Erklæring til Publikum.

Da mange forskellige og falske rygter og paskviller har udpenslet for publikum som en af de mest forargelige tildragelser, en handling der egentlig blot var et af vin frembragt klammeri og slagsmål. Og da såvel jeg og min familie som en mand der var og er min ven, finder os ved sådan forklejnelse fornærmede, har jeg ment at skylde os og publikum en sand beretning om sagen.

Den 3. maj var jeg i skydeselskabet Enighedsværn, og da der var foranstaltet bal efter spisning, tegnede jeg også min kone dertil, og jeg havde med en god ven aftalt at han skulle gå hjem for at hente kim kone. Kommissionær hr. Linneman, også medlem af selskabet, tegnede også sin kone, og tog en vogn for at bringe hende ud. Men da forfald hindrede hende, og han som min ven vidste at min kone var tegnet, kørte han til mit hjem for ikke var af vejen, for at tage min kone med. Dette skete og han berettede mig straks hendes ankomst som fornøjede mig. Ved bordet hvor vi kom til at sidde sammen, smagte vinen mig vel, og tilstår jeg da alt af fortrydelse over at hr. Linneman ville betale at have givet ham en del stikler som han ikke lod ubesvarede. Da vi gik fra bordet, gjorde min forfatning at jeg i samtale med min kone der ville stille mig tilfreds, udskældte hr. Linneman. Da han just kom til og hørte det, sagde han at her var ikke steder. Dette lod rusen mig anse som en udfordring hvorfor jeg gik efter ham og slog til ham, og vi kom i dette håndgemæng ned i haven. Det var en naturlig virkning af min kones frygt at hun løb ned med og skreg om hjælp, og da kom flere af selskabet til og adskilte os. Selskabets direktion troede sig herved beføjet til at føre foranstaltninger hvorved vi begge blev ekskluderede.

Dette er sandheden selv og det smerter mig inderligt at jeg ved uforsigtig at give vinen rum har været en anledning til at også min kone, skønt uskyldig og min ven hr. Linneman skulle lide. Jeg opfordrer enhver i selskabet til at vidne om det her sagtes rigtighed, erklærende enhver der ved skammelig og nedrig løgn har stræbt at nedbryde min families og min vens agtelse hos publikum for en nidding af det sorteste slags.

København den 10. juni 1803
C. Hedemark.

Dette beretning af velædle hr. Hedemark erkendes fuldkommen rigtig og erklæres samme for overensstemmende med sandheden.

København d.d.s.v.
S.Linneman

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 268, [11 Juni 1803], s. 4267-4270)

Enighedsværn ved Kalvebodstrand. Blev bl.a. brugt som mødested for Læseforeningens 28. maj fester i 1830'erne. (Historiske Meddelelser om København, 4. række, V, s. 58)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen nævner skydeselskabet Enighedsværn. Muligvis er der tale om Det forenede borgerlige Skydeselskab som i siden 1793 øvede sig på nuværende Vesterbro, fra 1799 på Enighedsværn ved Tømmerpladserne.

Af og til forekom også sådanne beklagelser i Adresseavisen, fx 22. oktober 1807:

Da jeg ved stor Overilelse fornærmede Hr. Kreiberg paa sin Ære i manges Paahør med Skieldsord; saa beder jeg at ingen lader ham høre noget, som kan være hans ærlige Navn og Rygte til Forkleinelse. J. Suko

I Vejviseren anføres en værtshusholder Sucho på Kongens Nytorv. Men om det er om, ved jeg ikke.

Otto Bache (1839-1927): De danske Skytteforeningers præmieskydning på Enighedsværn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et par Ord til Fordel for den offentlige Sikkerhed

Aviserne skriver hele tiden om bortløbne slaver. Tager man i betragtning at slave her er det samme som en overbevist og dømt forbryder, forstår man at politi i egentlig forstand ikke findes uden for vores købstæder (Københavns Amt undtaget). Enhver landboer må gyse ved tanken om at den forbryder der er sluppet løs ikke frygter for at begå de skrækkeligste handlinger, fordi han tror at han kan undgå at blive pågrebet igen, helst når han ved at han straffes, endog for blot undvigelse. Han må naturligt stille sig disse spørgsmål: Hvad er årsagen til at disse mennesker flygter? Frygt kan det ikke være, for de forventer ikke større eller anden straf. Deres utålelige tilstand? Nej, det er det ikke. De arbejder hellere for lidt end for meget, og de har nok muligheder for at forbedre deres kår ved tiggeri og eget arbejde. Den åbne mulighed for at undvige må altså være det som frister. Så kommer andre spørgsmål: Hvorfor får de sådanne muligheder? Hvordan kunne de fratages den? hvor svært kan det være. I lang tid har man glædet sig i håbet om den gode gerning, at slaveri kunne omdannes til tugthus, og forbedringshus til tvangshus. Men stadig ser man rækker af disse mennesker gå på fæstningsarbejde, under ledsagelse af enkelte ældre vogtere som ikke ser ud til at være deres post alt for voksne. I Kronborg fæstning er også et slaveri hvorfra undvigelser ikke er så sjældne som de burde være. Man hører om indbrud på landet. Man hører om mord på landet. Hvad kan landmanden ikke ønske mere end at forbrydere blev holdt på deres straffesteder. Hertil skal lægges de hyppige undvigelser fra arresthuse omkring i de små købstæder! Det var vel ikke for højt sat at der af sådanne undvegne dømte og ikke dømte forbrydere sværmede et hundrede stykker omkring i Danmark, som således takket være vores påpasselige slavefogeder, rådhustjenere og byfogeder, ikke for meget skal bryste sig af det fortrin for de fleste andre lande, at være fri for glubende dyr. Man forgriber sig vel ikke på nogen ved at fremsætte nogle råd mod et onde, som er så reelt og så stort. Kunne en rådhustjener eller arrestforsvarer i en købstad ikke få bøde på 1 rigsdaler for den første undvegne arrestant, 10 rigsdaler for den anden, og for den tredje miste sit embede? Her taler man ikke om at hjælpe arrestanten til at undvige. For dette bør uden nåde straffes med at miste levebrødet. Kunne ikke stedets byfoged for samme undvigelse få en bøde på 10 rigsdaler indtil tallet steg til fx 12. og derefter miste embedet? Kunne en slavefoged ikke straffes for hver undvegen slave med et vist antal stokkeprygl, og efter et vist antal undvigelser med at miste embedet eller et års slaveri? Er disse straffe for hårde? Måske, måske ikke. At undvigelserne ville blive sjældnere, må dog være en naturlig følge. Gid dette måtte opnås, uanset hvordan. Det er bedre at de skyldige straffes, end at uskyldige lider for at skåne dem.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4259-4262)

