Bøn fra Bagsværd

I Bagsværd Skov som tilhører hr. oberst Oxholm, går blandt kvæget en meget uvan tyr, som efter hvad rygtet siger har angrebet adskillige. Da denne skov er en yndet spadseregang, så tvivler jeg ikke på at en mand af hr. oberstens tænkemåde, der giver fri adgang til alle de virkelig skønne og smagfulde anlæg der er i samme, enten vil afstraffe denne tyr eller lade den tøjre så man uden frygt kan spadsere i skoven.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3454)

En nyttig Industri i Nysted

Hr. Kieldsen, organist i Nysted, har hvert år sammen med nogle få andre af byens mænd drevet sælhundejagt på Rødsand, og derved gavnet meget, da intet næst efter vor egen forsømmelighed skader det danske fiskeri mere end disse havdyr. I år har denne jagt været usædvanlig glimrende, da selskabet i 4 eller 5 dage i maj har dræbt over 900 sælhunde. Da det er muligt at vi på flere steder af kysterne har landløse grunde, lig Rødsand, og sælhundejagt også kunne holdes der, beklager læserne vel ikke at jagten her kort beskrives.

På den tid af året da man ved at sælhundene opholder sig i lavvande på Rødsand, har selskabet bestandigt en mand på udkik i kirketårnet som melder når der er hunde på grunden. Jægerne sætter da i en båd derover, klæder sig nøgne af og springer således kun forsynet med en kølle ud af båden og vader i land, hvor enhver gør sit bedste for at nedslå så mange han kan, helst med slag på snuden, da hele sælhundestimlen stræber at komme i vand.

Foruden den opmærksomhed denne nyttige jagt vist påkalder sig på højere sted, ønskede man at bestyrerne for den grønlandske handel ville enten meddele hr. Kieldsen som jægerselskabets formand en underretning om den nemmeste måde til at koge tranen på. Eller fastsætte en pris til hvilken det altid ville modtage den rå afskænkede tran, og måske skindene med. Måske var endog en sådan offentlig bekendtgørelse fra handlen til største opmuntring for sælhundefangsten overalt, da fordelen dog altid trækker mest.

En fuldstændig beskrivelse om sælhundejagten på Rødsand, dens forskellig held i en række af år, indflydelse derpå af vind og vejr osv. meddelt af hr. Kieldsen i Minerva, Iris eller andensteds, ville være et godt sidestykke til hr. Bunchs beskrivelse over sælhundeavlen på Anholt og læses med megen fornøjelse.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3452-3453)

Redacteurens Anmærkning

Omfanget af sælfangsten visse år kunne være ret betydelig som det fremgik af Den Kongelige privilegerede Viborger Samler den 19. juli 1810:

I Nysted har man i denne Tid gjort saa god en Sælhunde-Fangst, at der paa eengang har ligget henved 300 Sælhunde paa Skibsbroen. Kuns er det at befrygte, at den utaalelige Stank af de flaaede Kroppe, som Vedkommende, istedet for at nedgrave, have kastet i Stranden, hvorfra de igjen opdrive paa Kysten, ved Sommerens Hede let kunde foraarsage flere Sygdomme, end man der alt er plaget med.

Uorden på Frue Kirkegård.

Næsten dagligt ses gadedrenge hoppe over hegnet om Frue Kirke og især på den østlige side af denne, lige over for prof. Riisbrighs, på den indhegnede kirkegård at beskæftige sig med enten at rive rødsten på ligstenene, eller at samle de største mulige kampesten, som når en passende hob er samlet at kaste til måls efter de der liggende gravsten og ved dette bombardement at sønderslå disse.

At de samme drenge ligeledes engang mellem kaster til måls efter kirkevinduerne er en ting, som kirkens fond næppe kan være tilfreds med. Man opgiver intet middel mod disse uordener, men forvisser sig om at de ansvarlige nok vil udfinde et.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3447-3448)

Til nogle Husejere i Svendborg.

Gaderne i Svendborg fejres hver lørdag eftermiddag og skarnbunkerne bringes i gårdene, hvorfra det føres ud igen med gødningen til jorderne i marken. Men nogle husejere bruger den uskik hvad enten det er af folkenes magelighed eller fordi de ikke selv har heste og vogn og ikke altså straks vil ladet det bringe ud af byen og betale en vogn derfor, at lægge sådant sammenfejet skarn udenfor husene på gaden, hvilket gier (i særdeleshed om sommeren) en utålelig stank for naboerne. Sådanne skarnbunker ligger tre til fire uger, ja længere, og man kan se dem fx i den største gade straks inden for porten hvorigennem man kommer fra Odense og Faaborg. At sådant strider imod god borgerskik, vil enhver let indse, og det håbes derfor at disse møddingers ejere lader dem fjerne da man ellers næste gang navnlig beder de forsømmelige om at iagttage bedre orden.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3446-3447)

Om Jordvejen uden for Portene

Ved plakaten af 16. febr. 1780 er det under 1 rigsdalers mulkt forbudt at køre på de jordveje ved siden af stenbroen som starter umiddelbart uden for byens porte. Alligevel sker det tit, især uden for Østerport, og det bærer jordvejen samme steds vidne om. Det er i almindelighed ikke rigtige kuske, men stats- eller kvasikuske af begge køn, der tager sig denne frihed. Lige så behageligt det måtte være for dem der således kører blødt, fordi de formentlig endog i den magelige vogn finder sig ulejligede af denne korte stenbro, lige så ubehageligt er det derimod for de stakkels fodgængere der er berettigede til denne vej. Disse fornærmes ved sådan kørsel, hvad enten de går på jordvejene eller i sidealleerne. I første tilfælde jages de til side af uberettigede, ja står endog i fare for at blive kørt over, dels fordi kørsel der er uventet og ikke så let høres, dels fordi nogle af disse kuske er løbet for tidligt af læren. Også for gående på begge sider er det ubehageligt, fordi der rejser sig en utålelig støvsky, når disse herrer og damer ikke bruger den stenbro som er lavet til dem. Det må formodes, at disse kuske er af de svende der vide deres herres vilje, som man siger, og det er derfor ingen uret om de betalte 4 dobbelt eller mere end den stakkels bonde, der kommer adskillige mil ude fra landet af, som aldrig har hørt om en sådan lov, og som let forføres af det kørespor han finder for sig.

Dersom der måtte blive jagt på disse herrer og damer der synes forlegne for at blive deres daler kvit, da vil søndagen bringe den rigeste høst.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3444-3446)