(Efter indsendt).
At luksus i en stat er skadelig i almindelighed og især når den har taget overhånd blandt den uformuende del af statens individer, fordi armod gerne følger luksus i hælene hos de uformuende statsborgere, hvilken stand de så end monne henhøre til - dette er en sandhed som ikke kan drages i tvivl. At tjenestepigerne i almindelighed er smittede af denne modesyge at ville klæde sig over deres stand, vover anmelderen ikke ligefrem at påstå. Men selv om dette var tilfældet, så foregår deres køn såvel i middelstanden som i de højere stænder dem heri med det selvsamme eksempel. Og bør man kræve mere verdens- og menneskekundskab af den i almindelighed mindre kultiverede tjenestepige end af hendes køn i borger- og højere klasser? Sandelig, dersom man gjorde dette, var det såre urimeligt.
Grunden til tjenestepigernes hang til at udmærke sig, ligger uden tvivl også for en stor del i den lyst der er det kvindelige køn så egen, nemlig lyst til at behage mandfolkene, og at mange mandfolk udmærker den pige der pynter sig bedst, derfor behøves nok næppe noget bevis. Men vil man spørge: hvorfra får en tjenestepige penge til at købe så megen kostbar pynt for? Anmelderen vil ingenlunde med forfatteren af stykket i Politivennen nr. 294: Om Tyendes Overdaadighed påstå at den eller de tjenestepiger der opfører sig stadselige, enten stjæler det de køber stads for, fra deres herskaber, eller også tjener det på en uværdig og vanærende måde. For at beskylde et måske ikke ubetydeligt antal individer for så grove laster, er mildt dømt letsindigt, ubeføjet og en enkelt af den talrige tyende-stand kan der ikke statueres noget tilforladeligt eksempel med for dem alle, altså kan det af forfatteren opgivne eksempel: at en simpel kokkepige i et år har købt sig stads for over 100 rigsdaler, næppe være anvendeligt her. Og bør med rette drages i tvivl. Overalt er sagen vel ikke af så farlig en beskaffenhed som forfatteren af nævnte stykke har afmalet den at være. Overdrivelse er så vore tiders menneskers maner når de ivrer enten for eller imod en sag.
Jeg sætter også at en eller anden smuk tjenestepige opfører sig overdreven stadselig, mon ikke mandfolkene - husfædrene med iberegnede - bidrager alt for at give den eller disse pigens lidenskaber for pynt, næring, ja befordrer sådanne lidenskaber på det kraftigste? For er det en pige naturen har været gunstig imod, givet et glat ansigt, velskabte lemmer etc. så kappes vore dages mandfolk jo om at hylde hendes skønhed, ja at ophøje hende til skyerne, i håb om en eller anden gunstbevisning og villighed. Og om en sådan pige - der måske ellers ville have været et mønster for sit køn - på denne måde fordærves , og flere smittes af hendes eksempel, hvis er skylden? unægtelig mandfolkenes. Tag altså årsagen bort, og virkningen vil ophøre af sig selv. Af det svage menneske bør man ikke forlange mere end det er i stand til at kunne præstere, og sjældent udrettes der meget godt på moralen vegne ved tvangsmidler.
At madmødrene skulle fordre regnskab af deres tjenestepiger, hvor de havde fået de penge fra, de havde købt en kjole eller en hat m.m. for, og når en pige der som tilfældet let kunne være, havde fået disse penge udenfor sin løn på en redelig, en anstændig måde, dog undså sig ved at gøre sin madmoder bekendt dermed, skulle derfor ikke skudsmåles. Dette var synes mig, for hård en medfart. Det var at gøre tyendets liv for surt. Skade var det at forfatteren ikke gjorde det forslag at tyendet skulle også aflægge regnskab for dets tanker. At der gives den eller de enkelte i tyendestanden der fortjente en sådan medfart at være forbundet til at aflægge regnskab for, hvorfra de havde fået penge til en kostbar klædning, det nægter anmelderen ikke, ligesom også der gives de husmødre der ikke ville krænke deres tyende ved at have en sådan myndighed over dem. Men alle tjenestefolk kan ikke bedømmes efter en snor, og uretfærdigt var det at de alle skulle lide for nogle slette medtjeneres skyld.
At en tjenestepige klæder sig vel, er ingenlunde lastværdigt, tværtimod er det endogså at anbefale til efterlevelse når denne nethed ikke er overdreven. Og at en pige når hun er som hun bør være, kan klæde sig ret net for 20 til 30 rigsdaler om året, som lønnen, med endda ikke betydelige sportler, på mange steder er, finder anmelderen heller ikke så urimeligt når pigen som sagt er omhyggelig for at bevare de klæder hun engang har bekostet til andet end daglig brug. At disse klæder kan forandres eftersom den hyppige forandring af moder gør det så at sige nødvendigt, er jo en bekkendt sag. For var dette ikke tilfældet, ville moden der kræver meget, medtage endnu mere.
(Politivennen. Hefte 23, Nr. 298, 7. januar 1804, s. 4737-4742)
