04 oktober 2014

En Forsigtighed som tilraades Propskærerne.

Ikke alene i Møntergade nr. 46, men på flere steder hvor propskærere bor, sker det undertiden at større forråd rå kork kommer til huse end man på lofterne kan bjærge. Dette stuves da omkring på trapper eller hvor man ellers kan få det lagt, indtil dette kan blive bearbejdet. Dette ønskede man imidlertid at propskærerne ikke ville tillade sig, da den tørre kork er meget let antændelig, og selvom dens ild gerne nøjes med overfladen, så er dog flammen og heden som forårsages, deraf så pludselig og stor at denne forestilling let kan sætte husfolkene i uro.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 199, 14. februar 1802, s. 3173)

03 oktober 2014

Uordener.

I stenbroen mellem Østerports løjtnants vagt og ravelinen er så mange og slemme huller at disse vil forvolde mange vognskaler brækket og i så fald let forårsage den ulykke for de på sådan vogn værende at kastes i vandet. Da stenbroen ligger oven på planker som i sidste efterår er lagt, tager disse også snart skade. Denne mangel og Nørrebros urenlighed lige fra de yderste skildvagter og ud over Peblingebroen trænger højligt til at afhjælpes.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3167)

Farlige Kaniner

Dersom det er sandt hvad der siges at en mand, som bor i det afbrændte slot har kaniner til at yngle, som er løse og graver sig ned, burde det nok forbydes, da murene, hvor tykke de end måtte være, vel ikke kan tåle mange sådanne undermineringer. I det mindste gælder det om skillemurene.

Overalt bør det nok næppe i en by tillades at have løse kaniner i haver og gårde.


(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3163)

En ikke altfor ærefuld Anekdote om en Hyrekudsk.

Mandag den 1. februar om aftenen kl. 11 kom jeg til hyrekusken i Regnegade og forlangte en karret som holdt der ledig, for at køre en jordemor til min kone som lå i barnsnød. Da denne karl eller mand, hvad han var, erfarede jordemoderens navn, var han så høflig at henvise mig til hyrekusken i Pilestræde hvor hun ellers tager sin vogn. Jeg sagde det var mig ligegyldigt hvor hun tog sin vogn, da man i sådanne tilfælde søgte den nærmeste, men fik til svar at han skulle afhente fremmede, og altså ikke havde tid til at køre for mig. Det var at ønske man fik et bud hvorved hyreskuskene tilholdtes i sådanne tilfælde at høre menneskehedens stemme om endog en lille profit gik i købet.

Holst.

Kommandersergent i Kastellet. Generalstokken.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3162)

Slette Veje til Tømmerpladserne.

Vejen fra Langebros Bastion ud til tømmerpladserne er så yderlig dårlig at man højligt må ønske den udbedret. Det samme ønske har man altid måttet have om den anden vej til tømmerpladserne fra Vesterports alleer. Næppe behøves at nævne den store skade disse dårlige veje tilføjer såvel dem der skal hente varer fra pladserne, som sælgerne der. Man vil straks indse det ved et eksempel: På samme tid som brændet var steget til 9 rigsdaler favnen, solgte en mand brænde på tømmerpladserne til 8 rigsdaler favnen. Man ved hvor kort vejen er fra magistratens brændeoplag til pladserne. Desuagtet foretrak dog de allerfleste at tage brændet på det dyreste sted, og vognmandskarlene selv var ikke for at køre derud, endog mod dobbelt fragt.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3160-3161)