En Tigger ved Østerport.

Ved Østerport ser man næsten hver dag en dreng som vist fortjener at vedkommende ville tage sig af ham, at anmode forbigående om almisse. På hans venstre hånd er en, om ikke flere fingere, halvt borte. Hans hals er fuld af gevækster og sår. Så vidt man kan dømme af hans klæder er han fra Nyboder. Som oftest går han enten uden for porten eller i den ende af Kongensgade som vender mod porten.

A. C. Høyer.
Studiosus Theologiæ.
Borgergade No. 203.

Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6701)

Tegner Christian Bayer (1841-1933): Østerport. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ønske om Jødedrengene på Amagertorv

(Efter indsendt)

Man spørger Selskabet til den Jødiske Ungdoms Anbringelse til Håndværker og Nyttige Kunster, om det ikke kunne tænkes at de mange halvvoksne og trekvartvoksne jødedrenge, der på Amagertorv driver deres væsen - handel bør det vel næppe kaldes - ikke var at anbringe til noget bedre.

Det er ærgerligt at se disse skabningers adfærd. Hele deres dags gerning kan sammenfattes kort i 4 poster: Sælge hovedkød, pånøde eller påprange de forbipasserende nogle få varer, slås med hinanden og med kunderne, og være næsvise, overbegloende, endog rapkæftede mod stadeholderne og mod de der søger dem, for at købe hvad de behøver af grønt, osv. Måske kommer endog undertiden det femte slags gerning til.

Man vil vel næppe påstå at denne handel gør staden nytte eller er nødvendig for den. Den har ikke engang stadepenge af den. Det kan vel lige så lidt siges at disse opvoksende mennesker forventes at blive nyttige borgere med tiden, eller gøres egnede til det ved sådan dagsgerning.

Det er ærgerligt at se de mange halvvoksne og trekvartvoksne jødedrenge, der på Amagertorv driver deres væsen, for handel kan man næppe kalde det for

Det er alle oplystes, det er vor regerings mening, at en handlende mand af den jødiske bekendelse kan være en god undersåt, nyttig borger og sand patriot, og det er bevist ved erfaring. Men en ungdom af fattige, dagdrivende prangere er vist ikke en fordel for noget land. Af en sådan planteskole fremspirer snu, bedrageriske og tyvagtige bissejøder, som, uagtet regeringens forbud, vel ville finde lejlighed til at skade almuen hist og her på landet, hvor de kunne komme til at skuffe øvrighedernes opmærksomhed. Af den fremspirer hælere. Denne pest, der er værre end tyvene, fordi disse ikke kunne trives uden dem.

At disse unge behøver at føre sådant et liv for at nære fattige forældre, tør ikke siges i København, hvis jøder så rundelig sørger for deres fattige.

Anbringer derimod forældrene dem dertil af fordomme mod alle andre erhvervsgrene end handel, da er det et misbrug af fadermagten. Og vælger drengene denne næringsvej fordi den er magelig, da bør en sådan drengevilje bøjes og ikke føjes.

Sålænge der endnu ses prangende jødedrenge, kan indsenderen ikke andet end tro, at det hæderfulde selskab til hvem dette egnes, må finde nogle store hindringer i at opnå sit mål.

Men kunne disse hindringer ikke ryddes bort? Den jødiske nation har rige og smukke mænd nok til at vente den hjælp, som penge kan give. Den har også fordomsfri mænd. Var det da vel ugørligt, at sætte enhver dreng på 8, 10 eller 12 år der ikke var anbragt på en handelsmands kontor, ligefrem til en lære, og på samme tid, som hertil gjordes udvej, at få al gade- og torveprangen af jødedrenge forbudt?

(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6698-6701)

Redacteurens Anmærkning

Bissejøder

Politivennen Live Blogging forsøger som bekendt at gøre Politivennens sprog forståeligt for moderne læsere. Men med ordet "bissejøde" var det svært. Meningen kan være den samme som i ordet "bissekræmmer", altså en omvandrende kræmmer. Ikke som vi mest forstår ordet "bisse" i dag, altså en rå person. Måske spiller skribenten spiller på dobbeltbetydningen. Jeg har ladet udtrykket stå som det er. Og selv om det forhåbentligt turde være overflødigt at tilføje: Jeg sympatiserer ikke på nogen måde med antijødiske indlæg i Politivennen. 

Et par nye Grene af Tiggeri

Man må næsten daglig lejlighed erfare, at halvvoksne tøser løber om på gaden og falbyder almanakker. Og når de plagede gående ikke vil købe disse, da ligefrem tigger af dem.

Der er tøser og smådrenge som finder det fordelagtigt at rage grædende og jamrende i redestenen efter penge, som de foregiver at have tabt der, indtil en eller anden forbipasserende bliver så rørt at han erstatter dem skaden.

Man måtte ønske nogen opmærksomhed af fattigfogederne på den slags personer. Vel ville disse ligesom andre slags tiggerier ikke findes, hvis nationen ikke var så blidt tænkende, som den er. Men tør man vel dadle dette nationaltræk, endog i det misbrug, uden at frygte for at skade den sande nød!

