Blandt de mange ulyksalige plager, København dagligt bliver hjemsøgt af, regner jeg de personer, som skriver og dem som skriger gadeviser. Det er så langt fra at denne genstand er uværdig politiets opmærksomhed, at jeg tværtimod tror det nyttigt at betragte den fra flere synspunkter.
Dersom det er en vigtig betingelse for orden og rolighed i en stat at politiet har magt til at pågribe enhver der forstyrrer samme, og at fremfare med sådanne på lovlig måde, da tror jeg at de omtalte personer, som ophav til fysisk og moralsk uorden, både kunne blive en genstand for politilove og kriminelle love i almindelighed. Man må ikke alene undre sig over almuens lille kræsenhed, men endnu mere over politiets overbærenhed, når man hører den vedvarende skrigen af hæse, halte og kobberrøde visekællinger, som dagligt gør deres vandringer gennem de folkerigeste gader, og tillige ser disse skidne deklamatriser omgivne af en sværm af tilhørere og gabere,.
Jeg vil først betragte de omtalte personer som årsagen til moralsk uorden. Læredrenge og piger, som sendes i byen af deres husbond eller madmoder, kan i hele og halve timer stå ved og gå efter disse kællinger. Ofte ser man at dette snavs købes både af små og store, og siden synges på kældertrapperne efter deres velklingende melodi. Mange husfædre og husmødre har jeg hørt klage: "Vi kan intet få bestilt af vore folk. De skal altid læse de forbandede viser, og når de skal læses, må arbejdet ligge". Man kan nemt indse hvor skadeligt det er for tjenestefolkene og husmødrenes arbejde.
Men også fra en anden synspunkt giver dette visetøj anledning til moralsk uorden. Hvad indeholder disse viser? Enten beretning om en arm synder, der enten om føje tid skal føres eller allerede er ført til døden, eller også indeholder de umoralske elskovsviser. Begge har skadelig indflydelse på moralen. De første fremstiller gerne syndernes forbrydelse på en undskyldende måde, så at de derved opfordrer til forbrydelser. De sidstes skadelighed er overalt for synlig i vore dage.
Hvad angår den fysiske uorden som følger af disse personers tilstedeværelse, tror jeg, at den er ikke mindre. Visekællingernes skrigen er en sand vederstyggelighed for sunde og endnu mere for syge. Deres syn på gaderne er ikke mindre behagelig, og den ofte ukyske deklamation på gaderne, som gerne er forenet med anvendelse på forbigående fruentimmer og mandfolk, er en ligeså stor fysisk som moralsk uorden.
Spørgsmålet er nu alene: Hvilke midler bør anvendes for at hæve dette onde. Svaret er formodentlig: Det må hæves ved et lovbud. Hvorledes dette lovbud bør være, må de ansvarlige afgøre. I mine tanker burde politiet når al salg, trykken og forfattelse af sådanne produkter ved en lov var forbudt, have ret til at gribe visekællingerne og visemagerne, når de fandtes in flagranti delicto. De burde straffes som løsgængere og siden sættes til offentligt arbejde, når de ingen lovlig næringsvej kunne angive og ikke ville lade sig indskrive i lovovertrædernes rulle. Hvad versemagerne angår, da burde deres produkter konfiskeres og de sættes til offentligt arbejde, ligesom bogtrykkerne burde mulkteres.
N. Bruun
****
Udgiveren har ikke villet nægte at indrykke ovenstående skønt han er af en vel ikke modsat, så dog meget forskellige mening om gadeviser, og vil i den henseende henvise til hvad derom før er skrevet i Politivennen. De ovenstående hårde beskyldninger imod gadeviserne, er vist ikke grundede på sandhed. Mange af dem indeholder gode moralske advarsler, og kunne virke uendelig mere godt på den lavere klasse, end man forestiller sig. Jeg anser ikke en misdæders død for en uvigtig materie. Da henrettelsen sker offentlig, hvorfor da ikke ved en vise gøre en alvorlig tanke derom almindelig. Selv frygten for at blive råbt om som helt i en gadevise, kan være motiv, eller bimotiv hos mangt et menneske til at imodstå fristelsen til en ond handling.
