22 oktober 2014

Bekendtgørelse

Den velklædte person der i forrige uge i Gothersgade begik den nedrighed bagfra at give en jøde der var ved at ordne en almindelig forretning, et kraftigt slag i ryggen, advares om at man kender ham og har vidner på hans lumpne handling. Vel vil man denne gang ikke røre mere ved sagen, da hændelsen hjalp ham fra at blive bragt for politiet. Men hvis en sådan ondskabsfuld kådhed igen begås af vedkommende, skal denne sag atter blive taget op og kræves straffet efter lovens strengeste straf.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 239, 20. november 1802, s. 3821-3822)

Om Tiggerbørn i Helsingør

I en del år har man ikke set omløbende tiggerbørn på Strandvejen i Helsingør belemre byens indbyggere og fremmede skippere. Men dette onde truer nu igen med at indfinde sig, og man gør derfor opmærksom på de 4 til 5 børn der tigger på visse tider af dagen og er temmelig velinformerede om hvem de bør krybe i skjul for.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 238, 13. november 1802, s. 3802)

Det er helt umuligt i dag at forestille sig tiggerbørn på Strandvejen ved Helsingør. Men det var heromkring de var. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Til Forpagteren af grønne Have glaciet eller det til Fæstningen Kronborg liggende Jorder i Helsingør

Det har skabt forundring hos mange at De så nær byen, lige før Stengade og i nabolaget til de der boende respektable mænd, har anlagt et reservoir, eller en gødningsbeholder med stinkende urenligheder. Når vinden står mod byen forpester det luften, og til alle tider må de spadserende ækles. Den ene grøfts magasin er godt tildækket, men en mængde andet ligger udækket, og om De vedbliver med at samle mere der, sikke dog en ubehag det vil være især for naboerne når det skal køres bort. Og hvis det er tilfældet, hvad rettighed de end har til sådan et samlingssted, vil man formode, og dertil bede, at De ville lade det køre bort om natten.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 238, 13. november 1802, s. 3801-3802)

Området Grønnehave betegner i dag stykket vest for Kronborg. Efter beskrivelsen er det omtalte Grønnehave dog nok snarere der hvor værftet ligger. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

To Ord om Rosenborg-Have.

Kongens Have har efterhånden lidt betydelige afkortninger, tab på sine behageligheder i de sidste 16 år. Den dejlige plæne foran hin tids orangerihuse og et stort stykke af de herlige sidealleer. Haveparter som for længe siden er blevet indhegnet til militære øvelser. Dertil kommer i de sidste tider bortskæringen af betydelige gange og pladser til anlægget af den nye gade.

- At der i disse indretninger er blevet virkelig sigtet til statens tarv og byens bekvemmeligheder, derom har man fuldeste overbevisning. Men imidlertid føler dog hovedstaden et længselsfuldt afsavn ved at se sin skønneste prydelse, sit sundeste vederkvægelsessted, så lidt svare til hin nydelige forfatning, hvori dens aldrende indvånere minder sig det for nogle og tredive år siden. Vel var kortererne omkring springvandet dengang indringede med stakitværk gennem hvilket de små børn nysgerrigt tittede ind til disse forbudte steder hvor vore dages unge generation nu kan spøge i frihed. Men denne indhegning gav med alt det haven et vist højtideligt udseende når man kastede øjet ind til de duse af gale træer beskyggede alleer, hvorigennem det lille gotiske rundrammede, stenlysthus bævede sig medoldtidens ærværdighed, mens springvandet raslede i sine stråler, og nattergalens toneslag hentryllede spadseregængerne i de blide sommeraftener. 

- Jeg mindes det ret godt. Det er nu tolv år siden den sidste nattergal slog i Kongens Have. tjynkede vemodigt sin afskedssang. - Den blide, rolige, indhæftning fratog altså ikke haven noget af sin ynde og skønhed, kun spadserefriheden led derunder. Den dejlige, melankolske, grannegang er derimod i de sidste tider uden nødvendighed, og til de spadserende tvang, blevet hegnet ganske ind, med samt dens omliggende vildnisser. I begyndelsen lod det som man ville danne blosterkvarterer af disse indelukker. Men som tiden viser, begynder man nu at belægge dem med mistbede, henad den vakre kavalergangs ene side. En indretning som vist nok vidner om opsynsmændenes vindskibelighed og omhu for havens frugtbarhed. Men dens andet, ikke mindre væsentlige øjemed, indbyggernes forfriskning og forlystelse, viger derved betydeligt af. -Således er Kongens Have nu på alle kanter omgærdet og belemret med de grimmeste, rådneste, stankmøddinger, møgbed på møgbed, hvilke især om vinteren efter en varm dag (når alt det skarn og dræk dunster ud) gør haven til det fæleste, usundeste spadserested *). Og hvor meget forpestes ikke byens atmosfære ved en sådan opdynget strækning af forfulet renovationsskarn inden for sine volde. Uagtet man ellers er så omhyggelig for at køre al anden uhumskhed ud på fri mark som snarest, ja vi krymper os ved kirkegårdene, hvor ligene dog graves så dyb ned. 

