En Advarsel til menneskekjærlige Husejere.

(Efter tilsendt).

Mandag formiddag den 7. dennes faldt fra en tagrende på hjørnehuset af Rådhusstræde og Farvergade nr. 24 idet renden blev renset, en sten ned og ramte på hovedet af en mand som gik på fortovet hvor stenen faldt. Den var af en sådan størrelse at den slog hul i hatten som var næsten ny, og ville altså når den var faldet på et hoved med svagere bedækning eller på ethverte anden sted af legemet, forvoldt en betydelig kontusion som muligvis også kunne være blevet dræbende. Dette har man anset for pligt offentlig at bekendtgøre for at vise de husejere der er ligegyldige nok til ikke at lade de forbigående advare om at vogte sig når husets tagrender gøres rene, hvor unødvendigt det dog er af sådan advarsel gives.

Den 9. maj 1804.

Politivennen. Hefte 25, Nr. 316, 12. maj 1804, s. 5024-5025)

Et mølleønske

Var det ikke muligt at møllerne eller deres folk blev forpligtet at male den rug som Holmens folk bringer til mølle, frem for brændevinsskrå. Desto mere fordi denne rug er løn in natura, og når den ligger i 14 dage på møllen, bliver man nødt til at købe brød. Når man så ikke længere kan finde udveje for penge, må man tage den umalet tilbage fra møllen og være nødt til at sælge den, hvilket sætter fattige folk i denne klasse meget tilbage.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 316, 12. maj 1804, s. 5023)

Uordener.

1) Når man går Rådhusstræde ned og er kommet over Vandkunsten, ser man på højre hørne påskrevet Frederiksholms Kanal, men ligeover for står Vandmøllestræde så at gaden på denne måde har to navne.

2) Uden for dette hvorpå der står Vandmøllestræde, og som er trukket meget ind, står en afviser som kan være farlig netop fordi man ikke i mørke formoder en afviser så overmåde langt ude fra huset.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 315, [5]. maj 1804, s. 5006-5007)

Ønske imod ubehagelige Gadeoptrin.

I eftermiddag omtrent kl. 4 til 5 blev der et særdeles opløb udenfor huset i Gothersgade nr. 22, og årsagen var bogkræmmer Soldin og en arbejdskarl som efter sigende skulle være blevet slået af ham, hvilket jeg dog ikke kan tro da ovennævnte Soldin adskillige gange har været i mit hus og ikke opført sig uordentlig. Men dette er en sandhed at der findes mange slette mennesker som blot føler sig lykkelige i det øjeblik når de kan tilføje et stakkels menneske ondt.

Så længe øvrigheden ikke befaler at et menneske som gal skal forvares, så er han berettiget til at gå på gaden uden at nedrige og slet tænkende skulle ustraffet overfalde ham. Den person som her tales om, synes at være forladt af sine egne trosfæller, og de kristne behandler ham hver dag ilde. Efter at han i dag var kommet ind i den gård hvor jeg bor, blev han på dyrisk maner nedtrukket af en trappe, og siden af den stærke karl som foregav at være slået af ham, pryglet i ansigtet, så længe at blodet allevegne fra gik ud, siden udkastet af gården og på det jammerligste efterfulgt af nogle drenge. Gid dog noget måtte gøres mod de stadige spektakler man snart i en, snart i en anden gade må se med dette menneske. De forarger børn og støder ethvert menneskes følelse.

København den 4. maj 1804

Holger Mølsted,
Gothersgade nr. 22.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 315, [5]. maj 1804, s. 5006-5007)

Redacteurens Anmærkning.

Gothersgade nr. 22 blev 1806 til nr. 6. I 1962 nedrevet og indgik herefter i Adelgården.

Om fribarbererne

(Efter indsendt)

Man har ofte med rette hørt nogen ihærdigt tale imod den mærkelige indretning hos os, at de fleste der lærer kirurgi, starter karrieren som barberdrenge og at denne håndtering, barberen, tilsyneladende er blevet så uadskillelig forenet med den ædle kirurgi ved vores barberembeder. Der er imidlertid mange vanskeligheder ved at ville ophæve dette levn fra ældre tiders badstuekvaksalveri, fordi her kommer ejendomsretten i vejen, og ejendomme var altid hellige for den gode regering.

Vores regering, der har gjort og gør så meget for kirurgiens dyrkelse hos os, vil nok med tiden udtænke et middel, der uden despotisk brud på ejendomsretten, adskiller barberingen helt derfra.

Fribarberenes oprettelse må anses som et skridt henimod det. For det gik dog ikke an, at denne forretning ophørte at drives i embedskirurgernes stuer, før der var personer fordelt i staden, der bedrev dette erhverv som embedskirurgerne ophørte med.

Fribarberene bør altså anses som nødvendige og gavnlige borgere i staten. Som sådanne har kongen givet dem den lettelse at drive næringen uden borgerbrev, når de er antagne af chefen for det borgerlige artilleri.

Men nogle af de, der vel ikke benægter dette, taler kraftigt imod, at fribarberene årelader. Og dersom deres påstand var sand, at fribarberer må antages at være ukyndige i hvad man bør vide, for at kunne betjene folk med et så vigtigt middel, så burde enhver være enig med dem. Men denne indvending bortfalder når man tager i betragtning, at fribarberene har lært på barberstuer, hvor der altid, når læremesteren udskriver en dreng, bliver afholdt en slags eksamen i to-tre embedskirurgers nærværelse, i grundlæggende kirurgi, og altså også over hvad der hører ind under en god åreladers anatomiske kundskab og hans fingerfærdighed. Og man må vel indrømme, at den erfarne læge eller feltskær lige så godt kan betjene sig af en fribarber, som af en embedsbarber, når han dømmer at en lidende skal årelades.

Ja vel, vil man måske indvende, men fribarberene tilkaldes af folk, der i deres naivitet mener at de skal årelades, og han forretter så åreladningen på egen hånd, måske netop i tilfælde, hvor den bliver til patientens første fordærvelse.

Herimod svarer fribarberen: Tror man da at embedsbarberens svend ville være mere samvittighedsfuld, eller at han ikke gerne ville tjene nogle drikkepenge? Og amtsbarberen selv kan jo ikke være allevegne. Overalt hvordan skulle jeg som fribarber, der ikke er ukyndig i kirurgiens første grunde, der har kone og børn, og altså ikke så let kan løbe fra en lumpen handlings følger, være så tilbageholdende med at årelade i flæng. Jeg vinder jo ved at sige, hvis tilfældet er derefter: "Her bør en læge kaldes". For både lægen og den syge vil så fatte større fortrolighed til mig, og jeg vil ikke tabe ansigt ved det.

Kort sagt, så længe ændringen med embederne går for sig, er der ikke noget vundet, men snarere tabt ved at ville forbyde fribarbererne åreladen, kopsætning, lavementssætning osv. For det er da bedre at den, der har behov for øjeblikkelig hjælp, kan få denne af en fribarber, da lægen ofte ikke kan, gerne ikke vil applikere den, og embedsbarberene dels er så ulige fordelt, at den nærmeste undertiden er langt væk, dels ikke sjældent beklager sig over at forlade varmen og hvilen, for gennem rusk og kold nat at følge den syges bud.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 314, 28. april 1804, s. 4996-4999)

Redakteurens Anmærkning

Barberernes stilling som kirurger ses bl.a. af at de ikke var soldater, men fungerede som kirurger under Slaget på Reden og Københavns Bombardement.