07 oktober 2014

Om Fattigvæsnet i Småstæderne

Hvorfor forsøger man ikke i købstæderne uden for København at efterligne fattigvæsnet som nu i nogle år har medført så megen orden og nytte? Er det af mangel på midler til at finde udveje til det, eller ligger denne mangels årsag alene i indbyggernes uvilje til at bidrage til et så prisværdigt formål? I stedet for at man i købstæderne stadig tillader byens fattige som privilegerede tiggere at bestorme indbyggernes huse om lørdagen, hvilken trop må give fremmede rejsende en underlig ide om det der værende fattigvæsen, ville det være til væsentligt mere nytte at starte en indsamling hos de indbyggere som giver og afsatte en ugentlig almisse til disse tiggere.

Det slår ikke fejl, at en betydelig sum indsamlede midler af fattigvæsnets bestyrere kunne anvendes langt mere hensigtsmæssig end de nu bortgivne midler. For 1) derved undgik man at uværdige, dovne arbejdsdygtige tryglere, som nu blander sig i tiggerskaren, blev understøttet i deres ladhed, og i stedet henvist til at forsørge sig selv. 2) Syge og sengeliggende fattige, som mangler evne og især benkraft til at følge med hoben, og derfor lider større nød, ville få mere understøttelse og bedre pleje. 3) Blev vi andre ikke berøvet den tid fra forretninger som nu anvendes til næsten hele lørdagen at opvarte disse fattige, og 4) ville man undgå at se tiggerskaren. Når enhver for at blive fri for denne tryglen havde tegnet sig for at indsamle ugentligt, kunne det pålægges fattigfogeden hver mandag eller lørdag at indkræve disse gaver, som efter en fastsat indretning kunne blive uddelt på 1 eller 2 bestemte dage i ugen.


(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10. april 1802, s. 3305-3306)

06 oktober 2014

Til Ejeren af Huset No. 168. paa Gammelmynt.

Ejermanden af huset på Gammel Mønt nr. 168 bedes på det mest venskabelige at sørge for et rendestensbræt uden for hans hus ved trappen for gadedøren. For det sidste trin af samme gadetrappe er i en så høj distance fra gaden, så at man let ved et fejltrin kan falde i rendesten og udsættes for at et ben eller en arm ved et sådant fald kunne forvrides eller forboldes endnu større skade. 

Et bevis at dette bræt er nødvendigt, giver mig anledning til at gøre husejeren opmærksom herpå: En kone på 84 år var en aften forrige uge i samme hus, og da hun ville til at gå nedad gadetrappen, troede hun (da hun kom på det sidste trin) at hun trådte på et bræt. Men træder ulykkeligvis med foden i rendestenen, falder, forvrider håndledet og slår sig tillige helt fordærvet. Hvor let kunne hun ikke ved sådan et fejltrin have brækket en arm eller et ben. Jeg tvivler da ikke på at husejeren jo af menneskekærlighed med omhyggelighed vil sørge for dette nødvendige rendestensbræt for gadetrappen for ikke at forvolde større ulykke. Jeg og enhver betænkende vil på mine medmenneskers vegne være ham meget forbundet for det.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10 April 1802, s. 3303-3304)


Gammel mønt 31 (dengang 168) er det røde hus . Gadeniveauet er sikkert noget højere end dengang. Men kælderen ligger som det ses ret lavt.


Redacteurens Anmærkning

Gammel Mønt 168 svarer til nutiden Gammel Mønt 31. Det blev opført i 1732 for snedkermester Bernhart Hynicke,og ombygget før 1754 og i 1831.

Uordener.

Omkring hesten på Amalienborg ses næsten daglig en del børn at gynge på kæderne hvorved stenene hvori samme er fastgjorte, absolut må spoleres, og virkelig for ikke ret længe siden ansås det allerede nødvendigt at måtte anskaffe en hel del nye, skønt hele statuen dog ikke har stået i så farlig mange år. I forrige tider stod der bestandig en skildvagt ved samme, men da denne nu er borttaget, synes det ikke urimeligt da pladsen rundt om så rigelig er besat med vagt, om disse tillagdes ordre hermed at have en smule tilsyn da sådan en offentlig skat altid tids nok kan blive ruineret.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3296)

Uorden paa Ridebanen.

Forleden tildrog sig den skammelige uskik at en af disse små lapse der rider på ridebanen for deres skillinger, overred et velklædt fruentimmer der gik sin vej stille fort. Man håber at disse ridt af drenge på en bane hvor der er alfar vej ville blive forbudt og en mulkt pålagt dem der lejer deres heste ud til dem.

Såvel i denne anledning som i betragtning af de riddertog der også for en skilling gøres på hestetorvet, måtte man ønske at der her i staden såvel som i andre stæder, måtte findes den husejer der indrettede et ridehus hvor alle de der ville give penge ud for den fornøjelse at sidde på ryggen af hest, uden at forstå at styre den, kunne more sig uden fare for andre.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3293-3294)

Om Spadseregangene omkring Byen, i Særdeleshed om Blegdamsvejen.

Indsenderen af disse linjer er en af de mange som efter 6 dages arbejde ikke har lejlighed til på den syvende at leje sig en vogn for at nyde den frie luft på landet. Så let som det nu er at undvære denne fornøjelse, så tungt er det at man ikke uden stærk strabads til fods kan nå en behagelig let åndende luft omkring byen. Går man ud af Vesterport, møder man straks slagterne som slet ikke endnu efter givne advarsler og erindringer har til bekvemmelighed for stadens indbyggere hvoraf de lever, forandret deres slagtersteder fra forhuset til baghuset, men rolig efter gammel skik og brug vedbliver at forpeste luften for de forbigående. 

Tager man turen ud af Kastelsporten, så er vejen og luften god indtil man kommer på Blegdamsvejen, men da er alt forbi og den mest afskyelige lugt møder allerede nu på denne årstid den gående fra det stillestående vand i grøfterne. Er det vane eller ligegyldighed at så mange mennesker som bor på dette lange strøg, kan udholde en sådan stank, eller ligger vel ikke snarere grunden i mangel på den beslutning at skaffe vandet en friere fart eller lede det i en anden gang, fx bag haverne. Hvad årsagen er eller ikke, venter man at der vel findes en mand som vil påtage sig udførslen, og man tvivler ikke på at beboerne jo vil lægge daglejere til for således selv at skaffe sig en af livets behageligheder og med det samme sørge for det folks fornøjelse som giver dem livets ophold og glæder.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3285-3287)