Imens vores gode og retfærdige regering gennem vise og fortræffelige love fremmer almenvellets tarv og borgersamfundets vel. Imens dette daglig foregår for vore øjne, møder den rejsende en modtagelse på Falster, som i alle henseender fortjener den højere myndigheds opmærksomhed og deltagelse. Således har jeg mødt ubehageligheder ved min ankomst der til landet, som overgik dem jeg gik i møde ved en vandring blandt Karthagos ruiner. En vandmelon og en skål vand overraktes mig af en maurer til vederkvægelse under dette brændende klima. Og jeg glædede mig over at der blandt disse såkaldte barbarer findes mennesker, der både følte og tænkte på medbrødres tilstand og lidelser.
Men læser! Tænk engang. Denne modtagelse møder dig ikke ved din ankomst til Falster. I en af de første dage af august måned kl. 3 om eftermiddagen ankom jeg med familie til Grønsund Færgegård på Møn. Jeg fik efter et kort ophold færgen, hvori vi tilligemed vores rejsevogn indskibede os. Vinden var østlig med laber bramsejls kuling. Ved krydsning og hjælp af mådelige færgekarle, nåede vi endelig færgebroen på Falster efter 4 timers sejlands. Enhver vil let indse, at man efter 4 timers trættende og ubehagelig sejlads på en åben færge med fruentimmer og børn i følge, længes efter både vederkvægelse og husly, og begge dele skulle jeg nu først opsøge.
Jeg gik straks op til lodshusene til sættefærgemanden Ole Olsen, men ingen var hjemme. Men efter et kort ophold kom konen hjem til huset, som på mit første spørgsmål: Om vi kunne få befordring af forspændsheste til Stubbekøbing, svarede mig: At lodsene ikke var forpligtede til at køre for os, uden efter eget behag, og bønderne i nærmeste by (Næs) heller ikke ville afgive befordring, uden når de så deres fordel derved, da de ikke var underkastet tvang med hensyn til befordringsvæsnet.
Eckersbergs billede fra Københavns Toldbod 1804 viser nogle forskellige båd- og skibstyper fra perioden. (Udsnit. Fra Før og Nu 1916).
Denne ubehagelige forfatning, at ikke engang at kunne komme af sted for penge, pressede mig til at begære en ekspres til staden (som ligger en mil derfra). Det var konen straks villig til at lade afgå. Dog sagde hun mig, at der ville gå nogle timer inden befordring kunne komme. Jeg forsøgte nu efter hendes råd at gå til lodsen for at få et tidendebud af sted. Men lodsen var ikke hjemme, og hans kone ville under ingen omstændigheder tillade, at jeg for betaling måtte få en hest hos hende. Nu var der intet andet at gøre end at afsende et gående bud.
Jeg gik ned til på færgebroen og afhentede min familie, som endnu ikke havde fået husly, og opholdt sig på rejsevognen, da sættefærgemandens kone havde tilladt mig, at de måtte opholde sig i hendes stue. Men derved var endnu kun lidt vundet. For vederkvægelse, som vi høfligt trængte til, var ikke til at få for penge. Og uvisheden om hvad tid vi kunne vente heste fra Stubbekøbing, samt rejsevognen og rejsetøjets usikkerhed på færgebroen, var store ubehageligheder, især det sidste. For at få vognen bragt op i sikkerhed, måtte jeg nu af mangel på hjælp gå ned til vognen og forblive ved samme, indtil kl. 12 midnat, da forspændsheste ankom fra Stubbekøbing.
Enhver som er vant til at rejse ved og kender de besværligheder som rejser medfører. Og vil let kunne indse det ubehagelige og modbydelige ved denne rejse, hvor vi fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om morgenen gjorde en rejse på 5 mil, og hvor vi på den sidste mil til søs og til lands tilbragte 6 timer. Og det af ingen anden årsag end de eksisterende indretningers dårlige tilstand og utilstrækkelighed til befordringsvæsnets fremme og sikkerhed.
Og endnu ikke nok med dette ophold i Grønsund. Næppe havde vi forladt lodshusene for at køre landevejen til Stubbekøbing, før vi atter måtte udholde at passere den afskyeligste vej man kan forestille sig. For her afvekslede veje med indgrøftning, opkørte hjulspor, agerrender, som endnu ikke var opfyldte, hulvej hvor vi ikke kunne passere med vores brede vogn uden yderste fare for at brække den i stykker.
Men intet af alt dette kan sammenlignes med et sted på vejen kaldet Rædskred, som ligger på en engbund, og hvor man har en smal 3 til 4 fod dyb hulvej at køre igennem. Og midt i denne smukke hulvej, som altid er fyldt med vand, findes en forulykket stenslæde, som lig Malora-skærene ved Livorno rager op over vandets overflade og truer de rejsende med død og ødelæggelse. For ved nattetid hører der ligeså meget mod som forsigtighed at komme godt igennem. Dersom dette sted ikke umiskendelig viser prøver på ligegyldighed for en bedre indretnings fremme, så er der intet sted i hele Danmark, som på noget tidspunkt kan og bør omtales. Især når man ved, at denne stenslæde har stået der i henved 10 år, uden at man har søgt at forandre dens tilstand.
