Ubehagelig Historie paa Vesterbro.

Søndag aften var en del gående, ridende og kørende personer ved de tre af hovestadens porte kommet for sent, og naturligvis så man dem alle samle sig ved Vesterport, da de af gammel erfaring vidste at denne port altid plejede at stå åben hele natten så længe der var et hof på Frederiksberg og man vidste også at hans majestæt for nærværende tid ligger der. Men man fandt sig skuffet. Hvad var nu andet at gøre end at ty ud til Vesterbro for at søge husly til kl. 3½. Men her var man igen ilde faren, man så ikke lys tænkt og lutter lukkede porte. En mængde holdt for Bjørnsdal der så så trøstelig stort ud i sin nye tilstand, at det syntes at tilbyde rum for dem alle. Man pikkede, og til sidst pryglede på porten, bankede også på vinduesskodder, men i denne store gård fandtes ikke en sjæl som var barmhjertig nok til at åbne. Man traf vægteren, og denne sagde at der var intet sted man kunne komme ind med mindre det skulle være Egholmsdal. Der drog man da hen og fandte vakre folk der ufortrødne stof op og beværtede de stakkelse udelukkede kildegæster. Det er siden blevet sagt at hr. Aaby har traktørsted, men man vidste det ikke, og gjorde altså ikke forsøg der. At der bør lukkes op til enhver tid af alle dem der driver værtsskab, er nok så bekendt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4320-4322).

Svar paa Stykket om Skilderiet.

Det i Politivennen nr. 270 omtalte kobberstykke som forfatteren sagde at det mindede os om vores fødsel, man tror det var godt om ethvert menneske ville erindre sig såvel om sin herkomst som om sit endeligt, og da man på nævnte kobberstykke intet forargeligt kan se, så var det bedste at nævnte forfatter brød sin hjerne og sled sin pen på mere vigtige ting.

E. N. Staarup.

Marskandiser, boende på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde.

* * *

Udgiveren har ikke taget i betænkning at indrykke dette svar, da det måske bedre end noget andet viser hvor ønskeligt det var om der toges nogen alvorlig forholdsregel imod den vindesyge der ikke tager i betænkning at fordærve sæderne. Af hr. Staarup kan man efter hans ovenstående vente ethvert liderligt stykke han på en auktion måtte opkøbe, udhængt på hans væg, for det er jo godt, siger han, på sådan en måde at mindes om sin herkomst.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4319-4320).

Uordener.

Udenfor marskandiseren på hjørnet af Badstuestræde og Vimmelskaftet lige overfor boghandlerne Arenzen og Hartier har i mange år hængt i glas og ramme et jobber som alle tilskuere har taget for at være et kobber af en jordemoderbog som tydelig mindede os om vores fødsel. Man tror ikke at sådanne kobbere bør udstilles til offentlig skue.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4312)

Ønske om en lille Tvang på Vognmandskarle.

Sidste onsdag var en pige blevet overkørt på hjørnet af Fortunstræde og Admiralgade af en vognmandsvogn. Når man således kommer gående på hjørnet af en gade, kan man især når der noget bag efter er en vogn, ikke let bemærke en ny der således som denne, kommer ansættendes i fuld fart. At disse vognmænd når de intet læs har, daglig bærer sig således ad, har man ofte set. Denne karl der af udseende var meget ung, kunne således her have været skyld i at et menneske ved overkørsel enten var død på en ynkelig måde, eller også for bestandigt var blevet en krøbling, da intet andet end tilfældet at pigen faldt over ad fortovet til, hvorved hun slap med at få et ben fortrådt af hesten, reddede hende.

Man ved at vores politi når sådan overtrædelse bevislig opgives, afstraffer overtræderen, men sådan opgivelse er ofte ikke så let. Det var at ønske at nogen kraftig indskærpelse kunne afholde fra at begå sådant. Man ønskede især at vognene var meget kendelig nummererede på begge sider, og at ikke alene vognmænds, men også andre arbejdsvogne.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4310-4311)

Spørgsmaal i Anledning af den i Dagen No. 95 ommeldte danske Matros, som undløb fra de Engelske paa Skibbroen i Helsingør.

Hvis det skulle ske at flere sådanne matroser som kunne være pressede i England, ankom med andre engelske i Helsingør Havn og skønt de måtte blive i båden og ikke komme i land, erklærede højt at de som pressede ikke havde lyst til at sejle videre med sådant engelsk armeret skib - må og tør da ikke den officer fra det i sundet liggende vagtskib som har inspektion på broen, tage en sådan eller sådanne danske matroser i bestyrelse, og løsfri dem fra det fremmede åg og tvungne tjeneste.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4306-4307)