Uordener.

7) Der høres så vidt efter lyden kan dømmes hos hr. urtekræmmer Press på hjørnet af Magstræde og Frederiksholms Kanal nr. 29 hvor morgen omtrent kl. halv fem en ringen forenet med gentagne slag som af en hammer til virkelig megen urolighed for de ellers på denne tid så fredsomme naboer. Man håber hr. Press er uvidende om denne kimen og lover sig at den afskaffes på denne anmodning.

8) Det var at ønske at politiet ville efterse i en gård udenfor Nørreport tæt op til hr. Walman hvor Venneselskabet har sine sommerværelser, da det formodentlig endnu vil finde en død hest slængt hen  i gården (formodentlig for hundene) lige over for selskabets vinduer som vender derud. Samme er et yderst ubehageligt syn at se på og ved muligt indfaldende varmt vejrlig må forårsage en meget ufordragelig stank. Meget ønskedes at sådant blev påset da det ikke er første gang.

9) De har før anmærket en mængde skammelige uordener på Assistenskirkegården, men forbigået eller måske ikke kendt den første, som er den at der er ligesom et offentlig værtshus i benhuset. Dette synes at være en så skændig uskik at man håber den tilbørlig vil revses.

10) På de fattiges kirkegård udenfor Amagerport (jeg skammer mig virkelig på mine landsmænds vegne at der hos dem kan gives fattiges kirkegårde!) græsser 4-6 stykker løse køer der ikke alene nedtræder de fattiges grave, men endog af sult møder ligene ved porten for ligesom at følge de afdøde til deres hvilested. Har nogen forpagtet kirkegårdens græd, så kan det dog blot være til at afslå, men ikke til at afgræsse, for ellers kan vi jo lægge vores lig på fællederne og behøver ikke kirkegårde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 222, 24 Juli 1802, s. 3551-3552)

Om Kongens Haves tidlige Lukkelse.

Man hører overalt klage over at Kongens Have om aftenen lukkes så tidlig. Vi har kun så få spadseregange som dur til noget. Filosofgangen er blevet skæmmet ved et afskyeligt plankeværk og har så få bænke. Der må ikke gås på voldene om aftenen. Plaseren er ved kloakken bag husarkarenerne eller den forrige reberbane, ved de døde hunde i kastelsgraven, ved de sig der lystende personer osv. osv. og endelig ved slet ingen bænke at have, ikke værd at kalde et spadserested. Rosenborg Have eller levningen deraf bliver da det eneste sted hvor man fra det siddende forretningsliv og det liggende patientliv kan forfriske sig lidt om aftenen. Da man dog ikke kan sige at der begås synderlig uordener og de som begås vist nok kunne forebygges, så var det vist lige så gørligt som ønskeligt at denne have måtte stå åben i det mindste til kl. 11.

Det hændte den 16. dennes at to ansete mænd som ikke havde hørt nogen udringning, kom til porten, lidt efter 10 for at gå ud, og så sig nu da ingen portner var der, nødte til med fare for at overstige det høje plankeværk. Man har spurgt den dreng der står ved porten på hvis ordre der lukkes så tidlig, og han svarede på en af gartnersvendenes!

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 222, 24 Juli 1802, s. 3547-3548)

Om Portlukkelsen under Præken.

(Efter indsendt.)

Blandt de forskellige indretninger som vores nidkære forfædre, vist nok i en god hensigt, har foranstalte, men nu i stedet for at nytte, ofte er besværlige og skadelige, siden forordningen af 12. marts 1735 er indført at stadens porte blev lukket under gudstjenesten om søn- og helligdage eller fra kl. 9 til 12 formiddag og fra kl. 2 til 4 eftermiddag. Hovedhensigten hermed har formodentlig været at forhindre handel, befordre stilhed og ved at forbyde indbyggerne udgang af staden på de nævnte tider at formå dem til i stedet at søge kirken. Det sidste opnås næppe, for det jeg skal tvinges til, gør jeg nødig, og når kristendommens stifter tillader på sabbatten at pleje den syge, røgte sit kreatur og fornøje sig på anstændig måde, så indser jeg ikke hvorfor det skulle være utilladeligt at en fattig håndværksmand eller arbejder der hele ugen har siddet kroget, om søndagen fik sig en god bevægelse, og ved at betragte naturens skønhed, tillige opmuntredes til at prise alle gode gavers giver!

Men jeg tror endnu mere at denne orden ofte er besværlig og byrdefuld. Dels søger Nørre- og Østerbros indbyggere stadens kirker og har ofte 1/4 mil og derover til samme. Hvor besværligt for dem om vinteren, på mørke dage og ond vej at møde bestemt kl. 9 om morgenen! Dels må ofte en syg eller en barselskone forsmægte når den fornødne hjælp eller de nødvendige lægemidler skal undværes 1/4 dag. Om det derfor endnu ikke er passeligt at stadens gader på søn- og helligdage spærres af torve-, brygger- eller møllervogne, kunne det måske dog tillades den rejsende, den spadserende og stadens sognefolk at indlades gennem portene i den nævnte tid, hvilket indstilles til højere bedømmelse.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 221, 17 Juli 1802, s. 3531-3533)

Om den Sædvane at samle Ax paa Marken og nedblæste Grene i Skovene.

Der er næppe nogen sædvane der længere har vedligeholdt sit tyranni over landmanden end den at sanke aks i høstens tid.

Den fandt sted hos de allerældste agerbrugende folkeslag og vedvarer endnu i vore dage.

