Uordener.

Den 21. februar lod en mand sin kone begrave på Assistenskirkegården, og da han siden gik derud med et par gode venner, stod graven på anden dag endnu utilkastet. Han tror at dette er noget som ikke burde finde sted og soørger hvorledes lignende omgang bedst forebygges for fremtiden.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 257, 25. marts 1803, s. 4108, fejlagtigt angivet som 5008)

Forsvar for maskerader

 Til Politivennen!

Fordi Deres blad har indrykket et så heftigt angreb på maskerader, har De pålagt Dem selv den forpligtelse også at indrykke et ligeså bestemt forsvar for samme, med mindre De vil anses for uretfærdig.

Jeg har så mange skønne ting at sige til forsvar for den herlige og fortryllende maskerade, at jeg ikke kan svare for om jeg ikke følger den rigtige orden i fremstillingen af de store og almengavnende virkninger til hvis beskuelse jeg vekselvis henrives af min indbildningskraft. Dog jeg må begynde og begynde med:

Luksus: Denne funklende diamant i en nations kulturkrans, på hvilken bedre baggrund kan den være end maskeraden! Alle store politikere, og nylig den største af dem alle, har ydet luksus den mest uskrømtede lov. Luksus befordrer kunster, videnskaber, handel. Luksus tømmer den riges overfyldte pung til fordel for at tusinde fattige kan blive mætte. Luksus svækker den kraft der ellers ville give sig udtryk i dristige forbrydelser eller bringe sig i fare ved store heltegerninger. Luksus hærder sine dyrkere til gavn af hundrede uglimrende goder, for at erholde det største. Luksus udretter altså det samme som de mest roste dyder. Modsat de dyder der er vanskelig hårde, ikke tilgivende mod deres dyrkere, er Luksus en blid, smilende, henrykkende herskerinde. Og hvilken nation tør påstå at tilhøre Luksus, hvis den ikke har maskerader, og søgte dem med ædel entusiasme.

Nationalvelstand, patriotens kæledægge, hvor trives den ikke ved maskeraden. Den har jo skabt en fabrik for os, der nylig opstået kappes med landets ældste, der uden forstand iler til fuldkommenhed, det ædle maskemageri! Hvor mange hænder beskæftiges ikke her på den mest nyttige af alle måder i forædling af vore egne råmaterialer! Nu de øvrige industrigrene der opfostres ved maskeradens kraftige die. Vore stræders tal vokser for at skabe tusinde nye yndige dragter. Kræmmerne afsætter deres forlagte varer. Perlestikkerne deres galoner, marskandiserne deres klæder. Udlejningen af dragter og masker afgiver en ny erobret erhvervsgren, som allerede rigelig *) føder mange værdige munde. Og for at gøre ende på denne udsigt, for endnu større venter mig, hvilket Peru er ikke maskeraden for mængden af fortjente gæstgivere!

Legemsdannelse. Det er en vigtig disciplin, som pædagogen så ofte hindrer frem for at befordre, som gymnasten har så stor møje med at fremtvinge ved vovelige spring, som statsmanden og krigeren kun på besværlige måder arbejder for. Den frembringer maskerader på den letteste, behageligste og mest virksomme måde. Her har den unge hele verden i en nøddeskal (in nuce), en levende billedbog (Orbis Pictus), hvor enhver kan læse den anstand han finder skønnest. Her øves styrken i at bære kakkelovne, sukkertoppe, små bitte vindmøller, og store flæskeskinker. Dansen læres langt bedre der end af en dansemester i et halvtomt værelse. Og hvordan kunne hurtighed bedre erhverves end ved øve sig i at redde sin person i en fart, når man har sagt sådanne grovheder, som man plejer at få prygle for?

