(Indsendt)
Det er ikke nemt at se hvorledes et par tændte lys kan bidrage til andagtens fremme i kirken. At de undertiden ikke brænder i Garnisonskirken kommer vel deraf, dels at ingen i lang tid ved dødsfald har givet nogle til kirken, dels fordi de ansvarlige formodentlig ikke vil spilde kirkens penge til at anskaffe nye lys i stedet for de næsten opbrændte. For at brænde lys ved højlys dag er dog virkelig meget besynderligt. Det eneste kommunikanterne eller andre tilstedeværende kunne erindre ved synet af de tændte lys, var nadverens indstiftelse ved aftens måltid, og dette messes eller læses jo med tydelig stemme af præsten fra alteret. Tilmed er der vel ved denne højtidelige handling vigtigere ting at erindre. Hvis ellers et par tændte lys have indflydelse på menighedernes religiøse sindsstemning, havde vist stifternes værdige biskopper for længe siden sørget for at der til alle tider var lys på altrene i landsbykirkerne.
Der kan undertiden gå snesevis af år før der gives nogle, fx når en præst eller en anden mand uden for bondestanden begraves, og endda står de der meget kort, som godt er. For undertiden er kirken når lysene brænder ganske fyldt med damp, som skader sundheden meget. Enhver må dog tilstå at trænger nogen folkeklasse til sanselige forestillinger, så er det bønderne, der formedelst deres stilling i livet ikke kan andet end at stå tilbage i kultur og oplysning. Hvorimod købstædernes, især hovedstadens indbyggere har så meget større lejlighed til at gøre fremskridt.Den ubenævnte vist redelige forfatter af omtalte klage over alterlysene i Garnisonskirken havde sikkert gjort bedre at klage over andre virkelige uordner som har været og tildels endnu er i nogle af hovedstadens kirker. Fx
1. Den endnu brugte skik at begrave de afdøde på kirkegårdene i en så stor og desuden med mange andre, sundheden skadelige dunster opfyldt by. Eller (som er endnu værre), i kirkerne hvor uddunstningerne af de levende, ofte meget talrigt forsamlede i forening med nylig begravede ligs uddunstninger, især på varme sommerdage, nødvendig må være skadelig selv for den sundeste. Vor vise og milde regering, vil vist ved lejlighed råde bod på dette onde, dels ved at foranstalte Assistenskirkegårdene udvidet.
2. Det meget forstyrrende for, andagten at tavlerne bæres om under prædiken, med klokkeklang. Dette sidste er afskaffet i nogle kirker, men i andre står det endnu ved magt. Klokken eller bjælden kunne og burde dog fjernes overalt. At ombære tavlerne når prædikanten har fremsagt sin tales hovedindhold mens menigheden sang en passende salme, kan ikke anbefales. For sangen er en ikke mindre væsentlig del af den offentlige guds tilbedelse end prædikenen. Under denne bør andagten lige så lidt som ved hin forstyrres ved nogen uorden. At ombære tavlerne når prædikanten var gået fra prædikestolen eller sætter bækkener ved udgangen af kirken, ville betyde tab for dem de som penge skulle gå til, fordi de fleste som ikke går til alters, forlader kirken straks efter prædiken. Kunne tavlerne derimod ikke bæres om straks når den egentlige prædiken var sluttet, før der blev bedt for syge, eller lyst for forlovede? Det ville medføre at det skulle ske med største hurtighed. Dette kunne ske, når flere tavler blev anskaffet og flere holdtes til at ombære dem, fx nogle i gangene nede i kirken, og andre ovenpå. Imidlertid kunne hvor der var orgel, præluderes. Hvor intet var, måtte der nødvendig være stille så længe, og denne stilhed ville kun være kort, for de kirker som ikke har orgel, er almindelig små. Herved opnåede man udover at andagten ikke blev forstyrret, den fordel at præsten, som undertiden straks skal messe for alteret, fik et pusterum og tilhørerne havde da tid til at efterslå de følgende salmer. De nu brugelige salmer er vist ikke for lange. Følgelig blev tjenesten ikke forlænget. Skulle nogen frygte det, kunne der jo synges færre end nu sker, og blot holdes halv messe.
