Underretning om Rygning med Salpetersyre

Rygning med svovlsyre og salpeter er det mest virkningsfulde af alle midler der endnu er opfundet mod den gule pests smitsomhed og virkninger.

Den er også bedre end rygning med saltsyre, da denne er skadelig for åndedrættet. Rygning med saltsyre er derfor blot tjenlig til ubeboede steders rensning. Rygningen med svovlsyre og salpeter hindrer derimod slet ikke åndedrættet, og er derfor fortrinligt egnet til renselse af sygestuer, fængsler og med et ord alle beboede steder.

Denne rygning der er så let at frembringe, har vist sig yderst gavnlig i det ulykkelige Spanien, ifølge iagttagelser af Menzies, Smith og Cayanelles.

For at forrette rygningen lukke døres og vinduer. Derefter hældes sædvanlig svovlsyre i en tekop eller et glas, og deri kommes efterhånden en lige mængde pulveriseret salpeter. Blandingen omrøres med et glas rør eller en tobakspibestilk.

I det øjeblik blandingen sker, og så længe denne varer, udvikler der sig en hvid røg, eller tåge af salpetersure dampe, men som er aldeles ikke besværlig for den som forretter den eller for de syge. Også ved at blæse i blandingen med en blæsebælg fremmes udviklingen af dampene.

Når dampene først ret har udfyldt værelset, og siden atter har fortaget sig, åbnes et par vinduer, for at indlade ny luft.

Karret, hvori blandingen sker, må absolut være glas eller porcelæn, og aldeles ikke træ eller noget slags metal, da der ellers vil udvikles en luft, som netop er det modsatte af det man ønsker, og meget skadelig.

Antallet af røgkarrerne må passes efter værelset der skal renses. 1 lod svovlsyre og ligeså meget salpeterpulver er nok til at rense et værelse af 20 fod i hver dimension.

I store værelser som sygestuer og deslige gør man bedre i at ryge med mange små kar, end at foretage en stor blanding i et, da udviklingen af de sunde dampe derved sker hastigere og overflødigere.

Omstændighederne må tilsige hvortil der bør ryges. Vil man blot fordrive slem lugt, eller forebygge smitte ved luften, så er en eller 10 gange om dagen nok. Vil man derimod standse en allerede sket befængelse, så må man både ryge stærkere og ideligere, ja vel endog vedholde bestandig dermed.Rygningerne kunne så meget hellere fortsættes bestandig, som de på ingen måde besværer de syge, men er behagelige og holder deres mod vedlige.

Alle som opvarter eller kurerer på den syge bør så længe de er i værelse med dem, have et sådant rygende kar i hånden. Dette indhyller dem med en tåge, der sikrer dem og giver dem mod, til at nærme sig patienterne.

******

Ovenstående er den anvisning der af kurfyrsten af Salzburg er uddelt allevegne i hans lande til øvrigheder, præster og læger.

Udgiveren af disse blade har troet at gavne det almene ved også at undtrykke denne anvisning i dette blad, og således efter evne bidrage til udbredelsen af en så vigtig kundskab. Højst nyttigt ville det være om ikke alene øvrigheden i hver af vores købstæder, men også alle sognefogder eller rettere præster i landsbyerne var forsynede, foruden med anvisning til de sure røgelsers brug, med en vis forråd af svovlsyre og af salpeter. Mange steder er der langt til en købstad, hvor der er apotek, og muligt er endog mangt et apotek ikke så overflødig forsynet dermed, som man vel kunne øsnke. Udgiveren vover at anbefale denne genstand til vores virksomme karantænevæsen.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5524-5527)

Redacteurens Anmærkning

I 1801 havde to svenske salpetersydere anlagt et salpeterværk på hjørnet af Øste Alle og Trianglen (Øster Fælled). Det blev imidlertid ødelagt af englænderne i 1807.

Noget om Haarfrisur

(Efter tilsendt)

Rien n'est beau que le vrai
Intet i verden er skønt som fødtes af moder Dårskab

Mere end en gang har Politivennen opløftet sin stemme mod en skik der er lige så unaturlig som skadelig for sundheden og strider mod ethvert begreb af sand renlighed. En skik der, hvor meget den end er i aftagende, dog endnu ikke har kunnet fortrænges, og stadig samler sine døende kræfter for om muligt at vedligeholde sig eller vel endog at sætte sig igen i besiddelse af sit forrige herredømme. Her tales om den skik at belægge sit hovedhår med pomade, smørelser og med mel. En mode der af alle europæernes skikke mest opvakte kinesernes forundring (se Macartneys rejse) og som denne Hyder Aly ikke vidste at forklare på anden måde end at det var for at se gammel og ærrværdig ud.

