Uordener på Fredensborg

(Efter indsendt)

1. Den førhen i dette blad omtalte mødding ved vejen lige for slottet ligger endnu på samme sted. Det synes som ejeren af den ikke vil tage den bort, før det bliver ham pålagt ved højere ordre.

2. Så stor en velgerning som det er af regeringen at en vandmølle findes i Fredensborg Slotshave, der ved maling driver vandet lige til slottet, og foruden at dette vand virkelig er godt og kan til alle tider forsyne beboerne med sundt og godt vand, lige så beklageligt er det, at der så sjældent er vand i de kummer der står ved slottet. Derfor må beboerne hjælpe sig med vand af en post, som ikke altid er godt. Man må endog på visse tidspunkter si vandet for man kan bruge det. Når det nøjagtigt overholdtes, at der 1 til 2 timer om dagen blev malet på vandmøllen, ville beboerne ikke savne den første og bedste af livets fornødenheder, nemlig godt, sundt vand.

Møddingen ved vejen lige før slottet er nu blevet fjernet. Men der er kommet en til ved fasaneriet, så man møder en slem lugt (H. G. F. Holm: Fredensborg, 1826. Fra Før og Nu 1919) .

3. Så inderligt fornøjet enhver må være ved at spadsere i Fredensborg Slotshave, der såvel ved natur som kunst er en af de første kongelige haver her til lands, så synes det dog upassende, at der ved indgangen til fasaneriet ligger en stor mødding. Den synes endog at have ligget der en lang tid, og når man forlader haven møder der en en slem lugt, der uden tvivl har sin grund deri, at en slagter bor der. Han vil ikke så nøjagtig (af mangel på plads) kunne nedgrave den urenlighed, som følger af slagteriet. Hvorfor den nedsænkes i den nærværende dam. Man håber, at de ansvarlige vil drage omsorg for at de spadserende forskånes for denne lugt, der i flere end en henseende er skadelig.

 (Politivennen nr. 386, 14. september 1805, side 6143-6145)

Svar fra Haarløv Kro, angaaende Ønsket i Politivennen No. 382.

Ønskeren anmelder: "At være kommet til Haarlev Kro et par gange NB om natten og ønsket sig forfriskning, men intet kunne få uden med nød og næppe et glas mælk." Mange ønskere kunne komme der, endog om dagen, og ikke få et glas vand når det ikke forlanges. Da beboeren der har den slemme vane ikke at frembringe andet til gæsterne end det disse begærer. Og altså kan tilfældet blive almindeligt i enhver kro, for alle lysets og mørkhedens børn der rejser dag eller nat, af hvad stand, køn og alder de end er. Skulle anmelderen (han eller hun) oftere finde lejlighed til at komme til Haarlev Kro (nat eller dag) meldes til efterretning at man der ikke retter sig efter de rejsendes hemmelige ønsker, men efter deres begæringer - og da bliver overtydet der at få hvad som måtte forlanges. Ellers kan forsikres at ingen retskaffen rejsende som har været i Haarløv Kro, før eller efter Karise Kro brændte, har haft følge at klage over beværtninger der, og følgelig indses ingen grundet årsag til det af denne enkelte nattegænger i Politivennen yttrede beskæmmelige ønske - så meget mindre som endog hele regimenter og eskadroner på deres hen- og tilbagemarcher er blevet beværtede i Haarløv Krø efter begæring og til fornøjelse.

Udgiveren af Politivennen anmodes deri at indrykke dette og tillige opgive om hans elv eller nogen anden er forfatter af ovenmeldte gravrende ønske? Idet man derefter kan vide hvem man derfor har at henholde sig til.

Haarløv Kro den 29. august 1805.

C. Bruun.

* * *

Ved at læse titlen på Politivennen, vile hr. Bruun have set hvem han havde at henholde sig til. 

(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6130-6132)

Noget om den atter paaankede Kro-Uorden paa Kronborg Geværfabrik.

At forebygge uorden ved en indretnings anlæg ved straks at bruge lovenes bud sagen vedkommende, i erindring og overhyldelse, er mindre vanskelig end igen at hæve den når den er indsneget, ældet, længe set gennem fingre med, og derved ligesom hævdet. Den nu først i år påankede krouorden er gammel på fabrikken, og deraf flydende følger bør altså skrives på den eller deres konto og ansvar, hvem opsynet over fabrikken og ordens overholdelse fra fordums tid har været betroet. Dertil synes anmelderen ikke at have villet tage hensyn, men med flere efter ordsproget: Hvor gærdet er lavest,  der springer man over, at ville i nr. 365 ligesom vælte skylden hen alene på kromanden der i egentlig forstand kan anses som meget uskyldig. Han er jo udsælgningskommissionær af øl og brændevin for Hellebæksgård, og må jo efter sin kontrakt udsælge disse varer til den pris, til hvilke de ham leveres, uden at tage fordel. Fordelen altså af det han af disse varer udsælger dag eller nat, tilflyder jo Hellebæk, og jo større udsalget, jo større sammes fordel. Kan kromanden nu ikke overbevises at have forhøjet varernes bestemte pris, bliver det nok urigtigt at nævne ham den vindesyge kromand. Procenter af det han sælger, får han jo ikke heller, men bor herfor husfri. Deraf kan han jo ikke ernære sig og sin familie. Hvoraf da? Af hvad andet end det han kan udskænke for gæster. Kan dette misundes ham? Men man vil at han ikke skal tåle nattegæster. Det er ret, meget ret. Men hvorledes skal han forholde sig? Måske bortvise dem? Måske indgive klage over dem? Og i begge henseender udsætte sig for deres fjendskab hvis søgning er hans næringsvej og indrenter gården den største og visseste fordel? Til det første er han jo ikke berettiget, da krostuen og den lange stue er for fabrikkens folk og ikke for kromanden. Ved det andet vover han for meget. Og kan en sådan klage ske i det øjeblik den skal nytte, og hjælpen komme i samme øjeblik? Nej. På landet kan man ikke som i en stad straks have sit politi ved hånden. Kommer politiet derimod engang når man mindst venter det, og ikkehar sendt efter det, da kan det gøre stor nytte.

