14 november 2014

Ønske om en lille Tvang på Vognmandskarle.

Sidste onsdag var en pige blevet overkørt på hjørnet af Fortunstræde og Admiralgade af en vognmandsvogn. Når man således kommer gående på hjørnet af en gade, kan man især når der noget bag efter er en vogn, ikke let bemærke en ny der således som denne, kommer ansættendes i fuld fart. At disse vognmænd når de intet læs har, daglig bærer sig således ad, har man ofte set. Denne karl der af udseende var meget ung, kunne således her have været skyld i at et menneske ved overkørsel enten var død på en ynkelig måde, eller også for bestandigt var blevet en krøbling, da intet andet end tilfældet at pigen faldt over ad fortovet til, hvorved hun slap med at få et ben fortrådt af hesten, reddede hende.

Man ved at vores politi når sådan overtrædelse bevislig opgives, afstraffer overtræderen, men sådan opgivelse er ofte ikke så let. Det var at ønske at nogen kraftig indskærpelse kunne afholde fra at begå sådant. Man ønskede især at vognene var meget kendelig nummererede på begge sider, og at ikke alene vognmænds, men også andre arbejdsvogne.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4310-4311)

Spørgsmaal i Anledning af den i Dagen No. 95 ommeldte danske Matros, som undløb fra de Engelske paa Skibbroen i Helsingør.

Hvis det skulle ske at flere sådanne matroser som kunne være pressede i England, ankom med andre engelske i Helsingør Havn og skønt de måtte blive i båden og ikke komme i land, erklærede højt at de som pressede ikke havde lyst til at sejle videre med sådant engelsk armeret skib - må og tør da ikke den officer fra det i sundet liggende vagtskib som har inspektion på broen, tage en sådan eller sådanne danske matroser i bestyrelse, og løsfri dem fra det fremmede åg og tvungne tjeneste.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4306-4307)

Et Par Ord om en af Dyrehaves Rariteterne.

I Adresseavisen averterer to personer ved navn Joseph Snoban og Carl Potter at hos dem er at se en mandsperson med tre hænder og en fod, en ditto med en gevækst under hagen så stor som et mandshoved, nok en ditto med en gevækst et kvarter lang, som slynges om en stok og endelig et fruentimmer som vel endnu kun har en gevækst, men kan med det første vente at få nok en. Jeg ved det er med regeringens tilladelse disse ynkværdige er at se for penge, skønt jeg rigtig nok ikke i Kollegialtidende finder andre nævnte end den nævnte trehåndede person. Men dette skal dog ikke afholde mig fra, alvorligt, skønt med den anstændige beskedenhed kongens lov og min egen selvfølelse byder, at påtale denne afskyelighed. Jeg forbigår hvad der dog nok for den der erkender sandheden i Evalds ord:

"Mennesket er vigtigt for den!"

ikke kan være så helt ligegyldige. Hvor dybt disse elendige næsten isolerede fra hele den øvrige menneskehed, må synke under deres menneskeværdighed, ved således uophørligt at stilles til skue for en frivol pøbel. Jeg vil blot omtale de umiddelbare følger dette væmmelige spektakel kan have for vores medborgere og medborgerinden. At blandt de utallige der i denne tid stimler ud i Dyrehaven, også findes mange gravid ekoner, er vel desværre næppe at tvivle på. Lige så lidt tør man vel håbe at alle disse eller at engang alle de gravide, nervesvage blandt dem kunne overvinde deres nysgerrighed efter at se disse vanskabninger. Og hvor højst skadeligt er sådant syn for en eller anden af dem i sådan forfatning kan blive, derom kan vel blandt fornuftige og erfarne folk kun være en mening. 

