Uordener.

1) Når man går Rådhusstræde ned og er kommet over Vandkunsten, ser man på højre hørne påskrevet Frederiksholms Kanal, men ligeover for står Vandmøllestræde så at gaden på denne måde har to navne.

2) Uden for dette hvorpå der står Vandmøllestræde, og som er trukket meget ind, står en afviser som kan være farlig netop fordi man ikke i mørke formoder en afviser så overmåde langt ude fra huset.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 315, [5]. maj 1804, s. 5006-5007)

Ønske imod ubehagelige Gadeoptrin.

I eftermiddag omtrent kl. 4 til 5 blev der et særdeles opløb udenfor huset i Gothersgade nr. 22, og årsagen var bogkræmmer Soldin og en arbejdskarl som efter sigende skulle være blevet slået af ham, hvilket jeg dog ikke kan tro da ovennævnte Soldin adskillige gange har været i mit hus og ikke opført sig uordentlig. Men dette er en sandhed at der findes mange slette mennesker som blot føler sig lykkelige i det øjeblik når de kan tilføje et stakkels menneske ondt.

Så længe øvrigheden ikke befaler at et menneske som gal skal forvares, så er han berettiget til at gå på gaden uden at nedrige og slet tænkende skulle ustraffet overfalde ham. Den person som her tales om, synes at være forladt af sine egne trosfæller, og de kristne behandler ham hver dag ilde. Efter at han i dag var kommet ind i den gård hvor jeg bor, blev han på dyrisk maner nedtrukket af en trappe, og siden af den stærke karl som foregav at være slået af ham, pryglet i ansigtet, så længe at blodet allevegne fra gik ud, siden udkastet af gården og på det jammerligste efterfulgt af nogle drenge. Gid dog noget måtte gøres mod de stadige spektakler man snart i en, snart i en anden gade må se med dette menneske. De forarger børn og støder ethvert menneskes følelse.

København den 4. maj 1804

Holger Mølsted,
Gothersgade nr. 22.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 315, [5]. maj 1804, s. 5006-5007)

Redacteurens Anmærkning.

Gothersgade nr. 22 blev 1806 til nr. 6. I 1962 nedrevet og indgik herefter i Adelgården.

Om fribarbererne

(Efter indsendt)

Man har ofte med rette hørt nogen ihærdigt tale imod den mærkelige indretning hos os, at de fleste der lærer kirurgi, starter karrieren som barberdrenge og at denne håndtering, barberen, tilsyneladende er blevet så uadskillelig forenet med den ædle kirurgi ved vores barberembeder. Der er imidlertid mange vanskeligheder ved at ville ophæve dette levn fra ældre tiders badstuekvaksalveri, fordi her kommer ejendomsretten i vejen, og ejendomme var altid hellige for den gode regering.

Vores regering, der har gjort og gør så meget for kirurgiens dyrkelse hos os, vil nok med tiden udtænke et middel, der uden despotisk brud på ejendomsretten, adskiller barberingen helt derfra.

Fribarberenes oprettelse må anses som et skridt henimod det. For det gik dog ikke an, at denne forretning ophørte at drives i embedskirurgernes stuer, før der var personer fordelt i staden, der bedrev dette erhverv som embedskirurgerne ophørte med.

Fribarberene bør altså anses som nødvendige og gavnlige borgere i staten. Som sådanne har kongen givet dem den lettelse at drive næringen uden borgerbrev, når de er antagne af chefen for det borgerlige artilleri.

Men nogle af de, der vel ikke benægter dette, taler kraftigt imod, at fribarberene årelader. Og dersom deres påstand var sand, at fribarberer må antages at være ukyndige i hvad man bør vide, for at kunne betjene folk med et så vigtigt middel, så burde enhver være enig med dem. Men denne indvending bortfalder når man tager i betragtning, at fribarberene har lært på barberstuer, hvor der altid, når læremesteren udskriver en dreng, bliver afholdt en slags eksamen i to-tre embedskirurgers nærværelse, i grundlæggende kirurgi, og altså også over hvad der hører ind under en god åreladers anatomiske kundskab og hans fingerfærdighed. Og man må vel indrømme, at den erfarne læge eller feltskær lige så godt kan betjene sig af en fribarber, som af en embedsbarber, når han dømmer at en lidende skal årelades.

Ja vel, vil man måske indvende, men fribarberene tilkaldes af folk, der i deres naivitet mener at de skal årelades, og han forretter så åreladningen på egen hånd, måske netop i tilfælde, hvor den bliver til patientens første fordærvelse.

Herimod svarer fribarberen: Tror man da at embedsbarberens svend ville være mere samvittighedsfuld, eller at han ikke gerne ville tjene nogle drikkepenge? Og amtsbarberen selv kan jo ikke være allevegne. Overalt hvordan skulle jeg som fribarber, der ikke er ukyndig i kirurgiens første grunde, der har kone og børn, og altså ikke så let kan løbe fra en lumpen handlings følger, være så tilbageholdende med at årelade i flæng. Jeg vinder jo ved at sige, hvis tilfældet er derefter: "Her bør en læge kaldes". For både lægen og den syge vil så fatte større fortrolighed til mig, og jeg vil ikke tabe ansigt ved det.

