I Anledning af det i No. 205 om Svendborg Politi Indrykkede.

Foranlediget af den bekendtgørelse der er indrykket i Deres Politivennen nr. 205, giver jeg mig den ære at meddele Dem det sande i tildragelse, idet jeg håber De ligeledes bekendtgør dette: Arrestanten som er tiltalt for adskillige små tyverier, skulle derom høre vidner ved øen Tåsinges Birkeret. Fangefogden melder mig dette, spørger om han skulle følge ham, og om han måtte lade ham være uden jern på vejen?

Jeg svarer: Han kan følge ham, men det var nok ikke rådeligt at lade ham være uden jern fordi han ikke skulle løbe fra ham. På fangefogdens forsikring at han nok skulle holde ham da han var dårlig til gangs og havde usselt fodtøj, svarede jeg at når han ville være ansvarlig for ham, kunne han da lade ham gå uden jern. Ved hjemkomsten beder han fangefogden følge med sig til den kant af byen hvor hans [forældre] havde boet og hvor han ventede naboerne ville give ham noget, hvilket fangefogden uden mit vidende gør.

Da denne af nogle andre blev gjort opmærksom på at det nok ikke ville gå ham godt, i fald jeg fik det at vide, og derover vil have ham til arresten, gav han sig i klammeri med fangefogden, og da denne trækker af med ham, møder han en forbikørende bonde hvis heste og ham selv, han gav et rap med en kæp han havde, da de kørte forbi.

Skønt bonden ikke har klaget over det, er arrestanten sat under tiltale for det, tyvesagen ikke vedkommende, ved politiretten.

Svendborg den 12. april 1802
J. Uldall.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 208, 17 April 1802, s. 3326-3327)

Redacteurens Anmærkning. 

Artiklen er svar på Politivennen nr. 205, 27 Marts 1802,  s. 3276-3277 og følges op af et svar i nr. 215, 5 Juni 1802, s. 3425-3427

En væsentlig mangel

I en tid da man synes at have anvendt alt for at befordre og vedligeholde nytten og hensigtsmæssigheden af alle offentlige indretninger. I en tid hvor især politiets virksomhed blandt os fortjener at påskønnes, må det forekomme enhver iagttager besynderligt, ja uforklarligt, at næsten alle denne hovedstads betydelige kanaler savner offentlige loca privata. Det er faldet i mit lod mere end en gang at være vidne til disse her så hyppig forefaldende kanalscener hvor en ulykkelig druknet trækkes op og bæres bort. Og den tilstand man fandt ham i, gav ufejlbare beviser på hans sidste foretagende. 

Det er altså klart, at mange, såre mange, ulykkelige ville kunne sikres for at ende deres liv på denne måde, dersom byen havde tilbørligt sørget for at den fattigste, ringeste indbygger kunne have det fornødne tilflugtssted i sådanne så naturlige som nødvendige anliggender. Man har af menneskekærlige hensigter drevet og oprettet selskaber til druknedes redning. De har vist en almindelig erkendt rosværdig virksomhed og iver i dette vigtige fag. Men er ikke sådanne selskaber af det sjældne slags, hvis muligste uvirksomhed er den rigeste kilde til velstand for staten? At ville bekæmpe virkninger, uden i forvejen at fjerne årsager er jo en erkendt umulighed. Enhver indretning der kan tjene til at fjerne de nødvendigheder, der giver anledning til at den ringere folkeklasse så ofte må udsætte sig for den øjensynligste livsfare, er i mine tanker yderst velgørende for staten. 

Nyhavns Kanal, hvor jeg især har haft anledning til at spore de sørgelige virkninger af denne mangel, fortjener især opmærksomhed fra denne side. Det er den betydeligste og mest frekventerede kanal i byen, og mængden af arbejdere, der daglig er beskæftigede her, kender enhver der kender havnens beskaffenhed. Ikke desto mindre er dette måske ikke den eneste, der hvad sådanne offentlige huse angår lider en total mangel. De mange man møder her, såvel ugalante som sørgelige syn, er kun denne del af stadens indbyggere alt for vel bekendt. Det er derfor ikke uden grund at disse forener deres ønsker med enhver menneskehedens vens, nemlig at få stoppet den kilde til så megen elendighed jo før jo bedre.

For ikke at tale om den fordel som fra den almindelige delikatesses side ville være forbunden med indretninger af dette slags, skal det være mig nok, at have gjort opmærksom på de vigtigere og alle borgere forbindende motiver, det heles fuldkommenhed og den enkeltes sikkerhed.

A. Bonnevie
Student

(Politivennen Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3315-3317)

Spørgsmål til bispen

Findes der noget reskript som tillader de reformerte og andre sekter, som bor uden for København, og hvor de ingen menighed har, godt nok at lade dem hjemmedøbe, men efter år og dag endnu ikke, og måske aldrig, lade dåben konfirmere i nogen kirke. Eller slet ikke blive døbt såsom kvækerne, men lade deres fødsel alene blive attesteret ved stedets notarius, uden at lade deres navne indføre i den kirkes ministerialbog i hvis sogn de bor? For uden at nævne det tab, som kirkebetjente lider ved det, bliver jo også de fødselslister som efter anordningerne ved hver kirkeårs udgang af hvert sognekirkes ministerialbog skulle forfattes og indleveres, ufuldstændige og stridende imod den anbefalede orden.

(Politivennen Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3314-3315)

Bøn til vejkommissionen

(Indsendt)

Der er fra mange steder indløbet klager over dårlige veje og fremført ønsker og bønner om disses forbedring. Det er et under at endnu ingen hidtil har nævnt den sørgeligt dårlige og især om vinteren meget farlige vej melem Helsingør og Kronborg Geværfabrik. Der er hverken noget at grine af eller beundre for de som må rejse denne vej på grund af vejens ujævnhed og mangehånde huller,og vedvarende støden! På 2 steder er så smal på grund af bakker på en eller begge sider, som kunne udjævnes, at 2 vogne som mødes ikke kan passere. I mulm og mørkt vejr kunne have skrækkelige følger, især når en rejsende enkelt har det uheld i disse hulveje at møde nogle berusede bønder. Det ville være godt hvis Vejkommissionen som denne vej hører under, ville forbarme sig med et gunstigt blik til samme, da man ikke tvivler på at der jo også vil bevirkes forbedring.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3313-3314)

Gale Thor i Helsingør.

Når lediggængere i almindelighed ikke bør tåles, hvorfor ser man da så ofte og længe i Helsingør en omstrejfende norsk matros som almindeligvis benævnes Gale Thor som skal være meget påtrængende, undertiden uhøflig og ofte en skræk for koner og børn, når disse ved hans v??den træffes alene hjemme uden at der for den offentlige sikkerheds skyld sørges for at sådant et farligt menneske bringes hen til et for ham passende sted hvor han ikke bliver farlig, men ved pålagt arbejde nyttig for staten?

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10 April 1802, s. 3306-3307)

Stengade 20, Helsingør. Måske kunne man støde på Gale Thor her? Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019