Uorden på Frue Kirkegård.

Næsten dagligt ses gadedrenge hoppe over hegnet om Frue Kirke og især på den østlige side af denne, lige over for prof. Riisbrighs, på den indhegnede kirkegård at beskæftige sig med enten at rive rødsten på ligstenene, eller at samle de største mulige kampesten, som når en passende hob er samlet at kaste til måls efter de der liggende gravsten og ved dette bombardement at sønderslå disse.

At de samme drenge ligeledes engang mellem kaster til måls efter kirkevinduerne er en ting, som kirkens fond næppe kan være tilfreds med. Man opgiver intet middel mod disse uordener, men forvisser sig om at de ansvarlige nok vil udfinde et.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3447-3448)

Til nogle Husejere i Svendborg.

Gaderne i Svendborg fejres hver lørdag eftermiddag og skarnbunkerne bringes i gårdene, hvorfra det føres ud igen med gødningen til jorderne i marken. Men nogle husejere bruger den uskik hvad enten det er af folkenes magelighed eller fordi de ikke selv har heste og vogn og ikke altså straks vil ladet det bringe ud af byen og betale en vogn derfor, at lægge sådant sammenfejet skarn udenfor husene på gaden, hvilket gier (i særdeleshed om sommeren) en utålelig stank for naboerne. Sådanne skarnbunker ligger tre til fire uger, ja længere, og man kan se dem fx i den største gade straks inden for porten hvorigennem man kommer fra Odense og Faaborg. At sådant strider imod god borgerskik, vil enhver let indse, og det håbes derfor at disse møddingers ejere lader dem fjerne da man ellers næste gang navnlig beder de forsømmelige om at iagttage bedre orden.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3446-3447)

Om Jordvejen uden for Portene

Ved plakaten af 16. febr. 1780 er det under 1 rigsdalers mulkt forbudt at køre på de jordveje ved siden af stenbroen som starter umiddelbart uden for byens porte. Alligevel sker det tit, især uden for Østerport, og det bærer jordvejen samme steds vidne om. Det er i almindelighed ikke rigtige kuske, men stats- eller kvasikuske af begge køn, der tager sig denne frihed. Lige så behageligt det måtte være for dem der således kører blødt, fordi de formentlig endog i den magelige vogn finder sig ulejligede af denne korte stenbro, lige så ubehageligt er det derimod for de stakkels fodgængere der er berettigede til denne vej. Disse fornærmes ved sådan kørsel, hvad enten de går på jordvejene eller i sidealleerne. I første tilfælde jages de til side af uberettigede, ja står endog i fare for at blive kørt over, dels fordi kørsel der er uventet og ikke så let høres, dels fordi nogle af disse kuske er løbet for tidligt af læren. Også for gående på begge sider er det ubehageligt, fordi der rejser sig en utålelig støvsky, når disse herrer og damer ikke bruger den stenbro som er lavet til dem. Det må formodes, at disse kuske er af de svende der vide deres herres vilje, som man siger, og det er derfor ingen uret om de betalte 4 dobbelt eller mere end den stakkels bonde, der kommer adskillige mil ude fra landet af, som aldrig har hørt om en sådan lov, og som let forføres af det kørespor han finder for sig.

Dersom der måtte blive jagt på disse herrer og damer der synes forlegne for at blive deres daler kvit, da vil søndagen bringe den rigeste høst.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3444-3446)

Forslag til en Klemme på de Bønder som sælger Hø og Halm.

Ofte har anmelderen heraf grundet på og tænkt over hvorfor der ikke ved lov er den sjællandske bonde forbudt at begå så grove og uforskammede bedragerier med de såkaldte torvelæs af hø og halm som de bringer til torvs her, og som dog er en uundværlig nødvendighed for en ikke ringe del af byens indbyggere. Bonden sælger i almindelighed sine varer i læssevis uden vægt. Prøver man at forlange af ham at købe efter vægt, så får man som oftest dette svar: Jeg sælger mit læs således som det er og vil ikke veje. Køber man nu et sådant læs foder af bonden (især de tæt på såsom fra Hvidovre, Brønshøj, Herlev, Buddinge eller Gladsaxe), så finder man sig aller oftest så skuffet, at man må betale et lpd halm med 24 () og derover. Bonden må vel le en ud oven i købet.

Da regeringen og vedkommende øvrighed har fundet fornøden at sørge for, at alle andre varer artikler i kongens riger skal sælges efter justeret mål og vægt, så køberen kan være tryg for bedrageri af den slags, var det så ikke muligt, at der også engang blev sørget for, at bonden fik en regel for hvorledes hans læs af hø og halm skulle være, før han fik tilladelse at indfinde sig på offentligt torv, for ikke på så lumsk en måde at bedrage sine københavnske medborgere med falsk læs. For købte man da dyrt, så var man dog ikke bedraget på en så fornærmende måde. Anmelderen heraf tror at det ikke ville være meget vanskeligt at fastsætte en takst for bonden, hvor meget det mindste læs af hø og halm som bringes til torvet måtte veje. Hvis det var derunder, blev det konfiskeret til fattigvæsnet. Læssede bonden derimod sværere læs, så måtte det være ham forbudt at tage betaling for det ekstra, som han kunne være enig om med køberen. Lumsk bedrageri ville på den måde være hævet.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3442-3444)

Spørgsmaal Kallundborgs Porte angaaende.

Spørges om det er lovmæssigt eller af borgmesterens egen opfindelse i en by som Kalundborg hvor en kongelig landevej går igennem, og tillige så stor en gennemfart til og fra Jylland, at en tilrejsende om hellige fra kl. 9 til 4 om eftermiddagen kan nægtes gennemfart med hest og vogn og med kostbare varer som langt fra ikke kan tåle regn, om han da er forpligtet først at gå en by igennem så lang som Kalundborg og først spørge borgmesteren om tilladelse til at blive indladt. Dette ventes besvaret af en mere kyndig mad.

Niels Lind

Bor på Store Købmagergade nr. 52 og 53.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3441-3442)