Et Nytaarsønske.

Da den tid nærmer sig da man kappes om at ønske hinanden alt det gode man kan finde på at nævne, tror anmelderen det passende at give læserne et nytårsønske hvis opfyldelse ganske beror på dem selv.

Det er ikke sundhed, skønt man vel kan sige at også denne velsignede gave kan fås når de man ønsker det, blot selv ville få den. Ikke formue skønt det også står i hver mands magt at opnå den, i det mindste hvis de bøger der kan lære kunsten at blive rig, skulle skuffe, dens surrogat: nøjsomhed. Heller ikke er det magt, ære, indflydelse, venner eller noget af det der læses om i de millioner nytårsvers som alle vegne i disse tider ses opstillede til skue.

Mine ønsker er at overtale mine læsere til at skaffe sig af med den mængde nytårsønsker hvis ønsker svier til deres punge de gøres til. Jeg vil ikke opregne den mængde af nytårsønskede tiggere der hendriver den første dag i hvert nyt år på denne uværdige måde og falder deres øvrige medborgere til betydelig besvær. Det er sørgeligt at mænd som har embeder og fast løn ikke undser sig ved et sådant tiggeri, og et håndgribeligt bevis på hvor langt det endnu står tilbage med vores håndværker at svende og drenge ikke har mere ærekærhed, mere agtelse for deres stand!

Men denne sande byrde for husfaderen der vokser hvert år, mens levemåden bliver dyrere, denne indbildte æresskat der vel ikke endnu kan udpantes, men ofte nok indkræves med grovhed, kunne mine medborgere meget let fritage sig fra, og det er det mit nytårsønske går ud på.

Der kræves blot:

1) At enhver mester ikke alene forbyder sine læredrenge at løbe omkring med nytårsbøsse, men ved fornuftig tale viser dem det lave og tiggeragtige i denne adfærd.

2) At enhver husfar og husmor engang for alle satte sig for, for det første intet at give, og for det andet venligt, men alvorligt at foreholde dem som kommer for at ønske et glædeligt nytår, hvor urigtigt det er at forlange penge, uden at gøre fyldest derfor, at den lønnede betjent bør leve efter sin løn, og at det trygleri unge mennesker såedes driver, vedligeholder en uskik der engang når de selv bliver mænd og husfædre, vil falde dem yderst besværlig.

For alting gælder det om når man engang har fattet denne beslutning, at vise sig standhaftig, og ikke begå den latterlighed at give det til den grove pukkende nytårsønskere som man afslog ham ved hans første høflige hilsen. Man skulle tro at det var overflødigt at råde folk dertil, men det er virkeligt alt for ofte tilfældet at folk ikke har standhaftighed nok til at blive et godt forsæt tro.

Der bortgives vist 40 til 50.000 daler i København på nytårsdag for disse falske varer, tiggeri under nytårsønskers maske. Man betænker dog hvor meget virkeligt godt og nyttigt der kunne udrettes med det!

(Politivennen, hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5532-5536)

Gensvar på Hr. Werfels Udfald i Nyeste Skilderie Nr. 8

Først i dag får jeg nyeste Skilderie nr. 8 at læse, og ser heri at hr. Werfel har misforstået mit Schechter og troede at jeg mente at en slagter der sælger kød, skulle bruges til børns moralske undervisning. For nu at undgå al bitter spot, og tillige give hr. Werfel en bedre oplysning om hvad jeg forstod ved ordet Schechter, ser jeg mig nødsaget at sige ham: At en Schechter er en mand der har studeret den jødiske religionslære og sådanne videnskaber som bruges hos os til at give børn en god moralsk undervisning. Den samme mand bruges da tillige til at skære og visitere de kreaturer som skal være tjenlige til vores spisning. Det er da hans pligt at efterse dyrets indvortes sunde beskaffende for derefter at bestemme om jøderne må købe det kød af slagterne der er visiteret eller ikke. Heraf ses altså klart at sådan en mand ikke er slagter, som hr. Werfel behagede at forstå den jeg kaldte Schechter, men en der både giver børn information og tillige påser at vi får sundt og frisk kød at spise. For jeg er fuldkommen sikker på, at det kød jeg spiser er sundt, og at det ofte hænder at kristne slagtere sælger kød, hvoraf dyret havde indvortes fejl, hvorved det ikke kunne have levet og følgelig usundt. Derom er jeg ganske overbevist for den indvortes beskaffenhed bliver jo aldrig efterset af nogen sagkyndig mand.

