Hvorfor forsøger man ikke i købstæderne uden for København at efterligne fattigvæsnet som nu i nogle år har medført så megen orden og nytte? Er det af mangel på midler til at finde udveje til det, eller ligger denne mangels årsag alene i indbyggernes uvilje til at bidrage til et så prisværdigt formål? I stedet for at man i købstæderne stadig tillader byens fattige som privilegerede tiggere at bestorme indbyggernes huse om lørdagen, hvilken trop må give fremmede rejsende en underlig ide om det der værende fattigvæsen, ville det være til væsentligt mere nytte at starte en indsamling hos de indbyggere som giver og afsatte en ugentlig almisse til disse tiggere.
Det slår ikke fejl, at en betydelig sum indsamlede midler af fattigvæsnets bestyrere kunne anvendes langt mere hensigtsmæssig end de nu bortgivne midler. For 1) derved undgik man at uværdige, dovne arbejdsdygtige tryglere, som nu blander sig i tiggerskaren, blev understøttet i deres ladhed, og i stedet henvist til at forsørge sig selv. 2) Syge og sengeliggende fattige, som mangler evne og især benkraft til at følge med hoben, og derfor lider større nød, ville få mere understøttelse og bedre pleje. 3) Blev vi andre ikke berøvet den tid fra forretninger som nu anvendes til næsten hele lørdagen at opvarte disse fattige, og 4) ville man undgå at se tiggerskaren. Når enhver for at blive fri for denne tryglen havde tegnet sig for at indsamle ugentligt, kunne det pålægges fattigfogeden hver mandag eller lørdag at indkræve disse gaver, som efter en fastsat indretning kunne blive uddelt på 1 eller 2 bestemte dage i ugen.
(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10. april 1802, s. 3305-3306)
Det slår ikke fejl, at en betydelig sum indsamlede midler af fattigvæsnets bestyrere kunne anvendes langt mere hensigtsmæssig end de nu bortgivne midler. For 1) derved undgik man at uværdige, dovne arbejdsdygtige tryglere, som nu blander sig i tiggerskaren, blev understøttet i deres ladhed, og i stedet henvist til at forsørge sig selv. 2) Syge og sengeliggende fattige, som mangler evne og især benkraft til at følge med hoben, og derfor lider større nød, ville få mere understøttelse og bedre pleje. 3) Blev vi andre ikke berøvet den tid fra forretninger som nu anvendes til næsten hele lørdagen at opvarte disse fattige, og 4) ville man undgå at se tiggerskaren. Når enhver for at blive fri for denne tryglen havde tegnet sig for at indsamle ugentligt, kunne det pålægges fattigfogeden hver mandag eller lørdag at indkræve disse gaver, som efter en fastsat indretning kunne blive uddelt på 1 eller 2 bestemte dage i ugen.
(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10. april 1802, s. 3305-3306)
