Om færøske Kuls Nedbringelse til København

(Efter indsendt)

Det har nyligt været spurgt i trykken hvorfor der ikke kommer flere kul fra Færøerne?

Indsenderen tror at kunne besvare dette meget godt. Da fragterne i de sidste år har været særdeles høje og folkehyre ligeså, da vil det ikke godt kunne betale sig når skibe skal fragtes til Færøerne fra København med baglast. Fik derimod Færøerne frihandel med egne skibe, hvilket der ikke kan tvivles om at det vil forundes dem når de findes egnede til det, da ville kullene altid kunne bringes fra Færøerne til København med egne færøske skibe, og disse ville da medbringe tilbage de for landet nødvendige varer.

Den driftige kaptajn Nolsøes bestræbelser for at skaffe Færøerne, hans fædreland, hvad de i lang tid har savnet, skibe og søfolk, turde være den sikre forberedelse til Færøernes mulige frihandel med egne skibe for fremtiden. Man kan ikke heller andet end heri vente al mulig bistand af handelens foresatte. Og sikkert vil det af dem som af enhver tilstås at dersom Færøernes selv får skibe og søfolk, vil dette være et stort middel til disse så dybt sunkne lands opkomst.

(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7063-7064)

Tegneren N. C. Hals: Prospekter af Færøerne, 1709. Uddrag, Thorshavn og omegn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Redacteurens Anmærkning.

For oplysninger om kaptajn Nolsø, se: Jakob Jakobsen: Poul Nolsø. Et Livs- og Tidsbillede fra Færøerne ved Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede. (Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 3 (1891 - 1892) 1).

Indtil 1600-tallet førte færingerne selv handel med egne skibe. Men siden kontrolleredes det af forskellige, først hansestæderne og på artiklens tidspunkt som et kongeligt monopol. Poul Nolsø, eller Nolsiapol blev født 1766. Han sejlede vidt omkring i verden, men vendte tilbage til Færøerne og blev fører for et af monopolhandelens skibe mellem Danmark og Færøerne. I 1798 eller 1799 fik han eget skib. Selvom han selv anså sig for en praktisk mand, er han mest kendt for sine digte. Han var stemt for at fremskynde en fri handel. Varerne var dårlige og dyre, og smugleri var ikke ukendt. I 1805 sejlede Nolsø sin første rejse til Bergen med færøske stenkul, dernæst til København. Stenkul var frihandelsvare. Han måtte imidlertid sejle med næsten tom last tilbage til Færøerne. Hans popularitet var omvendt proportional med Handelsdirektionens velvillighed. Og han blev anklaget for smugleri. 

Han var i København under bombardementet og flådens udlevering til englænderne. Han fik af den engelske admiral Gambier et rejsepas til at sejle en ladning korn til Færøerne. Han forsvandt med en fragt korn fra England mod Færøerne januar 1809, men nåede aldrig frem. Måske sænket af en kaper.

Om Bommen ved Amagerport.

Man ved det skrækkelige uheld som for halvandet år siden ramte præsten i Hollænderbyen derved at denne bom hverken var oppe eller nede, så at hesten løb under.

Nylig er atter et menneske blevet betydeligt forslået på denne samme bom af samme årsag.

Man ønsker derfor at denne bom herefter må når den skal være nede, være det helt, og i modsat fald være helt oppe.

(Politivennen nr. 443, 15. oktober 1806, side 7051)

Endnu engang et Ønske, for Halmtorvet.

(Efter tilsendt).

Adskillige gange er der og i sandhed med megen føje, i dette blad anket på at Halmtorvet, et af stadens akseltorve, er således belemret med brolægnings- og stenhuggersten at disse næsten optager det halve af torvets plads, hvorved det ikke alene forfejler sin egentlige bestemmelse, men endog bliver farligt for dem der skulle passere det, og rettelig kunne kaldes Stentorvet. De ved tilhugningen springende sten kan sikkert især på torvedage da torvet er fuldt af bøndervogne, afstedkomme ulykke når fx sten springer på hestene og derved gør dem løbske. Men også mennesker kan daglig der ved forbigåen blive udsat for at beskadiges på øjne, ben osv. da man har eksempler på at stenstumper endog er sprunget en så lang afstand at de har ituslået vinduesruder i de på torvet liggende huse.

