Farlige Kaniner

Dersom det er sandt hvad der siges at en mand, som bor i det afbrændte slot har kaniner til at yngle, som er løse og graver sig ned, burde det nok forbydes, da murene, hvor tykke de end måtte være, vel ikke kan tåle mange sådanne undermineringer. I det mindste gælder det om skillemurene.

Overalt bør det nok næppe i en by tillades at have løse kaniner i haver og gårde.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3163)

En ikke altfor ærefuld Anekdote om en Hyrekudsk.

Mandag den 1. februar om aftenen kl. 11 kom jeg til hyrekusken i Regnegade og forlangte en karret som holdt der ledig, for at køre en jordemor til min kone som lå i barnsnød. Da denne karl eller mand, hvad han var, erfarede jordemoderens navn, var han så høflig at henvise mig til hyrekusken i Pilestræde hvor hun ellers tager sin vogn. Jeg sagde det var mig ligegyldigt hvor hun tog sin vogn, da man i sådanne tilfælde søgte den nærmeste, men fik til svar at han skulle afhente fremmede, og altså ikke havde tid til at køre for mig. Det var at ønske man fik et bud hvorved hyreskuskene tilholdtes i sådanne tilfælde at høre menneskehedens stemme om endog en lille profit gik i købet.

Holst.

Kommandersergent i Kastellet. Generalstokken.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3162)

Slette Veje til Tømmerpladserne.

Vejen fra Langebros Bastion ud til tømmerpladserne er så yderlig dårlig at man højligt må ønske den udbedret. Det samme ønske har man altid måttet have om den anden vej til tømmerpladserne fra Vesterports alleer. Næppe behøves at nævne den store skade disse dårlige veje tilføjer såvel dem der skal hente varer fra pladserne, som sælgerne der. Man vil straks indse det ved et eksempel: På samme tid som brændet var steget til 9 rigsdaler favnen, solgte en mand brænde på tømmerpladserne til 8 rigsdaler favnen. Man ved hvor kort vejen er fra magistratens brændeoplag til pladserne. Desuagtet foretrak dog de allerfleste at tage brændet på det dyreste sted, og vognmandskarlene selv var ikke for at køre derud, endog mod dobbelt fragt.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3160-3161)

Uorden på Halmtorvet

(Efter indsendt)

På det såkaldte Halm- eller Hestetorv ved Vestervold, som holdes 2 gange om ugen, begås adskillige uordener. For en del drenge og uvedkommende forsamler sig der, for at frarøve bønderne hø og halm med mere. Man håber altså at denne uorden også bliver hæmmet. Den ville næppe ske, hvis der - ligesom det altid er tilfældet på Gammeltorv - holdes opsigt enten af vægterne eller politiet så længe torvet varer ved.

***

Det her påankede er fuldkommen sandt. Drengenes ubændighed går så vidt at ingen tør tale dem til rette. Desuden har denne uorden fundet sted på dette torv i så lang tid, at bønderne enten for gode ord eller betaling tillod drenge og løsgængere at gøre små spadsereridt på deres heste, som ved så uvante og ufornuftige ryttere er farligt nok for dem selv og for de gående.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3159-3160)

Den stinkende Fordom

Dette kan man i allerhøjeste grad kalde den fordom at nedgrave eller og hensætte lig i kirkerne. Den almindelige mening er at det er sundere og mere sømmeligt at begrave vores døde uden for byen, end på kirkegårdene, endsige i kirkerne, hvor man har haft så mange iøjnefaldende beviser på skadeligheden af de rådne dunsters opstigen og stilstand i et rum, hvor luften aldrig ved vinduers åbning eller ved ventilatorer omskiftes.

Et nyt eksempel på den misharmoni mellem forstand og vilje, som så mange mennesker desværre gør sig skyldige i og strider mod deres oplysning, har man nu set i to til tre uger i Vor Frue Kirke her i byen. En frøken Morgenstjerne er hensat i en åben begravelse, uden at denne  lukket eller tildækket. Det på et sted hvor taleren er nødt til at gå tæt forbi og indsnuse en væmmelig stank, i det øjeblik han vil til at bestige talerstolen.

Formentlig har graveren underrettet familien om gravstedets lemfældighed, og hvis det er tilfældet, hviler forsømmelsen på denne. Imidlertid måtte man ønske, at kirkeværgerne traf den afgørelse af sådanne tiltag ikke skulle rette sig efter ejernes eget forgodtbefindende, men straks blev gjort på deres regning. Og at ingen person derefter blev nedsat sammesteds, før udlægget med renter og renters renter var betalt.

Ellers ville det være højst ønskværdigt, om kancelliet ikke alene ville for det første anordne at gravstedet i kirken tabtes for ejerne i tilfælde af forsømt vedligeholdelse. Men også traf et middel til at holde kirkerne skadesløse for det tab i indkomster de ville lide ved at al begraven åben eller lukket blev forbudt sammesteds. Ejerne af begravelserne kunne holdes skadesløse ved en anvist plads på de udenbys kirkegårde.

Kort før det her omtalte ligs nedsættelse, blev et andet lig stukket ind under alteret i nærheden af det sted, hvor præsterne under tjenesten næsten stedse opholder sig, og hvor, ved kommunioner, en mængde mennesker tager plads, der for en stor del efter gammel skik er fastende, og altså i den tilstand der er mest modtagelig for virkningen af onde dunster.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3156-3158)