Forslag.

De mange sølystne og bådejere ved Langebro som så ofte vejr og forretninger tillader det, fornøjer sig med at sejle i den behagelige Kalvebod Strand, ville det være overmåde kærkomment, dersom det var iværksætteligt at se bommen ved stakaterne stå åbne til kl. 9 i den korte tid som endnu er tilbage af sommeren, også fremdeles når dagen bliver kortere til kl. 8. Da uden tvivl kun meget få af dem har lejlighed at anvende hele eftermiddagen på et par timers sejlads, må de altså ofte undvære denne fornøjelse - i skønt vejr - blot fordi at bommen bliver lukket kl. 8 og de ikke anser det for umagen værd for en halv times tid om aftenen at gøre alle fornødne tilberedelser.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 225, [14 August 1802], s. 3586-3587)

Ubehageligheder forårsaget ved det københavnske Toldhus’ Indretning, og Midler til disse Hævelse

Den første ubehagelighed er de 2 lange trapper, som adskiller pakhus-forvalterens kontor, havekontoret, vejerhuset fra toldinspektionskontoret, toldkontorerne og oplagskontoret. Det er tidsspilde, men en nødvendighed, at skulle gå op og ned adskillige gange, endog ved den mindste bagatels klarering. Og det giver tillige anledning til et slags væddeløb mellem de klarerende personer om hvem der bliver først ekspederet. Og det er sandelig meget ærgerligt for den gamle, eller den uegnede til sådan jagt, at han af fire eller fem kan være den første som bliver ekspederet i vejerhuset eller kontorerne nedenunder, og så på vejen til kontorerne ovenpå, må se sig forbiløbet af de andre letfodede og således blive den sidste der.

Den anden ubehagelighed som er den største, er den utålelige og sundheden fortærende hede og kvalme luft, som hersker i kontorerne ovenpå. Der er så trykkende, at den der er vant til frisk luft næppe kan udholde den et kvarter.

Disse ubehageligheder kunne afhjælpes, ved at anlægge alle kontorerne ved jorden. Væddeløbet ophørte da, og den svage blev ikke forurettet af den hurtigere. Dørenes idelige åbning mod den frie luft ville da skaffe denne adgang til værelserne, og gøre den sunde, i stedet for at de er yderst usunde opholdsteder, i særdeleshed for kontorernes personale, der desuden idelig sidder en stærk og usund arbejdsanstrengelse.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 225, [14]. august 1802, s. 3583-3585)

Uorden i Roskilde Domkirke

Der er stadig adskillige ruder, endda hele partier, af vinduerne på denne skønne gamle bygning ødelagt. Rygtet vil vide at det meste af denne skade har stået siden 3. november. Man havde i det mindste håbet, at de påmindelser som før er givet i dette blad, havde båret frugt, da det gjaldt en mangel der endda kan skade kirkegængernes helbred. Det er nok muligt at kirkeforstanderens fravær af nogle mil fra Roskilde kan hindre ham i at føre det fornødne tilsyn. Men helt at undskylde ham, kan denne omstændighed ikke. Kan man ikke bestride sin post alt for godt, så kan man jo nedlægge den. Man synes også at det tilkom kirkens præster at give ham tilbørlige påmindelser om det.

Flere uordener foregår i denne kirke, som ikke er mindre kritisable. En rejsende fandt for nyligt at Dronning Margretes næse var slået i stykker, og at man med kul havde malet noget usømmeligt tøj på hendes pande.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 224, 7. august 1802, s.3580-3581)

Om Fæstningsbroens Fejning

Kunne fæstningsbroerne der fejes af slaverne, ikke enten fejes på en anden tid af dagen, fx tidligt om morgenen, eller kunne fejningen ikke ske på en måde, så de gående led mindre af støvet, ved nemlig forud at overstænke og dæmpe støvet med vand?

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 224, 7. august 1802, s.. 3579)

Tak til et Selskab af Musicerende

(Efter indsendt)

En velment tak til det selskab som torsdag den 5. august om aftenen i to både på Peblingesøen opførte en smuk koncert, og derved fornøjede såvel de der omkringboende som de på broen tilstedeværende. De bidrog til så mange menneskers uskyldige fornøjelse. Det ønske om at de snart på lige måde, når vejret var godt, ville gøre sig en del musikelskere forbundne ved en da capo.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 224, 7. august 1802, s. 3577)