Der er næsten ingen læge der i de nyere tider har givet regler for sundhed, der ikke også har bestridt denne besynderlige skik. Frank har i sit fortræffelige og bekendte værk a) endog troet at dens afskaffelse burde betragtes som genstand for medicinalpolitiet. Og vor Tode har i samme henseede talt sundhedens, renlighedens og bekvemhedens sag, med en harme og eftertryk som viser hvor vigtig den genstand er forkommet ham. b)

Også de som i senere tider har skrevet om soldaters klædedragt har næsten alle ivret mod den tvang, tidsspilde og skade som frisuren volder og tilrådet den størst mulige simpelhed og bekvemhed: "Håret", siger Colombier i hans Code de Medecine Militaire c) "er soldaten mere til hinder end gavn. Da han ikke altid kan have tid til at pleje det, så sætter der sig let utøj, sved osv., tilstopper porerne og danner et skadelig lag. Det skulle være mere nyttigt, om soldaten havde håret ganske kort afklippet, derved skulle hovedet altid være rent, i det mindste let kunne renses".

Kejser Leo tænkte ligeså, og Maizeroy i sine bemærkninger til ham tager heraf anledning til at bekæmpe den europæiske soldaterfrisure, af hvilken også den berømte marskal af Saksen var så stor en fjende, at han ville have man i stedet for skulle indføre meget kort afskårne hår d). En nyere skribent går endog så vidt at han regner stivheden og pedanteriet ved de østrigske soldateres frisure med blandt årsagerne til de østrigske hæres slette lykke i sidste krig. e).

Det ville være aldeles urigtig om man ville nægte at så mange oplyste lægers, pædagogers og krigeres forenede stemmer ingen indflydelse skulle have haft. Næsten i alle opdragelsesanstalter er frisur, hvad allerede Filangieri drev på f) for længst afskaffet g). Blandt de samtlige studerende i København er der måske næppe 3 tilbage som endnu holder ved den gamle skik. Måske fordi de ikke ville modsætte sig deres forældres fordomme. Alle unge søofficerer og artilleriofficerer har afskediget den, og den danske regering, altid den første til at give eksempel på fordomsfrihed, har som bekendt fritaget den danske soldat fra denne unyttige tvang, som den preussiske og østrigske etc. end stedse må lide h)! De svenske har allerede efterlignet os heri (se Hamb. Korrespondent for 7. dec. 1804) og det kan ikke fejle at jo flere nationer vil gøre det samme i).

Så meget er der da som taler imod en skik der på engang er unaturlig, skadelig og ubekvem. Så aldeles intet er der som taler til dens forsvar. For ikke engang det kan siges at den klæder bedre. Hvem finder ikke at den ædle simpelhed klæder overalt bedre end den stive kunst! Har ikke alle fundet at det korte hår klæder vores børn vores studenter, vores soldater langt bedre end fordum fronter og bukler og piske? Hvem holder da endnu så mange ved det, som så stærke grunde råder til at forkaste? Hvem forblander man endnu så ganske begrebet om renlighed og puds, på hvis forskel en af vore egne landsmænd, og just i selvsamme anledning, dog for længst har gjort opmærksom på k)? Vi kalder os oplyste og fornuftige, g kunne dog ikke sejre over en mode som vi selv erkender for tåbelig og ufornuftig!

a) System einer voldständ. medec. Polizey 3 B. p. 742 f. (ed. 1783)b) Prosaisk Skrift 4 D. p. 162-170c) T. i. p. 42d) S. Neue Kriegsbibliothek 5 St. p. 93 f. 1e) Darstellung der Ursachen, welche di Unfälle der oestreichischer Armee etc. nach sich gezogen haben 1801f) Scienca della legislazione, Libr. IV, P. I. C. g.g) Den Wiener Hoftidende fortalte engang i sommer at elegancen kom nu alt mere og mere ind igen i Frankrig, og at man derfor også igen havde indført frisur i alle offentlige skoler. Dette er aldeles urigtigt. Hverken i sekundærskolerne eller lyceerne ser man eleverne uden med kort afskåret hår eller såkaldt la Tituts. Des mere friserede er eleverne i Theresianum i Wien.h) Når man ser de preussiske soldaters alenlange piske, så kan man slet ikke opdage den bekvemmelighed og lethed i deres antog, som Keist så meget beundrer i hans skrift om den preussiske soldats sofrtrin. Ingen østriigsk soldat tør komme på vagt uden at være pudret.i) Kejser Napoleons guider og vicepræsidenten Melzis livgarde bærer også kort afskåret hår. Man ved at den romerske soldat har det på samme måde.k) S. Grev Schmettovs afhandling "Putz und Reinlicheit sind sehr wesentlich verschieden, i hans kleine Schriften 2te Th, p. 360 f.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 347, 15. december 1804, s. 5516-5521)

