Uorden paa Ridebanen.

Forleden tildrog sig den skammelige uskik at en af disse små lapse der rider på ridebanen for deres skillinger, overred et velklædt fruentimmer der gik sin vej stille fort. Man håber at disse ridt af drenge på en bane hvor der er alfar vej ville blive forbudt og en mulkt pålagt dem der lejer deres heste ud til dem.

Såvel i denne anledning som i betragtning af de riddertog der også for en skilling gøres på hestetorvet, måtte man ønske at der her i staden såvel som i andre stæder, måtte findes den husejer der indrettede et ridehus hvor alle de der ville give penge ud for den fornøjelse at sidde på ryggen af hest, uden at forstå at styre den, kunne more sig uden fare for andre.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3293-3294)

Om Spadseregangene omkring Byen, i Særdeleshed om Blegdamsvejen.

Indsenderen af disse linjer er en af de mange som efter 6 dages arbejde ikke har lejlighed til på den syvende at leje sig en vogn for at nyde den frie luft på landet. Så let som det nu er at undvære denne fornøjelse, så tungt er det at man ikke uden stærk strabads til fods kan nå en behagelig let åndende luft omkring byen. Går man ud af Vesterport, møder man straks slagterne som slet ikke endnu efter givne advarsler og erindringer har til bekvemmelighed for stadens indbyggere hvoraf de lever, forandret deres slagtersteder fra forhuset til baghuset, men rolig efter gammel skik og brug vedbliver at forpeste luften for de forbigående. 

Tager man turen ud af Kastelsporten, så er vejen og luften god indtil man kommer på Blegdamsvejen, men da er alt forbi og den mest afskyelige lugt møder allerede nu på denne årstid den gående fra det stillestående vand i grøfterne. Er det vane eller ligegyldighed at så mange mennesker som bor på dette lange strøg, kan udholde en sådan stank, eller ligger vel ikke snarere grunden i mangel på den beslutning at skaffe vandet en friere fart eller lede det i en anden gang, fx bag haverne. Hvad årsagen er eller ikke, venter man at der vel findes en mand som vil påtage sig udførslen, og man tvivler ikke på at beboerne jo vil lægge daglejere til for således selv at skaffe sig en af livets behageligheder og med det samme sørge for det folks fornøjelse som giver dem livets ophold og glæder.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3285-3287)

Uordener.

I Farvergade er en fabrik af den slags der sammen med slagterierne, garverierne, fiskebløderne, tranbrænderierne, stivelsesfabrikkerne osv. egentlig burde ligge uden for staden, og sikkert engang vil blive forvist derhen. Jeg mener et kallunsrenseri. Den røg som fra dette værksted stiger op gennem skorstenen, forulemper hele naboegnen, ligesom vinden blæser til i en særdeles høj grad da den er så sveden og fuld af animalske forbrændte dele at intet kan lignes derved i ækelhed. Det er rimeligt at årsagen ligger deri at ilden under kedlerne til dels næres med ben, klove, skindstykker osv. En økonomi som kunne være at rose når ingen led derved. Men som man i en tætbebygget stad i det højeste burde tillade sig i midnatstimerne.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3280)

Bekjendtgørelse.

Den i forrige måned i Politivennen påankede uorden og fare ved den skrøbelige bro over vandet ved Hammeren på Kronborg Geværfabrik, er lidt hæmmet derved at nogle stærke planker er straks lagt over slusevandets løb og overgangen således sikret for lysvågne mennesker om dagen. Men da der endnu hverken er sat det ønskede rækværk ved siderne ej heller lagt flere end den før omtalte planke over møllevandets løb, så er faren endnu lige så stor i mørke for børn, gamle folk og andre for hvem det undertiden kan være noget tåget. At forebygge uheld må ikke lige de ansvarlige alt for meget på hjerte.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3279)

Anmodning til St. Mariæ Kirkes Værgere i Helsingør.

Skulle det ikke have været fordelagtigere for St. Mariæ Kirke i Helsingør dersom de i samme stående 3 store og vægtige malmklokker nu i 22 år siden tårnets nedbrydelse var blevet gjort i hartkorn og kirken deraf høstet renter som havde til samme tid fordoblet kapitalen. Da tårnet måske næppe vil blive opbygget igen og gavn af klokkernes ringning ikke gør det til en absolut nødvendighed, såsom menigheden nu i 22 år har rettet sig efter St. Olai Kirkes klokker, og hvilke også for eftertiden kan forslå da gudstjenesten foretages på en og samme tid i begge kirker, så anmodes de ansvarlige at gøre forslag til disses afhændelse da den ser samme indløste summe vil være kirken til langt større fordel end klokkernes nuværende umulige parade.

I samme kirke er en grav på grund af brøstfældighed åbnet, og skal have været det længe, uden endnu at være blevet istandsat og lukket til. En uskik som geråder vedkommende kun til liden ære, hvad enten skylden ligger hos klokkeren for forsømmelse i at anmelde det eller hos ejeren eller værgen i at lade den istandsætte eller se den istandsat.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3277-3279)