Jeg håber altså at her. Werfel ikke fortryder at en stakkel der kun residerer (som hr. Werfel kalder det) i Svendborg dog ved hvem der kan bruges til hans børns undervisning og tager sig den frihed at svare på hans anmærkning der formodentlig skulle være satirisk men hos enhver der kender den jødiske religions skikke blot viser at forfatteren ikke forstod det han søgte at latterliggøre.

Svendborg den 18. december 1804
David Meyer

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5530-5532)

Advarsel mod at lade sig indkalde i Huse man ikke kender

Søndag formiddag den 16. december mellem kl. 11 og 12 kom jeg i mit lovlige ærinde gående gennem Sankt Gertruds Stræde da et fruentimmer i stueetagen af et hus hvis nummer jeg har skrevet ned, åbnede vinduet og kaldte på mig. Da jeg for nogle år siden har boet et stykke tid i nævnte stræde, troede jeg det var nogen som kendte mig. Jeg vendte mig om da fruentimmeret allerede havde forladt vinduet og modtog mig i stuedøren. Mit spørgsmål blev straks hvad hun ville mig. Hun svarede om jeg ville behage at træde indenfor et øjeblik, da hun havde et meget vigtigt ord at tale med mig. Derpå førte hun mig gennem en sal ind i et lille kammer. Hun låste døres og tog nøglen ud.

Nu mærkede jeg først uråd, og gentog på en alvorlig måde hvad hun ville tale med mig om. svaret blev Oh! Mit hjerte, De ved meget godt hvad pigerne har at tale om. Jeg bad blot hun straks ville lukke mig ud. Nok et fruentimmer kom ind og nu blev jeg anmodet om at give en falske vin. Men da jeg aldeles nægtede det og tillige forsikrede dem at jeg på ingen måde havde tid til at opholde mig der et øjeblik længere, samt desuden måtte love at når jeg fik forrettet mine ærinder skulle jeg vist komme igen, blev døren dog endelig låst op. Således slap jeg da ind i salen hvor jeg på ny blev anmodet om i det mindste at give en dram. Men jeg nægtede det og skyndte mig ud af døren det bedste jeg kunne, hvorved jeg da blev ledsaget af en hånlig latter, som af nedrige ryggesløse fruentimmere.

Indsenderen er forsikret om at vort årvågne politi vist vil have et vågent øje henvendt på disse nedrige, for det kunne let indtræffe på et menneske der kunne være noget fuld og da ville det nok ikke havde de bedste følger for ham. Og jeg råder enhver af mine medborgere ikke at lade sig bedrage eller indkalde på sådan snedig måde af disse nedrige uforskammede fruentimmere.

København den 17. december
Aage Møller Bende på Ulfeldts Pladsnr. 127 i København

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5528-5530)

Sankt Gertruds Stræde. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Underretning om Rygning med Salpetersyre

Rygning med svovlsyre og salpeter er det mest virkningsfulde af alle midler der endnu er opfundet mod den gule pests smitsomhed og virkninger.

Den er også bedre end rygning med saltsyre, da denne er skadelig for åndedrættet. Rygning med saltsyre er derfor blot tjenlig til ubeboede steders rensning. Rygningen med svovlsyre og salpeter hindrer derimod slet ikke åndedrættet, og er derfor fortrinligt egnet til renselse af sygestuer, fængsler og med et ord alle beboede steder.

Denne rygning der er så let at frembringe, har vist sig yderst gavnlig i det ulykkelige Spanien, ifølge iagttagelser af Menzies, Smith og Cayanelles.

For at forrette rygningen lukke døres og vinduer. Derefter hældes sædvanlig svovlsyre i en tekop eller et glas, og deri kommes efterhånden en lige mængde pulveriseret salpeter. Blandingen omrøres med et glas rør eller en tobakspibestilk.