Ønske fra Helsingør.

(Efter indsendt).

Den omstændighed at nogle borgere i Helsingør der har husarindkvartering, har ment at den fra de indkvarterede heste faldende gødning tilhørte dem og at dette fra den anden side er gjort dem stridigt, foranlediger det ønske at det ved anordning måtte bestemmes hvem denne gødning tilhører.

For den borger der har indkvartering, vil det være hårdt om bestemmelsen faldt imod ham. For han blev da nødt til at lave to møddinger i sin gård, en for gødningen af sine egne, og en for den af de indkvarterede heste.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 345, 1. december 1804, s. 5489-5490)

Uordener.

1) I mandags den 19. d. kl. 6 om aftenen overfaldt nogle maskerede knægte en pige der vilde gå ind til bager Rasmussens på Højbro Plads. De slog hende med kæppe på hovedet og rendte derpå hvinende og grinende borg. Idet denne skr[]streg anmeldes, tjener det tillige nævnte maskerede knægte til alvorlig efterretning at man har i sinde at hilse på dem ved lejlighed uden maske.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 344, 24. november 1804, s. 5478)

Ønske for Beboerne af den Helsingørske Daarekiste.

De efter reformationen sekulariserede klostre som på adskillige steder her i landet er indrettet til hospitaler for gamle, svagelige personer, er vist så priselige stiftelser at enhver der føler noget for sine lidende medbrødre, må glæde sig over at regeringen har anvendt disse store bygninger med tilhørende jordegodser til så hæderværdigt et brug.

Men det spørgsmål kunne måske med føje gøres: er også disse stiftelser overalt således indrettede som de burde være? Anmelderen heraf tror det ikke, han har haft lejlighed til at lære at kende hospitalet i Helsingør hvor han blandt andet lagde mærke til en højst vigtig mangel. 

Som bekendt er med hospitalet forbundet en dårekiste hvis indretning er så lidt menneskelig, så grusom at enhver som har set de ulykkelige som en ublid skæbne bragte derhen, må gennemtrænges af de vemodigste følelser.

Dårekisten er en fritstående bygning på den ene side af hospitalet som vender ud mod Kronborg. Den er altså udsat for at den storm og kulde som det nærliggende sund fører med sig. Væggene er af enkelte egeplanker hvori åbninger med blot et jerngitter for er anbragt til lysning. I ethvert lukaf er en seng med halm. Men ingen kakkelovn som på nogen måde kunne lindre vinterens kulde, hvilken enhver let ser må på det græsseligste plage de ulykkelige skabninger der opholder sig der da intet uden en blot bræddevæg beskytter dem mod vejrligets ubehagelighed.

En vanvittigs tilstand er vist nok den beklageligste som kan tænkes. At han bør være i sikker forvaring for hverken at skade sig selv eller andre, vil vist ingen nægte. Men hvorfor skal han behandles værre end misdæderen? Og det tør jeg sikkert påstå er tilfældet her.

Da Helsingørs hospital er en af de rigeste stiftelser i riger, synes det underligt at der ikke for lang tid siden er bødet på denne vist nok overmåde store mangel. Måske arbejder nuværende bestyrelse derpå. Det siger i det mindste rygtet at hospitalets ærværdige forstander har allerede for et år siden indgivet et forslag til direktionen om en dårekistes bedre indretning.

Men man tør håbe at direktionen ikke tøver med at udøve en for deres lidende brødre så højst vigtig velgerning, og kunne anmelderen heraf have bidraget noget dertil ved at skrive disse linjer, da vil han anse det øjbelik han anvendte herpå som det lykkeligste i sit liv.

P. Hansen.
Student. Boende på Regensen.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 344, 24. november 1804, s. 5465-5468)