Om Tranbrænderiet

Blandt en hel del indretninger her i byen som sætter den tænkende i en ubehagelig forundring, er et stort tranbrænderianlæg inden for byens volde, ja tæt på dens midte, højst mærkeligt.

Den væmmelige stank fra denne tranfabrik, der i det mindste efter indsenderens mening overgår i ækelhed og usundhed al anden stank, forpester derfor altid, alt efter hvordan vinden blæser, noget af byen. Og da sydvestenvinden ikke er sjælden, så har Amalienborg meget ofte den ubehagelighed at være opfyldt med disse slemme dampe.

Hvor usund denne stank er, kan man læse i hver forbedringshuslems gustne ansigt. Indsenderen har kun en gang beset dette så besynderligt benævnte fængsel. Men den utålelige transtank han indtog der i en times tid (man ved at lemmernes uld er indsmurt i tran), gjorde ham dårlig i flere timer. Og en af hans venner, som var med og som på loftet åbnede en sidelem på et af de udgående aftræksrør som får fra stuerne op over taget, faldt om af den pludselige virkning af den i aftræksrøret samlede og stærkt opstigende stank.

Selv Hamborg, som ellers ikke er berømt for sin renlighed, har sit trankogeri uden for byen, ved Elbbredden neden for Hamborger Berg så byen kun under en vindretning er plaget med stanken.

Vel muligt at en konstitution bedre end en anden kan udholde transtank, men at mange lider usigeligt derved er sandt, og hvorfor skal disse lide?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 193, 2. januar 1802, s. 3073-3075)

Bornholmsle Møllestene.

En meget ønskelig og følgeværdig benyttelse af indenlandske råmaterialer ser man i den begyndende handel med bornholmske møllesten. Allerede har ikke så få møllere her i København og det øvrige Sjælland indset hvor fordelagtigt det er at have en indenlandsk sten for omtrent 60 skilling kubikfoden, og altså for omtrent 30-40 rigsdaler, i stedet for at en rhinsk ofte koster 100 rigsdaler og derover. Stenbruddet drives for kongelig regning, og under rentekammerets bestyrelse. Stenene kunne fås af hvad tykkelse og størrelse man opgiver, og tillige den stenart man vælger da der er flere end en art, og af forskellige hårdhed.

Det var at ønske at også den bornholmske cementsten af rentekammeret besørgedes hidført til salg, da man ganske mangler dette materiale ved vores vandbygninger der vel endnu kun er få, men måske blev flere når man alle tider var vis på at have et så tjenligt materiale og for en billig pris.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 192, 26. december 1801, s. 3070-3071)

En Skik i Studistræde.

I Studiestræde nr. 6 er en skik opfundet formodentlig kun blandt de dovne tjenestepiger, som dog da de tjener i stuen er de nærmeste ved gadeporten, med desuagtet ikke lukker andre op, end dem der ringer 1 slag på klokken. Den der ringer 2 slag, skal første sal lukke op osv. Men da denne skik kun er nyttig for husets beboere and som ved det, og ubekendte let kunne blive fikserede ved ikke at blive lukket ind, så gjorde de bedst i for at kræve lydighed i dette, enten at slå en plakat op udenfor på gadeporten hvorved om aftenen skulle hænge en lygte, på det at man til alle tider kunne læse den, eller også skulle de ikke overøse fremmede folk med grovheder som for første gang kom i huset.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3051)

En farlig Omgang med Lys i Læderstræde.

Der er i Læderstræde nr. 48 i gården en mand ved navn Søren der holder renovationsvogn. Uagtet gentagen advarsel sætter dette beboerne og man kan vel sige hele staden, i den største fare for ildebrand ved sin ufornuftige og dumdristige omgang med lys. Han går nemlig ikke alene med et bart lys uden lygte i stalden og på forloftet, men kliner endog lyset under hans arbejde snart på et spiltov, snart andet steds. At der endog blander sig en trodsig ondskab i denne mands adfærd, er tydelig deraf at en af huset beboere der lånte ham en staldlygte, blev hånet i stedet for takket, og lygten slet ikke brugt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3049)

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)