Kort sagt, så længe ændringen med embederne går for sig, er der ikke noget vundet, men snarere tabt ved at ville forbyde fribarbererne åreladen, kopsætning, lavementssætning osv. For det er da bedre at den, der har behov for øjeblikkelig hjælp, kan få denne af en fribarber, da lægen ofte ikke kan, gerne ikke vil applikere den, og embedsbarberene dels er så ulige fordelt, at den nærmeste undertiden er langt væk, dels ikke sjældent beklager sig over at forlade varmen og hvilen, for gennem rusk og kold nat at følge den syges bud.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 314, 28. april 1804, s. 4996-4999)

Redakteurens Anmærkning

Barberernes stilling som kirurger ses bl.a. af at de ikke var soldater, men fungerede som kirurger under Slaget på Reden og Københavns Bombardement.

Om Petri tyske Menighed

Når der i en stad er større rettigheder for nogle indbyggere end for andre af samme klasse, uden at de første derfor yder mere til almenvellet eller tror sig underkastet tungere pligter, så tør man vel påstå at en retfærdig ulighed, rimelig tilfældigvis, er udsprunget af en oprindeligt retfærdig anordning

Hvis en regering over for en del fremmede der strømmer ind i dens hovedstad fra mindre godt regerede lande, tillader at disse, selvom det er af samme sekt som landets indbyggere, priser og tilbeder det højeste væsen  i deres eget tungemål fordi de endnu ikke forstår landets, og dertil har deres kirke og præster, så er det sikkert en handling, der bærer præg af visdom og mildhed.

At ville lade de fremmede lave deres egen koloni, i stedet for at blande dem med (ulæseligt, ionens) masse. At lade deres afkom bestandig beholde sprog og kirkeskikke som en fremmed stamme, var ubilligt både mod disse kolonister selv, der naturligvis ikke af de ældre indfødte ville erkendes for ægte brødre, og således kom til ikke at tilhøre til nogen nation, og imod regeringens egen nation og sprog, som den altid anser det for sin glæde og pligt at hædre frem for alle nationer og sprog i verden.

At St. Petri tyske menighed i København har udseende som en koloni, er sikkert ikke grundet i nogen sådan hensigt hos de foregående eller nærværende regeringer. Siden Kristian den første har vi ikke haft nogen udlænding til konge. Forkærlighed til udlændinge eller udenlandsk tungemål kan ikke næres i nogen danskfødt regents baron. Måske en mangel af bestemthed i anordningens ord (og hvor er denne altid uundgåelig?) kun en misforstået gæstfrihed hos stadens fædre i ældre tider. Tilgivelig fordi de ikke mærkede at den var lunkenhed for landsmænds ret og ære, ville vi tilskrive at velmente, og med fædrelandskærlighed bestående nådesbevisninger, ved at nydes af dem de ikke vel kunne være tiltænkte, nu ligne forrettigheder og herligheder.

Petri menighed har hvad alle danske har, præster og kirkeværger. Men den har desuden den fordel at stedse en af landets store dens patron, og hvilken dansk menighed har det? Den har derved et talsmandskab, som de danske ikke har.

Petri menighed har kaldsrettighed, hvilket ingen dansk menighed har. En rettighed udøves af den og beholdes af den, som enhver god dansk kaldsherre i vore tider iler at tilbagegive staten, fordi han ved at dens styrer ønsker den, og ønsker den blot fordi den aldrig af privat kaldsherre eller af menighed kan bruges så retfærdig som af et kollegium.

Lemmerne af denne Petri menighed kunne bo overalt i staden, uden derved som de andre borgere at bindes ved stadens areals inddeling i sogne. Denne frihed nyder de andre borgere ikke. Herved gøres endog det tilfælde muligt, at et dansk sogns præster kunne tabe. For dersom ved en flyttede fx et sogns distrikt fik 100 familier af Petri menighed over hvad det deraf før havde, så blev jo sognets egen menighed derved 100 familier ringere.

Personer der næppe efter den første hensigt hørte til Petri menighed, personer der i mange led tæller danske forældre, personer der langt bedre forstår og taler dansk end tysk, sætter en glorie i at være af Petri menighed. Og heri er det egentlig jeg finder at den forsømmelse må have haft sted, der er skyld i det påankede misforhold. Petri kirke skulle være en kirke for fremmede. Godt! Men børn af den fremmede der nedsatte sig, børn der ved fødslen er danske, bør ikke regne sig til de fremmedes menighed. De burde være reklamerte af præsterne til vore danske sogne, hvori forældrene boede, og dette krav på rette måde understøttet af magistraten ville vist hævet den ubehagelighed det kunne været for forældrene, ifald deres kærlighed og taknemmelighed mod det land, der havde optaget dem i sit skød, ikke forslog til at lade dem foretrække at have danske børn i stedet for børn der hverken var danske eller tyske.