Blandt de store rettigheder som Moses havde indrømmet de fattige, var også denne at ejeren ikke engang måtte opsamle enkelte aks på sin ager, ikke høste hvad der stod i hjørnet af ageren, men sådant tilhørte de fattige.

Ridder Michaelis mener også at denne skik har været i brug hos araberne og flere folkeslag.

Religionen lærte og folkene troede engang, næsten over hele den bekkendte verden at når man gav almisser til de fattige, tiende til gejstligheden og rige gaver til klostrene var man på rette vej til himmelen, og det bliver da næppe noget under at denne sædvane som en art af almissegiven, har vedligeholdt sig uforstyrret lige til vore tider.

Når denne skik blev holdt indenfor visse grænser, kunne ingen have noget at indvende imod den. Hvem ville vel nægte den fattige at opsanke det korn der dog kun blev et rov for fuglene eller at optage den gren der dog kun henrådner i skovene? Men når man ser dovne forældre slæbe deres børn med sig ud på ageren i høstens tid, når man ser den påtrængenhed og uforskammethed hvormed unge og gamle, trængende og ikke-trængende opsamlere bemægtige sig en andens ejendom, at denne uskik måtte blive hæmmet.

Således som opsamlingen nu udøves, er den en sand landeplage og i egentlig forstand den fjerde tiende som landmanden må yde. Man borttager lige for hans øjne hele vipper, der endnu ikke er oprevne, man plukker af vognene når de kører, og opsamlerne driver denne ved århundreders hævd til rettighed blevne uskik, til en strafværdig højde.

Ikke nok med det. Under påskud af at sanke aks, begås endog virkelige tyverier. Der skæres hele stykker af den modne sæd, der endnu står og gror. Sæden udbankes af det opbundne korn o. lignende.

Opsamlerne vælger tider da den trætte landmand sover eller hviler, og det er næsten umuligt at sådanne tyverier kan blive opdagede og afstraffede.

Den dreng der har de fleste aks og den største pose, misundes af sine kammerater i dette stjælesystem, roses af forældre og venner for udvist flid og talent, og anspores til ny dristighed.

Således lægges her da tidlig spiren til dovenskab og tyveri i den unges sjæl.

Her lærer han at erhverve uden at arbejde, her lærer han at tilvende sig en andens ejendom mod ejerens vilje og vidende.

Den der om sommeren har lært at stjæle aks på marken og hvis følelse for en andens ejendomsret på denne måde er blevet sløv og afstumpet, han kan gerne stjæle korn i laderne om vinteren, han kan gøre indbrud og foretage hvad det skal være.

Grænselinjen mellem dyd og last er måske finere trukket end man i almindelighed forestiller sig. Og tidlig burde dog alt hvad der kunne fordærve den unges sjæl, fjernes fra ham.

Hvad der er sagt om akssamlingen, gælder også om at sanke grene i skovene.

Under dette påskud nedbrydes grene af træerne, ja vel også unge træer overskæres.

Bonden der som ung har øvet sig på grenene og de små træer, kan umulig begribe at der er noget synderligt strafværdigt, når han som mand fælder et stort træ.

Politilovene burde da efter mit skøn, træde til her og understøtte landmanden der her må bukke under for fæle fordomme og gamle folkemeninger, og befale at kun gamle og trængende folk måtte have tilladelse til at opsanke aks og ikke på andre tider end når landmanden selv var på marken eller hans folk og ikke før alt var oprevet.

Ingen dreng burde have tilladelse til at opsamle nedfaldne grene i skovene. Tyveri er desuden nu så almindeligt blandt landalmuen at man burde alvorligt bortrydde alt hvad der kunne give anledning dertil, og på denne måde stræbe at forebygge denne last for fremtiden.

Næst vort mangelfulde landpoliti finder jeg også denne sædvane at være en af mest virkende årsager til de overhåndtagende tyverier på landet.

Mænd som Colqvhoun *), B. A. F. Silvestre **) og A. H. Hazel ***) har også udpeget denne uskik som en landøkonomien og folkemoralen skadende gift, og jeg tror enhver oplyst mand bør være af samme mening.

Jeg vil sluttte med filosofen Herder: Jeder fühlt die Uebel der Welt nach seiner eigenen Lagee, er har also die Pflicht auf sich, sich ihrer von dieser Seite anzuhenmen, dem Mangelhaften, Schwachen, Gedrikten an dem Theile zu Hülse zu kommen, wo es ihm sein Verstand und sein herz gebietet.

Tøttrup

Assessor.

*) Ueber Londons Polizeyübersezt von Volkman.

**) Essai sur les moyens de perfectionner les arts oeconomiques en France.

***) Grundsätze der landwirthschaftlichen Polizey.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 221, 17 Juli 1802, s. 3526-3530)

Et glædeligt Rygte.

Man venter snart det rygte bekræftet som i disse dage har udbredt sig, at de forbrydere der er dømt til slaveri, herefter skal indsættes i tugthuset hvorved (helst når bygningen forsynes med vagt) den for sikkerheden så foruroligende undvigelser af slaver vil ophøre. Såvel som det ubehagelige syn de hidtil yder på vores veje. Videre at forbedringshuset afsondres fra tugthuset og forenes med fattigvæsnets tvangsarbejdshus, den eneste måde hvorpå man kan håbe at nogen virkelig forbedring kan ske hos disse ulykkelige eller i det mindste den endnu beholdte levn af moral ikke nedbrydes da de her uden undtagelse må arbejde og holdes afsondret osv. Således forsvinder efterhånden under vores årvågne og gode regering hver indretning der vidner om fortidens uvidenhed, fordomme og ringeagt for menneskeheden!

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 220, 10 Juli 1802, s. 3515-3516)