3. Den evindelige gåen ind og ud under prædiken og den enten forsætlige eller af blæst forårsagede larm med dørene forstyrrer ofte prædikanten lige så meget som tilhørernes opmærksomhed. Ja forvolder træk som er skadelig for de der sidder eller står i nærheden af disse hvert øjeblik op og i slåede døre. Kunne man ikke også mod slutningen af hovedsalmen kime eller ringe med klokkerne til tegn for de som endnu er på vej, at prædiken snart begynder? Og ikke som i Frue Kirke et kvarter efter at der er ringet sammen, da der endnu er hele 3 kvarter til prædiken begynder. Så snart præsten var kommet på prædikestolen burde dørene lukkes, og ingen tillades at komme ind eller ud, før præsten var gået ned, for da høres larm med dørene ikke formedelst orgelets og sangenes lyd. Sygdoms og andre nødvendige tilfælde måtte være undtaget. De som til opbyggelse overværer Gudsdyrkelsen kan og vil vist gerne udholde at blive på deres plads den korte tid af ½ time eller 3 kvarter. De andre, der løber ind og ud, kommer næppe for at opbygges. Følgelig bør de udelukkes som fredsforstyrrere.
I Frue og Helligåndskirken klages over at der kun står anført nogle og ikke alle salmer der synges før, under og efter prædiken. Dette er i Politivennen påanket, men ikke rettet. Grunden hertil ligger i tavlernes indretning hvorpå numrene står anført. Også dette kunne uden synderlig bekostning og uden skade for de sirlige tavler i Frue Kirke let forandres, når de som i Trinitatis og Garnisonskirken blev gjort dobbelte, således at salmerne til højmesse stod på den ene side og de til aftensang på den anden. Blot at tavlen til hver gang blev vendt om. Ligeledes var det at ønske at salmerne blev således anførte til fro- og ugeprædikerne. Disse er måske bekendtgjort i avisen eller fra prædikestolen, men ikke alle var til stede da dette skete, lige så lidt som alle holder eller læser avisen.
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 217, 19. juni 1802, s. 3460-3466:)
Det er ikke nemt at se hvorledes et par tændte lys kan bidrage til andagtens fremme i kirken. At de undertiden ikke brænder i Garnisonskirken kommer vel deraf, dels at ingen i lang tid ved dødsfald har givet nogle til kirken, dels fordi de ansvarlige formodentlig ikke vil spilde kirkens penge til at anskaffe nye lys i stedet for de næsten opbrændte. For at brænde lys ved højlys dag er dog virkelig meget besynderligt. Det eneste kommunikanterne eller andre tilstedeværende kunne erindre ved synet af de tændte lys, var nadverens indstiftelse ved aftens måltid, og dette messes eller læses jo med tydelig stemme af præsten fra alteret. Tilmed er der vel ved denne højtidelige handling vigtigere ting at erindre. Hvis ellers et par tændte lys have indflydelse på menighedernes religiøse sindsstemning, havde vist stifternes værdige biskopper for længe siden sørget for at der til alle tider var lys på altrene i landsbykirkerne.
Der kan undertiden gå snesevis af år før der gives nogle, fx når en præst eller en anden mand uden for bondestanden begraves, og endda står de der meget kort, som godt er. For undertiden er kirken når lysene brænder ganske fyldt med damp, som skader sundheden meget. Enhver må dog tilstå at trænger nogen folkeklasse til sanselige forestillinger, så er det bønderne, der formedelst deres stilling i livet ikke kan andet end at stå tilbage i kultur og oplysning. Hvorimod købstædernes, især hovedstadens indbyggere har så meget større lejlighed til at gøre fremskridt.Den ubenævnte vist redelige forfatter af omtalte klage over alterlysene i Garnisonskirken havde sikkert gjort bedre at klage over andre virkelige uordner som har været og tildels endnu er i nogle af hovedstadens kirker. Fx
1. Den endnu brugte skik at begrave de afdøde på kirkegårdene i en så stor og desuden med mange andre, sundheden skadelige dunster opfyldt by. Eller (som er endnu værre), i kirkerne hvor uddunstningerne af de levende, ofte meget talrigt forsamlede i forening med nylig begravede ligs uddunstninger, især på varme sommerdage, nødvendig må være skadelig selv for den sundeste. Vor vise og milde regering, vil vist ved lejlighed råde bod på dette onde, dels ved at foranstalte Assistenskirkegårdene udvidet.