Filosofgangen der burde være en helligdom for stadens indbyggere som spadseregang, er nu ligeledes ikke blevet forskånet for denne stenhugning. Allerede i en rum tid har denne uskik vedvaret. Ja der har været dage da anmelderen af dette som bor i nærheden, har set ikke færre end fire stenhuggere der tilhuggede afvisere og lignende, og  som stod omtrent en favn inde i gangen selv. Om man aldeles ikke ville tale om hvor stygt dette ser ud og hvo farligt det er for forbigående og derfor burde ændres, så håber man dog at vedkommende da gangen henhører til stadens volde, og da det endog er utilladt at hænge vask mellem træerne der for at de ikke skal beskadiges, hæmmer denne uorden da sådant væsen er meget mere skadeligt såvel for de nylig satte som for de gamle træer. Det var ligeledes ønskeligt at hele stenhugningen på torvet ophørte, og at der til den blev anvist en bekvemmere plads der sikrede såvel gående som kørende mod ikke at blivebeskadigede om dagen, som før sagt, ved de springende sten, og i mørke aftener og nætter ved stendyngerne. De første for at falde, de sidste for at vælte.

(Politivennen nr. 443, 15. oktober 1806, side 7042-7044)

Spørgsmål i Anledning af hr. Chiarinys Vauxhall

Vi er nu henne i oktober og hr. Chiariny bliver ved med at indbyde folk til sit Vauxhall. Og det fejler ikke at jo en del menneskeskabninger vil besøge det.

Man fremsætter imidlertid for Sundhedskollegiet det spørgsmål om det ikke allerede nu, og endnu længere henne i tiden, vil være skadeligt således at sværme natten bort i åben luft. Kan man ikke på grund af det vente sig en forøget virksomhed hos vores desuden kun alt for virksomme brystsygdomme, der kappes med slag om hvem der skal være kongen af sygdomme her til lands. Og om det ikke altså af de ansvarlige bør forestilles, at denne art folkemorskab er af de der må indskrænkes til en vis årstid.

Det synes højst ønskeligt for indsendere at det her til lands blev forbudt at holde Vauxhall fra 1. oktober til sidste maj. I månederne juni, juni, august og september vil den skade  betydelig mindre, skønt udgiveren altid tror den er skadelig i vort klima, på enkelte sommernætter nær.

(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7017-7018)

Et Ønske for Kristianshavnerne

Christianshavn tabte alt for tidligt sin skaber, Christian de Store. Han, som på moradser og havbund vidste at anlægge en smuk og vakker stad, ville vist også skaffet dens beboere lejlighed til at bevæge sig i den frie og sunde luft i en smuk og offentlig have.

Siden hans tid er christianshavnerne ikke kommet denne nydelse et skridt nærmere. Tværtimod, deres luftkreds er ved mange indretninger og omstændigheder meget blevet forværret.

I lang tid arbejdede man dog på (og himlen være lovet at dette arbejde ikke medførte pest eller slemme sygdomme) at opfylde et stykke grundt vand som lå inden for voldene, med menneskeskarn. Nogle tønder land blev frembragt på denne måde, af 2 fods eller i det mindste 1½ fods højde over vandskorpen, hvor der før var fra 3 til 6 fod søvand. Hvilken uhyre mængde af luftfordærvende stof! I sandhed 8 til 10.000.000 kubikfod menneskeskarn, således samlet i en række af år, og under meget forskelligt fremskridt i forrådnelse, om man så kan kalde det, eller forvandling til muld. Det må dog vist frembringe en virkning, der ikke er fri for at være dræbende, fordi den ikke er det i skikkelse af pest.

Københavns Havn set fra Gammeldok (lidt nord for Knippelsbro) og nordpå. Trankogeriet lå ved Grønlandske Handels Plads før Operaen. Operaen ligger på den forhenværende Reden, havnen for krigsskibene. Lige over for Amalienborg. Længere væk ses Holmens Mastekran. Fra begge sider breder sig nu Inderhavnsbroen, eller Kyssebroen, Den Skæve Hashbro mm.

Senere er en uhyre grav uden for volden, men desværre ikke langt, blevet bestemt til samme brug, og kan ikke andet end ligeledes virke skadelig på de så nær levende christianshavneres helbred.

