Forslag til de som har Loger

Det er en almindeligt mangel at vi hverken har et større eller flere skuespilhuse i København. Denne mangel er så klart udtrykt, at det sikkert engang bliver afhjulpet.
Men for Københavns egne indbyggere er det udsigt til at man kan abonnere på en loge. For fremmede eller udenbys tilrejsende især damer, er der ingen adgang, kun pladslogerne, hvis billetsælgerne tillader det.

Provinsfolk begynder vel nu at nyde lidt af kære Thalias goder mere end før, da hun begynder lidt efter lidt at oprette sig et landværn. Men hovedstad er dog immervæk hovedstad, og man vil dog gerne se, hvordan der spilles i København.

Dersom de københavnske damer ville, og dette tvivler jeg ikke på, kunne de i temmelig høj grad hjælpe deres søstre fra landet. De kunne nemlig, i tilfælde, som en gang imellem sker, at de forhindres fra selv at benytte deres logers fulde plads (ulæseligt), sende kassereren så mange sedler, som der var vakante, imod at få godtgørelse for det.

Disse sedler solgtes så af kassereren, men kun til personer som nævnte deres navn, og måtte da logeejerinden kunne få disse navne at vide før komedien begyndte.

(Hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5555-5556)

Redacteurens Anmærkning

Politivennen bragte med jævne mellemrum små artikler som ovenstående med klager over hvor svært det var at skaffe billetter, og at billethajer solgte dem til ublu priser. Det Kongelige Teater (opført 1748) havde monopol på offentlige skuespil i København og havde dengang ca. 800 tilskuerpladser til en befolkning på omkring 100.000. At teatret vogtede nidkært på sit monopol, fremgår fx af at det fik selveste kronprinsen til at forpurre Duntzfeldts forsøg på at drive teater i Dehns Palæ i Bredgade. Private dramatiske selskaber kunne drive små teatre. Det Kongelige Teater havde eneret på betydelig dramatik helt frem til 1889.

Skøn Handling af ungt Menneske

Nakskov på Pontoppidans kort over Danmark. (Værket er fotografisk optrykt i 1968. Kan beskues på Københavns Hovedbiblioteks håndbogssamling). Om byen har set ud sådan på Politivennens tid, er svært at sige.

Ved skøjteløben på strømmen i Nakskov i forrige måned faldt to disciple, begge af den jødiske nation, gennem isen. Reservelodsen Michael Krøier ilede ved deres skrig straks til med en stage. Men isen brast også under ham. Den nærmeste af de to, der først var faldet i, holdt sig nu til ham. Uden tvivl var både han og lodsen blevet havets bytte, hvis ikke en anden discipel (en søn af prokurator Fugl fra byen) var løbet til og fået fat i lodsens stage og holdt den så længe oven for isen, at hjælp fra land nåede frem. Da man måtte bryde isen med en jolle, kom denne først efter ½ kvarters tid. Og kun lodsen og den, der holdt sig ved ham blev reddet. Den anden, der kort efter at han faldt i, sank under isen, blev godt nok noget efter trukket op, men kom ikke til live igen. De to frelste kunne altså takke discipel Fugl for deres redning. Også lodsen bør hædres for hans udviste redebonhed til at frelse sine medmennesker, hvad tro de end måtte have.

(Politivennen, hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5554-5555)

Redacteurens Anmærkning.

Også andre steder reddedes skøjteløbere: I "Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende", 20. januar 1826 kunne man læse følgende:

Fredericia den 11te Januar. Sidstafvigte Søndag havde man her atter et Beviis for, at man ikke kan tilraade yndere af Skøiteløben Forsgtighed nok ved samme, saavel med Hensyn til Stedet, som og med Hensyn til at Isen har naaet fuldkommen Styrke og Fasthed, idet at en Person i sine bedste Aar, ved at løbe paa de her nystillagt dybe Voldgrave, sank igjennem den altfor tynde Iis og kom ind under samme. Alt Haab om Redning vilde have været forgjæves, og han maatte ufeilbar bleven Dødens Bytte, hvis ei en Søn af Hr. Kammerraad Beck: A. Beck, havde med Behjertethed og med største Fare for sig selv ilet til den i Isen blevne Aabning, hvorr det paa Kanten med Største Anstrængelse, fordi Isen alt mere gik i Stykker og Hullet derved blev større, lykkedes ham at faae fat paa den Ifaldnes opadstræbende Haand og derved faae ham trukket op paa den bristende Iis hvorved han blev reddet.