Der er vel intet spørgsmål om at byen jo ville vinde betydeligt i zir og sund luft, dersom alle disse mistbænke blev afskaffede, og deres plads som for nuværende tid udgør meget over halvdelen af haven, indrettedes til alleer og andre skønne anlæg. Derved vandt haven igen hvad den havde tabt af sit fladerum. - Herimod kan gøres den betydelig indvending. Ved mistbænkenes dyrkning indbringes en del hvilket da ville savnes. Til det svares: Når haven fik den skønne og sunde indretning (det stykke som ligger på den anden side af kanalen, i Sølvgade, måtte føjes til) så kunne sikkert en eller flere restauratører stå sig godt ved at betale en klækkelig afgift for stader eller sommerboliger i haven. Og denne indtægt måtte da anvendes til at købe jord for, til de inddragne mistbænkes anlæg uden for byen. Gik dette ikke an, så lader man enhver voksen spadserende betale en skilling ved indgangen til samme anvendelse. Dermed blev ydermere vundet at den rå almue som nu (et ubehageligt syn på et høvisk spadserested) slænger sig omkring i haven i sine besølede og tilrakkede klæder, kom sjældnere og opførte sig des anstændigere. Soldater og matroser i ordentlig mondur ** 

Blev dette forslag eller noget lignende fuldført, da ville nok haven kaste lige så eget af sig som nu. Hvilket den også burde. For det er ingen sag at gøre projekter hvorved enten regeringen eller private folk, klippes på sine indkomster.

Odin Wolff. Dr.

*) Vel har Kongens Have fra sin første fremkomst af under Christian den Fjerde efter gammeldags huslig maner været indrettet som køkkenhave. Men dels lå haven på den tid et stykke uden for byen, dels er der en stor forskel på veldyrkede bede til tarvelige madurter, og uhumske mistbænke som her nu ryger op med ådselsstank.

**) Og da burde de være fri for betaling.

(Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3784-3788)

Om det mørke Maaneskin.

Det er bekendt hvor mørkt det var sidste tirsdag og onsdag aftener. Mørket blev endnu mere forøget ved den stærke regn som faldt, især den første aften. Gik man på de smalle og ujævne fortove, havde man ikke alene den skæbne at blive overøst og gennemblødt af det fra tage  og tagrender nedstyrtende vand, men risikerede endog af en stærkere gående at blive nedstyrtet i de dybe rendestene eller henkastet på de græsselige afvisere. Gik man midt på gaderne, måtte man ikke alene pjaske i vand og snavs, og derved udsætte helbred og klæder for fordærvelse, men var endog udsat hver øjeblik for at blive kørt over af de mange kareter, hvoraf gaderne i sådant vejr og føre bliver gennemkrydset. Den evige bulder gjorde det umuligt at skelne om de var nær ved, hvorfra de kom eller hvor de agtede sig hen. Kuskene skyndte sig at køre og kunne ikke se. Kort sagt, enhver af de mange ude havde uopsættelige ærinder til kl. 8 var udsat for den største frygt og de gyseligste farer. Iblandt de uheldige som i disse 2 aftener var stedt i denne vånde, var jeg og en del af mine bekendte fra landet. Vi slap dog alle med hele lemmer. Kun en af os faldt over et rendestensbræt, idet han ville hytte sig for overkørsel, og forslog sit ene knæ således at han nu ligger under doktors hånd. Og gid han dog var den eneste som i disse aftener kom til ulykke! Vægterne blev spurgt om der ikke i København blev tændt lygter i et sådant vejr og mørke, men disse gjorde kun nar af os ved at forsikre at det var første kvarter og måneskin! Lygterne skulle nok live tændt når tid var.

Både for tidens og kostbarhedens skyld skynder landsbyfolk sig hjem så snart de har forrettet deres æreinder. Sjældent ønsker de at blive længere i København end en nat, og de må da oftest bruge aftenen med for at udrette deres ting. I håb om at kunne finde hjem igen til logier, vandrer de ud. Men hvor meget vover de og andre ikke i aftener som disse. Det var derfor ønskeligt, enten at Københavns lygter blev tændt hver aften når det behøvedes, eller også at det i Adresseavisen og andre tidender blev bekendtgjort når der var måneskin i København, så at alle vedkommende kunne rette deres lejlighed derefter
Lassen
Fra Odsherred.

(Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784)