget Ønske om Stakit for Nyhavns Hoveds Slæbested, og andre lignende Steder.

(Efter Meddelt)

Tirsdag aften den 10. november kl. 10 gik jeg med en madsperson ned af Nyhavn. Ved et af de sidste huse gik en mandsperson forbi os, han havde efter anseelse drukket for meget, eller han så mere ud efter at han gik i søvne, som en der ikke havde sovet i nogle nætter. Vi bemærkede ham begge, og min ledsager gik efter ham, da han efter den retning som han tog, nødvendig måtte komme i vandet. Vores formodning var rigtig, han var ganske tæt derved, da han sagde ham med temmelig høj stemme: De går nok fejl, hvor vil De hen? Han for sammen som om han vågnede af søvne, hvor vil De hen, ved De at De er ved Nyhavn og tæt ved vandet? Er jeg i Nyhavn, jeg logerer ude ved Grønningen ved Citadellet, og troede jeg var i Bredgade. Han fulgte ham op af Nyhavn. 

Jeg tror at det er pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at der foranstalte et stakitværk, med port som lukkes om aftenen, da det er anden gang at jeg har set mennesker på dette sted nær ved at komme til ulykke. For tre vintre siden skete det at nogle af mine betjente kørte til komedien, da de var i vognen, vendte kusken. De troede at noget var i vejen, og at han ville køre ned af Kvæsthusgade, men til deres angst og forfærdelse kørte han helt ned til vandet. Til lykke var der en af dem som fik karetdøren op, sprang op og holdt hesten. Begge disse tildragelser er sandfærdige, og ønskes fremsatte i Politivennen.

* * *

Der er før i bladet forslået stakitport ved Nyhavn. Men sikkert er der mange lignende åbne slæbesteder eller alt for lave bolværk som trænger til samme forsigtighedsanstalt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 187, 21. november 1801, s. 2984-2985)