Nu elskovsviser. Herregud, hvorfor må den lavere klasse ikke have sine lige såvel som den højere? Kærlighed er jo dog ikke noget man bør udrydde, men snarere opmuntre til. Jo modtageligere en nations masse er for kærlighed, jo bedre, jo mindre lastefuld er den. Vel nægter jeg ikke at det var yderst skadeligt, om ukyske eller umoralske viser udbredtes, men dette er jo forbudt og værget mod ved loven. Altså kan indsenderen ikke med grund ivre derimod fra materiens side.
Nu personerne som udråber dem! Ja disse er ikke gratier, det er sandt nok, men var det at ønske at de var det? Lidt intolerant er det nok også plat at ville betage folk deres næringsvej, fordi de ikke er skønhedsmodeller.
Hvad forfatteren har ret i at, at mange visekællingers tone og stemme, at synge og råbe med, er ubehagelig, og heri var det at ønske at nogen forbedring opnås.
Hvad det angår at en af sælgerinderne dyrker mimikken og morer gadens personale ved sine gebærder og lader, da finder jeg ikke at dette er noget at ivre over. Og når den påankede uanstændighed ikke går videre end til nogle små forblommede tvetydigheder, da er det jo latterligt at harmes over det, sålænge vores teater i nye franske småstykker giver os dem, ikke alene oftere, men meget drøjere.
Til forsvar for gadeviserne, vil jeg her atter gøre opmærksom på, at de er et middel til hos mange af almuen at vedligeholde den færdighed i at læse, som konfirmationen lagde grund til.
Udgiverens ønske er, at vi aldrig berøves vores gadeviser, eller nogen anden indskrænkning pålægges dem, end den at de ikke må indeholde noget, som strider imod moralen.
(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6065-6071)
Visekælling. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)
Om råben med gadeviser under prædikerne om søndagen.
Debatten i Politivennen om gadeviser er en del af en større debat der havde stået på i flere årtier. Gadeviserne var en aflægger af de viser som var udbredt i den brede danske befolkning, kaldet almuen. Og som blev sunget i alle mulige sammenhænge: Vuggen, spindestuer, julestuer, kartegilder, værksteder, markarbejdet osv.
Den kulturelle og intellektuelle elite (som Politivennen var en del af) interesserede sig som sådan ikke for almuens åndsliv. Med mindre de kunne gøre viserne til genstand for finkulturens ironi. Tænk Holberg, Ewald (før han selv skrev en skillingsvise). Især efter 1780 begyndte eliten at interessere sig for disse viser med henblik på at forbedre deres kvalitet. Man skal ikke forestille sig at de forsøgte at indleve sig i almuens forhold, endsige solidarisere sig med dem. Snarere opdrage dem. Bedre skillingsviser skulle med andre ord fungere på det kulturelle felt ligesom de forbedrede redskaber på landbrugsområdet.
Tidsskriftet Minerva advarede i sit første nummer i 1785 om at almindelig oplysning var en farlig sag. Om end ironien dog var til at tage og føle på. Politimesteren havde 29. marts 1785 bedt kancelliet gribe ind, hvilket det gjorde 9. april 1785 ved at give politimesteren ret til at indstævne bogtrykkere hvis de trykte noget som stred imod ”ærbarhed og gode sæder”.
Efterslægtsselskabet af 1786 (måske dannet bl.a. på opfordring af J. C. Tode) mente ikke dette var vidtgående nok. Og forsøgte at udgive viser som levede op til deres standarder.
Debatten stoppede ikke her. Den fortsatte i flere indlæg (klik på tagget i højremenuen). Seidelin fik ikke lavet sit forsvar før 1805 og foranlediget af endnu et angreb på gadeviserne. Og så sent som 31. oktober 1818 er der artikler om gadeviser i Politivennen.
Kampen mod gadeviser er håbløs. Over et årti senere, i 1818, tordnede Jens Møller i Theologisk Bibliothek, mod gadeviserne.
