Noget om den svenske Passage paa Lappen ved Helsingør.

Dette sted kunne man gerne på grund af den stærke passage med svenske både og svenske folk, give navn af et svensk færgested på den danske ø Sjælland. Der gives vel næppe nogen søkant af denne ø hvor svenske folk mere uhindret kan ankomme og bortgå, endog ved nattetider, end på dette sted. Man skulle vel tro at det var kun simple svenske bønder, fiskere osv. som her passerer frem og tilbage, nej andre smukke folk ved også at benytte sig af denne vej. Således vidste en rådmand fra Helsingborg også der, den 11. d. m. om aftenen kl. halv elleve at finde en svensk båd fra Graverne som uhindret satte ham over, muligt efter forud bestemt aftale. Om der nu havde været desertører eller andre mistænkelige personer som havde villet gøre rejsen med, da havde de kunnet gøre den ganske sikkert uden at blive tiltalt af noget menneske. At en vagt der ville have sin store nytte, er upåtvivleligt, og at ytre sådant ønske, er vel ikke forgæves eller unyttigt.

(Poltitivennen. Hefte 21. Nr. 266, 28. maj 1803, s. 4236-4237)

Uordner

1) Forleden 4. maj om aftenen blev fra et baghusvindue i Rosengården ud mod Peder Hvitfeldts Strædes baghuse affyret 2 til 3 skud med et gevær, og det sidste endog omtrent kl. 12 om natten. Omkringboende familier ønsker at denne skydeelsker for fremtiden vi være så god at lade sit skyderi, især om natten fare, og ikke forstyrre den natlige fred. Som man også ved denne lejlighed tager sig den frihed at fortælle den skytte at al skyden ved bryllup og barsel er forbudt og i strid med anordningerne.

3) Alle dem som spadserer på volden og fornøjer sig ved naturens skønne betragtning, møder et væmmeligt syn forenet med en forgiftet lugt fra det lokum som står straks ved det hus hvor de sorte opholder sig, da begge dørene på lokummet er borte.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, [14 Mai 1803], s. 4214-4215)

Kontrast paa Kongens Nytorv.

På Kongens Nytorv pryder den istandsatte statue uendelig denne skønne plads, og tak fortjener enhver der bidrog til denne zir for København. Men hvor kontrasterende er ikke den megen urenlighed af hunde, afgnavede ben og opvoksende græs som sædvanlig vansirer grunden hvorpå statuen står. Om denne grund hver morgen af en slave blev fejet, og græsset ikke fik lov til at tage overhånd, faldt kontrasten bort. Man ønsker at de ansvarlige ville anse denne anmærkning begrundet og fjerne misbruget.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. 4208)

Om Afvisere.

Lave afvisere satte vores forfædre på alle deres gader og havde deri ikke så ganske uret. Hver mand brolagte sit gade- og fortovsstykke selv, og var derfor bange for at vogne skulle komme op på det sidste, der ofte var lagt med mursten eller  med fliser. Den gang var politianordningerne mindre skarpe. Husejerne frygtede for at vogne skulle komme til at beskadige deres vinduesskodder og trapper. De satte derfor en palisade foran af forsvarlige afvisere. Den fare at falde over disse, var også dengang mindre end nu. Man gik ikke så meget ud om natten. Gik man, så skete det med en varsomhed der var nødvendig, siden lygtevæsnet enten ikke var til eller var usselt. Husfædre der på en vinkælder havde taget lidt til sig, undgik også let afviserne, da de lysedes hjem af en pige, en forsigtighed som også altid fandt sted ved besøg. 