Jeg sagde ovenfor at Petri menighed så ud som en koloni. Dette er kun alt for sandt. Også ser man ligesom en ængstelighed hos den for at beholde dette udseende. Den kalder: men yderst sjældent kalder den en dansk undersåt til sin præst.

Næppe vil det tillades nogen dansk kaldsherre, og mindre af landsmænd tilgives ham, om han kaldede en udlænding.

Måske ville man finde det her sagte for hårdt, men jeg forsikrer dem som finder det sådan, at det tværtimod har kostet mig umage at tale så moderat i denne sag. Alt det der ligner en ringeagtelse af min nation og mit sprog, og udvist endnu dertil i nationens hovedstad, må vel opgløde mig, hvis jeg er fædrelandsven. Alt hvad der ligner ulighed hvor lighed bør være, vil vel gøre ethvert menneske varmt.

Og hvad er vel hensigten af hele denne anke, og hvad gavn skal den virke? Den som kan spørge således, foretrækker sikkert at være en halvtysker for at være dansk, og fortjener ikke mit svar.

At der i København er en kirke hvori der prækes tysk for rejsende eller naturaliserede tyskere har jeg på ingen måde villet ytre det mindste imod.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4981-4986)

Om Bissekræmmersværmen på Landet

(Efter indsendt)

Jeg var for nyligt hos en ven på landet, hvor følgende påkaldte sig min opmærksomhed. En dag, efter vi havde spist til middag, meldte pigen en kramjøde. Manden svarede, at de ikke behøvede noget, og at han skulle bare gå. Men hans 4 døtre sprang på benene og i køkkenet. Og efter en kort tid kom den ene tilbage med et stykke sirts, den anden med et tørklæde, den tredje med et bånd osv. og plagede den gamle indtil han måtte betale, hvor meget han end søgte at overbevise dem om, at det var dårlige varer og de ikke trængte til dem.

Noget efter ved tebordet kom en såkaldt italiener lige ind i stuen og fremviste alskens ting af nyeste mode. Det forstår sig selv at den gamle fader atter måtte åbne pungen, og det langt klækkeligere end forrige gang, da endog vores gamle moder indvendte, at det kunne klæde grethemor, at det nu var mode i byen og at man skulle være folk lig.

Endnu inden en time kom en svensker med frejler, lærreder, ternet tøj, bånd og kniplinger, og her måtte atter købes, for man følte nu en ny trang. En til hverdagsforklæder, en anden til kniplinger, og Boel skulle have en serviet, fordi hun havde våget over Lisemor, da hun var syg. Den gamle beklagede sig og sagde, at den skrækkelige sværm af omløbende bissekræmmere var en sand ulykke for landet, da det især var dem der skilte os ved vor klingende mønt, hjalp til at forhøje kursen og overalt at udbrede unyttig modesyge i landet. Så længe de ikke kom i huset, føltes ingen trang til nogen ting. Det var altså blot det forføriske skue, der vakte forfængeligheden, og lokkede til at udgive sine penge.

Bissekræmmerne kunne gå rundt med en sådan kasse på ryggen hvorfra de solgte fx tøj. Det var forbudt bønderne at gå med silke, men et silkebånd i ny og næ kunne dog godt ryge med i en handel. (Eget foto. Frilandsmuseet).

Jeg spurgte om der kunne rådes bod på dette uvæsen? Han svarede, at en forordning godt nok forbød det, men de var ikke lette at få overholdt. Fogederne i landsbyerne troede sig ikke berettigede til at pågribe dem. Og den højere øvrighed kunne ikke være alle vegne. Angivelse til denne gik ikke an, for sådanne omløberes gang var jo mere uberegnelig end en komets. Og inden angivelsen nåede politimesteren var korpus delikti væk. Det bedste troede han var, at man udsatte en præmie på deres anholdelse.

Når fx den sognefoged, der i sit sogn anholdt en bissejøde, bissesvensker, svenskerinder, eller andet bissevæsen, NB med kram og alt, fik en belønning på 1/(ulæseligt) af det forefundne, så ville landet snart blive renset for en plage, der er større end man tror. De ødelægger købstæderne ved at borttage deres næring, og de godtroende landsbyfolk ved optrækkerier og ikke sjældent ved tyverier.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4978-4981)

Redacteurens Anmærkning.

I Dagen den 13. maj 1803 kunne man læse følgende dramatiske forholdsregler imod bissekræmmere:

Fire Köbmænd i Nyköbing på Morsöe har udlovet en Douceur af 10 Rd. for hver Flakkejöde eller Bissekræmmer, der beviisligen angives paa Mors. Da Angiveren tillige efter Loven faaer slig Omlöbers Vare paa 6 2/3 Procent nær, saa kan man vente at Morsöe snart vil blive renset for denne Pest.