03 december 2014

Om Københavns Broer

Det har allerede stået flere gange i dette blad at selv om staden København fortjener en høj plads blandt Europas store stæder for sine smukke og velholdte borgerhuse, så er byen dårligt udstyret med offentlige bygninger. Dens kirker er, på nær et par tålelige, bygninger som næppe fortjener plads i den mest usle lille købstad. Men broerne er af alle offentlige bygninger i København de værste. Den har 1) ikke broer nok, og 2) bortset fra en ikke en eneste bro som er værd at se.

København har inden for sine volde kun 10 færdselsbroer. De 6 forbinder Slotsholmen med København og Christianshavn. To, nemlig Langebro og Bommens Bro er fæstningsværksbroer og altså kun delvis færdselsbroer. De to øvrige forbinder Christianshavns yderste og inderste dele.

De broer, som København savner - og det er synd og skam at den gør, er 1) en tværs over Nyhavns Kanal. 2) en fra Nyhavn over til Christianshavn. 3) en  bredere og altid åben bro i stedet for Langebro.

Broer som ikke uomgængeligt vil savnes, men som det dog ville være nyttigt at have, i en belejringstid måske endog til største frelse, er: 1) en bro fra Bremerholm over til Børsen. 2) endnu en bro til forbindelse af Christianshavn. 3) en fire gang så bred bro på det sted hvor nu  Knippelsbro er. 4) en bro fra byen over til Slotsholm omtrent hvor Knabrostræde ender.

Ingen af Københavns broer har den rette bredde. Ikke engang den såkaldte Marmorbro. De andre er alle anlagt da byen kun havde halvt så mange indbyggere, og deres senere ombygninger udkastede uden hensyn til nødvendigheden af en fri og uhindret samfærdsel er i en stor stad. Den fremmede som ser vores broer, trækker på skulderen, og ynkes over vores brobyggere.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 305, 25. februar 1804, s. 4856-4858)

Angående Fattigvæsnet i København

Følgende er meddelt os skriftligt:

"En fattig kone, som kalder sig Christiane, enke efter arbejdsmand Hansen, foregav at bo i de nye huse på Toldbodvejen, samt at have en sådan skade i det ene lår, at hun ikke kunne spinde. Da hun ikke kender nogen anden indkomst, fortalte hun i fleres påhør, at hun fik 2 mk. ugentlig til sit og 4 børns ophold. Børnene var

1 pige, 14 år
1 ditto, 7 år
1 dreng, 13 år
1 ditto, 1½ år

Da hun havde anmodet om større understøttelse, havde direktør Blankensteiner truet hende med tvangshuset, og forstanderen, som hun troede hed Weinwich, havde svaret, at når direktøren ikke ville hjælpe hende, kunne han heller ikke"

Må vi hertil svare, at der i 10. distrikt ikke opholder sig nogen enke af dette navn, der har førnævnte børn, og at det ikke er første gang at sådanne usandheder fremsiges på offentlige steder for at vække barmhjertiges medlidenhed. Hun opfordres derfor til at stå frem for at vise om hendes udsagn fortjener at blive tænkt over eller ej, og i den henseende melse sig hos distriktsdirektøren.

København d. 21. februar 1804
J. E. Blankensteiner      N. H. Weinwich
Tiende distrikts-         Første forstander i 10.
direktør                         distrikt

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 305, 25. februar 1804, s. 4851-4852)

En indsnegen Uskik i Helsingør

Ligesom man siden nytår med velbehag har set gaderne fri for betlere, så har der derimod ofte indfundet sig en del omløbende grise og svin, som synes at ville tigge føde på gaderne og i åbne gårde. Det er jo utilladeligt i enhver købstad, og vil vel af politiet blive påset og forebygget

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 304, 18. februar 1804, s. 4837-4838)

Skyttestræde i Helsingør, tilsat den obligatoriske rendesten, har sikkert været et udmærket fourageringssted for svin.

Bøn og Ønske til høje Vedkommende paa Kronborg Fæstning.

Da slaver som forbrydere og uden tilsyn altid er og bliver farlige for den offentlige sikkerhed, så bad og ønskede man at slaven Tobiesen hvem man for sin behændighed i at fingerere, har tillagt det binavn Carrouche, aldrig måtte komme til byen uden stærkt opsyn, og ikke mindst om aftenen da man to gange og efter kl. 7 vil have set ham der hvor folk søndag aftner trænger hen for at gribe lykken eller snarere bortspille deres skillinger.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 303, 11. februar 1804, s. 4816)

02 december 2014

Et Par Ord om offentlige Maskerader.

Maskerade! -om denne fornøjelige moral har man allerede talt og skrevet så meget og på alle kanter så nøje drøftet og gennemgået den, at anmelderen intet ved at lægge til og vil derfor ikke videre indlade sig deri Da dette naragtige morskab dog bliver tilladt, bør der unægtelig træffes en sådan foranstaltning at sæderne taber så lidt som muligt derved. Dette formål vil ingenlunde blive opnået så længe liderlige og frække bolersker uhindret kan søge maskeradesalene for der at skaffe sig kunder, og man ikke søger at sætte grænser for uanstændig opførsel af uopdragne og liderlige unge hjerter.

Således så man på en vis offentlig maskerade ikke få af de gemeneste skøger og liderlige tjenestepiger spadsere omkring for at skaffe sig engagement som også fortræffelig lykkedes dem, for ud på natten var der ikke en eneste som manglede chapeau. Hvor ubehageligt må det ikke være for et anstændigt fruentimmer her at være i selskab med afskummet af sit køn? At disse uordener kunne forebygges, tvivler anmelderen ikke om. Og fornuftigvis burde det ikke blot tages i betragtning om de som indlades, har anstændig maskeradedragt eller domino, men især om personen selv er anstændig. En bekendt traktør på Vesterbro har i sin dansesal en ophængt bekendtgørelse hvorefter uanstændige fruentimmer enten ikke indlades eller uden omstændigheder bortvises. Det var at ønske at der på de omtalte maskerader måtte findes lignende bekendtgørelser. At mandfolkene på visse maskerader tillader sig de uanstændigste friheder, har anmelderen selv været vidne til. Skønt de fleste fruentimmer ved disse var så rolige som lam, hvilket just ikke giver noget højt begreb om deres sædelighed. Et honet fruentimmer vil det vist nok ikke være klogt her at medbringe da hun ikke står i så lidt fare for at blive insulteret. Således så anmelderen på en maskerade at en maske som bar domino og en trekantet hat med guldgalloner, tog en honet pige om livet og kyssede hende, og løb derefter bort. En i så høj grad uanstændig opførsel fortjener vist nok at stilles offentlig til skue. At en entreprenør for en offentlig maskerade er vidende om de i disse linjer påankede uordener, påstår anmelderen ingenlunde, men ønsker blot at de for fremtiden måtte blive fjernet. Desuden må det unægtelig være kærere at deres maskerader søges af anstændige folk end af sådanne hvis rette plads er danseboderne og smågaderne.

H. Nielsen.
Litteratus.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 301, 28. januar 1804, s. 4791-4794)