Et Vink til Boghandlerne

Det er ikke usædvanligt, at når man køber en indbunden bog hos en boghandler og gennemblader den, opdager man sommetider at den er defekt, sommetider at den er urigtig indbunden. Det forstår sig, at boghandlerne kunne ombytte et sådant eksemplar mod et der er rigtigt. Men når nu en sådan bog sendes uden at blive gennembladet (og hvor ofte sker dette ikke), så er sagen for vedkommende ejere på et fjerntliggende sted mere end ubehagelig. Den er i sine følger et bedrageri.

Var det ikke en rimelig pligt at alle boghandlere der sælger indbundne nye bøger, inden de udleveres at forvisse sig om, at de ikke er defekte eller urigtig indbundne. Og fortjente ikke de bogbindere som flere gange således udfører deres arbejde, at deres navne bliver offentligt bekendtgjorte? Sagen er virkelig vigtigere, end den ved første øjekast kunne synes.

(Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5867-5868)

Ønske angående Vejen mellem Sortedamssø og Sankt Jørgens Sø til Sanct Hans Hospital

Så vidt vides er der allerede for nogle år siden skrevet om denne slemme og ikke sjældent højst farlige vej. Man siger at følgen heraf skal have været, at nogle træer blev plantet på den ene side af omtalte vej. Men erfaring viser at dette aldeles ikke er tilstrækkeligt, og gid det ikke vil blive bevist på sørgeligere måde end hidtil. Selv om sommeren er hele vejen fra Nørre eller Vester Farimagsgade når det blot har regnet en nat, meget ubehagelig at vandre på. Om vinteren, især forår og efterår, er den næsten ufremkommelig. 

Anmelderen af dette har adskillige gange haft det uheld, at hans galocher er blevet siddende i dyndet, skønt de ellers sidder temmelig fast til støvlerne. Men det værste er dog, at der på hele vejen ikke er rækværk på nogen af siderne. Endog ved højlys dag er de mest ædru folk udsatte på denne vej for den største fare, når det blæser stærkt. Midt på vejen kan man ikke holde sig uden at synke dybt i morads. Vil man søge sidevejen, hvor let kan man da ikke risikere at falde i søen? 

På denne akvarel billede fra 1850 af H. G. F. Holm kan man ane at Farimagsgade selv 45 år efter artiklen stadig er ude på landet. Dog er søerne rykket tilbage og møllerne har holdt deres indtog.

Men størst er faren om aftenen. Og der skal virkelig være eksempler på at mennesker er styrtet ud, men lykkeligvis reddet. Ikke alene hospitalets betjente som passerer denne vej, er udsat for fare, men også hospitalets lemmer som får tilladelse at gå ind til byen og skal derud igen. Mange af disse er gamle og svage. Var det ikke sørgeligt hvis et slagtilfælde eller anden sygdom anfaldt en af disse på denne vej? Eller hvis en eller anden hospitalet uvedkommende i beskænket tilstand eller forvildet af mørket faldt ud i en af søerne, hvortil også enten stærk blæst eller glat føre kunne bidrage. Man kan nemt frygte for sådant tilfælde. 

Der arbejdes på hospitalets udvidelse, og derfor vil flere mennesker end hidtil komme til at passere denne vej. Det er derfor ønskeligt at de ansvarlige nu tillige vil sikre disse og enhver der skal gå den frem og tilbage for fare. Det kunne dels ske ved at foranstalte den om ikke brolagt, så dog forsvarligt opfyldt. Dels ved at opsætte et godt og forsvarligt bolværk, enten af kampesten eller træ, eller også en jordvold på begge, eller i det mindste på en af siderne. Hvad der nu var mindst bekosteligt.

Rigtig nok ville dette forslags gennemførelse koste noget, men det var dog vel ikke så ubetydeligt, som blot et menneskes liv. Af den høje og velædle Magistrat, den specielle direktion for St. Hans Hospital, Kommissionen for Brolægningen, eller hvem disse to påankede poster egentlig skulle vedkomme, håber man derfor ikke uden føje: At denne sag bliver taget i overvejelse.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5854-5857) 

Redakteurens Anmærkning

Sankt Hans Hospital

Eller fuldt ud "Sanct Hans Hospital for Afsindige, Pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme" lå 1651-1808 i Københavns Slots Ladegård. Altså omtrent der hvor Radiohuset ligger i dag.

Parterrets Puddersvin

(Efter indsendt)

Indsenderen er lige så uenig med de der påstår at et hoved pyntet med pudder og pomade røber pedanteri, koketteri, aristokratisme, som de der finder at rundt upudret hår vidner om råhed og frækhed. Desuagtet kan han dog ikke nægte, at han inderlig glæder sig over at pudderperioden er forbi, og at alle bestræbelser indtil videre har været frugtesløse, hvormed adskillige indskrænkede hjerner har forsøgt at bringe alle hoveder under pudderpusteren og pomadekrukken igen. At få alle hatte tilsmurte og på ny at få alle gader til at vrimle med en mængde mennesker der uden at være medborgerne til nytte, tvinger dem til omhyggeligt at vogte sig for al berøring af deres tilpudrede kjoler. 

