Ønske for Beboerne af den Helsingørske Daarekiste.

De efter reformationen sekulariserede klostre som på adskillige steder her i landet er indrettet til hospitaler for gamle, svagelige personer, er vist så priselige stiftelser at enhver der føler noget for sine lidende medbrødre, må glæde sig over at regeringen har anvendt disse store bygninger med tilhørende jordegodser til så hæderværdigt et brug.

Men det spørgsmål kunne måske med føje gøres: er også disse stiftelser overalt således indrettede som de burde være? Anmelderen heraf tror det ikke, han har haft lejlighed til at lære at kende hospitalet i Helsingør hvor han blandt andet lagde mærke til en højst vigtig mangel. 

Som bekendt er med hospitalet forbundet en dårekiste hvis indretning er så lidt menneskelig, så grusom at enhver som har set de ulykkelige som en ublid skæbne bragte derhen, må gennemtrænges af de vemodigste følelser.

Dårekisten er en fritstående bygning på den ene side af hospitalet som vender ud mod Kronborg. Den er altså udsat for at den storm og kulde som det nærliggende sund fører med sig. Væggene er af enkelte egeplanker hvori åbninger med blot et jerngitter for er anbragt til lysning. I ethvert lukaf er en seng med halm. Men ingen kakkelovn som på nogen måde kunne lindre vinterens kulde, hvilken enhver let ser må på det græsseligste plage de ulykkelige skabninger der opholder sig der da intet uden en blot bræddevæg beskytter dem mod vejrligets ubehagelighed.

En vanvittigs tilstand er vist nok den beklageligste som kan tænkes. At han bør være i sikker forvaring for hverken at skade sig selv eller andre, vil vist ingen nægte. Men hvorfor skal han behandles værre end misdæderen? Og det tør jeg sikkert påstå er tilfældet her.

Da Helsingørs hospital er en af de rigeste stiftelser i riger, synes det underligt at der ikke for lang tid siden er bødet på denne vist nok overmåde store mangel. Måske arbejder nuværende bestyrelse derpå. Det siger i det mindste rygtet at hospitalets ærværdige forstander har allerede for et år siden indgivet et forslag til direktionen om en dårekistes bedre indretning.

Men man tør håbe at direktionen ikke tøver med at udøve en for deres lidende brødre så højst vigtig velgerning, og kunne anmelderen heraf have bidraget noget dertil ved at skrive disse linjer, da vil han anse det øjbelik han anvendte herpå som det lykkeligste i sit liv.

P. Hansen.
Student. Boende på Regensen.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 344, 24. november 1804, s. 5465-5468)

Uordener.

6). Ejeren af gården på hjørnet af Købmagergade og Silkegade hvor der er vinkælder, har ladet lægge en bedækning af møg tværs over fortovet for at holde en gårdrende tør. Denne mødding står 2-3 tommer over fortovets linje, og lover en artig søle i tøvejr. Man håber at ejeren selv vil indse hvorledes gaderne ville se ud hvis hver ejer efter forgodtbefindende kunne lægge gødning på fortovene, og at han altså hellere lader sin gårdskarl bryde isen op end fordærver gangen for et helt publikum.

7) Det er ikke sjældent indtruffet at man fra de gader om Nikolaj Ruiner ser en hob drenge løbe omkring på vægtergangen og gøre spillopper. Undertiden kan man se dem løbe omkring på de faldefærdige mure og hvælvinger, og der til angst for alle tilskuerne øve sig i at stå på et ben eller i andre farlige stillinger. For ikke længe siden løb en af dem til og slog et slag på klokken som straks fik alle mennesker deromkring til at stikke hovederne ud af vinduerne da de tænkte at der var brand. Ikke sjældent øver de sig i at kaste med sten deroppefra imod husene i nabogaderne. Man ønskede at tårnvægteren ville indse hvor stor uskik alt dette er, og for fremtiden holde sådant småpak fra sit vagtsted.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 343, 17. november 1804, s. 5463-5464)

Uordener.

3) Imellem Hollænderbyen og Dragør skal efter rygtet adskillige kørende personer være med skældsord, trusler og slag overfaldet af mennesker som finder lyst i sådan vildskab. Man anser det for pligt at opvække politiets opmærksomhed på det. Et sådant rygte om det end ikke har fuldkommen grund, har den ubehagelige virkning på dem der skal tage ad denne vej.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5445-5446)

To Ønsker paa Vejene tæt udenfor Staden.

 1. På det stykke jord som ligger tæt op til hr. garver Rings gård ved St. Hans Hospital, er for nærværende tid et rettersted for gamle heste, hvor disse efter at være blevet slagtet, aftrækkes huden, og hvor man ikke sjældent ser flere nøgne kroppe ligge i snesevis og flere dage i træk. Enhver der går forbi, fristes let til at opkaste det spørgsmål om man ikke viste den del af publikum som kommer ad denne vej, enten for man nyder den eller fordi den er hans nærmeste, mere opmærksomhed, når man anlagde slagteriet bag ved gården, i stedet for lige ud til vejen?

2. Da alle offentlige veje hører det almindelige og ikke nogen enkelt mand til, så anmeldes det som en synd imod vejpolitiet, at der på det stykke vej som går fra Falkoner Alle op til Godthåb er anlagt et møddingssted, som ønskes fjerńet.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5435-5436)

Bøn til Vandvæsnet

Næsten i en måned har man nu på Toldbodvej manglet vand. For man kan vel godt kalde det mangel når man for hver dag hvor man har vand igen mangler i 8-10 dage. Folk som bor der finder det både trykkende og ærgerligt at de næsten hver dag må holde mennesker alene for at hente vand, enten oppe i Store Kongensgade, Borgergade, Husarkasernerne eller andre steder.

I husarkasernerne ser man hver dag en stor stimmel mennesker dels fra Toldbodvej, og dels fra Nyboder som kommer for at hente vand. Men selv her kunne de ikke alle tider få det, da der er en mængde heste som skal vandes, og skønt chefen viser den største villighed til at hjælpe på de vandtrængende, må han dog undertiden se sig nødt til at afvise dem, for ikke selv at mangle.

Vel er det sandt at de to på Toldbodvej ved hjørnet af Store Kongensgade boende brændevinsmænd kunne forbruge en stor mængde vand til, efter desværre alt for almindelig skik at pumpe koskarn osv. ud med (den ene har ogå svin, hvis skarn vel må herud på denne nydelige måde). Men man kan dog ikke indse at når vandrenderne var i god stand, de jo desuagtet måtte yde vand nok til beboernes brug.

Man nødes altså til på det indstændigste at anmode de ansvarlige om at tingen måtte sættes i den stand at de stakkels beboere på Toldbodvejen også kunne forsynes med denne så uundværlige livsfornødenhed.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5433-5435)

Esplanaden (Toldbodvej) 8 er fra 1785, så det må jo have savnet vand dengang.

Redacteurens Anmærkning

Brændevinsmænd på Toldbodvej (esplanaden) var på Politivennens tid ikke ualmindelige. Den var en af de veje hvor mange søfolk færdedes. Nogle endda ret velhavende som brændevinsbrænder Bjerre (nr. 289). Der var mange kældre med beværtning, keglebaner mv. Med navne som Toldbod Vinhus, den lille knejpe Lumskebugten, Paradiset ved indgangen til Nyboder, Brokkens Bod mv. De blev også besøgt af de mindre fine fra borgerskabet.