Et Nytaarsønske.

Da den tid nærmer sig da man kappes om at ønske hinanden alt det gode man kan finde på at nævne, tror anmelderen det passende at give læserne et nytårsønske hvis opfyldelse ganske beror på dem selv.

Det er ikke sundhed, skønt man vel kan sige at også denne velsignede gave kan fås når de man ønsker det, blot selv ville få den. Ikke formue skønt det også står i hver mands magt at opnå den, i det mindste hvis de bøger der kan lære kunsten at blive rig, skulle skuffe, dens surrogat: nøjsomhed. Heller ikke er det magt, ære, indflydelse, venner eller noget af det der læses om i de millioner nytårsvers som alle vegne i disse tider ses opstillede til skue.

Mine ønsker er at overtale mine læsere til at skaffe sig af med den mængde nytårsønsker hvis ønsker svier til deres punge de gøres til. Jeg vil ikke opregne den mængde af nytårsønskede tiggere der hendriver den første dag i hvert nyt år på denne uværdige måde og falder deres øvrige medborgere til betydelig besvær. Det er sørgeligt at mænd som har embeder og fast løn ikke undser sig ved et sådant tiggeri, og et håndgribeligt bevis på hvor langt det endnu står tilbage med vores håndværker at svende og drenge ikke har mere ærekærhed, mere agtelse for deres stand!

Men denne sande byrde for husfaderen der vokser hvert år, mens levemåden bliver dyrere, denne indbildte æresskat der vel ikke endnu kan udpantes, men ofte nok indkræves med grovhed, kunne mine medborgere meget let fritage sig fra, og det er det mit nytårsønske går ud på.

Der kræves blot:

1) At enhver mester ikke alene forbyder sine læredrenge at løbe omkring med nytårsbøsse, men ved fornuftig tale viser dem det lave og tiggeragtige i denne adfærd.

2) At enhver husfar og husmor engang for alle satte sig for, for det første intet at give, og for det andet venligt, men alvorligt at foreholde dem som kommer for at ønske et glædeligt nytår, hvor urigtigt det er at forlange penge, uden at gøre fyldest derfor, at den lønnede betjent bør leve efter sin løn, og at det trygleri unge mennesker såedes driver, vedligeholder en uskik der engang når de selv bliver mænd og husfædre, vil falde dem yderst besværlig.

For alting gælder det om når man engang har fattet denne beslutning, at vise sig standhaftig, og ikke begå den latterlighed at give det til den grove pukkende nytårsønskere som man afslog ham ved hans første høflige hilsen. Man skulle tro at det var overflødigt at råde folk dertil, men det er virkeligt alt for ofte tilfældet at folk ikke har standhaftighed nok til at blive et godt forsæt tro.

Der bortgives vist 40 til 50.000 daler i København på nytårsdag for disse falske varer, tiggeri under nytårsønskers maske. Man betænker dog hvor meget virkeligt godt og nyttigt der kunne udrettes med det!