Videre, nattero er en kostbar ting som enhver vel endog kromænd ønsker at nyde. Næppe vil det kunne nægtes at fabrikkens købmand jo ofte har yttret det ønske at nyde denne lykke han ikke selv har kunnet skaffe sig. At nattegæster kan han ingen synderlig fordel have undtagen måske den som ikke vejer op mod nattero at nogle skillinger flyder tidligere i hans kasse. For det den til svir hengivne har tilbage fra forrige dag, må dog som brændende gods vandre til kroen den følgende. Vel synes anmelderen nu, efter politiets advarsel af 20. maj at ville give kromanden noget medhold derved at det synes at han bidrager sit til at hæmme uorden, da han efter sigende, hedder det, da han tilforladelig, burde det hedde, ikke skænker efter kl. 10 om aftenen. Dog støjes der, dog bliver gæster siddende der ud på natten. Hvem skulle ønske dette hævet mere end værten, hvem det koster lys, om vinteren varme og det som er det vigtigste, søvntab. Men når anmelderen som også ønsker denne uorden hævet, siger til slut: Ganske at forbyde siddende gæster i kroen, er uanvendeligt på fabrikken, så synes han at modsige sig selv, og at ønske noget som han selv anser for ugørligt. Men hvorfor det? Hvem skulle de gæster være som ikke kunne forbydes at sidde i kroen natten over? Måske rejsende eller søfolk og de som der lader brænde? Disse ville næppe blive siddende, men snarere liggende og sovende gæster, der hverken ville forstyrre værtens, eller de omkringboende naboers nattero. At den nu herskende uorden kan hæves, er ingen tvivl underkastet, at den bør hæves er uden modsigelse ønskelig, og at dens hævelse engang tilvejebragt vil være af stor nytte for selve mestrene og fabriksarbejdet er unægteligt. Kun måden hvorledes og midlet hvorved bør forsigtigt vælges og bestemmes. Skulle mulkter anvendes for oversidderen, hvori dog mestrenes og svendenes samlinger, eller når fabrikkens folk som også er mennesker skabte til glæders nydelse, holde sig en lystighed eller bør der gives undtagelser, så var endnu en ting anvendelig og måske det sikreste middel, nemlig dette at efter forud skete bekendtgørelse fra fabrikejernes side skulle den som 3. gang var forfalden i mulkt som lovenes bud overhørig, afskediges og ikke tillades at blive længere på fabrikken. Tilfældet ville sandsynlig blive meget sjældent, men aldrig til tab for fabrikken. For alting burde også de som man da ville bemyndige til at have indseende med at ingen uorden fandt sted, være agtværdige, af fabrikkens folk uafhængige og om muligt til gavns lønnede mænd. 

(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6126-6130)

Spørgsmål fra en Fredselsker

(Efter indsendt)

Kunne der ikke håbes på en indskrænkning til et bestemt klokkeslet for de mangfoldige danseboder, hvorved naboer, genboer og de i sådanne huse boende kunne engang nyde nogle timers nattero, ved at befris for den vedvarende skrækkelige støj hver nat hele året igennem?

(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6125)

Politiforslag mod vores Mælkesælgere

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer, eller ved venskab får overladt mælk af anstændige ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Den største del af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, brændevinsbrændere og spækhøkere, og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næring og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd, forfalsker det malkede rigeligt med vand. Og ikke sjældent nødes man til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydeligt angiver tilstedeværelse af kolort. Og man må formode, at det endnu tiere er forhånden, dog i mindre grad, så det ikke så tydeligt kan skelnes at den slette smag kommer fra denne væmmelige artikel.

Man tør vel påstå, at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage denne grovere ovennævnte forfalskning. Man ved at de køer, hvis mælk således forvanskes, vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe, (for som mælken så fløden). Man nyder dels en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår 3/4 af året, ja nogle endog hele året i væmmelige, skidne, stinkende og lumre stalde, en del endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørlige strøelse til godt leje. Man ved at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og endelig ved man at den også let kan antage forskellige egenskaber efter koens føde, sundhed, og øvrige hele tilstand.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne, at det vel endog tør kaldes en umulighed at hindre, da skarn jo under malkningen må falde ned i mælken. Hvor mange af brændevinsbrændernes piger giver sig vel endog blot den møje at vaske yveret før de malker.

Ingen vil vel nægte at dårligt fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, må have indflydelse på alle de nydendes helbredstilstand.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske, at vort sundhedspoliti i forening med stadspolitiet, ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde alt kohold i staden selv? Er et antal af 6 til 700 kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke, afskyelige kostalde eller kokældre, ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? 

Koholdet bør forlægges til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab derfor ikke meget stort. Vel blev da køerne også spølforede, men ikke den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste (Nutidigt foto nord for Frederikssund).

Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?
Vel ville vores brændevinsbrændere miste noget. Men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dog ikke lide for at gavne dem. Følgen ville blot være at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølfodrede, men ikke den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Kort sagt, København blev fri for mange hundrede stankfabrikker og fik sin mælk, som i det mindste fra yveret var bedre, og dermed var allerede meget vundet.

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne lettere forhindret, når koholdet var uden for porten, og al mælken måtte føres derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i acciseboden,, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret. At den efter at den var kommet ind gennem porten ikke forfalskedes, det var en sag som let kunne forebygges.

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6107-6111)