Hele København har særdeles megen gene af de slagtere som bor inden for volden og der driver deres håndværk. Stanken som frembringes ved en mængde sammendrevet kvægs åndedræt og uddunstninger, ved sammes afkastede møg og urin mens de endnu lever, og endnu mere ved tarmskarnets langt æklere dunster, kan a priori sluttes at være slem. Og enhver som har været i hovedstaden, ved af erfaring hvorledes den forpester hele lange gader og nabolaget vidt og bredt omkring. En virksom slagters gård i København er en kilde til langt mere stank end selv en kirkegård.
Slagterboderne ved Nikolaj Plads (1816). Tårnet i baggrunden. Umiddelbart ser stikket meget hyggeligt ud, men der er heller ikke lugt på.
Man burde derfor have troet at slagteri inden for voldene for lang tid siden havde været nedlagt. Men nej! Forbedringer må vente til deres tid kommer. Der er nu råbt og skrevet , bevist og spottet så længe om kirkegårdenes skadelighed i en stor stad, og alligevel lægges endnu stadig væk menneskelegemer hen for at rådne midt inde i byen, så godt som under de levendes næser. Ja kirkebygningerne selv modtager endnu lig! Hvor tør man da endnu håbe, at slagtere skulle få så megen kemi indstuderet, at denne skulle bevæge sig til selv at forlægge deres slagteri uden for byen. Stanken er de så vant til, at de tror den ikke er for slem for de øvrige københavnere.
Det går med denne som med flere uordener i en stor stad. De var ukendelige da staden var lille. De voksede med den og blev endelig ved dens størrelse til usigelig plage, men også til plage der uden et magtsprog evig vil vedklæbe og stedse tiltage.
Dersom der nu fra nyt af blev anlagt en stad som man bestemte til at have 100.000 mennesker, vil vel ingen betvivle at omsorg for deres helbred ville gøre det til en regel, at intet stankfabrik af hvad navn være kunne, måtte anlægges der. Man ville give staden kirker, men disse ville blive opført frit ud til gader eller pladser og ikke omgives af gravsteder. Slagtere og andre sådanne næringsdrivende fik ikke lov til at nedsætte sig inden i byen. Ingen af den nye stads beboere fik lov til at holde køer osv.
Hvad der er godt og rigtigt for en nyanlagt stad på 100.000 mennesker, er sikkert også gavnligt for den gamle stad, der fra en fiskerhytte voksede op til en residensstad på 100.000 mennesker.
Hvad der er godt og rigtigt må også engang før eller senere erkendes derfor. Udgiveren er derfor sikker på at den tid engang kommer, da det forbydes slagterne med de øvrige stinkende næringsbrugere, at fordærve Københavns luft, og forøge des dødelighed. Og en glæde ville det være for udgiveren, at tro, endog blot om en dag at have nærmet denne tidspunkt.
Dette var de kristne slagtere.
Men foruden dem er der under navn af jødeslagtere nogle polskklædte jøder som lever af at dræbe kalkuner, gæs, ænder, høns o. lign. for deres religionsfæller. Også disse ville udgiveren, hvis det stod til ham, have bortvist ud af staden, eller i det mindste til bestemte steder i samme. Deres måde at fragte disse kreaturer på kan være den, deres religion kræver. Men for kristne er den højst modbydelig og oprørende. Kreaturet får et snit i halsen og henkastes da i gården, hvor det i hele timer, under dødens krampetræk og store spræt, omvælter og vrider sig til harme for enhver ujødisk tilskuer.
I det mindste burde den gård hvor en sådan jødeslagter indtoges, ikke bebos af andre end jøder.
(Politivennen nr. 438, 13. september 1806, side 6964-6968)
Man burde derfor have troet at slagteri inden for voldene for lang tid siden havde været nedlagt. Men nej! Forbedringer må vente til deres tid kommer. Der er nu råbt og skrevet , bevist og spottet så længe om kirkegårdenes skadelighed i en stor stad, og alligevel lægges endnu stadig væk menneskelegemer hen for at rådne midt inde i byen, så godt som under de levendes næser. Ja kirkebygningerne selv modtager endnu lig! Hvor tør man da endnu håbe, at slagtere skulle få så megen kemi indstuderet, at denne skulle bevæge sig til selv at forlægge deres slagteri uden for byen. Stanken er de så vant til, at de tror den ikke er for slem for de øvrige københavnere.
Det går med denne som med flere uordener i en stor stad. De var ukendelige da staden var lille. De voksede med den og blev endelig ved dens størrelse til usigelig plage, men også til plage der uden et magtsprog evig vil vedklæbe og stedse tiltage.
Dersom der nu fra nyt af blev anlagt en stad som man bestemte til at have 100.000 mennesker, vil vel ingen betvivle at omsorg for deres helbred ville gøre det til en regel, at intet stankfabrik af hvad navn være kunne, måtte anlægges der. Man ville give staden kirker, men disse ville blive opført frit ud til gader eller pladser og ikke omgives af gravsteder. Slagtere og andre sådanne næringsdrivende fik ikke lov til at nedsætte sig inden i byen. Ingen af den nye stads beboere fik lov til at holde køer osv.
Hvad der er godt og rigtigt for en nyanlagt stad på 100.000 mennesker, er sikkert også gavnligt for den gamle stad, der fra en fiskerhytte voksede op til en residensstad på 100.000 mennesker.
Hvad der er godt og rigtigt må også engang før eller senere erkendes derfor. Udgiveren er derfor sikker på at den tid engang kommer, da det forbydes slagterne med de øvrige stinkende næringsbrugere, at fordærve Københavns luft, og forøge des dødelighed. Og en glæde ville det være for udgiveren, at tro, endog blot om en dag at have nærmet denne tidspunkt.
Dette var de kristne slagtere.
Men foruden dem er der under navn af jødeslagtere nogle polskklædte jøder som lever af at dræbe kalkuner, gæs, ænder, høns o. lign. for deres religionsfæller. Også disse ville udgiveren, hvis det stod til ham, have bortvist ud af staden, eller i det mindste til bestemte steder i samme. Deres måde at fragte disse kreaturer på kan være den, deres religion kræver. Men for kristne er den højst modbydelig og oprørende. Kreaturet får et snit i halsen og henkastes da i gården, hvor det i hele timer, under dødens krampetræk og store spræt, omvælter og vrider sig til harme for enhver ujødisk tilskuer.
I det mindste burde den gård hvor en sådan jødeslagter indtoges, ikke bebos af andre end jøder.
(Politivennen nr. 438, 13. september 1806, side 6964-6968)
