Uordener af Badehusenes Gæster, med et Forslag desangående

(Efter indsendt)

Enhver der ved hvor nyttigt badning i mange henseender er for menneskelegemet, om den end ikke frembragte andet end den blotte renhed, kan ikke andet end højlig undres over, at København ikke har andre offentlige badeanstalter end dem vi ser ved Langebro.

Man vil ikke laste den mand, der forestår samme. For under hans egne og badevæsenets omstændigheder kan man ikke gøre større fordring på ham. Ja har endog grund til at finde, at han gør mere end hvad man efter samme med rette kunne vente.

Men man kan beklage, at de mænd, der har eneret til at have offentlige søbade i København ikke gør alvor af sagen. Endnu gør de selv intet derved, og andre der mulig ellers kunne gøre noget forhindres i at gøre noget. Dog der kommer vel dog engang noget for en dag.  

I mellemtiden må vi så nøjes med de badeanstalter som vi har og nødes da til at klage over hvad vi derved finder af uorden. Det er nemlig den råhed og usædelighed hos en del mandlige badegæster der med knive både udvider de huller der allerede måtte være på skillevæggene, og udarbejder nye åbninger for at tilfredsstille en vanhellig og lastefuld nysgerrighed.

Badehus ved Langelinje, ved vintertid i 1830'erne. Jeg har ikke kunnet finde nogle afbildninger af badehusene ved Langebro fra de første årtier af 1800-tallet. (H. G. F. Holm, Før og Nu 1919)

Det er Gud være lovet endnu ikke kommet så vidt med os, at der jo endnu ikke findes alene kvindelig, men selv mandlig blufærdighed hos os. Og derfor bliver både mange smukke kvinder og mange ædle mænd borte fra den badeforfriskelse der kunne have været dem en behagelig og nyttig nydelse, fordi de ikke ville lade sig overbeglo.

Jeg har hørt en paradokselsker forsvare disse kighuller på badehusvæggene med 2 grunde: 1) at de som går i badehusene godt ved at hullerne er der, og altså er vidende og tilfredse med kikkeriet. 2) at en usædvanlig høj dyd derved fik tilværelse, når man nemlig afholdt sig fra at titte ind hvor man hørte badende damer pjatte, skrige og le. Men uagtet jeg tilstår det første for en del (for sikkert ved mange ikke af disse syndehaller), og uagtet det sidste er sandt, og jeg heller ikke tvivler om at der gives den ædle badegæst, der føler værdien af en sådan sejr over sin nysgerrighed, kan man dog ikke andet end finde det langt bedre at der slet ingen tittelejlighed var.

Hertil var det et middel, om væggene oftere eftersås og forsvarlige boder blev slået på hvor der var huller. Et andet middel var, at der blev anskaffet et rullegardin på størrelse med væggen, som badegæster efter behag kunne rulle ned. De måtte hænge et par tommer fra væggen for at hindre, at der ikke blev gjort vold fra nabokammeret. Ligeledes burde det være overstrøget med en oliefarve, helst en lys, hvorpå i alt fald enhver overlast snarere bemærkedes.

(Politivennen nr. 485, 8. august 1807, s.7704-7707)

Redacteurens Anmærkning.

I Dagen, 21. juli 1807 fik man følgende oplysning om bommand Kjær:

Badelejlighederne i Kbhvn er nu paa en meget god Maade forbedret af Bommand Hr. Kjær, derved at han har lagt en Flaad langt ud i Strømmen ved Langebro, og derpaa opsat 3 Telte, til Bekvemhed for Svømmere, og der bliver saaledes i Badehuset desto mere Lejlighed for dem, der ikke svømme.

Redacteurens uforgribelige Ytring ihenseende Politivennen og Københavns Bombardement

(Indsendt af Politivennen Live Bloggings Redacteur, 2015)

På det storpolitiske plan udspiller sig et drama som kulminerer med Københavns Bombardement 2.-5. september. Da Politivennen ikke fortæller om dette, kan det måske være på sin plads at opridse nogle højdepunkter. Den danske regering og kronprinsen blev presset fra to sider af Europas stormagter. Frankrig og Rusland på den ene side og England på den anden. Ved freden i Tilsit i juli måned tog kronprinsen og regeringen parti for Frankrig (og Rusland). Og dermed også for Napoleons virkningsløse fastlandsspærring fra 21. november 1806 hvis formål var at knække England økonomisk. 

Det betragtede England som en fjendtlig handling og krævede den danske flåde udleveret. Den 2. august indledte den engelske flåde en blokade af Sjællands kyster. Den 6. august stillede de kronprinsen over for et ultimatum: Udlever flåden eller forvent krig. Det gik kronprinsen ikke med til. Forhandlingerne fandt sted i Kiel, hvor kronprinsen opholdt sig under hele krigen, undtagen 11.-12. august hvor han kortvarigt var i København.