Hvem ville have noget imod at en mand som ældre oplevede den tid, hvor den desværre kun sjældent klogt bydende mode tillod at bære håret rent og frit, vedbliver at lade sig frisere når ingen derved lider? Men når unge pudrede lapser borer sig ind på parterret, og uden hensyn tilsmører og fordærver de renligere parterregængeres klæder med deres tilsølede hoveder, klæder og hatte, og tilmed morer sig med at se hvor ængstelige disse bliver ved deres naboskab, så kan man næppe bare sig for harme eller for det ønske, at ingen teaterpolitilov kunne stoppe sådan virkelig fornærmende adfærd.

I det mindste burde disse pudderhelte have den bevidsthed at lade deres hatte blive hængende udenfor. For at påbyde dette, kan det vil heller ikke tvivles på at en kongelig teaterdirektion ville være berettiget. Så meget desto mere som bygningen er så uforholdsmæssig lille, og parterret der propper og stuver sig så fuldt.

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, side 5849-5851 (Fejlagtigt angivet som 5854))   

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybedes i Politivennen nr. 369, 18. maj 1805, s. 5868-5871.

Parterre

I Gyldendals Teaterleksikon står der om parterre: "tilskuerpladserne på gulvet bagest i en teatersal. P bruges både som betegnelse for det fysiske sted i bygningen samt om det publikum, som hører til der. P udgjorde oprindelig hele gulvet fra scenen til logerne. I siden var der bænke (sideparterre) og i midten ståpladser (ståparterre). På Det Kongelige Teater kunne der fra 1778 ved udsolgte forestillinger indsættes to parketbænke helt forrest ved orkestergraven, hvilket gav anledning til endnu mere puffen og skubben i P. Parterrepladserne var billigere end logepladserne, men dyrere end galleriet øverst oppe. På ståparterret, i det kritiske parterre, fandt man ofte studenterne, og det var vigtigt for skuespillere og forfattere at få P med sig, da de blev opfattet som meningsdannere. Kvinder så man ingen af i P; de fine fruer sad i logerne og enkelte mindre fine på galleriet" 

Højre side af parterret var reserveret til håndværksmestre, handlende, folk ansat i staten på lavere poster, mens venstre side var reserveret til yngre embedsmænd, studenter, litterater, intellektuelle og kunstkyndige. Råb, hyssen, trampen ja endog deciderede slagsmål mellem tilhængere og modstandere af en forestilling var almindelig. Ved visse lejligheder måtte justitsminister F. J. Kaas i spidsen for soldater med opplantede bajonetter gribe ind for at skaffe ro.

Jeg har tabt min Næringsvej

Mit bo er opgivet til rettens behandling. Det første idømtes ved Danmarks øverste domstol. Det sidste var min pligt mod mine kreditorer, hvoraf flere er mine højt agtede velyndere. For at ernære mig og mine udgiver jeg Dagen og Politivennen. Jeg tilbyder også min tjeneste for alle de, der ønsker noget oversat fra engelsk, fransk, tysk, spansk, italiensk, hollandsk eller russisk. Det var altid min hensigt at begave og behage mine medborgere. Deres yndest vil, håber jeg, også i fremtiden kaste et blomst på min levevej!

K. H. Seidelin

(Politivennen nr. 368, 11. maj 1805, s. 5845-5846)

Redacteurens Anmærkning

Politivennens udgiver og journalist, K. H. Seidelin var flere gange i konflikt med myndighederne. I 1805 blev han fradømt retten til at kalde sig bogtrykker. Ikke pga Politivennen, men Dagen. Herefter kaldte han sig selv for "Commandersergeant og Literatus" (No. 368), i stedet for som indtil da "Bogtrykker og skrivtstøber" (No. 367.

Uordener

2. Igen er en gammel mand uden mindste advarsel pludselig blevet kørt over og blevet ilde tilredt. Så det var at ønske at straffen blev skærpet og belønning udsat til de der pågreb gerningsmændene. Det kunne delvis afværge sådanne voldsomheder, især når straffen blev offentligt bekendtgjort til eksempel for andre.

Kronprinsessegades beboere kan ikke være i fred for den utålelige støj fra skoledrenges hujen og skrigen. 

3) Man kunne ønske at Kronprinsessegades beboere blev befriet for den utålelige støj med hujen og skrigen som nogle drenge efter skoletid hver middag og aften forvolder, da de har opslået deres forsamlingssted lige der.

(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, sides. 5762)