Skydning på Lygtevejen

Søndag den 22. august kom en mandsperson og 2 fruentimmere kl. 10 om aftenen kørende ind til byen på en bondevogn ad den såkaldte Lygtevej. Allerede i nogen afstand fra det yderst ude mod Assistenskirkegården (på højre side her fra byen) Vennelyst, hørte vi at man foruden fyrværkeri også morede sig med at affyre (efter knaldet at dømme) temmelig svære kanoner. Bonden som kendte sine heste, brugte al mulig forsigtighed for ikke her at komme i nogen ulejlighed med køretøjet. Ja standsede endog et stykke tid med tanke på at denne kanonade snart skulle ophøre. Men tiden tillod ikke ham og de rejsende at blive  holdende der. Han forsøgte derfor på at fortsætte kørslen, som endte med at hestene løb løbsk, og de som sad på vognen blev udsat for den største frygt for at komme til skade i det mørke vejr. Imidlertid var de heldige nok til at undgå en så øjensynlig fare, da bonden henimod Nørreport lykkeligvis fik hestene standsede. Nu spørges der: Når der blliver anlagt et lyststed hvor fornøjelser ikke kan bestå uden ved hjælp af krudt og kanoner, bør det da ikke anlægges længere væk fra en almen landevej. Og når det nu engang, som dette, allerede står der, bør man da ikke holde inde med en fornøjelse der kan have mange ulykker til følge.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, 4. september 1802, s. 3633-3634)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 232, 2. oktober 1802, s.3709-3710

Spørgsmål om Skydningen ved en højtstående officers begravelse på Garnisonskirkegården

Er det tilladt i byen at skyde hele salver med kanoner og flintebøsser, uden først at give de omkringboende husejere besked.

På denne måde er der den 3. september sket stor skade på huset på hjørnet af Bredgade og Garnisonspladsen nr. 147.

De som forårsagede dette, bedes tage skaderne i øjesyn, for at blive sparet for videre anmodning, eller også offentligt retfærdiggøre sig.

****

Ovenstående spørgsmål er stillet af de som har taget skade. Udgiveren tilføjer spørgsmålet: Hvor længe bliver fornuftige folks efterladte ved med at begrave inde i byen? Man kan vel ikke forvente fordommene generelt hævede hos borgerstanden, og regeringen finder det ikke for godt at forbyde at dem. Men bør man dog ikke forvente så megen oplysning hos officererne at de ikke ville følge fordommenes strøm? Og bør man da ikke snart kunne vente at se Garnisonskirkegården befalet ganske taget ud af brug?

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, 4. september 1802, s. 3631-3633)

Redacteurens Anmærkning

K. H. Seidelin fremførte ved flere lejligheder et ønske om begravelser inde i byen. Men det blev først realiseret da truslen om koleraen nærmede sig.

Et par Vink til Amtmanden på Falster

Man hører fra rejsende at der på Falster og Møn findes en mængde tiggere og at disse for størstedelen synes at være sjællandske. Årsagen til denne emigration synes at være klapjagten, som her på flere steder, især i Stemans Amt, har været anstillet. Man kunne ønske at en sådan jagt foregik i alle provinser på en og samme tid. Da det imidlertid ikke er sådan, håber man dog, at den ansvarlige amtmand vil se at rense landet.

En anden bøn til Falsters amtmand er, at den store mængde jøder der gennemrejser Falster, måtte overvåges med det skarpeste politiøje. Overalt handler de med bønderne, og af disse endog anses som ophavsmænd til de tyverier der er sket, især det i Maglebrænde, hvor en bonde, der havde huset tre jøder, straks efter deres afrejse savnede 600 rigsdaler, De skader landets købmænd meget, og pengene som tilskakres eller tilstjæles går ud af landet, da det mest er fremmede og ikke danske jøder.

Man håber at hr. kammerherren optager disse vink ti det bedste, da man ikke skal undlade at fremsætte flere. For den nidkære embedsmand er intet kærere, end enhver underretning af dette slags.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3628-3629)

Et Ønske på Kultorvet

Man kunne ønske at de to slagterboder på kultorvet blev indrettet på samme måde som de nye slagterhuse på Højbroplads. (skønt de behøvede ikke at være så store). Samt at de, ligesom disse, i det mindste om søndagen måtte være væk fra øjesyn, der finder dem særdeles skæmmende for denne plads, som lidt efter lidt får smukkere bygninger.