Dersom det er en vigtig betingelse for orden og rolighed i en stat at politiet har magt til at pågribe enhver der forstyrrer samme, og at fremfare med sådanne på lovlig måde, da tror jeg at de omtalte personer, som ophav til fysisk og moralsk uorden, både kunne blive en genstand for politilove og kriminelle love i almindelighed. Man må ikke alene undre sig over almuens lille kræsenhed, men endnu mere over politiets overbærenhed, når man hører den vedvarende skrigen af hæse, halte og kobberrøde visekællinger, som dagligt gør deres vandringer gennem de folkerigeste gader, og tillige ser disse skidne deklamatriser omgivne af en sværm af tilhørere og gabere,.
Jeg vil først betragte de omtalte personer som årsagen til moralsk uorden. Læredrenge og piger, som sendes i byen af deres husbond eller madmoder, kan i hele og halve timer stå ved og gå efter disse kællinger. Ofte ser man at dette snavs købes både af små og store, og siden synges på kældertrapperne efter deres velklingende melodi. Mange husfædre og husmødre har jeg hørt klage: "Vi kan intet få bestilt af vore folk. De skal altid læse de forbandede viser, og når de skal læses, må arbejdet ligge". Man kan nemt indse hvor skadeligt det er for tjenestefolkene og husmødrenes arbejde.
Men også fra en anden synspunkt giver dette visetøj anledning til moralsk uorden. Hvad indeholder disse viser? Enten beretning om en arm synder, der enten om føje tid skal føres eller allerede er ført til døden, eller også indeholder de umoralske elskovsviser. Begge har skadelig indflydelse på moralen. De første fremstiller gerne syndernes forbrydelse på en undskyldende måde, så at de derved opfordrer til forbrydelser. De sidstes skadelighed er overalt for synlig i vore dage.
Hvad angår den fysiske uorden som følger af disse personers tilstedeværelse, tror jeg, at den er ikke mindre. Visekællingernes skrigen er en sand vederstyggelighed for sunde og endnu mere for syge. Deres syn på gaderne er ikke mindre behagelig, og den ofte ukyske deklamation på gaderne, som gerne er forenet med anvendelse på forbigående fruentimmer og mandfolk, er en ligeså stor fysisk som moralsk uorden.
Spørgsmålet er nu alene: Hvilke midler bør anvendes for at hæve dette onde. Svaret er formodentlig: Det må hæves ved et lovbud. Hvorledes dette lovbud bør være, må de ansvarlige afgøre. I mine tanker burde politiet når al salg, trykken og forfattelse af sådanne produkter ved en lov var forbudt, have ret til at gribe visekællingerne og visemagerne, når de fandtes in flagranti delicto. De burde straffes som løsgængere og siden sættes til offentligt arbejde, når de ingen lovlig næringsvej kunne angive og ikke ville lade sig indskrive i lovovertrædernes rulle. Hvad versemagerne angår, da burde deres produkter konfiskeres og de sættes til offentligt arbejde, ligesom bogtrykkerne burde mulkteres.
N. Bruun
****
Udgiveren har ikke villet nægte at indrykke ovenstående skønt han er af en vel ikke modsat, så dog meget forskellige mening om gadeviser, og vil i den henseende henvise til hvad derom før er skrevet i Politivennen. De ovenstående hårde beskyldninger imod gadeviserne, er vist ikke grundede på sandhed. Mange af dem indeholder gode moralske advarsler, og kunne virke uendelig mere godt på den lavere klasse, end man forestiller sig. Jeg anser ikke en misdæders død for en uvigtig materie. Da henrettelsen sker offentlig, hvorfor da ikke ved en vise gøre en alvorlig tanke derom almindelig. Selv frygten for at blive råbt om som helt i en gadevise, kan være motiv, eller bimotiv hos mangt et menneske til at imodstå fristelsen til en ond handling.
Nu elskovsviser. Herregud, hvorfor må den lavere klasse ikke have sine lige såvel som den højere? Kærlighed er jo dog ikke noget man bør udrydde, men snarere opmuntre til. Jo modtageligere en nations masse er for kærlighed, jo bedre, jo mindre lastefuld er den. Vel nægter jeg ikke at det var yderst skadeligt, om ukyske eller umoralske viser udbredtes, men dette er jo forbudt og værget mod ved loven. Altså kan indsenderen ikke med grund ivre derimod fra materiens side.