Her Læser! På dettes sted, steg min uvilje til det højeste! En elsket familie, et kært barn, skulle nu med mig selv overlades til skæbnens gode eller onde lune, og således udsættes for helbreds og lemmers forlis.
Det er at håbe, at når stiftets virksomme amtmand skulle få dette at se, at han da sikkert vil gøre alt sit til at denne landevej bliver sat i god stand, da han har givet så umiskendelige prøver på hvor meget han ønskede vejens istandsættelse i sit stift.
Hvad der kan være årsag til at forordningen af 27. januar 1804 ikke endnu er blevet anvendt i hensyn til befordringsvæsnet fra Grønsund lodshuse er ubegribeligt.
På flere steder i Danmark er anlagt og befalet vognmandslaugs oprettelse, hvor det lokale langt fra ikke er så bekvemt som ved Grønsund. Ved Vindbyholt, Gåbense, Kalvehave og mange flere steder i landet må fragtvogn hentes over en fjerdingvej borte fra stedet. Her derimod (fra lodshusene til bondebyen Næs) er næppe en halv fjerdingvej til nærmeste by. Foruden 2 velhavende bønder findes 5 nedlagte bønder i byen Næs, hvoraf hver nedlægger i det mindste holder 2 og flere heste til avlingsbrug. Disse 7 i tallet burde og kunne jo afgive befordring. For ikke at tale om de 3 til 4 udflyttede bøndergårde fra byen Oure, som ligger ikke mere end en fjerdingvej fra det allerede omtalte sted.
Alt taler for at oprette et vognmandslaugs der på stedet. Intet kan frembringes derimod.
Det ville ikke være vanskeligt at frembringe data som viser nødvendigheden, såvel af et steds anlæggelse til husly for de rejsende, som også indretning til befordring. For 3 år siden passerede jeg i et selskab med 2 bekendte dette sted (lodshusene på Falster). Af mangel på husly og endnu større vanskelighed med at få befordring til Stubbekøbing, blev vi nødt til at gå til staden. Det var en streng vinterdag, og skønt vi brugte megen forsigtighed for at komme over det farlige Rædskred, slap dog en af os ned i isen der, og følgerne af dette vinterbad var sørgelige.
Med hvilken glæde ser jeg det øjeblik i møde, da de høje og mægtige herrer af fideicommis på dette gods, ville anvende hele deres opmærksomhed på at gøre sådanne indretninger, som kan tjene det almene til bedste. Og hvilken rejsende ville ikke yde sin tak til de mænd, som så hans trang og afhjalp den. Dersom det også er bestemt og afgjort, at hverken rejsende eller Falsters beboere kan komme i betragtning ved dette sted og vente at nogen solid indretning sker, så var det at ønske, at man dog ville tillægge Grønsunds lodser jord til dyrkning, og derved forpligte dem til at befordre og modtage de rejsende.
Staal
(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6157-6164)
Men læser! Tænk engang. Denne modtagelse møder dig ikke ved din ankomst til Falster. I en af de første dage af august måned kl. 3 om eftermiddagen ankom jeg med familie til Grønsund Færgegård på Møn. Jeg fik efter et kort ophold færgen, hvori vi tilligemed vores rejsevogn indskibede os. Vinden var østlig med laber bramsejls kuling. Ved krydsning og hjælp af mådelige færgekarle, nåede vi endelig færgebroen på Falster efter 4 timers sejlands. Enhver vil let indse, at man efter 4 timers trættende og ubehagelig sejlads på en åben færge med fruentimmer og børn i følge, længes efter både vederkvægelse og husly, og begge dele skulle jeg nu først opsøge.
Jeg gik straks op til lodshusene til sættefærgemanden Ole Olsen, men ingen var hjemme. Men efter et kort ophold kom konen hjem til huset, som på mit første spørgsmål: Om vi kunne få befordring af forspændsheste til Stubbekøbing, svarede mig: At lodsene ikke var forpligtede til at køre for os, uden efter eget behag, og bønderne i nærmeste by (Næs) heller ikke ville afgive befordring, uden når de så deres fordel derved, da de ikke var underkastet tvang med hensyn til befordringsvæsnet.
Denne ubehagelige forfatning, at ikke engang at kunne komme af sted for penge, pressede mig til at begære en ekspres til staden (som ligger en mil derfra). Det var konen straks villig til at lade afgå. Dog sagde hun mig, at der ville gå nogle timer inden befordring kunne komme. Jeg forsøgte nu efter hendes råd at gå til lodsen for at få et tidendebud af sted. Men lodsen var ikke hjemme, og hans kone ville under ingen omstændigheder tillade, at jeg for betaling måtte få en hest hos hende. Nu var der intet andet at gøre end at afsende et gående bud.
