Advarsel for Skøjteløbere, som ej ønsker at plyndres.

Søndag den 11. december gik en student med 2 unge mennesker ned på stadsgraven ved Østerport for at løbe på skøjter. Da isen var stærk og god, bandt de skøjterne på og lovede sig den bedste fornøjelse. Men - næppe havde de løbet nogle få minutter før en del matroser og matrosdrenge som også befandt sig på isen, begyndte at insultere dem på de mest krænkende måder, formodentlig for at få grund til klammeri og således at berøve dem et eller andet. Men de var kloge nok til ikke at bryde sig derom og tænkte blot på at komme op af isen, løb derfor hen til et sted lige nedenfor Østerports vagt og begyndte at binde skøjterne af. Men næppe så de andre dette, før de omringede dem og var uforskammede nok til med magt at borttage et par skøjter fra den nygifte af selskabet efter at de forgæves havde søgt at tage hans lommetørklæde. Studenten bad dem nu høflig at tilbagelevere skøjterne, men langt fra at udrette noget, måtte han høre en hoben grovheder og havde ær fået prygl. Ja! en holdt allerede sin knyttede hånd for hans ansigt og skule måske nok have slået til ifald han ikke havde betaget ham lejligheden ved at trække sig tilbage. Der var altså intet andet at gøre end - som Tuillin siger, at høre og tie og frygte og fly.

Da de formodede at den vagthavende officer måske kunne gøre noget ved denne ting, især siden et par soldater var øjenvidne til det - gik de staks op i vagten og fortalte ham hele historien. Han sagde at han ikke kunne arrestere dem alle, men at han gerne ville sende vagt for at gribe gerningsmanden når man bestemt kunne angive ham. Da de nu ikke kunne dette, fordi der var så mange gerningsmænd, måtte de - og det i Danmarks hovedstad - stå og se på at man betjente sig af ting som man med vold havde berøvet!

Man har troet at burde bekendtgøre dette dels for at andre ikke skulle blive udsat for samme krænkende behandling, dels for at gøre sit til at sådanne isplyndringer kunne standses.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4701-4703)

Ønske i Karlebo

(Efter indsendt.)

Skulle dette særsyn ikke fortjene at anmærkes: I Karlebo sogn, Hørsholm Amt, er et kvindemenneske som er så vanfør at hun hverken kan gå eller stå. Med besværlighed kan bruge hænderne når hun sidder på disse og får knæene til støtte. Desuagtet har hun for nogle år siden ladet sig besvangre og frembragte en velskabt dreng, samme har også lykket hende i dette år - ved en gift mand. Ved sidste reskript har fattigvæsensanordningen bestemt årlig understøttelse til d fattige for derved at forbyde al tiggeri. Ja endog de som gav almisse, skulle give mulkt. Desuagtet  sker endnu ikke andet til hendes og barns nødtørft i husly og forplejning end at sognets beboere må på omgang transportere hende og barn efter nogle dage at have på ethvert sted med største besværlighed båret hende fra et sted til et andet. Da hun ikke på mindste måde kan hjælpe sig sig eller barn. Var det ikke at ønske at herpå kunne rådes bod?

(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4700-4701)

Uordener.

Ved bondevielsen den 25. november om aftenen ved lys i Trinitatis Kirke var kirken propfuld af en talrig og ubændig pøbel der besteg stole, pillarer osv., nedrev vokslysene og til dels bortstjal dem. Den uanstændige støj af disse uvedkommende tilskuere var langt fra at bidrage til handlingens højtidelighed. At det er skadeligt for sæderne at den ringere klasses ungdom får lejlighed til uanstændig opførsel i kirken, vil vel ikke nægtes. Man ønsker derfor at den nu begyndende skik at lade sig vie ved lys i kirkerne, måtte fra høje vedkommende tillægges sådanne bestemmelser der afholdt forargelse.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4688) 

Om Drengenes kanekørsel.

