Bøn til de Ansvarlige om Skildvagter på Lappen i Helsingør:

Det er velkendt at mange svenske både ankommer til og afsejler fra det sted som kaldes Lappen ved Helsingør. Så det er da besynderligt at der ingen vagtposter er ansat til at kunne påse om de mange ankommende rejsende er forsynet med pas, anholde og opbringe løsgængere, tiggere og alle mistænkelige personer. Nogle kommer måske udelukkende for at stjæle og efter at have udøvet deres håndværk, vender de uhindret samme vej tilbage. Disse burde også anholde alle mistænkelige personer som uden pas forsøger ad denne vej at snige sig ud af landet.

Ingen egn er så fyldt med skåninger og skånske fruentimmer som Helsingør og egnen deromkring. Og disse forleder mange til rømning, for hvem som kun ønsker dette, vil ved at gøre bekendtskab med disse fremmede, finde vejen til at bortsnige sig ganske mageligt. De der ansatte toldbetjente kunne vel påse at konsumption og told bliver betalt af de dertil bragte svenske varer. Men de er ikke ansatte til at kræve pas eller til at anholde og opbringe hertilkommende eller herfra sig bortsnigende mistænkelige personer. Det ville derfor være meget nyttigt og det mere end i en henseende, om 2 vagtposter blev ansat der, forsynet med behørig ordre til at anholde sådanne personer, og påse at ikke tiggere, som let bliver tyve, indsniger sig her, men straks blev tilbagevist.

En sådan uordentlig passage har godt nok også før fundet sted ved strandkanten af Snekkersten. Men den der ansatte strandkontrollørs strenge opsyn med og virksomme ransagen efter sådanne mistænkelige mennesker er nok den største årsag til at man ikke mere eller kun sjældent vover det der. For sin utrættelige årvågenhed også i den henseende fortjener han virkelig sine medborgeres tak.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3862-3863)

Stranden syd for Snekkersten Havn. Her var det dog lykkedes for strandkontrollørerne at forhindre mistænkelige personer i at gå i land. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 245, 1. januar 1803, s. 3910-3912.

Til forsvar for gadeviserne.

Hidtil er kun talt om sange, der anpriser det gode. Men hvad der er sagt om disse, må vel også gælde for de der laster de onde. Lige så meget som almuesmanden har behov for at blive gjort  opmærksom på en dyds skønhed og gavnlige følger, lige så vigtigt er det at udpensle lasten i sin afskyelighed for ham, og at vise ham dens nedværdigende og ødelæggende virkninger. Det første opnås ved sange, hvori en ved denne dyds udøvelse udmærket person besynges. Det sidste ved sange om personer der vitterligt har gjort sig skyldige i den last, man vil advare imod. Jeg ved at jeg her netop berører min modstanders hovedanke. Men jeg tør med fuld overbevisning påstå, at den der i en almuesang til skrækeksempel fremstiller en lastefuld, bevisligt lastefuld medborger, gør en lige så nyttig, retfærdig og ædel handling, som den der lovsynger den dydige. Ja det var måske endog rettere sagt, den gøre mere. For en last der stilles til frit skue, virker stærkere hos det rå menneske. Det er lettere for ham at undgå at ligne den lastefulde, end at opnå lighed med den dydiges strålende billede. Det samme gælder om dydens og lasten følger. En fyrstes belønning til den kække landsforsvarer virker mindre på den lavere klasse, end synet af en kriger, der arkebuseres for at have rømt af slaget. Den kyskes, den ædrueliges blomstrende sundhed overtaler almuesmanden mindre til kyskhed og ædruelighed, end synet af den næseløse vellystning eller den i rendestenen aglende dranker. Det er kun som skrækbilleder at de lastefulde kunne gavne deres medmennesker, som de i øvrigt skader så meget. Og skulle man ømmes ved at drage denne eneste nytte af dem? Nej, det bør man ikke.

En skamvise over en forbryder er en lige så retfærdig og nyttig ting som en skuepenge over en ædel handling. Og den by hvor fortjeneste er vis på offentlig ros, og udyd på offentlig dadel, er vist hverken den usædeligste eller den, som gode mennesker mindt skulle ønske som opholdssted.

At være angst for selv at blive genstand for en skamvise, kan vel også hos mange være en kraftig, skønt ikke en ædel, bevæggrund til at afholde sig fra laster.

Selv en vise over en sådan vildfarelse af en medborger, der har gjort en stor opsigt, fx en anset mands selvmord o. lign. kan være nyttig og lede mængdens dom til overbærenhed med den vildfarende, mens den lærer at undgå vildfarelsen.

(fortsættes)


(Politivennen. Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3857-3860)

Til det medicinske Polities Foresatte.

