Om de svenske Strømpesælgerinder

Man kan virkelig ikke uden at blive harm se de mange svenske kvinder, der her vrimler rundt med mængder af strømper og andet bundet tøj, og løber om med det i husene trods forbud. Denne harme er så meget desto større når man betænker, at dels lider byens uldhandlere hermed et betydeligt tab, dels vores gode jyske og islandske strømpebindere, som lever af det og svarer skat. Hertil kommer, hvilket jeg tror generaltoldamtet let vil kunne erfare, at kun lidt, om noget, af dette svenske uldgods fortoldes, da det er så let langs hele kysten at bringe bylter i land, trods de mest årvågne strandbetjente. Så tør man håbe, at nogen usædvanlig kraftig forholdsregel må tages mod disse huserende, som sikkert sælger for nogle tusinde daler årligt her i byen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3885)

Videre om Kvægdøden paa Amager.

Såvel i henseende til usandheden i dette blads nr. 242 angående, den blandt mine køer opkommende svaghed, og antallet af de deraf døde, som også for så vidt at forfatteren derved gør publikum opmærksom på mit urigtige forhold, sigtende mig til fornærmelse, behager publikum eller læserne af dette blad at udsætte deres bedømmelse, indtil at jeg i et af de følgende blade omstændigt herom har meddelt pålidelig efterretning.

Imidlertid undskyldes det at jeg forbeholder mig min ret til forfatteren for såvidt at oven nævnte stykke har sigtet til offentlig forklejnelse.

Store Magleby den 16. december 1802.

Peter Gjertsen Bacher.

Lægsmand og gårdejer.

*** *** ***

Såvel om den i forrige nummer omtalte og på nogle høveder stedhavende død på Amager som om den deri påpegede svenske kælling er mig fra de pålideligste kilder lovet underretning som i nærmeste nummer skal blive bekendtgjort. Enhver der læser det ovenfor påankede vil straks finde at det kan ikke være skrevet for at fornærme Gjertsen Bacher, men for at gøre politiet på Amager opmærksom på denne kloge kone som bønderne kalder dem. Føler han sig for resten skyldig i noget, så undrer det ikke udgiveren om han atter her får en proces. For så let det er den uskyldige at tie til en virkelig fornærmelse, så naturligt er det at den skyldige skriger når han tror at han kunne være tilsigtet, om han endog ikke er det. helst hvis han kan føre proces gratis.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3882-3883)

Om Bøndervognenes Holden paa Steengaden i Helsingør ad Svingelport til.

Disse vogne holder på torvedagene, især om lørdagen, således på kryds og tværs at passagen undertiden er overmåde vanskelig. De holder lige tæt til husene, hvorved passagen ad fortovene næsten ganske fratages de gående, og ofte så langt ud på gaden at kørende har meget vanskeligt ved at komme frem, og gående ved at møde disse let stedes i fare. Ubehageligt og fortrædeligt er det, at rejsende eller kørende enten til eller fra byen, på denne almindelig og betydeligt færdselsvej skal standse i deres rejse, og som ikke sjældent er tilfældet, lade deres kuske stige af for at sætte og rykke bøndervognene til side, for at skaffe sig åbning, hvorved de også let udsætter sig for grovheder og fornærmelser. Det var derfor ønskeligt om det ellers så årvågne politi i Helsingør ville ved en fastsat bestemt orden for vognenes holden, hæve denne med grundig årsag påankede uorden, påse passagens åbning for kørende og gående, og når de ser og kunne frygte for at denne ville blive spærret, henvise de sidst ankomne og vejspærrende bønder at holde andet steds eller i det tæt ved værende brede og rummelige Fiolstræde hvor ellers hestemarked er forordnet at holdes.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3881-3882)

Usædelighed i Skrivter.

(Efter indsendt.)

I anledning af det til det medicinske politis foresatte i Politivennen nr. 241 anførte, som ikke andet end kan meget bifaldes, ønskes endog andre almuesblade at renses fra alt usædeligt. Som fx Aftenposten der i de senere tider for det øvrige er så meget forbedret, dog i nr. 95, 1802 findes besudlet med det stykke: "Præsten havde saagar giort det omsonst."

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 243, [25 December 1802], s. 3880-3881)

Til Forsvar for Gadeviserne

 Fortsat fra nr. 242

2) Den anden nytte af sange eller viser er at de tjener almuen til uskyldig tidsfordriv.

