Når man tager i betragtning hvor meget overtro og uvidenhed skader moralen, så bør man glæde sig over, at der i vores tidsalder både fra regeringens side, såvel som af private mænd, gøres så meget for at udbrede oplysning blandt den klasse af byens borgere, som så meget behøver den. Ved almueskolernes forbedring vil overtroens rige bringes inden for snævrere grænser. Især hvis den tid engang kommer at alle skoleembeder på landet besættes med mænd, der har nydt en hensigtsmæssig dannelse, og er i stand til at lære de unge at tænke selv og ikke antage alt på en andens autoritet. De bogsamlinger som flere steder i begge rigerne er oprettet til brug for almuen, og Landhusholdningsselskabets patrotiske iver for at opmuntre flere til at anlægge lignende lånebiblioteker, spår os også lysere udsigter for fremtiden hvad angår almuens oplysning.
Imidlertid vil gode hensigt dog nok kun være nået halvt, så længe der ikke sørges for at klinten ikke skal blive sået blandt hveden. Godt nok har man grund til at tro, at kun det som er nyttigt og hensigtsmæssigt får plads i almuebogsamllingerne. Men med det er det endnu ikke forebygget at skadelige skrifter kommer i almuens hænder. Hvem ved ikke hvor begærligt den griber efter de usle ridderhistorier og eventyr som sælges i mange boglader, og hvoraf der hele tiden trykkes nye oplag. Efter de flane gadeviser som efter i nogen tid at have vandret omkring i hovedstadens gader, af landsoldaterne og bissekræmmere bringes rundt omkring i de landlige hytter, efter de dårlige bondepraktiker og terningsbøger, som i den enfoldiges hånd bliver en skadelig næring for uvidenhed og overtro.
Den skade som sådanne flyveblade anrettet, er større end man i almindelighed tror. For selv om de måske ikke direkte angriber kristendom og dyd og sædelighed, så skader de dog indirekte. Enten fordi de ikke indeholder noget nyttigt og lærerigt, eller fordi de undertrykker smagen for det bedre. Skal altså den tilsigtede gode hensigt med almueskolernes forbedring og lånebibliotekernes oprettelse blive fuldstændig opnået, så er det uden tvivl nødvendigt at man søger så vidt muligt at sende disse for almuen skadelige blade ud af cirkulation. De virksomme midler hertil er efter mine tanker: At Landhusholdningsselskabet og andre patriotiske selskaber opmuntrer duelige mænd til offentligt at udgive lærerige og lystige viser, som kan sælges for en meget billig pris, og hvis titler indbyder til at købe dem. Når disse viser og sange så blev bekendtgjort i de offentlige tidender, ville der vist findes adskillige oplysningens venner, som købte en del eksemplarer til uddeling i deres omgangskreds.
Men vanskeligere ville det vist nok blive at forhindre, at det slette ikke således som hidtil skal udbrede sig og kvæle smagen for det sande og nyttige. Vel er der i forordningen af 27. september 1799 befalet at bogtrykkeren skal tilstille politimesteren et eksemplar af alle aviser, journaler og periodiske blade såvel som af ethvert skrift, som ikke udgør mere end 24 ark, før sådanne uddeles og sælges til andre etc. Men unægteligt er det dog at meget kan være skadeligt for almuen, selv om det ikke indeholder noget strafværdigt efter ovenmeldte kongelige anordning. Det ville måske derfor være gavnligt om regeringen udnævnte en eller flere, til dette arbejde skikkede mænd, til at gennemse alle viser og historier som bestemmes til at sælges på Københavns gader, eller at bringes omkring på landet af bissekræmmere. Og at intet blad af dette slags måtte falbydes, med mindre det var forsynet med censorernes godkendelse. Det blev så politiets sag at påse at intet blev falbudt, hverken i København eller i provinserne uden det, som var forsynet med den omtalte godkendelse.
At censuren i øvrigt ikke blot måtte strække sig til at forhindre cirkulationen blandt almuen af sådanne blade, som sigter til at opvække ringeagt for regering og sædelighed, men også til alt hvad der på nogen måde kan bidrage til at nære overtroen eller fordærve almuens smag, er let at indse. Men hvad det angår at almuen ville være uvillig til at anskaffe sig disse nye og bedre varer i stedet for de gamle og dårligere, så falder denne indvending bort, når man kender bondekarlens og bondepigens lyst til at købe viser. Nu anvender de mangen en 2 () på en slet vise, enten fordi alt hvad der falbydes dem er slet, eller fordi de besidder for lidt dømmekraft til at kunne gøre et rigtigt valg. Ja de har jo i almindelighed ikke læst andet end titlen inden bissekræmmeren er ude af huset.Altså kan man være temmelig sikker på, at det nyttige også vil finde købere. Herom overbevises man endnu mere, da man hører at nogle af vore gode digteres sange allerede synges af almuen, og der er grund til at tro at flere ville komme i cirkulation, når man ikke længere kan skaffe de slette. Det ville måske også være godt, hvis kun visse privilegerede personer havde tilladelse til at gå omkring og sælge vise, og kun når disse bidrager til at bringe nyttige blade i omløb blandt almuen. Hvor agtværdige blev de da ikke, i stedet for som nu hvor de er at anse som skadelige borgere i staten.