Man spørger desuden disse slagtere, om de tror det er i overensstemmende med den sikkerhed i ildebrandstilfælde, som man i København har med højeste grund, at de for nogle dage siden begge har ladet deres hytter dække med sejldug og overtjære? Da det ikke er andre husejere tilladt at anfæste noget af træ på sin bygning , og at overtjære samme, så synes spørgsmålet begrundet.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3619-3620)

Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3623-3628: Instruktion for politibetjentene i Nakskov

Ønsker for Frederiksberg Alle

1) I gamle dage for ingen til hest eller vogns gennem denne alle, undtagen kongefamilien. Dette betød ikke nogen stor eller vedvarende kørsel, og heller ingen fandt dette fortrin underligt.

Vor ædeltænkende regent har ikke villet indskrænke sine medborgeres fornøjelser, og derfor tilladt en almindelig lystfart igennem. Men vore farende og ridende brødre og søstre er kun lidt indstillet på at følge dette kongelige eksempel på opmærksomhed for andres uskyldige glæder. Ellers ville de ride og køre langsommere gennem alleen, i stedet for som nu at jage igennem som om de kørte om kamp, og overdynge de spadserende i sidealleerne med den ene vældige støvsky efter den anden. Ja de ridende junkere tillader sig endda en gang imellem at ride i sidealleerne.

2) Sælgerkonerne fylder sidealleerne med deres personer og varer og indfinder sig i stadig større antal jo flere spadserende der er. De optager ofte bænkene. Synet af dem og deres varer er sjældent behagelig. Stimmelen af køberne blokerer gangen, og det mangler kun at de skulle skrige ørerne døve.

3) Der er nogle få bænke i denne alle. Men deres antal er ganske ubetydeligt. Gid det måtte blive forøget efter behov. Den gamle og sygelige vil dog også gerne se kongens Frederiksberg. Men vejen er så lang, og man står så lidt kands at få sæde! Selv den friske og raske ønsker på en lystvej på 3 fjerdingmil frem og tilbage også engang imellem at afløse gang med et sæde.

Selv en række af bænke, fulde af siddende personer, ville unægtelig være et behageligt syn for den gående. Derved ville Frederiksberg Have ligesom blive forlænget ud gennem hele alleen. Disse bænke behøvede ikke at være sirlige. Sten ville også være det bedste materiale, da træbænke på et så åbent sted måske ville blive stjålet. Men en af de egenskaber man højligt måtte ønske ved disse bænke, og ved bænkene på alle vores spadseregange, er at de ikke er for høje fra jorden, da derved fremkommer et særdeles ubehageligt sæde.

4) Alleen ville endelig vinde meget, både i skønhed og i sikkerhed for børn, hvis den kunne skilles ved de på begge sider værende grøfter. Og dette kunne lade sig gøre når ejerne af de tilstødende grunde fik tilladelse til at grave grøften ind i deres grunde mod at opsætte et smukt traileværk langs på alleens side af grøften. Ejerne vandt en bredde, som de ved at bedække grøften kunne benytte, og alleen blev smukkere. Det forstår sig at den nødvendige vandafledning ikke måtte spærres.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 227, 28. august 1802, s. 3615-3618)

Redacteurens Anmærkning

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 79, tirsdag den 15. juli 1806, spalte 1254 omtalte udskiftning af nøgler til alleen:

Hidtil havde alle Indbyggerne i Frederiksberg By Nøgel til Frederiksberg Allee. Men da man i saa udstrakt Forstand benyttede sig af denne Frihed, at man endog kjørte derigjennem med Arbeidsvogne, Gjødning etc., saa er Laasene nu bleven forandrede, og ingen andre end de, der have de nye Nøgler, kunne nu kjøre eller ride denne Vei. Denne Forandring er til stor Beqvemhed for alle Fodgjængere og Spadserende, da de nu ikke mere ere udsatte for at blive overstøvede af den Mængde Kjørende og Ridende, som især om Søndagen hidtil pleiede i fuld Fart at jage igjennem denne skjønne Allee.

I somrene 1803 og 1804 boede de to venner Adam Oehlenschläger og Henrik Steffens i Runddelen.