Et par Vink til Amtmanden på Falster

Man hører fra rejsende at der på Falster og Møn findes en mængde tiggere og at disse for størstedelen synes at være sjællandske. Årsagen til denne emigration synes at være klapjagten, som her på flere steder, især i Stemans Amt, har været anstillet. Man kunne ønske at en sådan jagt foregik i alle provinser på en og samme tid. Da det imidlertid ikke er sådan, håber man dog, at den ansvarlige amtmand vil se at rense landet.

En anden bøn til Falsters amtmand er, at den store mængde jøder der gennemrejser Falster, måtte overvåges med det skarpeste politiøje. Overalt handler de med bønderne, og af disse endog anses som ophavsmænd til de tyverier der er sket, især det i Maglebrænde, hvor en bonde, der havde huset tre jøder, straks efter deres afrejse savnede 600 rigsdaler, De skader landets købmænd meget, og pengene som tilskakres eller tilstjæles går ud af landet, da det mest er fremmede og ikke danske jøder.

Man håber at hr. kammerherren optager disse vink ti det bedste, da man ikke skal undlade at fremsætte flere. For den nidkære embedsmand er intet kærere, end enhver underretning af dette slags.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3628-3629)

Et Ønske på Kultorvet

Man kunne ønske at de to slagterboder på kultorvet blev indrettet på samme måde som de nye slagterhuse på Højbroplads. (skønt de behøvede ikke at være så store). Samt at de, ligesom disse, i det mindste om søndagen måtte være væk fra øjesyn, der finder dem særdeles skæmmende for denne plads, som lidt efter lidt får smukkere bygninger.

Man spørger desuden disse slagtere, om de tror det er i overensstemmende med den sikkerhed i ildebrandstilfælde, som man i København har med højeste grund, at de for nogle dage siden begge har ladet deres hytter dække med sejldug og overtjære? Da det ikke er andre husejere tilladt at anfæste noget af træ på sin bygning , og at overtjære samme, så synes spørgsmålet begrundet.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3619-3620)

Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3623-3628: Instruktion for politibetjentene i Nakskov

Ønsker for Frederiksberg Alle

1) I gamle dage for ingen til hest eller vogns gennem denne alle, undtagen kongefamilien. Dette betød ikke nogen stor eller vedvarende kørsel, og heller ingen fandt dette fortrin underligt.

Vor ædeltænkende regent har ikke villet indskrænke sine medborgeres fornøjelser, og derfor tilladt en almindelig lystfart igennem. Men vore farende og ridende brødre og søstre er kun lidt indstillet på at følge dette kongelige eksempel på opmærksomhed for andres uskyldige glæder. Ellers ville de ride og køre langsommere gennem alleen, i stedet for som nu at jage igennem som om de kørte om kamp, og overdynge de spadserende i sidealleerne med den ene vældige støvsky efter den anden. Ja de ridende junkere tillader sig endda en gang imellem at ride i sidealleerne.

2) Sælgerkonerne fylder sidealleerne med deres personer og varer og indfinder sig i stadig større antal jo flere spadserende der er. De optager ofte bænkene. Synet af dem og deres varer er sjældent behagelig. Stimmelen af køberne blokerer gangen, og det mangler kun at de skulle skrige ørerne døve.

3) Der er nogle få bænke i denne alle. Men deres antal er ganske ubetydeligt. Gid det måtte blive forøget efter behov. Den gamle og sygelige vil dog også gerne se kongens Frederiksberg. Men vejen er så lang, og man står så lidt kands at få sæde! Selv den friske og raske ønsker på en lystvej på 3 fjerdingmil frem og tilbage også engang imellem at afløse gang med et sæde.

Selv en række af bænke, fulde af siddende personer, ville unægtelig være et behageligt syn for den gående. Derved ville Frederiksberg Have ligesom blive forlænget ud gennem hele alleen. Disse bænke behøvede ikke at være sirlige. Sten ville også være det bedste materiale, da træbænke på et så åbent sted måske ville blive stjålet. Men en af de egenskaber man højligt måtte ønske ved disse bænke, og ved bænkene på alle vores spadseregange, er at de ikke er for høje fra jorden, da derved fremkommer et særdeles ubehageligt sæde.