I al den tid man brugte det første som det sidste lossested, blev nogle af Christianshavns hovedgader og Knippelsbro naturligvis i 8 til 9 af døgnets 24 timer opofrede til på den væmmeligste måde (til dels ved renovationsvognenes dårlige indretning og utæthed, til dels ved jagende kørsel og anden utilbørlighed hos kusken) at bedækkes med uhumskhed, som må trædes i, og dens dunster indåndes af alle de christianshavnere, der sent om aftenen og hele morgenen, indtil et stykke hen i formiddagen, havde og har at bestille i København, hvortil ikke anden samfærdsel er, end ad denne selvsamme tilsølede vej.

Børnehusets som ligger i midten af Christianshavn, er en anden og stadig virkende stankfabrik, på grund af den der til uldens indsmørelse brugende og ufordragelig stinkende rådne tran, hvis uddunstninger forenede med mange hundredes i urenhed og usselhed levende menneskers ånde og uddunstning tydelig kan føles, hvor vinden bærer hen, til stor ubehagelighed og med virkninger, der ikke kunne andet end være helbredet skadelig.

Trankogeriet er vel i den ene ende af Christianshavn og lykkeligvis i dens nordlige, men med sine vinde udvælder den dog en højst væmmelig stank over Christianshavn. Dette er også sikkert det eneste trankogeri inde i en stad af anden størrelse i Europa. Og så meget mere må man undre sig over at det forbliver der, som stanken derfra ikke sjælden forgifter luften på det Amalienborg, der nu er det kongelige hus' bopæl. Og da føres derhen af den vind der aldrig renser, men næsten altid forværrer de dunster, den medfører, nemlig søndenvinden.

Alle disse årsager, og endnu flere mindre, som endnu kunne nævnes, foruden to kirkegårde, hvor der endnu begraves ikke sjælden, må nødvendig have en højst skadelig samvirken på den luft christianshavnerne indånder.

Desto mere synes denne at kunne love sig al den adgang til spadseregange og sund lufts nydelse, som det er muligt at forunde ham. Det nærmeste som det falder ham ind at ønske sig, er naturligvis fri spadseregang på volden omkring hans stad.

Uagtet de christianshavnske volde kun på få steder endnu har skygge, ville de dog med tiden få det mere, efterhånden som træer plantes og disse vokser. Ved opstilling af bænke og vejens belægning i midten med grus, samt græssers borttagelse (dette behøvede ikke just at være i hele voldens bredde som på Københavns volde, da det christianshavnske publikum er så meget mindre talrigt) ved at opføre et par eller flere regnskure ville Christianshavns vold fra Langebro til Kvintus blive en dejlig spadseregang for christianshavnerne, ja muligt endog ville søges, til en afveksling af selv københavnerne, uagtet disse i henseende til spadseregange er så meget bedre aflagte.

Synet af Kalvebod Strand, af Amager, af flåden og af Reden ville give denne spadseregang yndigheder når der på ovennævnte måde var sørget for skygge, for sæde, for ly mod en pludselig plaskregn, som man ikke på Kvintus-enden af denne spadseregang let kunne komme fra, og endelig for tørreføre, ved at hindre at ikke jorden opblødedes ved enhver væde.

I stedet for skure kunne man have nogle af disse ly-kors, som man hist og her har på landet, og som er intet andet end to vægge af planker som overskærer hinanden, der altså hvordan end vinden er, tilbyder i en fjerdepart ly mod den og mod regnen. Mod det sidste dog ikke fuldkomment med mindre der gives et tag derover. Sådanne ly-kors kunne i fjendtlig tid let nedtages, kostede ikke meget af anskaffe, og ydede dog den særdeles store nytte at man ikke for en lille regnskyls skyld lod sig kyse bort fra spadseregangen.

Udgiveren finder dette her gjorte ønske så naturligt, så gavnligt for christianshavnernes sundhed, at han ikke et øjeblik tvivler på at det jo engang vil gå i opfyldelse, og han kender de høje og højeste vedkommende personers tænkemåde og iver for det almenes vel således, at han håber snart at opleve dette ønskelige engang.

Om man endog for at tilvejebringe det første udlæg i det første år kun tillod dem som betalte eet tegn for at spadsere der, var meget allerede opnået. Tegnene ville få købere nok.

(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7011-7017)