Forslag i Tilfælde af Vandmangel

Beboerne på den nordlige side af Ulfeldtsplads har i flere uger ingen vand haft. Der er blevet gravet på forskellige steder, men årsagen til manglen skal endnu ikke være fundet. I tilfælde af ildebrand ville man være i stor forlegenhed. Det var ønskeligt og nyttigt så længe denne mangel står på at der var nogle kar eller tønder som der er mange af i byen, blev opstillet på pladsen, for dog i tilfælde at have et redningsmiddel ved hånden, da der især ved nattetid kan gå lang tid inden hjælp kan fås andre steder fra.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4047-4048)

Spørgsmål til Vandvæsnets Foresatte

Hvad er årsagen til at København, Christianshavn og Vesterbro så ofte lider af mangel på vand fra Peblingesøen og St. Jørgens Sø, selv om man daglig ser nogle tusinde tønder fersk vand løbe ud til ingen nytte i den brede grøft på Vesterbro, der går mellem gårdene nr. 12 og 13. Det var et ønske, at de ansvarlige venligst ville efterse samme, for i tilfælde af et brud at kunne forebygge vandmangel.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4045-4046)

Kulsvieruskik

(Efter indsendt)

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er nok så bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 253, 26. februar 1803, s. 4031-4032)

"Det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften." (Kongevejen ved Damhuset i Lyngby, 2016. Kulsviervejen forløber ca 1 km længere østpå. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Urigtige Forestillinger i Offentligheden om Forsørgelsesforstandernes Embede ved Fattigvæsnet

Uagtet det i den kongelige approberede plan for fattigvæsenet her i byen nok så meget er gjort klart hvad forsørgelsesforstanderens embede består i, og hvad de forestiller samt hvilke pligter de har, sker det alligevel oftere end man skulle tro, at endog mænd hvis stillinger i staten er af den slags at de måtte formodes at vide hvad disse forsørgelsesforstandere er, har urigtige forestillinger om dem. Således er der fx engang sendt bud til en forsørgelsesforstander om straks at indfinde sig hos en sådan mand, for at arrestere en omløbede tiggerkone, som dagligt overrendte hans bopæl og tryglede. Hvorved han øjensynligt forvekslede forsørgelsesforstandere med fattigfogeder, hvis embede det egentligt er at opdage og anholde tiggere på gader og stræder.

Adskillige indbyggere har ligeledes spurgt forstandere der indfinder sig for at indsamle kollekten, om hvor meget de får i årlig løn? Og lod til at blive meget forundrede når de fik at vide, at man påtog sig denne umage gratis, ligesom de troede at man ikke kunne gøre noget kun af kristen medlidenhed, uden hensyn til egen fordel. Men det anstødeligste og værd at opholde sig ved, er følgende: At en forstander der gik omkring i sit distrikt for at indkassere den sædvanlige kollekt, efter at være blevet spurgt et sted om både det ene og det andet, dels fattigvæsenet uvedkommende, dels uvedkommende ting, i det han var i færd med at forlade det værelse hvor man havde været, overhørte manden i huset inderligt sagde til nogle omstående personer: Ja dette er også et embede!

Måske var det derfor til publikums nytte, at forklare hvad en fattigforstander er: En fattigforstander ofrer en betydelig del af sin tid for at kende, vejlede, råde de fattige i hans distrikt, for at indsamle frivillige gaver til dem. En mand, der ufortrøden går til armoden i dens små, mørke tilrøgede, usunde, ofte til ækelhed urene vråer. Der tålmodig bærer de fattiges overhæng, og hører på deres alt for ofte usande og ufornuftige klage. En mand der lige så ofte behandles uartigt af givere, som anklages for partiskhed og hårdhed af tagere. Og som tåler alt dette, blot for at gavne det almindelige og fortjene de skønsomme medborgeres agt.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4025-4027)

Redacteurens Anmærkning

Københavns fattigforsørgelse 1799-1857 var Fattigvæsenets ansvar. Formålet var at forhindre at nogen skulle lide nød, man skulle opsøge de trængende hvor de ikke selv gjorde opmærksom på sig selv, afhjælpe arbejdsløshed og yde hjælp i forhold til hvad man trængte til. 

Fattigvæsenet blev ledet af en direktion (undtaget var mosaisk trossamfund og den fransk reformerte kirke) med 24 medlemmer. Den var delt i 5 kommissioner (for forsørgelse, industri, skolevæsen, sygepleje og Fattigvæsenets politi).

København var inddelt i 12 hoveddistrikter, som igen var underdelt i forstanderdistrikter i forhold til antallet af fattige. Forstanderne førte personligt tilsyn med de fattige og skulle holde sig ajour med samtlige trængende i distriktet.

I år 1800 var der 130 forstandere og ca. 230 over- og underbetjente. Hurtigt fandt man dog ud af at systemet var for ufleksibelt og forsøgte i 1815 at forenkle det til en administrerende direktion på 3 medlemmer. 

En stor mangel ved ordningen var at medarbejderne var ulønnede, og for at tvinge folk til at melde sig lev der i 1810 udstedt respkript om at hvis man vægrede sig ved at være fattigforstander ville man være uberettiget til at fortsætte den borgerlige ernæring og risikere tab af borgerskabet og mulkt.

Fattigvæsenet stod bl.a. for Almindeligt Hospital, Skt. Hans Hospital (fra 1816 ved Roskilde), Søbadeanstalt (1811) til folk med hudsygdome, Ladegården mm.

Fattigvæsenet håndterede på denne måde mindst 8.000 personer, i 1807 9.000 personer og i 1808 10.000 personer.

Finansieringen haltede efter behovet. Forskellige tiltag skulle råde bnod på det, bl.a. fattigskatten af 1812.  Men fattigvæsenet skyldte helt indtil 1870 penge til staten. I 1857 overgik Fattigvæsenet så til Magaistraten.  men da var Politivennen forlængst gået ind.

Til hr. C. Hambro af den jødiske Nation for hans modige Handling ved Komediehuset, Onsdag d. 9. febr.

En ærbødig tak til ovennævnte hr. C. Hambroe for hans menneskekærlighed og uforfærdede mod, til at angribe en matros eller håndværker ved Holmen og lade ham arrestere. Han var særdeles ondskabsfuld mod en fattig arbejdsmand, som på lovlig vis skulle hente 3 stk. pladslogebilletter til en mand han har arbejdet for i nogle og tyve år som arbejdsmand. Først slog han hans hat af, og da manden gjorde modværge og krævede sin hat tilbage, overfaldt han ham med hug og slag. Til sidst sparkede han ham så grusomt med sin fod i det ene øje, så det lå helt ude på hans kind. I den forfatning blev han halvt døende kørt ud på Det Almindelige Hospital, men kommer nok ikke mere til at se med øjet. Denne nedrige handling havde ellers undgået straf, hvis ikke hr. C. Hambroe med uforfærdet mod og bevæget af medlidenhed over en lidende medbroder, havde angrebet og siden med politiets hjælp, ladet ovennævnte matros arrestere. På trods af en stor hob matroser omringede ham, og tog deres kammerat i forsvar, kæmpede han mod dem alle og holdt fast på forbryderen, indtil en politibetjent kom ham til hjælp.

Det var at ønske, at sådanne rivende ulve var forment at sammenrotte sig på sådanne steder, da man ellers kunne få alt for mange krøblinge i landet.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4018-4019)