Ganske anderledes forholder alt dette sig nu. København betaler en stor sum, og har derfor en stor mængde lygter. Skønt ulige bedre end nogen tid før, kan gadebelysningen dog nok kun af en smigrer kaldes uforbedrelig. Imidlertid er der nu ingen forskel i den hurtighed hvormed folk vandrer på gaden om nat og om dag. Og ofte, meget ofte, sker der skade ved disse afvisere, som vore forfædre havde levnet os. Mange kontusioner, især mange farlige ben- og knæskader har man dem at takke for. Mange raske og sunde mennesker er ved dem blevet krøbling for livstid. Da de nu ikke heller i et bedre politi er nødvendige til bygningers og fortoves bevarelse, hvor passende da at de følgelig borttages. Anmelderen ved at brolægningsvæsnet har fundet afvisere utilbørlige, og at de til bevis herpå borttages ved en gades omlægning. Men han finder denne afskaffelse alt for sen, og overlader til vedkommende i fuld tillid til deres menneskekærlighed at dømme om den bekostning på engang at borttage alle afvisere, ikke rigelig lønnede sig ved den skønne tanke at nogle hundrede, for ikke at sige tusinde medborgere sættes i sikkerhed for højst ubehagelige hændelser.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. 4205-4207)

Medicinsk Forslag til Bondealmuen

Det er unægteligt at der stadig er behov for at aflive adskillige dårlige fordomme og afhjælpe adskillige skadelige ting som stammer fra vankundighed blandt almuen på landet. Især når disse fordomme og denne vankundighed afstedkommer øjensynlig og blivende fordærv, og ikke blot er noget i sig selv uskyldigt og uskadeligt gøgl, som kun har rod i en død tro på overnaturligheder og meget sjældent viser sig i nogle dumme intetsigende foretagender. Mange af sådanne dårlige vankundighedsfrugter, som ikke blot er uskadeligt gøgl, bør udryddes.

Blandt de skadeligste af disse, vil jeg bare nævne den skik som så mange bønder, og jeg tror især bondekoner, har med at lade sig årelade hvert år. Nogle en og andre flere gange på visse årstider, så at man ofte i en åreladestue kan se rækker gennem hele stuen på en eller anden helgens navnedag hvor det er en ubrydelig lov at lade springe ham til ære. Selv tror de at denne åreladen er ganske fornøden for deres sundhed. Gud ved ellers, hvor bønderne er kommet p den ide, således at sørge for deres sundhed, for de er ellers ikke så villige til at gå til lægen, selv når de virkelig trænger til ham, men beroliger sig som oftest med den tanke, at er det Guds vilje de skal leve, så lever de nok alligevel, enten der så kommer doktor eller apoteker til dem. Skønt jeg nu ikke er læge, tror jeg dog at vide, at selvom åreladen i almindelighed i sygdomstilfælde kan være af største betydning, når det anvendes hensigtsmæssig og efter kyndig læges råd, så mistes denne dens virkning sikkert, når den således bruges så urigtig ofte og i flæng.

Mon det ikke var godt om det ingen årelader, som ikke aner om det er gavnligt eller ej, og som oftest gør det kun for fireskillingens skyld, blev tilladt at øse så meget godt blod ud, uden en kyndigs tilladelse og råd. Ligesom der er adskillige ting på apotekerne som ikke må fås uden attest fra vedkommende. Hvorfor skal man ikke lede menigmand til det bedre og nyttigere. Først ved lempelig og klog tvang, som kan bestå i med fornuft og hans frihed som moralske skabning, indtil han efter nogen tid selv indser det rette, eller i det mindste finder sig godvillig deri, når han ikke kan sige, at således gjorde hans forfædre før ham, og derfor vil han også gøre således. For det er næsten den eneste virkelige grund til de fleste af bøndernes ubøjelige særheder, at fædrene var og gjorde således, og så vil de også være og gøre sådan. Når derfor forældrene var fri for sådanne skadelige urimeligheder, skulle børnene ikke så let finde på at skabe sig nye selv.

K. H. S.        Hygaiofilos *)

*) Det meddeles herved Politivennens læsere at det digtede navn her, såvel som andre, når de herefter findes med bogstaverne K. H. S. til venstre ikke er nogen maskeret forfatter, hvilket er lovstridigt, men at alle sådanne stykker er af mig selv. En skik, som flere redaktører har brugt. Det digtede navn står altså ikke for læserens skyld, men for at give vedkommende anmeldere, når flere som undertiden sker, berører en genstand, tilkende hvis anmeldelse jeg har brugt under stykkets forfattelse.

K. H. Seidelin

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. 4201-4204)