Svar paa det i No. 245 Indrykkede om Fiskehandlerskildtet ved Gl. Strand.

Skønt torskehandler Lars Børreses bekendtgørelse i Politivennen nr. 245 under titlen: Uægte Snekkersteens Torsk intet svar fortjener, vil vi dog for at betage forfatteren den indbildning at vi ved at tie vedgik rigtigheden af hans nedskrevne, ikke undlade herved at erklære: At vi anser før nævnte torskefisker Børresens på egne og Snekkerstens torskefiskeres vegne i fornævnte Politivennen mod os gjorte beskyldning "at vi skulle føre folk baglyset ved at sælge bornholmsk torsk for Snekkerstens" for at være en åbenbar usandhed, og opfordrer ham og de flere til at godtgøre og bevise på lovbefalet måde ovenanførte mod os anlagte beskyldning. At herom af nogen er sket klage og at vi nogensinde har bornholmsk torsk til udsalg. Da Snekkerstens torsk fiskes på flere steder end ved Snekkersten, er det naturligt at der også kan fås på andre steder. At vi ikke handler direkte på Snekkersten, dertil er af torskefisker Børresen jo selv opgivet årsagen. Videre finder vi ikke fornødent at svare på denne torskebekendtgørelse, men anser samme med den fortjente foragt.

Hans Davidsen. Anders Larsen. Jens Persen. Davis Hansen
Fiskehandlere.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 247, [15 Januarii 1803], s. 3942-3943)

Mere om Kolonistbonden hr. Würz ved Krogenberg

Med sandt vemod må jeg nu meddele at den værdige og stræbsomme mand nu også er afgået ved døden til stor sorg for de efterladte 11 fader og moderløse børn. Hvor mange af disse der vil blive fuldkommen helbredt, derom kan endnu ikke med vished meldes meget.

Krogenberg den 12. januar 1803
Jørgensen 

 (Politivennen. Hefte 19. Nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938) 

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie som omfatter nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888, nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907, nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934 og Politivennen nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938

Bøn til det udenbys Politi

Man ville ønske at det udenbys politi ville anbefale Farimagsvej fra Vesterbro, om forbi Trommesalen og St. Jørgens Sø, indhegnet med et stakit til begge sider. Farligheden af en uindhegnet vej på den bratte brinke af en sø, og af de dybe grøfter på den anden side ved haverne og ved Trommesadlen er indlysende nok, så meget desto mere som det for ikke længe siden bekendtgjordes at en mand var omkommet i grøften ved Trommesalen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934)

Forestilling om tvende lysende Lygter paa Helsingørs Toldbodbro.

Da skippere som kommer i land og undertiden sent, ikke altid kan blive ekspederet straks eller forsynet med de mest nødvendige fornødenheder så hastigt at de kan benytte sig af dagslyset til igen at gå ombord, så udsættes de i mørke aftner når de er ubekendte og endnu mere om de efter en lang sørejse har kvæget sig lidt over nødtørst i glad vennelag, for den fare når de skal stige i deres både, at falde i vandet og da når ingen hjælp straks er for hånden at omkomme. 

Eksemplet haves for nylig den 29. i forrige måned da en skipper Møller fra Lübeck på sådan måde satte livet til og skal efterlade sig kone med 5 børn. Til forebyggelse af sådan fare eller i det mindste til nogen slags sikkerhed, ville de brændende lygter, en ved  Blokken og den anden henad kranen til, uden mindste tvivl have sand væsentlig nytte. 

Menneskeligheden ønsker det, og om man ikke straks skulle vide at udrede udgiften dertil, ville næppe nogen skipper når det blev foreslået og bestemt, undslå sig for at give 2 skilling dansk til en så ønskelig og meget nyttig brug. Det må ellers anmærkes at skipperen benyttede sig af sin egen lille bergensjolle bemandet med en matros og en dreng. Drengen stod i land, men matrosen var i båden. Og da han ville gribe efter skipperen, kæntrede jollen, matrosen faldt med i, men reddede sig. På anskrig om hjælp og lys, blev skipperen omtrent efter 20 minutters forløb fundet som død og blev uagtet alle anvendte redningsmidler - død!

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 246, [8 Januarii 1803], s. 3926-3928)

Havet ud for Helsingør Havn er i dag stadig et travlt forvand. Det var det også på Politivennens tid. Der gennemsejlede ofte konvojer på flere hundrede skibe på vej ind eller ud af Østersøen. Kronborg anes midt i billedet. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Til vores kyndige Læger

For en stor dels vedkommende må det tilskrives vores gode og duelige lægers råd og advarsel, at vore skønne ikke her så meget som andre steder skader deres sundhed ved sminke, snøreliv eller lignende. Kunne man ikke forvente at de på samme fornuftige måde gør dem opmærksom på at det er skadeligt ofte at bide på sine læber. Man må virkelig bedrøves, når man på komedien eller i andre offentlige forsamlinger ser hvorledes de kære damer hvert øjeblik trækker snart den øverste, snart den underste læbe ind under tænderne. Vane kan en så almindelig udbredt lade ikke undskyldes med. Dersom jeg skrev dette til danske tilskuer ville jeg bede ham udvikle det usmukke i dette lille koketteri, da hele ansigtet vansires for at få læberne lidt mere røde. Lægerne derimod ville fortælle dem, at just denne måde at gøre læberne røde på, betager den smukke rødme, at de ved at vædes idelig bliver udsatte for at sprække, og at man endog har eksempel på, at dette tyggeri har lagt grunden til kræft og til knuder på læberne.

(Politivennen.. Hefte 19. Nr. 246, 8. januar 1803, s. 3924-3925)