Uordener.

3) I Kancelligården er på den ene trappe indrettet et stenkar til at lade vandet i. Så nyttigt dette er, så meget måtte man ønske at det havde været således sat at man bedre end nu lader sig gøre, på engang kunne fyldestgøre naturens og blufærdighedens bud.

4) I denne sommer i de hede dage var en tid en stærk stank i Kancelligården af vandhusene. Denne tror man både burde og kunne undgås, samt at det sidste vil opnås når der på disse huse opførtes trækrør til en del alens højde over taget. Natførerne eller deres laug bør man ikke formode tør byde kancelliet så utætte vogne som dem gaderne desværre viser at borgerhuse må tage til takke med.

8) Langt ude i Adelgade omtrent nr. 51 og 52 ser man næsten hver aften når det mørknes, en del soldater flokkes og lokke folk sammen, når det sigende t de skal slås med matroserne, men rimeligvis for at stjæle.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 229, 11. september 1802, s.3661)

Uordener.

Torsdag morgen kom en rejsende her til byen kl. halv seks om morgenen. Nær ved Børsen mødte ham en utålelig stank. Da han kom til sit logi ved Nybørs, måtte han med væmmelse erfare at det var en af Københavns Natvogn som var gået i stykker og lå der på gaden med indhold og alt, og til hans forundring blev dette liggende til afsky endnu efter kl. halv otte. Hvor længe det siden lå, kan ikke bestemmes. Men man tror at det respektive vognlag der betales så godt, burde efterse vognene og kassere dem, for de på sådan en måde kasserer sig selv, samt at laget ved enhver sådan hændelse burde betale en klækkelig mulkt til de fattige.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, [4 September 1802], s. 3644-3645)

Til Generalvejkommissionen.

Sidealleerne ved portvejen til Nørre- og Vesterbro, dog især de sidste, er således forandrede, for man vil næppe kunne kalde det forbedrede, at gangen ved det meget løse sand det ene sted og de store stenbrokker det andet, er gjort ubehagelig og udmattende.

Da man nu i Frederiksberg Have ser grusveje anlagt og udført på så fortræffelig en måde at ingen vil undslå sig ved at anse dem for mønstre, og publikum nægtelig var overmåde vel tjent med at den herved fulgte arbejdsmåde også blev anvendt her, så er man alt for vel overbevist om generalkommissionens veltænkende (for man tror at den har påtaget sig imod betaling af magistraten at holde disse alleer med videre vedlige) til at tro at den vil fornærmes hvis man foreslog den at anmode oberhofmarskallen under hvis bestyrelse man formoder haven anlagt, at meddele den sin fremgangsmåde til afbenyttelse.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, [4 September 1802], s. 3642-3643)

Bøn til Brolægningens Foresatte.

Det var ønskeligt om brolægningskommissionen ville vise hensyn til Sølvgade hvor man i mulm og mørke er færdig at brække arme og ben, og hvor dog flere tusinder daglig må hugge sig igennem. Om hele gaden ikke kan omlægges, mon da ikke i det mindste kunne vente et fortov ad den ene side af gaden før vinterens komme. Tillige ønskede man at de lygter som er anbragt i samme gade på Kongens Haves mur måtte fordeles på den anden side, da den yderst dårlige broo og urenligheden lands med muren gør at de brænder der til ingen nytte. Ved at opfylde dette rimelige ønske, ville man uendelig forbinde sig de 4 regimenter som ligger i kasernerne.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, [4 September 1802], s. 3640-3641)

Om Gadeviser og Historier for Almuen

Når man tager i betragtning hvor meget overtro og uvidenhed skader moralen, så bør man glæde sig over, at der i vores tidsalder både fra regeringens side, såvel som af private mænd, gøres så meget for at udbrede oplysning blandt den klasse af byens borgere, som så meget behøver den. Ved almueskolernes forbedring vil overtroens rige bringes inden for snævrere grænser. Især hvis den tid engang kommer at alle skoleembeder på landet besættes med mænd, der har nydt en hensigtsmæssig dannelse, og er i stand til at lære de unge at tænke selv og ikke antage alt på en andens autoritet. De bogsamlinger som flere steder i begge rigerne er oprettet til brug for almuen, og Landhusholdningsselskabets patrotiske iver for at opmuntre flere til at anlægge lignende lånebiblioteker, spår os også lysere udsigter for fremtiden hvad angår almuens oplysning.