(Politivennen, hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5532-5536)

Gensvar på Hr. Werfels Udfald i Nyeste Skilderie Nr. 8

Først i dag får jeg nyeste Skilderie nr. 8 at læse, og ser heri at hr. Werfel har misforstået mit Schechter og troede at jeg mente at en slagter der sælger kød, skulle bruges til børns moralske undervisning. For nu at undgå al bitter spot, og tillige give hr. Werfel en bedre oplysning om hvad jeg forstod ved ordet Schechter, ser jeg mig nødsaget at sige ham: At en Schechter er en mand der har studeret den jødiske religionslære og sådanne videnskaber som bruges hos os til at give børn en god moralsk undervisning. Den samme mand bruges da tillige til at skære og visitere de kreaturer som skal være tjenlige til vores spisning. Det er da hans pligt at efterse dyrets indvortes sunde beskaffende for derefter at bestemme om jøderne må købe det kød af slagterne der er visiteret eller ikke. Heraf ses altså klart at sådan en mand ikke er slagter, som hr. Werfel behagede at forstå den jeg kaldte Schechter, men en der både giver børn information og tillige påser at vi får sundt og frisk kød at spise. For jeg er fuldkommen sikker på, at det kød jeg spiser er sundt, og at det ofte hænder at kristne slagtere sælger kød, hvoraf dyret havde indvortes fejl, hvorved det ikke kunne have levet og følgelig usundt. Derom er jeg ganske overbevist for den indvortes beskaffenhed bliver jo aldrig efterset af nogen sagkyndig mand.

Jeg håber altså at her. Werfel ikke fortryder at en stakkel der kun residerer (som hr. Werfel kalder det) i Svendborg dog ved hvem der kan bruges til hans børns undervisning og tager sig den frihed at svare på hans anmærkning der formodentlig skulle være satirisk men hos enhver der kender den jødiske religions skikke blot viser at forfatteren ikke forstod det han søgte at latterliggøre.

Svendborg den 18. december 1804
David Meyer

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5530-5532)

Advarsel mod at lade sig indkalde i Huse man ikke kender

Søndag formiddag den 16. december mellem kl. 11 og 12 kom jeg i mit lovlige ærinde gående gennem Sankt Gertruds Stræde da et fruentimmer i stueetagen af et hus hvis nummer jeg har skrevet ned, åbnede vinduet og kaldte på mig. Da jeg for nogle år siden har boet et stykke tid i nævnte stræde, troede jeg det var nogen som kendte mig. Jeg vendte mig om da fruentimmeret allerede havde forladt vinduet og modtog mig i stuedøren. Mit spørgsmål blev straks hvad hun ville mig. Hun svarede om jeg ville behage at træde indenfor et øjeblik, da hun havde et meget vigtigt ord at tale med mig. Derpå førte hun mig gennem en sal ind i et lille kammer. Hun låste døres og tog nøglen ud.

Nu mærkede jeg først uråd, og gentog på en alvorlig måde hvad hun ville tale med mig om. svaret blev Oh! Mit hjerte, De ved meget godt hvad pigerne har at tale om. Jeg bad blot hun straks ville lukke mig ud. Nok et fruentimmer kom ind og nu blev jeg anmodet om at give en falske vin. Men da jeg aldeles nægtede det og tillige forsikrede dem at jeg på ingen måde havde tid til at opholde mig der et øjeblik længere, samt desuden måtte love at når jeg fik forrettet mine ærinder skulle jeg vist komme igen, blev døren dog endelig låst op. Således slap jeg da ind i salen hvor jeg på ny blev anmodet om i det mindste at give en dram. Men jeg nægtede det og skyndte mig ud af døren det bedste jeg kunne, hvorved jeg da blev ledsaget af en hånlig latter, som af nedrige ryggesløse fruentimmere.

Indsenderen er forsikret om at vort årvågne politi vist vil have et vågent øje henvendt på disse nedrige, for det kunne let indtræffe på et menneske der kunne være noget fuld og da ville det nok ikke havde de bedste følger for ham. Og jeg råder enhver af mine medborgere ikke at lade sig bedrage eller indkalde på sådan snedig måde af disse nedrige uforskammede fruentimmere.

København den 17. december
Aage Møller Bende på Ulfeldts Pladsnr. 127 i København

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5528-5530)

Sankt Gertruds Stræde. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.