Om Kvægdøden paa Amager.

For gårdmand Bagge på Amager er nylig død en hel stald af 16 høveder. Ikke som man til trøst for landet ved, af nogen smitsom syge, men ved kvaksalveri af en svensk kælling som manden på en alt for lettroende måde havde overladt sig til. Dette kan tjene til advarsel for enhver at tage sig i agt for sådanne bedragere. Ligesom man tør håbe at den her omtalte skyldige person vil komme under vedkommende politis skarpeste opmærksomhed.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3870)

Uorden af de som går på Tegneakademiet

Det har i overmåde lang tid været en beklagelig mangel ved denne skønne stiftelse at der ikke er sørget for ordenshåndhævelse mellem lærlingene før og efter læretimerne. Da mange af lærlingene er rå, ubehøvlede og endog usædelige mennesker, så er slagsmål mellem dem almindelig. Når en ny lærling ankommer, må denne hvis han vil undgå grov og farlig medfart, give penge eller nogle visse potter brændevin til de andre. Dette fortæres da i en kælder i St. Grønnegade lige for Lille Grønnegade. Denne kælder hedder blandt dem deres kro. Man tror at ansættelse af en god håndfast sveitser eller kustos, der kunne holde orden på trapperne og i porten, ville hjælpe meget. Og man ønsker at enhver skænker havde så meget samvittighed at han ikke skænkede for drenge, da dette sikkert er en stor forbrydelse mod hele borgersamfundet.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3869-3870)

Velmeent Raad til Heste-Udlejeren i Kannikestræde No. 44.

Bekendtgørelsen i en af de senere Adresseaviser at i Store Kannikestræde nr. 44 kan gode rideheste fås til leje såvel timevis som til andre ture, tilskyndede mig til at benytte mig af det smukke vejr tirsdag den 7. for at skaffe mig denne nyttige legemsbevægelse. Uden at indlade mig i bedømmelsen af om 3 mark i timen ikke er en overdreven pris, tror jeg dog at kunne påstå at man med god grund kunne vente en nogenlunde god hest for sådan betaling. Den derimod som blev overladt til mig, var i alle henseender et værdigt pendant til Rosinante, langøret ihukommelse. Blandt dens mange ufuldkommenheder udmærkede sig især at den med største besværlighed næppe kunne flytte bagbenene. I begyndelsen holdt jeg det for uvillighed af hesten og anvendte sporer og pisk. Men jeg bemærkede snart at dette ynkværdige dyr var undskyldt. Efter at jeg derfor med sand fare havde redet ud af Vesterport, vendte jeg tilbage gennem Nørreport da dens usikre gang lod mig hvert øjeblik frygte at den skulle snuble og ved faldet lemlæste mig. Og for dette ½ times, intet mindre end behagelige spadsereridt måtte jeg betale 1 rigsdaler da jeg havde lejet den for 2 timer og betalt forud. Jeg vil derfor venskabeligst råde ejeren af denne hest at han jo før jo hellere vil lade den trække ud til natmanden og give den en velgørende kugle, da jeg (og formodentlig han selv også) er overbevist om at den er aldeles uduelig, både til at ride og køre med. I manglende fald disrekommenderer han upåtvivlelig sig meget ved oftere at udleje den. Til underretning for ejeren behøver jeg vel næppe at tilføje at hestens farve er rødbrun, da jeg til ære for ham ikke vil tro at denne klage kan føres imod hans andre heste.

J. Gram
student.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 242, [11 December 1802], s. 3867-3868)

Store Kannikestræde nr. 10, det gule hus - Admiral Gieddes Gaard.

Redacteurens Anmærkning

Store Kannikestræde 44 svarer til vore dages Store Kannikestræde 10. Det er opført i 1730’erne for studiosus Sebastian Liir og ombygget før 1748. Nu mest kendt som admiral Gieddes Gård. 

Om en Klappejagt efter løse og slette Mennesker

Erfaringen har gang på gang lært, at jo dyrere tiderne er og jo mere kostbar føden, desto mere tiltager ikke alene løsgængernes og tiggernes, men også tyvenes antal. På landet hører man allerede at der er begået mange tyverier, og hvad kan man ikke frygte når den strenge vinter sætter ind? Til at opdage og få fat på sådanne løsgængere, tiggere og skjulte tyve, ville en almindelig, men ikke kundgjort klapjagt efter disse i alle mistænkelige huse og hytter bidrage meget. I byerne kunne det ske ved politiet, men på landet, hvor en politimesters distrikt er så vidtstrakt, måtte det ske ved mænd i enhver by udnævnt af politimesteren, og sådanne som er bekendte som redelige mænd. Men for alt i verden på en og samme tid i alle byer, for ellers ville de smutte fra et sted til et andet og undgå at blive opdaget og pågrebet.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3866)

Redacteurens Anmærkning.

Tyveebander blev jævnligt omtalt i bladene, fx Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 10. april 1804:

I Omegnen ved Aalborg udøves endnu mange Tyverier, saa at Bønderne i de deromkring liggende Byer, have i en Tid af 6 Uger hver Nat maattet holde Nattepatrouiller, for at sikre deres Eiendomme ffor omstreifende Tyvebander.

De omtales stort set over hele landet. Her et eksempel fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 2. februar 1803:

Atter begynder Tyvepakket at vise sig med den forrige Dumdristighed omkring paa Landet her i Fyen. Paa Brahesminde Gods have nylig skakrende Landstrygere udtaget af en Tjenestekarls Kammer et Hængeskab, hvori var hans hele Formue, der bestod af 300 Rd., og slængt Stykkerne af Skabet paa Marken, ligeledes fra en anden Karl bestiaalet et Skab med eet Aars Løn af 40 Rd. For nogen Tid siden have de ligesaa, i en Landsbye i Nærheden af Assens, ved Nattetid bortstiaalet fra en Bonde et Sakb, som hang i hans Seng, og af samme udtaget 700 Rd. Skabet havde de siden slængt paa Marken, og en 100 Rd. Seddel, som Bonden havde sat fast paa Laaget, for ei at have den iblandt de andre Sedler, blev paa den Maade frelst fo sin Eier. - Sukkende see Landmanden saaledes daglig sin Eiendom i Fare for Tyvehaand midt i Fredens Lands, og hvor let kunde han ikke fristes til paa Stedet at nedlægge slige Afskum (da de nu engang ikke synes synderlig bekymrede for Lovenes Hævn) naar han traf dem i Gierningen.

Uorden i Frue Kirke

Første adventssøndag så man graveren på prædikestolen, straks efter at stiftspræsten som prædikede var gået ned af den. En graver på prædikestolen under gudstjeneste er et alt for profant syn.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3864)