Om Skærslibernes Skrålen og om Mundfløjteri

Vi kan være enige i at det er nødvendigt at den slags varer som sælges ved at blive kørt eller båret på gaderne, falbydes med en lydelig røst, så enhver københavnervant straks kan høre på de forskellige modulationer hvilket sortiment der bliver udbudt. Ligeså enige kan vi være om at skærsliberne burde moderere deres overdrevne og modbydelige skrig, da man ikke tror at disse folk tabte nogen fortjeneste ved at de indskrænkede sig til det simple råb: Skærslib. Ligesom før i tiden. For de som skal have sakse og knive slebet, kommer nok alligevel når bare skærsliberne anbefaler sig ved godt arbejde, og ikke er for ublu med betalingen. For folk som er syge kan skærsliberbrøl have farlige følger, da de med deres høje røst til tider bliver stående et helt kvarter på et sted. En anmodning i blidt tonefald om at flytte sig, er lige så frugtesløst som en hård tiltale. Hvad kan man gøre? Næppe noget når ikke de ansvarlige herrer under hvem disse folk hører, ville have den godhed at finde den fornuftigste måde at få deres undergivne til at opfylde det meget eftertragtede ønske. Det ville især det smukke køn takke dem hjerteligst for.

Uden sammenhæng med dette, men fordi det også for mange ører er besværende og ubehagelig lyd: Mundfløjten. Ingen tvivler på at ungdommen i deres opdragelse er blevet gjort opmærksom på ikke at fremføre den slags musik, da de kun fløjter på deres egen boldgade. Men sandt er det at mange lapse har den vane at de end ikke i selskab inde i værelserne afholder sig fra det, når en overordnet ikke kan være opmærksom på dette. Imens må andre være lidende tavse tilhørere, når de ikke vil vove at få et kort svar og en bemærkning for at være smagløse eller sære, når de kun beder fløjtemesteren på en nok så beskeden måde at blive forskånet for piberiet. Virtuosen er gerne selv stor elsker af kunsten, og mener det er desto mere herligt jo skarpere tonerne kan frembringes, og opmuntres endnu mere vedvarenhed når en tilstedeværende jævnaldrende ven eller veninde bifalder det med at det er meget kønt! En liebhaber må derfor udholde pinslen og hytte sig en anden gang for ikke at komme i tilsvarende forlegenhed.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4256-4259)

Om Kobbersmede

(Efter indsendt)

De har skrevet om trommeslagning på torvene og den skade som det kan forårsage med sky og uvante heste. Men har så vidt jeg husker ikke skrevet om en anden uorden, som let kan forvolde ulykkelige tilfælde. Nemlig at kobbersmede står på gaden og forfærdiger store kedler. Det skete for nyligt i en periode på 14 dage i Klædeboderne tæt på Gammeltorv, i Kompanistræde, i Gothersgade og flere andre steder. Dette er vist farligt når sky heste kommer i nærheden, hvilket sker tit. Desuden er den halve gade ved sådanne lejligheder spærret for gående såvel som kørende. For slet ikke at tale om den megen larm som lyder stærkere på gaden end i husene. Det er især ubehageligt for syge som ikke kan finde ro. Af disse årsager burde det vel forbydes kobbersmede at købe huse eller bo til leje steder hvor man ikke kan indrette det sådan at de store kedler kan færdiggøres i husene. Hvis jeg husker ret, var det før ildebranden indrettet sådan hos den kobbersmed som boede i Klædeboderne. De som nu har huse eller bor til leje og ikke har sådanne indretninger, burde henvises til en offentlig og lukket plads til at lave sådanne kedler, formedelst en lille afgift til byen eller dens fattige.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4249-4251)

Uordener.

Hele Store Grønnegades fortov er så overmåde skævtliggende at man må anmode brolægningsvæsnet at tage det i øjesyn, især udmærker sig det på højre hånd fra Gothersgade af. Anmelderen af disse få linjer var torsdag den 26. maj øjenvidne til at en arbejdsmand som kom gående med en byrde brænde, ved et fodglid (som meget let kan ske især i regnvejr hvilket just var tilfældet her) styrtede baglæns om på fortovet, skråt over for Lille Grønnegade, og anmelderen erfarede at få øjeblikke før, er lignende tilfælde indtruffet, man håber at dette bliver taget i øjesyn for om muligt at afvende flere ulykker.

(Poltitivennen. Hefte 21. Nr. 266, 28. maj 1803, s. 4244-4245)