Hyppigt ser man i vores aviser anmeldes, i vores boglader falholdes og af publikum opkøbes en art af skrifter der lige så fuldt som rottekrudt eller andre gifte burde være forbudt at sælge da de endog er skadeligere end disse varer. Sådanne er gynæologier, anvisninger til børneavl, metoder til at kurere sig selv for disse afskyelige sygdomme der vel alle henhører under veneriske, efterretning om manddommens genoprettelse og lignende. Indsenderen tilstår rent ud at han ikke kan rime disse farlige skrifters ustraffede udbredelse med et årvågent og et samvittighedsfuldt medicinalvæsen. Eller skulle det måske ikke være skændigt at en boghandler søgte fordel ved at forføre en mængde unge ukyndige og undselige mennesker til at forsøge selvkure som enten straks eller efter en tids forløb pådrager dem den rædsomste af alle sygdomme hvorpå man desværre dagligt ser eksempler. I sandhed trænger en trykkefrihed nogensinde højlig til grænser, så er det her. Intet stridsskrift, ingen fræk politisk pamflet, intet skændskrift kan stifte så meget elendighed som et eneste af disse giftskrifter hvoraf vi allerede har så mange. Hvor utrættet dette slags forfatterskab er, ser man deraf at hr. Pelt nylig har villet hjælpe på dem der ikke har råd til at købe et så kostbart liderlighedsværk som gynæologien ved at gøre en kraftekstrakt deraf der sælges for nogle få skillinger og sikkert vil ødelægge manges uskyldighed, sundhed og lykke!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 241, [4 December 1802], s. 3849-3850)

Redacteurens Anmærkning

Der er sandsynligvis tale om den tyske læge og apoteker Christian Gottfried Flittner (1770-1828) som skrev om seksualoplysning, bl.a. 20-bindsværket "Gynaeologie oder Das Geschlectsleben in seinem ganzen Umfange", i dansk oversættelse "Gynæologie eller over Mødom, Samleie og Ægteskab", København 1798-1802 i 13 bind.

Om Havnepladser

I slutningen af denne sommer og i efteråret har man tydeligt sporet den største mangel her i havnen på bryggepladser for de ankomne fartøjer. Det er en gammel sag, som før har været fremsat. Man har foreslået at gøre plads andetsteds i byens vande til skibe, hertil især en velegnet plads i det store ubrugte vandstykke for enden af garnisonspladsen. Det kunne ikke alene uden at skade, men endog pryde pladsen, at forlænge den højere op omtrent til Amaliegade. Her kunne 30 til 40 fartøjer få plads. Når Christianshavns kanal uddybedes og snurrebroen forandredes til vindebro, vilde også her et lignende antal kunne lægge til. Når det blev forbudt at lægge sten på Slotspladsen ved bolværket og når pramlaugets sandkister ikke optog så store strækninger, så kunne en snes fartøjer mere ligge mellem Højbro og Holmens Bro. Det kan ikke være rigtigt, at disse sandkister både hindrer skibene og fratager de smukkeste pladser deres udsyn. Noget af det her foreslåede synes nødvendigt at måtte gøres. Det er fortrædeligt og bekosteligt ophold for de søfarende og deres redere, hvis de som nu skal nødes til at ligge 4 til 5 ved siden af hinanden, og byens folk kan dels ikke finde, dels ikke uden bøje komme til de bagest liggende. Det er sket for flere end en af indsenderens bekendte, at de ikke har kunnet finde skippere de dog vidste lå i havnen, da de havde fået brev med dem. Efter lang forgæves søgning måtte de altså opgive håbet og miste det fragtgods og de viktualier som de havde fået tilsendt.

Man håber at Magistraten, havnekommissionen og andre som det vedkommer, og som kunne udrette noget, vil gøre alt muligt for at afhjælpe et så skrigende onde.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3847-3849)

Om Bøndervognenes Opstilling ved Vestervold

(Efter indsendt)

Adskillige af Vestervolds beboere, især mellem Vestergade og Lavendelstræde, finder sig meget besværede ved den utilladelige brug som bønderne gør af gaden. På de fleste dage er det ikke muligt for en karet eller anden vogn ved middagstid at komme til husene, da bøndervognene optager hele gaden nærmest mod disse. Ja endog sommetider sætter hestene på fortovet for bedre at kunne holde opsyn med dem fra kældrene. De som altså i dårligt vejr betjener sig af kareter for at komme tørskoet til et af disse huse, får ingen glæde af det, fordi de er nødt til at stå af midt på torvet og efter megen ulejlighed liste sig gennem de tætpakkede bøndervogne. Ofte lykkes det kun efter en lang omvej. Ved denne defilering gennem vognene risikerer man desuden at blive bidt af heste. Blandt mange andre skete det for nogle dage siden for en pige på 10-12 år, som blev bidt i armen af en hest som stod bundet ved rendestenen, tæt ved indgangen af et hus. Bonden bød hende godt nok penge, men det kan nok ikke altid erstatte skaden. Det ønskes derfor at bønderne måtte forbydes at holde med deres tomme vogne på den anden side af gaden mod volden, så at der kan blive så meget plads, at en vogn kan køre forbi og holde ved fortovet.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3844-3846)