Om Rundetaarn, uden, inden og oven.

For langt tid siden har nogle blade bebudet som sikkert at Rundetårn i denne sommer blev udvendig og indvendig oppudset. Enhver der ved at Rundetårn er en af de meget få offentlige bygninger der tildrager København fremmedes opmærksomhed, at det er i verden det eneste i sit slags, glædede sig ved at dette tårn der ved sin trofaste bygningsmåde kræver så liden påbud, dog engang kom til at se lidt anstændig ud. Men desværre! - Kun lidt af sommeren er tilbage - og man kan frygte at dette Christian den fjerdes mindesmærke overlever endnu en vinter i sin skidne overkjole.

Man kan ikke uden græmmelse sammenligne tårnets nuværende forfatning med det tilstand da det var færdigt fra bygmesterens hånd. Det var da ikke afdelt i to stykker, et utilrøget som er gadedrengenes boldgade og vandhus, og et så aldeles gennembagt af røg at når der end ikke er ildgnist levende, stinker det dog helt igennem af sod! - Hvad ville Christian sige om han nu kunne vågne op og besøge sit kære tårn! Da Gud nåde både sælgekællinger og drenge og røgfolk, og -

Måtte dog den tid komme da det ikke længere var tilladt portneren at bo så langt fra sin port, da han ved den sydlige side af tårnet, inde på kirkegården, får en lille bolig hvorfra der kan være en dør ind i tårnet, da tårnets port til Købmagergade altså holdtes lukket, undtagen enten observatoriets folk gik derigennem, eller personer over pøblen som derfor hver betalte lidt (ikke til portneren, men til observatoriets bedste), da altså det ovennævnte skillerum blev nedbrudt, med samt køkken, og vansirende udvendige render, da alt det skramleri blev taget væk, der nu ses inden traller i vinduesrummene, da blot de for astronomerne nødvendige værelser levendes, da endelig tårnet både udvendig og indvendig og ven på holdtes i sådan stand som sømmer en så sjælden bygning, og som, rigtigere talt, enhver offentlig bygning, den tilhører en regering eller en stiftelse, burde findes i, hvis den skal gøre det mere fordelagtigt indtryk på beskuerne! 

Muligt vil det indbrud som i disse dage er forøvet på observatoriet, bidrage til at dette tårn kommer nærmere under betragtning. Sikkert fortjener det opmærksomhed, og upåtvivlelig vil det da også i alle henseender få den.

(Politivennen nr. 434, 16. august 1806, side 6897-6899)

Om Lygter i Frederiksbergallee.

(Efter indsendt)

Frederiksberg Alle er meget skummel på en mørk aften. Der burde være lygter, især ved rækværket der går tværs over sidevejen ved runddelen. En mand havde nylig det uheld i temmelig stærk gang at støde brystet mod dette rækværk, med sådan magt at han styrtede bagover og tabte både sanser, hat og stok. Men det sidste var sene at opsøge i regn og snavs.

(Politivennen nr. 434, 16. august 1806, side 6896-6897)

Uordner

13) Uden for nr. 59 i Klosterstræde står malet følgende:

Hndr. Cederlöv.
Mands Mester Skreder.
Mans Schneider
Taylor for Mean.

Fejl i hver linje og atter en prøve på hvor meget mange malere mangler af deres børnelærdom.

(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6892)

Om Sengetøjs Luftning på Københavns Gader

Så længe vi endnu bliver ved med at bruge sengetøj fyldt med fjer og ikke kan overkomme at have et egentligt tørre- eller bagehus i hver stad til fugtighedens uddrivelse af dunene og til fjerkraftens foryngelse (en anstalt der dog ville være fortrinlig til sundhed og behagelighed), er det vel nødvendigt at sole sine sengeklæder. Skønt det tilsigtede øjemed derved kun halvvejs opnås og man undertiden endog får regn på dem oven i købet. Imidlertid kan det på den anden side ikke nægtes at den skik at sole sengetøj på gaderne selv på de trangeste og mest myldrende gader, er en sand uskik og til stor ubekvemhed. Det er sagt på godt dansk at kaste sine lopper, sit støv, sin urenlighed på de godtfolk, der på gaden må forbi ens sengelad.