4) Alleen ville endelig vinde meget, både i skønhed og i sikkerhed for børn, hvis den kunne skilles ved de på begge sider værende grøfter. Og dette kunne lade sig gøre når ejerne af de tilstødende grunde fik tilladelse til at grave grøften ind i deres grunde mod at opsætte et smukt traileværk langs på alleens side af grøften. Ejerne vandt en bredde, som de ved at bedække grøften kunne benytte, og alleen blev smukkere. Det forstår sig at den nødvendige vandafledning ikke måtte spærres.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3615-3618)

Redacteurens Anmærkning

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 79, tirsdag den 15. juli 1806, spalte 1254 omtalte udskiftning af nøgler til alleen:

Hidtil havde alle Indbyggerne i Frederiksberg By Nøgel til Frederiksberg Allee. Men da man i saa udstrakt Forstand benyttede sig af denne Frihed, at man endog kjørte derigjennem med Arbeidsvogne, Gjødning etc., saa er Laasene nu bleven forandrede, og ingen andre end de, der have de nye Nøgler, kunne nu kjøre eller ride denne Vei. Denne Forandring er til stor Beqvemhed for alle Fodgjængere og Spadserende, da de nu ikke mere ere udsatte for at blive overstøvede af den Mængde Kjørende og Ridende, som især om Søndagen hidtil pleiede i fuld Fart at jage igjennem denne skjønne Allee.

I somrene 1803 og 1804 boede de to venner Adam Oehlenschläger og Henrik Steffens i Runddelen. 

Uordener

5) Endnu bliver man ved at holde skænkestue i Benhuset på Assistens Kirkegård. Man opfordrer herved de ansvarlige sidste gang til at fjerne denne uskik da der ellers skal blive klaget derover på højere steder.

10) Fra kælderen i nr. 137 i Peder Hvitfeldts Stræde høres ofte megen jammer fra et barn som stedfaderen behandler meget ubarmhjertigt. Man håber at dette barn dog måtte have nogen slægt der ville tage det til sig.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, [21 August 1802], s. 3614)

Redacteurens Anmærkning

Peder Hvitfeldts Stræde 137 er vore dages nr. 3-5. De to bygninger er opført efter denne artikel er skrevet, og huset er der derfor ikke længere.

Til Bedste for vore norske Brødre.

Man tror blot at behøve at give vores veltænkende handlende en underretning som den følgende (der måske kun endnu er kommet få for øjne) for at se mange af vores brødre reddet fra hunger ved en større tilførsel.

Af Trondhjems adressekontors efterretninger nr. 64 for 1802.

"Med bedrøvelse ser vi den kommende tid i møde. Savn og jammer er de udsigter vi skuer: Vinterens længe vedvarende gjorde at de fleste ikke kunne tilså deres jorder før ved pinsedags tider, og en stor del efter den tid. Og siden har vi næsten bestandig haft kulde og regn, og endnu i august har man på adskillige steder haft sne, så man kan let slutte sig til hvor dårligt det står til med grøden. Ynkeligt er det at se den mængde bønder indstrømme fra landet for at købe korn, især havre, men da ingen haves, må de med uforrettet sag vende tilbage. I ethvert andet land sælger bonden sine kornvarer til købstaden, men hos os forholder det sig omvendt, man vil altså let slutte sig till hvor betydelig tilførslen bør være når den skal forebygge almindelig elendighed. Hertil kommer at kornpriserne næsten altid er nøje og drives til uforholdsmæssige priser at mange bønder opkøber betydelige kvantiteter kornvarer i byerne for siden ofte indtil uforskammede priser at sælge det hjemme til de mere fattige bønder dels for kontant og dels på kredit, hvorved den mere uformuende bonde ganske forarmes og geråder i yderlig armod osv."

Offentlige magasiner i disse egne var måske det bedste middel!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, [21 August 1802], s. 3608-3609)