Imidlertid vil gode hensigt dog nok kun være nået halvt, så længe der ikke sørges for at klinten ikke skal blive sået blandt hveden. Godt nok har man grund til at tro, at kun det som er nyttigt og hensigtsmæssigt får plads i almuebogsamllingerne. Men med det er det endnu ikke forebygget at skadelige skrifter kommer i almuens hænder. Hvem ved ikke hvor begærligt den griber efter de usle ridderhistorier og eventyr som sælges i mange boglader, og hvoraf der hele tiden trykkes nye oplag. Efter de flane gadeviser som efter i nogen tid at have vandret omkring i hovedstadens gader, af landsoldaterne og bissekræmmere bringes rundt omkring i de landlige hytter, efter de dårlige bondepraktiker og terningsbøger, som i den enfoldiges hånd bliver en skadelig næring for uvidenhed og overtro. 

Den skade som sådanne flyveblade anrettet, er større end man i almindelighed tror. For selv om de måske ikke direkte angriber kristendom og dyd og sædelighed, så skader de dog indirekte. Enten fordi de ikke indeholder noget nyttigt og lærerigt, eller fordi de undertrykker smagen for det bedre. Skal altså den tilsigtede gode hensigt med almueskolernes forbedring og lånebibliotekernes oprettelse blive fuldstændig opnået, så er det uden tvivl nødvendigt at man søger så vidt muligt at sende disse for almuen skadelige  blade ud af cirkulation. De virksomme midler hertil er efter mine tanker: At Landhusholdningsselskabet og andre patriotiske selskaber opmuntrer duelige mænd til offentligt at udgive lærerige og lystige viser, som kan sælges for en meget billig pris, og hvis titler indbyder til at købe dem. Når disse viser og sange så blev bekendtgjort i de offentlige tidender, ville der vist findes adskillige oplysningens venner, som købte en del eksemplarer til uddeling i deres omgangskreds. 

Men vanskeligere ville det vist nok blive at forhindre, at det slette ikke således som hidtil skal udbrede sig og kvæle smagen for det sande og nyttige. Vel er der i forordningen af 27. september 1799 befalet at bogtrykkeren skal tilstille politimesteren et eksemplar af alle aviser, journaler og periodiske blade såvel som af ethvert skrift, som ikke udgør mere end 24 ark, før sådanne uddeles og sælges til andre etc. Men unægteligt er det dog at meget kan være skadeligt for almuen, selv om det ikke indeholder noget strafværdigt efter ovenmeldte kongelige anordning. Det ville måske derfor være gavnligt om regeringen udnævnte en eller flere, til dette arbejde skikkede mænd, til at gennemse alle viser og historier som bestemmes til at sælges på Københavns gader, eller at bringes omkring på landet af bissekræmmere. Og at intet blad af dette slags måtte falbydes, med mindre det var forsynet med censorernes godkendelse. Det blev så politiets sag at påse at intet blev falbudt, hverken i København eller i provinserne uden det, som var forsynet med den omtalte godkendelse. 

At censuren i øvrigt ikke blot måtte strække sig til at forhindre cirkulationen blandt almuen af sådanne blade, som sigter til at opvække ringeagt for regering og sædelighed, men også til alt hvad der på nogen måde kan bidrage til at nære overtroen eller fordærve almuens smag, er let at indse. Men hvad det angår at almuen ville være uvillig til at anskaffe sig disse nye og bedre varer i stedet for de gamle og dårligere, så falder denne indvending bort, når man kender bondekarlens og bondepigens lyst til at købe viser. Nu anvender de mangen en 2 () på en slet vise, enten fordi alt hvad der falbydes dem er slet, eller fordi de besidder for lidt dømmekraft til at kunne gøre et rigtigt valg. Ja de har jo i almindelighed ikke læst andet end titlen inden bissekræmmeren er ude af huset.Altså kan man være temmelig sikker på, at det nyttige også vil finde købere. Herom overbevises man endnu mere, da man hører at nogle af vore gode digteres sange allerede synges af almuen, og der er grund til at tro at flere ville komme i cirkulation, når man ikke længere kan skaffe de slette. Det ville måske også være godt, hvis kun visse privilegerede personer havde tilladelse til at gå omkring og sælge vise, og kun når disse bidrager til at bringe nyttige blade i omløb blandt almuen. Hvor agtværdige blev de da ikke, i stedet for som nu hvor de er at anse som skadelige borgere i staten.

Peter Thonboe
Præst  Nyborg

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, 4. september 1802, s.3634-3639)