2. Det meget forstyrrende for, andagten at tavlerne bæres om under prædiken, med klokkeklang. Dette sidste er afskaffet i nogle kirker, men i andre står det endnu ved magt. Klokken eller bjælden kunne og burde dog fjernes overalt. At ombære tavlerne når prædikanten har fremsagt sin tales hovedindhold mens menigheden sang en passende salme, kan ikke anbefales. For sangen er en ikke mindre væsentlig del af den offentlige guds tilbedelse end prædikenen. Under denne bør andagten lige så lidt som ved hin forstyrres ved nogen uorden. At ombære tavlerne når prædikanten var gået fra prædikestolen eller sætter bækkener ved udgangen af kirken, ville betyde tab for dem de som penge skulle gå til, fordi de fleste som ikke går til alters, forlader kirken straks efter prædiken. Kunne tavlerne derimod ikke bæres om straks når den egentlige prædiken var sluttet, før der blev bedt for syge, eller lyst for forlovede? Det ville medføre at det skulle ske med største hurtighed. Dette kunne ske, når flere tavler blev anskaffet og flere holdtes til at ombære dem, fx nogle i gangene nede i kirken, og andre ovenpå. Imidlertid kunne hvor der var orgel, præluderes. Hvor intet var, måtte der nødvendig være stille så længe, og denne stilhed ville kun være kort, for de kirker som ikke har orgel, er almindelig små. Herved opnåede man udover at andagten ikke blev forstyrret, den fordel at præsten, som undertiden straks skal messe for alteret, fik et pusterum og tilhørerne havde da tid til at efterslå de følgende salmer. De nu brugelige salmer er vist ikke for lange. Følgelig blev tjenesten ikke forlænget. Skulle nogen frygte det, kunne der jo synges færre end nu sker, og blot holdes halv messe.
3. Den evindelige gåen ind og ud under prædiken og den enten forsætlige eller af blæst forårsagede larm med dørene forstyrrer ofte prædikanten lige så meget som tilhørernes opmærksomhed. Ja forvolder træk som er skadelig for de der sidder eller står i nærheden af disse hvert øjeblik op og i slåede døre. Kunne man ikke også mod slutningen af hovedsalmen kime eller ringe med klokkerne til tegn for de som endnu er på vej, at prædiken snart begynder? Og ikke som i Frue Kirke et kvarter efter at der er ringet sammen, da der endnu er hele 3 kvarter til prædiken begynder. Så snart præsten var kommet på prædikestolen burde dørene lukkes, og ingen tillades at komme ind eller ud, før præsten var gået ned, for da høres larm med dørene ikke formedelst orgelets og sangenes lyd. Sygdoms og andre nødvendige tilfælde måtte være undtaget. De som til opbyggelse overværer Gudsdyrkelsen kan og vil vist gerne udholde at blive på deres plads den korte tid af ½ time eller 3 kvarter. De andre, der løber ind og ud, kommer næppe for at opbygges. Følgelig bør de udelukkes som fredsforstyrrere.
I Frue og Helligåndskirken klages over at der kun står anført nogle og ikke alle salmer der synges før, under og efter prædiken. Dette er i Politivennen påanket, men ikke rettet. Grunden hertil ligger i tavlernes indretning hvorpå numrene står anført. Også dette kunne uden synderlig bekostning og uden skade for de sirlige tavler i Frue Kirke let forandres, når de som i Trinitatis og Garnisonskirken blev gjort dobbelte, således at salmerne til højmesse stod på den ene side og de til aftensang på den anden. Blot at tavlen til hver gang blev vendt om. Ligeledes var det at ønske at salmerne blev således anførte til fro- og ugeprædikerne. Disse er måske bekendtgjort i avisen eller fra prædikestolen, men ikke alle var til stede da dette skete, lige så lidt som alle holder eller læser avisen.
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 217, 19. juni 1802, s. 3460-3466:)