I det øjeblik blandingen sker, og så længe denne varer, udvikler der sig en hvid røg, eller tåge af salpetersure dampe, men som er aldeles ikke besværlig for den som forretter den eller for de syge. Også ved at blæse i blandingen med en blæsebælg fremmes udviklingen af dampene.

Når dampene først ret har udfyldt værelset, og siden atter har fortaget sig, åbnes et par vinduer, for at indlade ny luft.

Karret, hvori blandingen sker, må absolut være glas eller porcelæn, og aldeles ikke træ eller noget slags metal, da der ellers vil udvikles en luft, som netop er det modsatte af det man ønsker, og meget skadelig.

Antallet af røgkarrerne må passes efter værelset der skal renses. 1 lod svovlsyre og ligeså meget salpeterpulver er nok til at rense et værelse af 20 fod i hver dimension.

I store værelser som sygestuer og deslige gør man bedre i at ryge med mange små kar, end at foretage en stor blanding i et, da udviklingen af de sunde dampe derved sker hastigere og overflødigere.

Omstændighederne må tilsige hvortil der bør ryges. Vil man blot fordrive slem lugt, eller forebygge smitte ved luften, så er en eller 10 gange om dagen nok. Vil man derimod standse en allerede sket befængelse, så må man både ryge stærkere og ideligere, ja vel endog vedholde bestandig dermed.Rygningerne kunne så meget hellere fortsættes bestandig, som de på ingen måde besværer de syge, men er behagelige og holder deres mod vedlige.

Alle som opvarter eller kurerer på den syge bør så længe de er i værelse med dem, have et sådant rygende kar i hånden. Dette indhyller dem med en tåge, der sikrer dem og giver dem mod, til at nærme sig patienterne.

******

Ovenstående er den anvisning der af kurfyrsten af Salzburg er uddelt allevegne i hans lande til øvrigheder, præster og læger.

Udgiveren af disse blade har troet at gavne det almene ved også at undtrykke denne anvisning i dette blad, og således efter evne bidrage til udbredelsen af en så vigtig kundskab. Højst nyttigt ville det være om ikke alene øvrigheden i hver af vores købstæder, men også alle sognefogder eller rettere præster i landsbyerne var forsynede, foruden med anvisning til de sure røgelsers brug, med en vis forråd af svovlsyre og af salpeter. Mange steder er der langt til en købstad, hvor der er apotek, og muligt er endog mangt et apotek ikke så overflødig forsynet dermed, som man vel kunne øsnke. Udgiveren vover at anbefale denne genstand til vores virksomme karantænevæsen.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5524-5527)

Redacteurens Anmærkning

I 1801 havde to svenske salpetersydere anlagt et salpeterværk på hjørnet af Øste Alle og Trianglen (Øster Fælled). Det blev imidlertid ødelagt af englænderne i 1807.

Noget om Haarfrisur

(Efter tilsendt)

Rien n'est beau que le vrai
Intet i verden er skønt som fødtes af moder Dårskab

Mere end en gang har Politivennen opløftet sin stemme mod en skik der er lige så unaturlig som skadelig for sundheden og strider mod ethvert begreb af sand renlighed. En skik der, hvor meget den end er i aftagende, dog endnu ikke har kunnet fortrænges, og stadig samler sine døende kræfter for om muligt at vedligeholde sig eller vel endog at sætte sig igen i besiddelse af sit forrige herredømme. Her tales om den skik at belægge sit hovedhår med pomade, smørelser og med mel. En mode der af alle europæernes skikke mest opvakte kinesernes forundring (se Macartneys rejse) og som denne Hyder Aly ikke vidste at forklare på anden måde end at det var for at se gammel og ærrværdig ud.

Der er næsten ingen læge der i de nyere tider har givet regler for sundhed, der ikke også har bestridt denne besynderlige skik. Frank har i sit fortræffelige og bekendte værk a) endog troet at dens afskaffelse burde betragtes som genstand for medicinalpolitiet. Og vor Tode har i samme henseede talt sundhedens, renlighedens og bekvemhedens sag, med en harme og eftertryk som viser hvor vigtig den genstand er forkommet ham. b)

Også de som i senere tider har skrevet om soldaters klædedragt har næsten alle ivret mod den tvang, tidsspilde og skade som frisuren volder og tilrådet den størst mulige simpelhed og bekvemhed: "Håret", siger Colombier i hans Code de Medecine Militaire c) "er soldaten mere til hinder end gavn. Da han ikke altid kan have tid til at pleje det, så sætter der sig let utøj, sved osv., tilstopper porerne og danner et skadelig lag. Det skulle være mere nyttigt, om soldaten havde håret ganske kort afklippet, derved skulle hovedet altid være rent, i det mindste let kunne renses".

