En Urigtighed i Almanakken som må og bør rettes

At slesvigerne eller sønderjyderne ikke gerne vil anses som jyder, men anser sig selv som holstenere, det har man mange eksempler på. Men hvorfor de anser det for en slags ære, at de anses for det de ikke er, nemlig holstenere, det kender man ingen sand grund til. Imidlertid er det meget morsomt, at høre en sådan jyde erklære: "Æ er Guds død en holstener, æ er fra Haersløv faelil". Og denne påstand henter han bevis for fra almanakken som under markederne anfører at Haderslev ligger i Holsten. En urigtighed som man håber almanakudgiveren vil rette i det kommende års almanak. På denne måde kan man udfri enfoldige mennesker fra den vildfarelse som den giver anledning til og bestyrke dem i.

(Poltitivennen. Hefte 21. Nr. 266, 28. maj 1803, s. 4237-4238)

Noget om den svenske Passage paa Lappen ved Helsingør.

Dette sted kunne man gerne på grund af den stærke passage med svenske både og svenske folk, give navn af et svensk færgested på den danske ø Sjælland. Der gives vel næppe nogen søkant af denne ø hvor svenske folk mere uhindret kan ankomme og bortgå, endog ved nattetider, end på dette sted. Man skulle vel tro at det var kun simple svenske bønder, fiskere osv. som her passerer frem og tilbage, nej andre smukke folk ved også at benytte sig af denne vej. Således vidste en rådmand fra Helsingborg også der, den 11. d. m. om aftenen kl. halv elleve at finde en svensk båd fra Graverne som uhindret satte ham over, muligt efter forud bestemt aftale. Om der nu havde været desertører eller andre mistænkelige personer som havde villet gøre rejsen med, da havde de kunnet gøre den ganske sikkert uden at blive tiltalt af noget menneske. At en vagt der ville have sin store nytte, er upåtvivleligt, og at ytre sådant ønske, er vel ikke forgæves eller unyttigt.

(Poltitivennen. Hefte 21. Nr. 266, 28. maj 1803, s. 4236-4237)

Uordner

1) Forleden 4. maj om aftenen blev fra et baghusvindue i Rosengården ud mod Peder Hvitfeldts Strædes baghuse affyret 2 til 3 skud med et gevær, og det sidste endog omtrent kl. 12 om natten. Omkringboende familier ønsker at denne skydeelsker for fremtiden vi være så god at lade sit skyderi, især om natten fare, og ikke forstyrre den natlige fred. Som man også ved denne lejlighed tager sig den frihed at fortælle den skytte at al skyden ved bryllup og barsel er forbudt og i strid med anordningerne.

3) Alle dem som spadserer på volden og fornøjer sig ved naturens skønne betragtning, møder et væmmeligt syn forenet med en forgiftet lugt fra det lokum som står straks ved det hus hvor de sorte opholder sig, da begge dørene på lokummet er borte.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, [14 Mai 1803], s. 4214-4215)

Kontrast paa Kongens Nytorv.

På Kongens Nytorv pryder den istandsatte statue uendelig denne skønne plads, og tak fortjener enhver der bidrog til denne zir for København. Men hvor kontrasterende er ikke den megen urenlighed af hunde, afgnavede ben og opvoksende græs som sædvanlig vansirer grunden hvorpå statuen står. Om denne grund hver morgen af en slave blev fejet, og græsset ikke fik lov til at tage overhånd, faldt kontrasten bort. Man ønsker at de ansvarlige ville anse denne anmærkning begrundet og fjerne misbruget.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. 4208)

Om Afvisere.

Lave afvisere satte vores forfædre på alle deres gader og havde deri ikke så ganske uret. Hver mand brolagte sit gade- og fortovsstykke selv, og var derfor bange for at vogne skulle komme op på det sidste, der ofte var lagt med mursten eller  med fliser. Den gang var politianordningerne mindre skarpe. Husejerne frygtede for at vogne skulle komme til at beskadige deres vinduesskodder og trapper. De satte derfor en palisade foran af forsvarlige afvisere. Den fare at falde over disse, var også dengang mindre end nu. Man gik ikke så meget ud om natten. Gik man, så skete det med en varsomhed der var nødvendig, siden lygtevæsnet enten ikke var til eller var usselt. Husfædre der på en vinkælder havde taget lidt til sig, undgik også let afviserne, da de lysedes hjem af en pige, en forsigtighed som også altid fandt sted ved besøg. 

Ganske anderledes forholder alt dette sig nu. København betaler en stor sum, og har derfor en stor mængde lygter. Skønt ulige bedre end nogen tid før, kan gadebelysningen dog nok kun af en smigrer kaldes uforbedrelig. Imidlertid er der nu ingen forskel i den hurtighed hvormed folk vandrer på gaden om nat og om dag. Og ofte, meget ofte, sker der skade ved disse afvisere, som vore forfædre havde levnet os. Mange kontusioner, især mange farlige ben- og knæskader har man dem at takke for. Mange raske og sunde mennesker er ved dem blevet krøbling for livstid. Da de nu ikke heller i et bedre politi er nødvendige til bygningers og fortoves bevarelse, hvor passende da at de følgelig borttages. Anmelderen ved at brolægningsvæsnet har fundet afvisere utilbørlige, og at de til bevis herpå borttages ved en gades omlægning. Men han finder denne afskaffelse alt for sen, og overlader til vedkommende i fuld tillid til deres menneskekærlighed at dømme om den bekostning på engang at borttage alle afvisere, ikke rigelig lønnede sig ved den skønne tanke at nogle hundrede, for ikke at sige tusinde medborgere sættes i sikkerhed for højst ubehagelige hændelser.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. 4205-4207)