Peter Thonboe
Præst Nyborg
(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, 4. september 1802, s.3634-3639)
Imidlertid vil gode hensigt dog nok kun være nået halvt, så længe der ikke sørges for at klinten ikke skal blive sået blandt hveden. Godt nok har man grund til at tro, at kun det som er nyttigt og hensigtsmæssigt får plads i almuebogsamllingerne. Men med det er det endnu ikke forebygget at skadelige skrifter kommer i almuens hænder. Hvem ved ikke hvor begærligt den griber efter de usle ridderhistorier og eventyr som sælges i mange boglader, og hvoraf der hele tiden trykkes nye oplag. Efter de flane gadeviser som efter i nogen tid at have vandret omkring i hovedstadens gader, af landsoldaterne og bissekræmmere bringes rundt omkring i de landlige hytter, efter de dårlige bondepraktiker og terningsbøger, som i den enfoldiges hånd bliver en skadelig næring for uvidenhed og overtro.
Den skade som sådanne flyveblade anrettet, er større end man i almindelighed tror. For selv om de måske ikke direkte angriber kristendom og dyd og sædelighed, så skader de dog indirekte. Enten fordi de ikke indeholder noget nyttigt og lærerigt, eller fordi de undertrykker smagen for det bedre. Skal altså den tilsigtede gode hensigt med almueskolernes forbedring og lånebibliotekernes oprettelse blive fuldstændig opnået, så er det uden tvivl nødvendigt at man søger så vidt muligt at sende disse for almuen skadelige blade ud af cirkulation. De virksomme midler hertil er efter mine tanker: At Landhusholdningsselskabet og andre patriotiske selskaber opmuntrer duelige mænd til offentligt at udgive lærerige og lystige viser, som kan sælges for en meget billig pris, og hvis titler indbyder til at købe dem. Når disse viser og sange så blev bekendtgjort i de offentlige tidender, ville der vist findes adskillige oplysningens venner, som købte en del eksemplarer til uddeling i deres omgangskreds.
Men vanskeligere ville det vist nok blive at forhindre, at det slette ikke således som hidtil skal udbrede sig og kvæle smagen for det sande og nyttige. Vel er der i forordningen af 27. september 1799 befalet at bogtrykkeren skal tilstille politimesteren et eksemplar af alle aviser, journaler og periodiske blade såvel som af ethvert skrift, som ikke udgør mere end 24 ark, før sådanne uddeles og sælges til andre etc. Men unægteligt er det dog at meget kan være skadeligt for almuen, selv om det ikke indeholder noget strafværdigt efter ovenmeldte kongelige anordning. Det ville måske derfor være gavnligt om regeringen udnævnte en eller flere, til dette arbejde skikkede mænd, til at gennemse alle viser og historier som bestemmes til at sælges på Københavns gader, eller at bringes omkring på landet af bissekræmmere. Og at intet blad af dette slags måtte falbydes, med mindre det var forsynet med censorernes godkendelse. Det blev så politiets sag at påse at intet blev falbudt, hverken i København eller i provinserne uden det, som var forsynet med den omtalte godkendelse.
At censuren i øvrigt ikke blot måtte strække sig til at forhindre cirkulationen blandt almuen af sådanne blade, som sigter til at opvække ringeagt for regering og sædelighed, men også til alt hvad der på nogen måde kan bidrage til at nære overtroen eller fordærve almuens smag, er let at indse. Men hvad det angår at almuen ville være uvillig til at anskaffe sig disse nye og bedre varer i stedet for de gamle og dårligere, så falder denne indvending bort, når man kender bondekarlens og bondepigens lyst til at købe viser. Nu anvender de mangen en 2 () på en slet vise, enten fordi alt hvad der falbydes dem er slet, eller fordi de besidder for lidt dømmekraft til at kunne gøre et rigtigt valg. Ja de har jo i almindelighed ikke læst andet end titlen inden bissekræmmeren er ude af huset.Altså kan man være temmelig sikker på, at det nyttige også vil finde købere. Herom overbevises man endnu mere, da man hører at nogle af vore gode digteres sange allerede synges af almuen, og der er grund til at tro at flere ville komme i cirkulation, når man ikke længere kan skaffe de slette. Det ville måske også være godt, hvis kun visse privilegerede personer havde tilladelse til at gå omkring og sælge vise, og kun når disse bidrager til at bringe nyttige blade i omløb blandt almuen. Hvor agtværdige blev de da ikke, i stedet for som nu hvor de er at anse som skadelige borgere i staten.
Peter Thonboe
Præst Nyborg
(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, 4. september 1802, s.3634-3639)