Kejser Leo tænkte ligeså, og Maizeroy i sine bemærkninger til ham tager heraf anledning til at bekæmpe den europæiske soldaterfrisure, af hvilken også den berømte marskal af Saksen var så stor en fjende, at han ville have man i stedet for skulle indføre meget kort afskårne hår d). En nyere skribent går endog så vidt at han regner stivheden og pedanteriet ved de østrigske soldateres frisure med blandt årsagerne til de østrigske hæres slette lykke i sidste krig. e).

Det ville være aldeles urigtig om man ville nægte at så mange oplyste lægers, pædagogers og krigeres forenede stemmer ingen indflydelse skulle have haft. Næsten i alle opdragelsesanstalter er frisur, hvad allerede Filangieri drev på f) for længst afskaffet g). Blandt de samtlige studerende i København er der måske næppe 3 tilbage som endnu holder ved den gamle skik. Måske fordi de ikke ville modsætte sig deres forældres fordomme. Alle unge søofficerer og artilleriofficerer har afskediget den, og den danske regering, altid den første til at give eksempel på fordomsfrihed, har som bekendt fritaget den danske soldat fra denne unyttige tvang, som den preussiske og østrigske etc. end stedse må lide h)! De svenske har allerede efterlignet os heri (se Hamb. Korrespondent for 7. dec. 1804) og det kan ikke fejle at jo flere nationer vil gøre det samme i).

Så meget er der da som taler imod en skik der på engang er unaturlig, skadelig og ubekvem. Så aldeles intet er der som taler til dens forsvar. For ikke engang det kan siges at den klæder bedre. Hvem finder ikke at den ædle simpelhed klæder overalt bedre end den stive kunst! Har ikke alle fundet at det korte hår klæder vores børn vores studenter, vores soldater langt bedre end fordum fronter og bukler og piske? Hvem holder da endnu så mange ved det, som så stærke grunde råder til at forkaste? Hvem forblander man endnu så ganske begrebet om renlighed og puds, på hvis forskel en af vore egne landsmænd, og just i selvsamme anledning, dog for længst har gjort opmærksom på k)? Vi kalder os oplyste og fornuftige, g kunne dog ikke sejre over en mode som vi selv erkender for tåbelig og ufornuftig!

a) System einer voldständ. medec. Polizey 3 B. p. 742 f. (ed. 1783)b) Prosaisk Skrift 4 D. p. 162-170c) T. i. p. 42d) S. Neue Kriegsbibliothek 5 St. p. 93 f. 1e) Darstellung der Ursachen, welche di Unfälle der oestreichischer Armee etc. nach sich gezogen haben 1801f) Scienca della legislazione, Libr. IV, P. I. C. g.g) Den Wiener Hoftidende fortalte engang i sommer at elegancen kom nu alt mere og mere ind igen i Frankrig, og at man derfor også igen havde indført frisur i alle offentlige skoler. Dette er aldeles urigtigt. Hverken i sekundærskolerne eller lyceerne ser man eleverne uden med kort afskåret hår eller såkaldt la Tituts. Des mere friserede er eleverne i Theresianum i Wien.h) Når man ser de preussiske soldaters alenlange piske, så kan man slet ikke opdage den bekvemmelighed og lethed i deres antog, som Keist så meget beundrer i hans skrift om den preussiske soldats sofrtrin. Ingen østriigsk soldat tør komme på vagt uden at være pudret.i) Kejser Napoleons guider og vicepræsidenten Melzis livgarde bærer også kort afskåret hår. Man ved at den romerske soldat har det på samme måde.k) S. Grev Schmettovs afhandling "Putz und Reinlicheit sind sehr wesentlich verschieden, i hans kleine Schriften 2te Th, p. 360 f.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 347, 15. december 1804, s. 5516-5521)