Sjælen, menneskets ædleste del, denne ubegribelige, udødelige ånd, denne guddomsstråle - hvorved kan den bedre forædles og nærme sig sit store mål, end ved maskerader? Beskuelsen, dette de nyere opdrageres højpriste vehikel for oplysning, som er kommet i stedet for vores forfædres tunge kedsommelige udenadslæren, aldrig kan den fuldere nydes end her! Forstanden beriges med kundskaber i den uberegneligste grad. Geografien læres ved at se folk fra alle landet i Sommerfelt. Deres skikke, sæder, klædedragt udgør det vigtigste af historien. Psykologien har her sit kateder. Sprogene lige til fingersproget, bringes i udøvelse. Fantasien er i bestandigt spil, og dømmekraften har altså nok at berigtige. Hvor styrkes ikke vittigheden, ved hurtige impromter på uventede tiltaler! Hvor øves ikke opfindelsen ved at udtænke antog og optøjer! Og skarpsindigheden,hvor er den ikke her på prøvestenen, for at gætte sig til personerne, for at udtænke deres hensigter med den valgte maskering. Med et ord, alle sjæleevener vinder og udvikler sig til fuldkommenhed på maskerader, og ikke mindre opammes, næres og trives på maskeraden alle dyder. Undseelse glæder sig ved den dølgende beskedne maske. Tålmodighed besidder hver den der kan udholde en hel nats maskerade og alle dens følger. Tavshed ser man de fleste maskeradegængere udøve i en underlig grad. Kyskhed lutres som i en ild. Manddom, tapperhed kan ikke sjælden få lejlighed til at vise sig. Sædelighed, anstændighed er ovenpå, for her kan en honet kone tale med en galan uden at udsætte sin ære, pigen møde og omgås sin fyr uden forargelse, manden medbringe eller finder sin bole, uden at opvække sin elskede hustrus frygtelige skinsyge.

Staten, de fattige, industrien, opdragelsen dyden, anstændigheden vinder alle uendelig ved maskeraden. Op derfor alle for at forsvare den imod dens frakke angribere! Lad dem dø af harme ved at se eder søge den med uafladelig lyst!

J. J. A. Schønberg
Kandidat på alm. Hospital

*) 25 rd. er givet i leje for engang af en husardragt

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 256, 19. marts 1803, s. 4085-4091)

Annonce for maskerade i Adresseavisen, 5. januar 1837. I Hotel d'Angleterre. Sådanne annoncer var ret almindelige, så maskeradee må have haft en del udbredelse.

Renovationsvognene.

Disse holder gerne således midt på gaden at ingen vogn kan komme forbi dem, og er så påstående ikke at rykke et par trin frem eller af vejen, endog for vogne med læs.

Således holdt for nogle dage siden en i Skindergade ved slagterboderne, lige over for Kannikestræde så man hverken kunne komme forbi den med vogn ned ad Skindergade eller ad Kannikestræde, og plads til at vende er der også for knap. Man ønskede at disse egenrådige karle kunne tilholdes at holde således at der kan være vej for andre forbi dem.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 256, 19. marts 1803, s. 4079-4080)

Om Fortogsfliser.

Så stort et fortrin København for en del år siden søgte at anskaffe sig ved tilhugne fortovsfliser, så stort et onde synes det nu tværtimod al forventning at være blevet. Stenene er hvor de har ligget for længe, alt for glatte, så at man endog hvor de ligger lige, kan glide på den. En stor mængde fliser ligger så skævt at de ingenlunde letter, men heller kunne siges at besvære fodgængeren. Ved de for nyligt lagte fliser er den fejl at de er så smalle så at man ved at ville holde sig på dem, står i fare for at falde i rendestenene.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 256, 19. marts 1803, s. 4078-4079)

Om Vægtersangen om Natten.

Det er en gammel og uendelig mange gange hørt anke at de nu brugte vægtervers ikke er passende, hverken til den almindelige oplysning og ånd, eller til tiderne selv de råbes på. På vinteraftner kl. 9 når solen næsten i 5 timer har gemt sig, at høre et menneske sig: "Nu skrider dagen under". I det fredelige Danmark hver aften at høre råbe om "Fjendens vold og knus" osv. (flere eksempler på upassenhed er overflødige) synes ikke mere at burde finde sted. 

En anden indvending mod vægternes vers er at de er for lange. Man tænker sig den syge der vækkes af den hvile som efter uendelig smertekamp endelig har besøgt de trætte øjenlåg - man tænker sig den arbejdende der under en forkortet nats få timer skal samle kræfter til følgende lange dags arbejde - man tænker sig den fremmede der første nat opskræmmes ved disse skrigerier - og man vil sikkert finde at noget bedre bør sættes i stedet for det forældede, upassende, ubehagelige.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 256, 19. marts 1803, s. 4077-4078)