I Nyboder har de fået lov til at have sengelad (stillads, hvorover sengeklæder lægges til soling og bankning) i gaderne, så hvorfor ikke også Kongens Nytorv, Garnisonspladsen, Christianshavns Torv og andre steder? (Eget foto, februar 2015)

For den del af Københavns bygninger der ikke har gård nok til dette brug, kunne dels anvises bastionerne på volden, dels steder på Kongens Nytorv, Garnisonspladsen, Christianshavns Torv m. fl. hvor færdslen er så bred, at man ikke behøvede at komme klæderne nær. Når da Nyboder alene fik lov at have sengelad i deres gader, tror man at det hele var hjulpet.

(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6888-6889)

Om agtelse mod vores Dødes Minde

Det er nu opfyldt hvad dette blad for lang tid siden ønskede, nemlig at en orden blev indført med topografien på vores Assistenskirkegård således at man om enhver plet derpå, til enhver tid kan sige hvem og når. (Assistenskirkegård er et tosset navn på mere end en måde, som vel burde omskrives med et rigtigere og danskere, fx Gravlunden, Gravmarken, Gravløkken, eller Gravløkkerne, Mindemarken, Fredlunden eller Fredmarken, Fædremarken. Flere navne kunne vel udfindes. Men for alt i verden at man ikke valgte et navn, der bringer tanken om vores avisdigteres forslidte hvile, ro, lise, søvn eller slummer i graven. Hvorfor jeg også af oven anførte grunde anser Gravmark eller Gravløkke for de bedste benævnelser). Hvad bladet derimod har foreslået til ordenshåndhævelse mod vold ved menneskehånd, ved menneskeuvane, det står endnu tilbage at ønske opfyldt. Dog derom en anden gang.

"Ved denne Steen hviler det iordiske af MARIA SCHIÖNNING föd OLROG. Hun indgik i Verden den 20de September anno 1755 i Ægteskab med hendes efterladte Mand, Etatsraad Christian Schiönning, committeret i Rentekammeret og blev ved ham. Moder til 5 Sönner og 3 Döttre, hvoraf 2 Sönner og 1 datter modtog hende i Evigheden. Hun leed taalmodig i meere end 6 aar Gigt Smerter i en meget höj Grad indtil hun ved en stille og roelig Död indgik til den evige Roe og Glæde den 12de Juli Anno 1797. Hvorved hendes Længsel og ofte igientagne Bön at komme hen og sees for Guds Ansigt og knæle for Jesu Födder blev opfyldt. Hun var hendes Mand og Börn en dyrebar omhyggelig og höiælsket Hustru og Moder. Hendes Omgang var uforstilt mod alle. Hendes Hierte var ældelt. Hun var huuslig og en god Huusholderinde som afskyede al Uduelighed. ... " (Sten indsat i Assistenskirkegårdens mur)

To ting måtte kun her ønskes taget i betragtning i henseende til den agtelse, der skyldes mindet om de mange ypperlige og gode mennesker som der er jordede: At ingen gravskrift bør opsættes på sten, metal eller træ, før den er bedømt og fundet fornuftig i tanke og rigtig i udtryk og bogstavering af dertil beskikket kyndig mand (eller mænd).

Man ville da ikke, hvad man kan nu, ved hver anden gravsten fristes til latter, eller til ærgrelse, til sindsbevægelser der strider imod de følelser, ethvert godt hjerte så gerne på dette sted plejer.

2) Krohold, krostøj, krognækken, krosludder, kroslagsmål, med et ord al krovæsen, burde dog også her holdes tre skridt fra livet, som man siger En fremmed har bemærket at hvert tredje hus, omtrent i og om København, var en beværtning. Måske burde han kun sagt hver fjerde. Men forargeligt er det at læse en kroindbydelse lige for indkørslen til denne gravmark.

(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6885-6887)