12.-15 august forfulgte og opbragte to engelske skive en dansk fregat ved Marstrand. Den 16. august gik 30.000 engelske tropper i land ved Vedbæk, og belejrede efterfølgende København med tre paralleller rundt om byen: Groft sagt 1. parallel langs Jagtvej, 2. parallel ved Blegdamsvej samt en teoretisk parallel ved Farimagsgade. Den sidste var dog for tæt på de danske kanoner. Danskernes modtræk var en lille håndfuld udfald mod disse ad landjorden: Den 17. august mod Store og Lille Vibenhus, den 20. august mod et batteri ved Svanemøllen. De sinkede dog ikke englænderne synderligt. 

Englænderne landsatte hovedstyrken ved Vedbæk den 16. august, men også en pænt stor styrke ved Brøndby Strand den 21. august. Brøndby Strand er blevet strandpark og har intet af sit udseende fra Politivennens tid tilbage. Mit bedste bud på hvordan stranden så ud er derfor den lidt sydligere beliggende Mosede Strand ovenfor. (Eget foto). 

Indtil den 22. august er Politivennen klinisk renset selv for antydninger af disse begivenheder og den truende katastrofe. Udløseren var den advarsel som blev udsendt den danske øverstbefalende 72-årige Ernst Peymann den 21. august. Nogenlunde på samme tid som englænderne landsatte  5.000 mand ved Brøndby Strand. Advarslen udløser så til gengæld nærmest et helt temanummer af Politivennen som tyder på at der må have ligget adskillige artikler i Seidelins skuffe der bare ventede på signalet. .

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn skrev også om tiden inden bombardementet. Med denne lap på tomrummet trækker Redacteuren sig igen tilbage og overlader ordet til Politivennen og dens beskrivelser af belejringen og bombardementet ...

Nærighed i Helsingør

(Efter tilsendt)

I en skrivelse fra Helsingør berettes at hosekræmmerhandlen der er steget til en stor højde, for enkelt mand er den steget til en så besynderlig høj grad at han endog her begyndt at sælge blodigler for 8 skilling stykket, der har til følge at enhver hvis pligt det er at forsyne sig med samme, må nu betale dobbelt og 3 dobbelt mod før til dem der samler dem fra dammene, ja endda næppe kan få dem. Om nu sælgeren forstår sig på om han bekommer og sælger hesteigler, giftige, eller de sande som man bruger til mennesker, det er en anden sag, som en kristen dog ikke bør have tvivl om. 

(Politivennen nr. 483,  [25. juli] 1807, s.7670) 

Stemningsbillede fra Sophie Brahes Gade i Helsingør. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Opfordring til Hr. Traktør Gottlund.

Søndag aften den 21. juli traf det sig tilfældigt at jeg gik ind til traktør Gottlund, hvor opvartersken også på mit forlangende lovede at bringe mig mad og vin. Efter at have ventet en fjerdedel time og flere gæster imellemtiden havde samlet sig i stuen, kom opvartersken endelig og erklærede ganske højrøstet at jeg ikke kunne få noget af det forlangte. Da denne tjenestepiges grove adfærd mod mig let hos de overværende fremmede der ankom efter mig, let kunne få vakt formodning om at jeg på dette traktørsted på en eller anden måde før havde udvist upassende opførsel, så finder jeg mig beføjet offentligt at bekendtgøre at jeg ikke er mig nogen af mig given årsag til sådan behandling bevidst, hvorfor jeg opfordrer gæstgiveren hr. Gottlund til ligeledes offentlig at kundgøre om hav ved noget fra min side, der på mindste måde kunne drage den beviste medfart efter sig.
Friedrich Peschel
Tømmermester boende på Østerbro.

(Politivennen nr. 482,  [18. juli] 1807, s.7651-7652)

Sælgerkjærlingers Raaben.

(Efter indsendt)

Man vover at anmode medicinalpolitiets foresatte at undersøge om ikke den skade der ved stort sælgeskrål især af fiskerkællinger hvis legio er størst og gerne forsynet med de forsvarligste halse, item af skærslippere, kan forårsages virkelig fortjener at modarbejdes. Man tænker sig blot en feberpatient vækket af sin første lette søvn efter langt hentærende sygeleje, ved et sådant skrål hvad virkning det på ham kunne have! Især måtte det ønskes at det blev forbudt at skråle uden for hospitalerne og Fødselsstiftelsen hvor måske flere menneskers liv ved et sådant skrig på engang sættes i fare.

(Politivennen nr. 480, 4. juli 1807, s.7629-7630)