(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6697-6698)

Et par Ord, angående den første Gård i Frederiksberg By på hjørnet af Gamle Kongevej

(Efter indsendt)

Jeg har i nogle somre for mit helbreds skyld, næsten dagligt gjort en promenade gennem Frederiksberg, enten udefter ad Gamle Kongevej, og hjem til København ad Alleen, eller også omvendt. Og ofte, for sine årsagers skyld, passeret tæt forbi de gårde som ligger øst for alleen. Jeg har her bemærket følgende uorden, som jeg har forundret mig meget over, at den ene nabo så længe har tålt af den anden, da de i mine tanker er højst fornærmende for naboer og genboer, for de som for deres helbreds skyld lejer kostbare sommerværelser ude på Frederiksberg, og for enhver der ved promenade i Frederiksberg søger at forfriske sig ved formentlig der at hente frisk luft.

Når jeg går tur ud af Gammel Kongevej og hjem ad Frederiksberg Alle, møder jeg øst for denne bygning med årstallet 1782 (Københavns Bymuseum. Det er nu næppe denne gård som skribenten hentyder til, selv om beliggenheden passer meget godt til beskrivelsen).

Den første gård, nemlig Hjørnegården, har en retirade ud til gaden tæt ved naboens hus, hvor den slet ikke burde være. Denne retirade er temmelig ramponeret. Brædderne der skulle skjule indholdet af denne kloak, er borte. Den er til væmmelig stank og skue for enhver, som går der forbi, og det lader til, at den aldrig bliver oprenset, da der er en slags grøft ved den hvori alt bliver stående. Tæt på den er kostalden, hvorfor også formodentlig en del urenlighed tyr til denne kloak. Alt dette lagt sammen må nødvendigvis, alt ligesom vinden blæser lidt eller meget til, og om det er mindre eller mere varm, parfumere luften på en skammelig måde. Og således var det i fjor og værre ser det ud i år. Man tager vist ikke fejl i at formode politiets bistand til en sådan uordens ophør, når der er gjort opmærksom på den. Og der vil da måske ved rekognoscering findes flere sådanne stinkende uordener i samme by, som formentlig alle burde bringes til ophør, af oven anførte årsager.

(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6691-6693)

Bøn til Fattigvæsenet

Jeg har i flere år været nervesvækket. Og efter at have brugt mange medikamenter, har min doktor rådet mig at bruge åbent saltvandsbad. Jeg har i den anledning søgt til bommand Kiær, der af hr. maj. Kirkerup ved auktion er overladt købte badehuse. Jeg blev vred over at badehusene endnu ikke var udlagte. Han undskyldte sig som fattig mand, at han ikke turde udlægge dem så tidlig, fordi han skulle betale 25 rigsdaler månedlig i den tid de er udlagte. Hvis det er overensstemmende med en god indretning til sundheds vedligeholdelse, så tror jeg ikke at en fordel til indtræde for fattigvæsenet bør komme i betragtning, når det gælder en stor del af stadens menneskers helsen og helbred. Bommand Kiær har sagt mig, at han har indgivet en begæring i den anledning til fattigvæsenets direktion. Men han skal efter eget udsagn have fået et svar som siger: At han skal betale de efter betingelserne pålagte 25 rigsdaler månedlig.

Det er vist ikke i overenstemmelse med fattigvæsenets plan, at jo ikke enhver bør kunne finde de lægemidler, som kan være enhver bedst tjenlig. Og det kan derfor heller ikke være dem ligegyldigt, at disse kunne søges på de steder naturen frembyder. Jeg tror endog at det ikke er i overensstemmelse med fattigvæsenets tarv, at mennesker af mangel på lægemidler bliver endnu værre, fordi der da af sygdom i almindelighed følger fattigdom, tab for fattigvæsenet og tab for staden, og videre.

Blandt de høje herrer direktører for fattigvæsenet er vist lægen hr. justitsråd Band, der vist indser nytten af badehusene og derfor vist vil tilråde, at ikke badeforbud, for en lille fordel vil komme i betragtning, når den bevirker i en anden henseende mere skade end gavn, til fordel for fattigvæsnet.

Schiøtt
Kobbertrykker

(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6689-6691) 

Bekendtgørelse

I anledning af den i nr. 421 gjorte opfordring har direktionen for fattigvæsenet nedsat betalingen af badehusene fra 25 rigsdaler månedlig til det halve, eller 12 rigsdaler 3 mark, i den tid husene ligger ude. I denne anledning har Penia nr. 6 tilføjet følgende: "I maj 1805 lod fattigvæsenets direktion badehusene bortsælge ved offentlig auktion. En af betingelserne var den, at køberen skulle betale 25 rigsdaler for hver måned, badehusene var i brug. Major Kirkerup købte dem, og har tilladt bommand Kjær at benytte sig af dem. Det var således med den første og ikke med den sidste, fattigvæsenet kunne forhandle. Det svar har Kjær fået, og altså således ikke et afslag.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6766)

Redacteurens Anmærkning.

Fattigvæsenets ansvar for bade og svømning blev også berørt i Dagen, 29. oktober 1804:

Enhver kan nu vente passende varme og kilde Badeanstalter, og, hvad den saa meget trænger til, offentlige Svömmeskoler, da Kongen d. 26 Okt. har forundt Prof. Nachtegal og Ass. Bærens Privilegium paa, eene og allene i 20 Aar at have slige Indretninger i Kbhvn og en Mils Omegn om samme. Dog skal herved ikke gjöres Indgreb i Hr. Rost's Bader-Privilegium eller i Fattigvæsenets Ret til Söbad ved Langebro for Fattigvæsenets Folk. 50 Drengebörn skal aarlig af Fattigvæsenet anvises til fri Svömmeundervisning i de Privilegertes Skoler. Desuden skal deres Indretninger i Plan först indsendes til Bifald för de udföres.