Jeg overlader til fysiologer at bedømme hvorvidt synet af vanskabninger kan virke så stærkt på kvinde forestillingskraft at det foster hun bærer under sit hjerte, selv kan blive en vanskabning. Men følgende tilfælde tør jeg vel uden fysiologiske kundskaber antage for mulige, ja sandsynlige: at en kone i graviditetens første og farligste periode ved et syn hun vel havde forberedt sig på, men næppe forestillet sig i dets hele fælhed, kan betages af en heftig forskrækkelse og abortere. At den gravide ved at udmale vågende og i drømme det stygge billede der ikke vil forlade hende, kan pådrage sig en for tidlig fødsel og sit foster sygdom eller død. At moderen endnu fuld af den revoltante forestilling, lægger sin spæde til brystet hvor den i det øjeblik noppe nyder nogen sund føde, hvor den måske endog indsuger dræbende gift. Lad kun et eneste af disse tilfælde indtræffe - og mulige er de jo alle - de er da blodpenge. Hver skilling Gentofte Hospital vinder ved dette spektakel, om entreprenørerne vil jeg ikke tale, sådanne folks valgsprog er: profitten lugter godt, om man så sankede den op på en mødding. Jeg opfordrer altså enhver af mine medborgere og medborgerinder til ikke ved hyppige besøg hos de herrer Snoban og Potter hvis håndværk er nok så uædelt som slavehandleren, da det er sjæle og ikke blot legemer de trælbinder, at opmuntre dem til fremdeles at drive det, og fremfor alt opfordrer jeg hver gravid kvinde hvor moder som giver die, til at kvæle en utidig nysgerrighed, der kan have de sørgeligste følger for hende, hendes mand og hendes barn. I menneskelighedens navn beder jeg også vor vise ædle regering ikke oftere at tillade sådanne vederstyggeligheder at fremstilles blandt os. Det er tungt nok at så meget andet skal tåles som et nødvendigt onde. Sådanne yderst revoltante spektakler tåler i det mindste ikke den regering hvis omhu for at fremme hver borgers held og sikkerhed er så umiskendelig.

Pavels. Præst ved Nikolai Menighed.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4297-4301)

Redacteurens Anmærkning.

Også en efterfølgende artikel af 1. forstander i 10 district, N. H. Weinwich omtaler annoncen som var offentliggjort i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, nr. 241, 1803.

Advarsel imod Bogavertissementer

(Efter indsendt)

Blandt de mange som ved alskens markskrigeri forsøger at sælge deres varer, ser man man desværre undertiden også boghandlere. Det er beklageligt. Det er langtfra at man laster boghandleren for at rose sin bog for at få den solgt, da stadig færre køber bøger de sidste fem år. Man taler heller ikke om visse boghandleres avertissementer af disse imod alt sundhedspoliti stridende bøger, om selvkure. Hvem gider nævne disse væmmeligheder, da de to-tre mænd der beskæftiger sig med disse giftblanderier næppe står til at kurere med ord. Men det gør en ondt når ellers ærværdige boghandlere ville skaffe bøger i hænder de ikke passer for. I den anledning advarer man vores fruentimmere mod en bog der netop er rost som fruentimmerlæsning i Adressavisen nr. 233. Det er Ambroso eller Munken.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 269, 18. juni 1803, s. 4289-4290)

En forment utilladelig Adfærd af en Skildvagt uden for Vagten paa Toldbodbroen i Helsingør den 15. juni.

(Efter indsendt.)

At en grov opførsel med skældsord og eder imod toldbetjente og i nærværelse af en skildvagt bør revses, det er for ordens skyld meget rimeligt. Men måden hvorledes revselsen sker, vil tillige og alene gøre den retfærdig. Man kan ikke tro at en skildvagt uden for en hovedvagt og i nærheden af en så tilstrækkelig assistance kan og bør have tilladelse til at slå en nok så ubehøvlet matros med kolben af geværet i hovedet som skete oven anførte dato og hvorved et menneske let kunne styrte død om. Mennesket forbliver menneske, og er det i sådant øjeblik at anse som forbryder mod love og orden, så bør det straffes, men ikke mishandles. Hvor en enlig skildvagt morderisk overfaldes, der bruger han hvert voldsomt middel til selvforsvar. Men dette var ikke tilfældet her hvor man kunne og vel også burde, have taget den studse og uregerlige karl ind i vagten og der i al besindighed skænket ham sin fortjente del.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 269, [18 Juni 1803], s. 4288-4289)

Toldboden eksisterer ikke længere. Men det gør derimod toldkommissærens bolig (1770) på Stengade 83. Foto: Erik Nicolaisen Høy.