Da den lille uskyldige fornøjelse som den uformuende hidtil om vinteren har kunnet have ved at køre en lille tur for et par skilling på Kongens Nytorv, Højbro Plads og ved Toldboden, virkelig giver anledning til tyranni mod heste, til svineri for drenge og til frygt for de gående, så ønsker man at den uden at betages det publikum som nyder den, måtte skilles ved disse ubehagelige følger. Dette ville måske allerbedst ske ved at forbyde drenge at være kaneholdere og lade denne trafik som gren af hyrekuskenes næring, blot drives af dem på vilkår at de ikke betroede deres heste uden til en fornuftig karl der tillige måtte tilholde sine passagerer ikke som fulde og gale mennesker at huje i den vilde sky, en ting som forskrækker den svage fodgænger der har nok at bestille med at vogte sig for at falde.

H. Lassen.

Studiosus.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4685-4686) 

Om Tyendes Overdaadighed.

(Efter Indsendt.)

Der er så ofte og af mange og mere sagkyndige talt og skrevet om overdådigheds skade og nytte at det ville være overflødigt at anføre min mening i den sag. Jeg vil blot i forbigående anmærke at hvad der hos den simple borger og embedsmand med rette fortjener navn af overdådighed er højst skadeligt - er hos den bemidlede og i de højere klasser en art af nødtørft og uundgåelig nødvendighed, ja endog nyttig for så vidt at denne luksus sætter en del hænder i virksomhed og bringer mening og velstand i den arbejdende dels hænder som disse i modsat fald ellers måtte savne.

Men hvad jeg her egentlig ville påanke som højst skadelig for moralen og almenvellet er den overhåndtagende luksus som i de senere tider ved en rasende efterabelyst er nedstegen lige indtil tjenestetyende. Det er sket mig mere end en gang at jeg har forledt af det fornemme udvortes, har i ubekendte huse antaget kokkepigen i huset for fruen, hvilken fejltagelse uden tvivl må møde flere der træffer en sådan simpel tjenestepige udmajet med atlask pels, moderne muffe, pallentin, guldbeslagne hænder, ører og bryst, og hovedtøj og øvrige klæder i forhold dertil, og altså ikke uden nøjere bekendtskab kan antage sådan pyntet dukke for mindre end fruen, frøken eller embedsmands kone eller datter, da man ikke let kan finde på at tro at en pige med 16 til 20 rigsdaler årlig løn kan anskaffe sig en sådan garderobe, hvoraf et eneste stykke ikke på lovlig måde kan fortjenes ved et helt års slid og slæb. Anmelderen kender blandt flere en simpel kokkepige som på et årstid har anskaffet sig af sådanne ting over for 100 rigsdaler. Han ved tillige positivt at hun hverken står i nogen æragtig forbindelse med nogen ugift person der med hensyn til lovlig ægteskab kunne give hende så kostbar present, heller ikke har familieunderstøttelse eller nogen andre lovlige indkomster end hendes årlige løn der ikke er over 20 rigsdaler. Der er altså kun to kanaler hvoraf man kan slutte sig til at denne rige indtægtskilde måtte flyde. Enten at hun bedrager sit herskab eller at hun må tjene det på en måde - som jeg ikke vil nævne. Begge er de skændige og spår kun lidt godt for den der i sin tid skulle have det uheld at vælge en sådan til hustru, og det er sørgeligt at hos denne klasse hvoraf den simple borger og håndværksmand (der udgør en væsentlig del af statens styrke) i almindelighed må vælge ægtefæller, at enhver udsigt til tarvelighed, vindskibelighed, ægteskabstroskab tillige med håbet om fremtids huslige glæder, velstand og hæder, med hver dag taber sig mere og mere efter tingenes nuværende gang.

Det ville være ønskeligt og uden tvivl meget gavnligt om enhver husbond og husmor, en eller flere gange årligt, mønstrede deres pigers pynt, og nøje undersøgte og krævede regnskab for hvorfra pengene dertil var kommet. Den pige som da havde mere stads end hun kunne gøre regnskab for - på lovlig måde at have erhvervet sig, måtte afskediges og årsagen dertil anføres på hendes skudsmål til advarsel og eksempel.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4683-4684)