Nu personerne som udråber dem! Ja disse er ikke gratier, det er sandt nok, men var det at ønske at de var det? Lidt intolerant er det nok også plat at ville betage folk deres næringsvej, fordi de ikke er skønhedsmodeller.
Hvad forfatteren har ret i at, at mange visekællingers tone og stemme, at synge og råbe med, er ubehagelig, og heri var det at ønske at nogen forbedring opnås.
Hvad det angår at en af sælgerinderne dyrker mimikken og morer gadens personale ved sine gebærder og lader, da finder jeg ikke at dette er noget at ivre over. Og når den påankede uanstændighed ikke går videre end til nogle små forblommede tvetydigheder, da er det jo latterligt at harmes over det, sålænge vores teater i nye franske småstykker giver os dem, ikke alene oftere, men meget drøjere.
Til forsvar for gadeviserne, vil jeg her atter gøre opmærksom på, at de er et middel til hos mange af almuen at vedligeholde den færdighed i at læse, som konfirmationen lagde grund til.
Udgiverens ønske er, at vi aldrig berøves vores gadeviser, eller nogen anden indskrænkning pålægges dem, end den at de ikke må indeholde noget, som strider imod moralen.
(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6065-6071)
Redacteurens Anmærkninger
Visekællinger
Er et jævnligt tilbagevendende tema i Politivennen, se fx Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776: Om gadeviser. Og Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066:Om råben med gadeviser under prædikerne om søndagen.
Debatten i Politivennen om gadeviser er en del af en større debat der havde stået på i flere årtier. Gadeviserne var en aflægger af de viser som var udbredt i den brede danske befolkning, kaldet almuen. Og som blev sunget i alle mulige sammenhænge: Vuggen, spindestuer, julestuer, kartegilder, værksteder, markarbejdet osv.
Den kulturelle og intellektuelle elite (som Politivennen var en del af) interesserede sig som sådan ikke for almuens åndsliv. Med mindre de kunne gøre viserne til genstand for finkulturens ironi. Tænk Holberg, Ewald (før han selv skrev en skillingsvise). Især efter 1780 begyndte eliten at interessere sig for disse viser med henblik på at forbedre deres kvalitet. Man skal ikke forestille sig at de forsøgte at indleve sig i almuens forhold, endsige solidarisere sig med dem. Snarere opdrage dem. Bedre skillingsviser skulle med andre ord fungere på det kulturelle felt ligesom de forbedrede redskaber på landbrugsområdet.
Tidsskriftet Minerva advarede i sit første nummer i 1785 om at almindelig oplysning var en farlig sag. Om end ironien dog var til at tage og føle på. Politimesteren havde 29. marts 1785 bedt kancelliet gribe ind, hvilket det gjorde 9. april 1785 ved at give politimesteren ret til at indstævne bogtrykkere hvis de trykte noget som stred imod ”ærbarhed og gode sæder”.
Efterslægtsselskabet af 1786 (måske dannet bl.a. på opfordring af J. C. Tode) mente ikke dette var vidtgående nok. Og forsøgte at udgive viser som levede op til deres standarder.
Debatten stoppede ikke her. Den fortsatte i flere indlæg (klik på tagget i højremenuen). Seidelin fik ikke lavet sit forsvar før 1805 og foranlediget af endnu et angreb på gadeviserne. Og så sent som 31. oktober 1818 er der artikler om gadeviser i Politivennen.
Kampen mod gadeviser er håbløs. Over et årti senere, i 1818, tordnede Jens Møller i Theologisk Bibliothek, mod gadeviserne.
...uddeele Modgift imod den farlige Gift, som Folket idelig inddrikker af flaue usædelige Gadeviser, og som de høiere, halvraffinerede Stænder indsue endnu i fuldere Maal af Røverhistorier, liderlige Romaner o.s.v. Vel forbyder vor Lovgivning alle Skrifter, som stride imod Religionen og gode Sæder; men hvo veed ikke, at saadanne hos os ligesom andre Steder hver Dag falholdes og læses?