Også denne nytte er ikke ringe, og ikke ringe den skribents, den rimers (om man ikke vil kalde ham digter) fortjeneste, der på en uskyldig måde morer denne talrige del af vores medborgere. Han kan være nok så ulærd, nok så fattig på skøn smag, kun at han ikke skriver usædeligt og usandt! Denne fortjeneste er så meget desto større, som den ikke frister ved kunstdommerbifald, eller ved stormandsyndest, ved lokkende guldure fra selskaber, ved befordringer, pensioner eller ved brilliantringe fra fremmede potentater. Det er heller ikke fra den skønneste side vore digtere, vore fortællere, vore oplysere viser sig, når man efterser hvor stort et antal af læsere de arbejder for. Den underlighed, at bruge ord *) som hentes fra fremmede sprog, mens vort eget enten har eller let kunne få den af egen malm og almenfattelige, den kløe efter at gøre hentydninger på tildragelser, ved hvis bekendtskab man viser en ugemen bevandring i fortidens værker, disse fejl er ikke en eneste af vore agtede skribenter ganske fri for, og nogle af dem kunne ikke skrive en linje uden at gøre sig skyldige deri. Hæld være derfor enhver der, tilsidesættende selvkærlighedens smiger, arbejder for den mindre kyndige broder, og i jævn, fattelig, dansk, fortælling, vise eller hvad det er, giver ham smag på usanselig moro, på læsning, ved at rette sig efter hans svage, fordøjelsesevne.

3) Sange og viser gavner almuen som et middel til at vedligeholde og forøge hos dem den færdighed i at læse, som kun erhverves i vores usle danske skoler for forklaringens eller lærebogens skyld, og når denne henlægges, knap nok ville underholdes ved salmesangen om søndagen. Enhver der kender vores almue vil finde at jeg har ret i det, og sande med mig, at almuen viser, fra denne side betragtede, er af langt større nytte, end man tror, eller end de personer, der ville have vore gadeviser ganske afskaffet, efter sandsynlighed nogensinde har haft tanke om. Mange ville sikkert have været vidne til det, som flere gange er mødt indsenderen, at bønder, matroser og andre, der for lang tid siden var blevet konfirmeret, Gud ved hvordan, med jerntålmodighed har stavet sig frem i viserne, og derved efterhånden på ny lært at læse indeni.

4) Endelig bør den nytte af viser, skønt uendelig mindre end de foregående, ville ikke forbigås, at de tjener som et historisk gemmested for alle de tildragelser, der i tidens løb har spændt den offentlig opmærksomhed, og som gransken i den kommende eftertid her finder, vel ikke fremfurede i den tro sandheds simple dragt, men dog ikke anderledes tilhyllede, end at det sande jo let findes af den, der forstår at søge det. Således må vi endnu ved hjælp af vores forfædres viser slutte os til meget, som vi ellers slet ikke har efterretninger om.

Jeg venter den indvending, at hvad jeg har sagt om sangen eller visen, om det endog indrømmes, dog ikke gælder om gadeviser, og at det er dem, man egentlig angriber. Men det vil let skelnes af den upartiske, at den omstændighed at en sang råbes fal på gaderne eller ej, ikke kan forandre tingenes natur, eller gøre det skadeligt som ikke er det.

Jeg har således gendrevet min modstanders forestillinger om de så hårdt angrebne gadevisers skadelighed. Jeg har fremstillet deres nytte, efter min bedste overbevisning. Jeg opfordrer modparten til at møde med svar, eller tillige med mig at indstille sagen til doms. Jeg glæder mig allerede forud i den forsikring at denne gren af skrivningen vil værdiges høje vedkommendes nøjere betragtning, at det fra deres side stedse vil blive anset for hæderlig borgerdåd i almenfattelige, jævne, lærerige og sædelige viser at undervise og more den store hob, at Danmark, der til lykke ikke har nogen lønnet hofpoet, måske kunne blive det første land, der fik en lønnet almuepoet. Og at endelig vores gadeviser, der udgør en af vore få egenheder, aldrig må lide anden indskrænkning end den som er nødvendig til at hindre usædeligheds udbredelse.

K. Hansen

Litteratus

*) Næppe nogen nation, der ejer et dyrket sprog, bliver i denne henseende begegnet således som vor: Indskrifter i fremmede sprog, eller i en blanding af disse med landets, prunke på vore mindesmærker. Vore skribenter handler som oven er meldt, og selv vore love, vore rettergangs forhandlinger, vrimler af ord, der ikke er danske og næppe fuldkommen forstås af mere end 1/20 del af de danske.

 (Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3873-3878)