At forebygge uorden ved en indretnings anlæg ved straks at bruge lovenes bud sagen vedkommende, i erindring og overhyldelse, er mindre vanskelig end igen at hæve den når den er indsneget, ældet, længe set gennem fingre med, og derved ligesom hævdet. Den nu først i år påankede krouorden er gammel på fabrikken, og deraf flydende følger bør altså skrives på den eller deres konto og ansvar, hvem opsynet over fabrikken og ordens overholdelse fra fordums tid har været betroet. Dertil synes anmelderen ikke at have villet tage hensyn, men med flere efter ordsproget: Hvor gærdet er lavest, der springer man over, at ville i nr. 365 ligesom vælte skylden hen alene på kromanden der i egentlig forstand kan anses som meget uskyldig. Han er jo udsælgningskommissionær af øl og brændevin for Hellebæksgård, og må jo efter sin kontrakt udsælge disse varer til den pris, til hvilke de ham leveres, uden at tage fordel. Fordelen altså af det han af disse varer udsælger dag eller nat, tilflyder jo Hellebæk, og jo større udsalget, jo større sammes fordel. Kan kromanden nu ikke overbevises at have forhøjet varernes bestemte pris, bliver det nok urigtigt at nævne ham den vindesyge kromand. Procenter af det han sælger, får han jo ikke heller, men bor herfor husfri. Deraf kan han jo ikke ernære sig og sin familie. Hvoraf da? Af hvad andet end det han kan udskænke for gæster. Kan dette misundes ham? Men man vil at han ikke skal tåle nattegæster. Det er ret, meget ret. Men hvorledes skal han forholde sig? Måske bortvise dem? Måske indgive klage over dem? Og i begge henseender udsætte sig for deres fjendskab hvis søgning er hans næringsvej og indrenter gården den største og visseste fordel? Til det første er han jo ikke berettiget, da krostuen og den lange stue er for fabrikkens folk og ikke for kromanden. Ved det andet vover han for meget. Og kan en sådan klage ske i det øjeblik den skal nytte, og hjælpen komme i samme øjeblik? Nej. På landet kan man ikke som i en stad straks have sit politi ved hånden. Kommer politiet derimod engang når man mindst venter det, og ikkehar sendt efter det, da kan det gøre stor nytte.
Videre, nattero er en kostbar ting som enhver vel endog kromænd ønsker at nyde. Næppe vil det kunne nægtes at fabrikkens købmand jo ofte har yttret det ønske at nyde denne lykke han ikke selv har kunnet skaffe sig. At nattegæster kan han ingen synderlig fordel have undtagen måske den som ikke vejer op mod nattero at nogle skillinger flyder tidligere i hans kasse. For det den til svir hengivne har tilbage fra forrige dag, må dog som brændende gods vandre til kroen den følgende. Vel synes anmelderen nu, efter politiets advarsel af 20. maj at ville give kromanden noget medhold derved at det synes at han bidrager sit til at hæmme uorden, da han efter sigende, hedder det, da han tilforladelig, burde det hedde, ikke skænker efter kl. 10 om aftenen. Dog støjes der, dog bliver gæster siddende der ud på natten. Hvem skulle ønske dette hævet mere end værten, hvem det koster lys, om vinteren varme og det som er det vigtigste, søvntab. Men når anmelderen som også ønsker denne uorden hævet, siger til slut: Ganske at forbyde siddende gæster i kroen, er uanvendeligt på fabrikken, så synes han at modsige sig selv, og at ønske noget som han selv anser for ugørligt. Men hvorfor det? Hvem skulle de gæster være som ikke kunne forbydes at sidde i kroen natten over? Måske rejsende eller søfolk og de som der lader brænde? Disse ville næppe blive siddende, men snarere liggende og sovende gæster, der hverken ville forstyrre værtens, eller de omkringboende naboers nattero. At den nu herskende uorden kan hæves, er ingen tvivl underkastet, at den bør hæves er uden modsigelse ønskelig, og at dens hævelse engang tilvejebragt vil være af stor nytte for selve mestrene og fabriksarbejdet er unægteligt. Kun måden hvorledes og midlet hvorved bør forsigtigt vælges og bestemmes. Skulle mulkter anvendes for oversidderen, hvori dog mestrenes og svendenes samlinger, eller når fabrikkens folk som også er mennesker skabte til glæders nydelse, holde sig en lystighed eller bør der gives undtagelser, så var endnu en ting anvendelig og måske det sikreste middel, nemlig dette at efter forud skete bekendtgørelse fra fabrikejernes side skulle den som 3. gang var forfalden i mulkt som lovenes bud overhørig, afskediges og ikke tillades at blive længere på fabrikken. Tilfældet ville sandsynlig blive meget sjældent, men aldrig til tab for fabrikken. For alting burde også de som man da ville bemyndige til at have indseende med at ingen uorden fandt sted, være agtværdige, af fabrikkens folk uafhængige og om muligt til gavns lønnede mænd.
(Politivennen nr. 385, 7. september 1805, side 6126-6130)