Jeg gik ned til på færgebroen og afhentede min familie, som endnu ikke havde fået husly, og opholdt sig på rejsevognen, da sættefærgemandens kone havde tilladt mig, at de måtte opholde sig i hendes stue. Men derved var endnu kun lidt vundet. For vederkvægelse, som vi høfligt trængte til, var ikke til at få for penge. Og uvisheden om hvad tid vi kunne vente heste fra Stubbekøbing, samt rejsevognen og rejsetøjets usikkerhed på færgebroen, var store ubehageligheder, især det sidste. For at få vognen bragt op i sikkerhed, måtte jeg nu af mangel på hjælp gå ned til vognen og forblive ved samme, indtil kl. 12 midnat, da forspændsheste ankom fra Stubbekøbing.
Enhver som er vant til at rejse ved og kender de besværligheder som rejser medfører. Og vil let kunne indse det ubehagelige og modbydelige ved denne rejse, hvor vi fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om morgenen gjorde en rejse på 5 mil, og hvor vi på den sidste mil til søs og til lands tilbragte 6 timer. Og det af ingen anden årsag end de eksisterende indretningers dårlige tilstand og utilstrækkelighed til befordringsvæsnets fremme og sikkerhed.
Og endnu ikke nok med dette ophold i Grønsund. Næppe havde vi forladt lodshusene for at køre landevejen til Stubbekøbing, før vi atter måtte udholde at passere den afskyeligste vej man kan forestille sig. For her afvekslede veje med indgrøftning, opkørte hjulspor, agerrender, som endnu ikke var opfyldte, hulvej hvor vi ikke kunne passere med vores brede vogn uden yderste fare for at brække den i stykker.
Men intet af alt dette kan sammenlignes med et sted på vejen kaldet Rædskred, som ligger på en engbund, og hvor man har en smal 3 til 4 fod dyb hulvej at køre igennem. Og midt i denne smukke hulvej, som altid er fyldt med vand, findes en forulykket stenslæde, som lig Malora-skærene ved Livorno rager op over vandets overflade og truer de rejsende med død og ødelæggelse. For ved nattetid hører der ligeså meget mod som forsigtighed at komme godt igennem. Dersom dette sted ikke umiskendelig viser prøver på ligegyldighed for en bedre indretnings fremme, så er der intet sted i hele Danmark, som på noget tidspunkt kan og bør omtales. Især når man ved, at denne stenslæde har stået der i henved 10 år, uden at man har søgt at forandre dens tilstand.
Her Læser! På dettes sted, steg min uvilje til det højeste! En elsket familie, et kært barn, skulle nu med mig selv overlades til skæbnens gode eller onde lune, og således udsættes for helbreds og lemmers forlis.
Det er at håbe, at når stiftets virksomme amtmand skulle få dette at se, at han da sikkert vil gøre alt sit til at denne landevej bliver sat i god stand, da han har givet så umiskendelige prøver på hvor meget han ønskede vejens istandsættelse i sit stift.
Hvad der kan være årsag til at forordningen af 27. januar 1804 ikke endnu er blevet anvendt i hensyn til befordringsvæsnet fra Grønsund lodshuse er ubegribeligt.
På flere steder i Danmark er anlagt og befalet vognmandslaugs oprettelse, hvor det lokale langt fra ikke er så bekvemt som ved Grønsund. Ved Vindbyholt, Gåbense, Kalvehave og mange flere steder i landet må fragtvogn hentes over en fjerdingvej borte fra stedet. Her derimod (fra lodshusene til bondebyen Næs) er næppe en halv fjerdingvej til nærmeste by. Foruden 2 velhavende bønder findes 5 nedlagte bønder i byen Næs, hvoraf hver nedlægger i det mindste holder 2 og flere heste til avlingsbrug. Disse 7 i tallet burde og kunne jo afgive befordring. For ikke at tale om de 3 til 4 udflyttede bøndergårde fra byen Oure, som ligger ikke mere end en fjerdingvej fra det allerede omtalte sted.
Alt taler for at oprette et vognmandslaugs der på stedet. Intet kan frembringes derimod.
Det ville ikke være vanskeligt at frembringe data som viser nødvendigheden, såvel af et steds anlæggelse til husly for de rejsende, som også indretning til befordring. For 3 år siden passerede jeg i et selskab med 2 bekendte dette sted (lodshusene på Falster). Af mangel på husly og endnu større vanskelighed med at få befordring til Stubbekøbing, blev vi nødt til at gå til staden. Det var en streng vinterdag, og skønt vi brugte megen forsigtighed for at komme over det farlige Rædskred, slap dog en af os ned i isen der, og følgerne af dette vinterbad var sørgelige.
Med hvilken glæde ser jeg det øjeblik i møde, da de høje og mægtige herrer af fideicommis på dette gods, ville anvende hele deres opmærksomhed på at gøre sådanne indretninger, som kan tjene det almene til bedste. Og hvilken rejsende ville ikke yde sin tak til de mænd, som så hans trang og afhjalp den. Dersom det også er bestemt og afgjort, at hverken rejsende eller Falsters beboere kan komme i betragtning ved dette sted og vente at nogen solid indretning sker, så var det at ønske, at man dog ville tillægge Grønsunds lodser jord til dyrkning, og derved forpligte dem til at befordre og modtage de rejsende.
Staal
(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6157-6164)
