Ønske af en Ven af den jødiske Nazion.

(Efter indsendt.)

I århundreder har den mere indsigtsfulde del af den jødiske nation måtte kæmpe mod den fordom at begrave de døde så hastig. Men alt for svag mod den mængde af fordomsfulde, har man måttet tåle at måske mange ulykkelige er blevet levende begravet. Det var altså at ønske at regeringen ved et kraftfuldt bud befalede at ingen af den jødiske nation i Danmark måtte begrave sine døde før efter at de havde 3 dage været tilsyneladende døde. Og mange gode mennesker ville velsigne den regering under hvem denne for menneskeheden så rigtige sag blev lagt under fornuftige love!

(Politivennen Hefte 24, Nr. 308, 17. marts 1804, s. 4899-4900)

Uordner

2) Det er helt uforsvarligt med alle de knuste flasker og glas som vi konstant ser henkastet på vores gader. Ingen lider mere under det end vores stakkels heste, hvoraf en stor del helt sikkert får benene ødelagt. Er det for meget at ønske at der udtænktes midler til at forebygge denne farlige uskik, så disse for os mennesker så vigtige dyr kunne være sikre på ikke at få deres ben forskåret på en så fatal måde.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4891)

Meget høje Bompenge

(Efter tilsendt.)

En mand som den 7. marts ville besøge nogle kaptajner på de ulykkelige skibe ved Nivå der synes at have undgået at synke på åben sø, for at have denne skæbne i en havn i den danske konges stater (et af dem tilhørende kaptajn Dahl i København er allerede total sunket) måtte for at komme ned til denne såkaldte havn kre igennem et løst led og måtte derfor betale 4 skilling for et par heste og en slæde. Da dette er meget mere end hvad der tages hvor der dog virkelig gøres noget for bompengene, for Kongevejs bomme tager kun 1 skilling, så tør man anmode S. T. hr. assessor Kræfting som nuværende ejer af den ruinerede havn, at han ville moderer, bedre endnu ganske ophæve, denne høje bompenge som man virkelig ikke giver med fornøjelse.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4888-4889)

Om Landprang

(Efter indsendt)

Siden landprangeriet har taget overhånd, er købstæderne taget kendeligt af. Købmanden i en lille stad kunne før selv overkomme at prange på herregårdene. Men bøndernes varer købte han i almindelighed først på stadens torv. Landprangeriet har nu fuldstændig tilintetgjort de små stæders torvehandel. De drager fra gård til gård og opkøber varerne, ja ofte afhenter på stedet på egne vogne.

Stadens ikke-handlende indbyggeres kår er dermed overmåde forværret. Disse har ikke andet valg end at købe enten af købmændene eller af prangerne. Det er ikke blot fødevarer som dermed fordyres, men også en mængde råmaterialer til håndværkere og drift. For blot at nævne nogle få er opkøbet af skind. Denne gør feldberedernes og handskemagernes forhold meget dårlige. Fåreavlen aftog overmåde meget med fæsteskabets udskiftning. De øvrige skind bortfører landprangerne og gør næsten måde deraf når de med fine ord og mod dyr betaling sælger professionisten nogle.

Landprangerne er bønder. Ofte husmænd og er ofte blevet prangere af dovenskab. De driver købstadsnæring uden at svare købstadsafgift. Om bonden har godt af at der findes landprangere, vides ikke med sikkerhed. At mange hænder derved går fra agerdyrknng er sikkert. Købmandsstanden i de små købstæder taber øjensynlig sammen med alle andre købstadserhverv lige til brændevinsbrænderne. For siden der nu i hver landsby blev 1,2 måske 6 prangere og bønderne holder sig til dem (udvisket) for at køre til torvs, er landsbykroerne mere besøgte end købstædernes værtshuse.

Gid de som forstår dette, ville bore i denne sag, og at de som kan gøre noget ved det, ville gøre det til fordel for købstadsborgeren.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen kommenteres i Politivennen, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5042-5047.

Om offentlige Vandhus i Rosenborg Have

Der er før skrevet i Politivennen om offentlige vandhuse for at forebygge gadesvineri. Men det ville virkelig være en stor bekvemmelighed, hvis der i Rosenborg Have var et par af den slags huse. Det sker ofte og især for aldrende mennesker, at når de bevæger sig på en spadseregang som denne bevæger sig lidt mere end sædvanligt, opstår en vis nødvendighed af at forrette et ærinde som de ikke kan overlade til andre. Af mangel på denne indretning må de derfor over hals og hoved skynde sig hjem eller hen til et bekendt sted. Måske kunne der endog ved at man skulle lægge en styver for adgang til disse huse, skabe et lille levebrød for en eller anden trængende.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4882)